GKS 181 2°: Vita Bernardi. Miracula. Radbertus

|<

<

>

>|

GKS 181 2°: Vita Bernardi. Miracula. Radbertus

Pergament, 72 ff.; 32,5 x 22,7 cm, Frankrig, c. 1200

Håndskriftets hovedindhold (f. 1r-71v) er det såkaldte Vita Prima sancti Bernardi, en levnedsbeskrivelse i fem bøger om den hellige Bernhard af Clairvaux (1090-1153), der blev kanoniseret i 1171

Første bog er skrevet af Guillelmus de Sancto Theodorico (Guillaume de Saint-Thierry eller Wilhelm / William af St-Thierry, c. 1085-1148); den afsluttes med en subscriptio, forfattet efter Guilelmus’ død af Burchardus abbas Balernensis (Burchard af Beauval, d. 1163). Anden bog er skrevet af Ernaldus Bonaevallis (Arnald / Arnold af Bonnevalle, d. efter 1156), og de tre sidste af Gaufridus Clarevallensis (Godfred af Clairvaux, d. efter 1188). - Teksten er udgivet i Migne, PL, 185, col. 225-366

På håndskriftets sidste tre sider findes først (f. 71v-72r) en beretning om nogle mirakler, der har fundet sted i klostret i Savigny mens Serlo var abbed, hvilket han var fra 1140 indtil han i 1153 trak sig tilbage fra embedet og slog sig ned i Clairvaux, hvor han døde 1158. - Sidst (f. 72r-72v) findes en afskrift af et uddrag af De Corpore et Sanguine Domini liber (caput XIV, 1-5) af Paschasius Radbertus (c. 790-865), munk og en tid abbed i Corbie

En notits f. 71r meddeler, at håndskriftet i 1474 blev erhvervet til det til Maria viede Celestinerkonvent i Paris af G. Romanus, dvs. Guillaume Romain. Notitsen er delvist bortraderet og er i 1800-tallet søgt opfrisket med kemiske midler

Håndskriftet er i form, skrift og udsmykning så nært beslægtet med håndskriftet GKS 182 2°, at de må antages at være lavet i samme scriptorium. Det har begge tilhørt biblioteket i Gottorp, og fulgte med dettes håndskrifter til København i 1735

Bibl.: Léopold Delisle, Le Cabinet des Manuscrits de la Bibliothèque Nationale, III, Paris 1881, p. 393. - Chr. Bruun, De illuminerede Haandskrifter i Det store kongelige Bibliothek (Aarsberetninger og Meddelelser fra Det store kongelige Bibliothek III), København 1890, 53f. - Greek and Latin Illuminated Manuscripts X–XIII Centuries in Danish Collections, Copenhagen 1921 p. 49 og pl. LXI. - Ellen Jørgensen, Catalogus codicum Latinorum medii ævi Bibliothecæ Regiæ Hafniensis, København 1926, p. 187. - Gyllene Böcker. Illuminerade medeltida handskrifter i dansk och svensk ägo, Stockholm 1952, p. 30 no. 23a. - A. H. Bredero, Études sur la "Vita prima" de Saint Bernard, Roma 1960, p. 20 ("recension B") (cf. samme Études i Analecta Sacri Ordinis Cisterciensis 17, 1961, p. 24)

Erik Petersen