GKS 2032 4°: Iuvenalis, Saturae

|<

<

>

>|

GKS 2032 4°: Iuvenalis, Saturae

Pergament, 46 ff., ca. 23,5 × 13,5 cm; saec. XII

Håndskriftet indeholder Juvenals 16 satirer, de sidste tre i rækkefølgen XIV, XVI, XV. Af Sat. XV er teksten kopieret til og med v. 127. Vv. 112-127 er kopieret på den øvre halvdel af f. 46v, i en anden hånd end den øvrige tekst. På den nedre halvdel af siden ses spor af bortskrabet tekst. De manglende vers 128-174 af Sat. XV svarer til godt en side i håndskriftet. Teksten er ujævnt annoteret med interlineære og marginale glosser. Der er lægtællere i nedre margen på f. 8v, 24v, 32v & 40v

Værkets inddeling i bøger er markeret ved Sat. I, VI, VII, X & XIII på f. 1r (Incipit liber Iuuenalis), f. 12v, in marg. (Iuuenalis lib. I explicit, incipit II), 20v (Incipit liber III), 28v (Incipit liber quartus) & 37r (Incipit liber quintus). Satirerne er ikke nummereret. Bortset fra I, VI, VII & XVI er de forsynet med titler, de fleste i egen linje. Ved Sat. V er titlen skrevet i forlængelse af sidste linje af Sat. IV. Ved Sat. XI er den tilføjet i margenen. Ved Sat. X & XIII er titler angivet i samme linje som incipit for henholdsvis liber IV & liber V. Den til titlen afsatte linje forud for Sat. XVI er blank

Håndskriftet blev sammen med flere andre håndskrifter erhvervet af Det Kongelige Bibliotek på auktionen over det hamburgske domkapitels bibliotek i 1784. Det er på f. 46v revisionspåtegnet af Johann Martin Winckler, der blev udnævnt som domkapitlets sekretær i 1727. At Winckler anfører antallet af blade som 44 må bero på en lapsus eller fejltælling. Håndskriftet er nyindbundet i Christian VIIIs regeringstid (1839-1848)

Bibl.: Ellen Jørgensen, Catalogus codicum Latinorum medii ævi Bibliothecæ Regiæ Hafniensis, Hafniæ 1926, p. 314f. - Birger Munk Olsen, L'Étude des auteurs classiques latins aux XIe et XIIe siècles, I, Paris 1982, p. 569; IV.2, 2014, p. 290. - Erik Petersen, Intellectum Liberare. Johann Albert Fabricius - en humanist i Europa. København 1998, 583f. - Erik Petersen (red.), Levende ord & lysende billeder. Katalog, København & Århus 1999, p. 81 nr. 116

Erik Petersen