GKS 3443 8°: Ordines Romani

|<

<

>

>|

GKS 3443 8°: Ordines Romani

Pergament, 55 ff., ca. 16 × 7,5 > 9,5 cm; Frankrig (?), ca. 900

Håndskriftet indeholder følgende seks Ordines Romani, angivet efter Andrieu’s klassifikation: 1r-11v: Ordo I, 11v-28r: Ordo XI, 28r-42v: Ordo XXVII, 42v-46r: Ordo XLII, 46r-55r: Ordo XXXIV, 55r-v: Ordo XIII

Håndskriftet er bygget op af kvaterner. Af det oprindelige håndskrift er læg I, III & VII samt et ukendt antal blade efter læg X gået tabt. Der er angivet lægtælling i nedre margen på siderne 7v (”II”), 15v (”IIII”), 23v (”V”), 31v (”VI”), 39v (”VIII”), 47v (”VIIII”), & 55v (”X”). I læg ”II” (det første i håndskriftets nuværende form) er det andet blad bortkommet. Håndskriftets begyndelse og slutning er således ukomplet, ligesom der forekommer lakuner i tekstforløbet mellem f. 1 & 2, mellem f. 7 & 8 og mellem f. 31 & 32

F. 1 recto er stærkt beskadiget, og nu knap læselig. At skaden er af ældre dato bevidnes af at en påskrift i en hånd fra 1600- eller 1700-tallet, som uden hensyn til den rudimentært synlige, underliggende tekst har angivet indholdet: ”Ordo missæ / in principio libri / laceratus”. Samme hånd er muligvis ansvarlig for de få noter og understregninger, der optræder i den del af håndskriftet, der rummer Ordo XXXIV

Håndskriftets middelalderlige historie er ukendt. På et ikke nærmere fastslået tidpunkt i 1600-tallet blev det indlemmet i biblioteket på Gottorp slot, muligvis som et af de håndskrifter, der tilgik fra Fridericus Lindenbrogius. Denne kan være ophavsmanden til de ovenfor nævnte tilføjelser. - Gottorperbibliotekets håndskriftsamling blev overført til Det Kongelige Bibliotek i 1735

Den digitale faksimile gengiver håndskriftet i to gennemgående formater, med ekstra store varianter af ff. 1r-7v & 55v

Bibl.: Ellen Jørgensen, Catalogus codicum Latinorum medii ævi Bibliothecæ Regiæ Hafniensis, Hafniæ 1926, p. 203f. ("sæc. X"). – Michel Andrieu, Les ordines Romani du Haut Moyen Âge, 1, Louvain 1931 (= Spicilegium sacrum Lovaniense, 11), p. 114-116 ("commencement du Xe s."). – Cyrille Vogel, Medieval liturgy. An introduction to the sources; revised and translated by William G. Storey and Niels Krogh Rasmussen, Washington 1986, p. 145 & passim ("early X century"). - Bernhard Bischoff, Katalog der festländischen Handschriften des neunten Jahrhunderts (mit Ausnahme der wisigotischen). Teil I: Aachen - Lambach, ed. Birgit Ebersperger, Wiesbaden 1998, p. 412 no. 1988 ("IX./X. Jh. (X. Jh. Anfang)")

Erik Petersen