Blandt de papirer, som Per Højholt selv donerede til Det Kongelige Bibliotek i 1994, befandt sig også manuskripterne til tre mere eller mindre færdigskrevne digtsamlinger. De to første er affattet samtidig med og kort tid efter udgivelsen af debutsamlingen Hesten og Solen i 1949. Højholt var på dette tidspunkt også meget opsat på at få sine nye digte udgivet, men Højholts egen hurtige udvikling som digter, kombineret med forlagsredaktørerne Bjørn Poulsens og Ole Wivels endelige afvisning af digtene som uegnet for udgivelse medførte, at de med enkelte undtagelser forblev i skrivebordsskuffen. Kun ganske få af disse digte blev trykt - og da i andre tidsskrifter end Heretica. Da Højholt i 1956 fik udgivet sin næste digtsamling, Skrift på vind og vand, var det uden ét eneste af digtene fra de tre samlinger, der hermed udgives på nettet. and Højholt har ved flere lejligheder i interviews fortalt om, hvordan han overvejede at slette de to første trykte digtsamlinger af forfatterskabet, men opgav det, da "det er ret ligegyldigt." Og der er næppe tvivl om, at han i lyset af det senere forfatterskab betragtede de utrykte digte fra denne periode, som 'kasserede' - også af ham selv! Alligevel er de interessante. For det første vidner de om den uhyre produktivitet, som den unge Højholt udfoldede i det miljø, han debuterede i - og hurtigt udfordrede. Og for det andet viser de, hvordan han i sin søgen efter form og indhold lod sig inspirere til flere sider for at finde sit eget udtryk. Og både i denne bestræbelse og i nogle af de konkrete digte genkender man den Højholt, der 'debuterede' igen med Poetens hoved i 1963.
Blandt de papirer, som Per Højholt selv donerede til Det Kongelige Bibliotek i 1994, befandt sig også manuskripterne til tre mere eller mindre færdigskrevne digtsamlinger. De to første er affattet samtidig med og kort tid efter udgivelsen af debutsamlingen Hesten og Solen i 1949. Højholt var på dette tidspunkt også meget opsat på at få sine nye digte udgivet, men Højholts egen hurtige udvikling som digter, kombineret med forlagsredaktørerne Bjørn Poulsens og Ole Wivels endelige afvisning af digtene som uegnet for udgivelse medførte, at de med enkelte undtagelser forblev i skrivebordsskuffen. Kun ganske få af disse digte blev trykt - og da i andre tidsskrifter end Heretica. Da Højholt i 1956 fik udgivet sin næste digtsamling, Skrift på vind og vand, var det uden ét eneste af digtene fra de tre samlinger, der hermed udgives på nettet. and Højholt har ved flere lejligheder i interviews fortalt om, hvordan han overvejede at slette de to første trykte digtsamlinger af forfatterskabet, men opgav det, da "det er ret ligegyldigt." Og der er næppe tvivl om, at han i lyset af det senere forfatterskab betragtede de utrykte digte fra denne periode, som 'kasserede' - også af ham selv! Alligevel er de interessante. For det første vidner de om den uhyre produktivitet, som den unge Højholt udfoldede i det miljø, han debuterede i - og hurtigt udfordrede. Og for det andet viser de, hvordan han i sin søgen efter form og indhold lod sig inspirere til flere sider for at finde sit eget udtryk. Og både i denne bestræbelse og i nogle af de konkrete digte genkender man den Højholt, der 'debuterede' igen med Poetens hoved i 1963.
Blandt de papirer, som Per Højholt selv donerede til Det Kongelige Bibliotek i 1994, befandt sig også manuskripterne til tre mere eller mindre færdigskrevne digtsamlinger. De to første er affattet samtidig med og kort tid efter udgivelsen af debutsamlingen Hesten og Solen i 1949. Højholt var på dette tidspunkt også meget opsat på at få sine nye digte udgivet, men Højholts egen hurtige udvikling som digter, kombineret med forlagsredaktørerne Bjørn Poulsens og Ole Wivels endelige afvisning af digtene som uegnet for udgivelse medførte, at de med enkelte undtagelser forblev i skrivebordsskuffen. Kun ganske få af disse digte blev trykt - og da i andre tidsskrifter end Heretica. Da Højholt i 1956 fik udgivet sin næste digtsamling, Skrift på vind og vand, var det uden ét eneste af digtene fra de tre samlinger, der hermed udgives på nettet., Højholt har ved flere lejligheder i interviews fortalt om, hvordan han overvejede at slette de to første trykte digtsamlinger af forfatterskabet, men opgav det, da "det er ret ligegyldigt." Og der er næppe tvivl om, at han i lyset af det senere forfatterskab betragtede de utrykte digte fra denne periode, som 'kasserede' - også af ham selv! Alligevel er de interessante. For det første vidner de om den uhyre produktivitet, som den unge Højholt udfoldede i det miljø, han debuterede i - og hurtigt udfordrede. Og for det andet viser de, hvordan han i sin søgen efter form og indhold lod sig inspirere til flere sider for at finde sit eget udtryk. Og både i denne bestræbelse og i nogle af de konkrete digte genkender man den Højholt, der 'debuterede' igen med Poetens hoved i 1963., and Digtsamlingen Derude, Herinde blev aldrig udgivet, men foreligger blandt Per Højholts papirer i ét eksemplar, som han selv lod indbinde.