"De Vises Steen" er skrevet i efteråret 1858, mens H.C. Andersen opholdt sig på Basnæs Gods ved Skælskør. Det udkom første gang i Folkekalender for Danmark i 1859., Indlemmet i Det Kgl. Bibliotek 2011. Gave fra 15. Juni Fonden. og Beskrevet i: Erland Kolding Nielsen: "H.C. Andersen-donation til Det Kongelige Bibliotek"; Erland Kolding Nielsen: "Et håndskrifts uransagelige vandringer" Bruno Svindborg: "HC Andersen-overleveringen til og i Det Kongelige Bibliotek", Magasin fra Det Kongelige Bibliotek, vol. 24. nr. 3, 2011.
Proveniens: Indlemmet i Det Kgl. Bibliotek i 2011, gave fra 15. Juni Fonden. og Kolding Nielsen, Erland: "H.C. Andersen-donation til Det Kongelige Bibliotek" og "Et håndskrifts uransagelige vandringer" og Svindborg, Bruno: "HC Andersen-overleveringen til og i Det Kongelige Bibliotek" i: Magasin fra Det Kongelige Bibliotek, vol. 24. nr. 3, 2011.
"Album" (stambog) med indførsler af bl.a. H.C. Andersen, B.S. Ingemann, Adam Oehlenschläger, J.P.E. Hartmann, Niels W. Gade, Bertel Thorvaldsen, Martinus Rørbye, J.A. og Elisabeth Jerichau, Jenny Lind og Fredrika Bremer.
Proveniens: Indlemmet i Det Kgl. Bibliotek i 2007, gave fra Inger Christensen. og To hæfter knyttet til arbejdet med Inger Christensens digtsamling "det" (1969), et hovedværk i det 20. århundredes danske lyrik. Hæfterne indgår i Inger Christensens arkiv (acc. 2007/78) og de er, så vidt vides, det eneste bevarede materiale fra skriveprocessen. Førsteudgaven af "det", der udkom på Gyldendal, var sat med skrivemaskineskriften Courier, der besidder en ensartet spatiering, hvilket muliggjorde, at tekstblokkene kunne komponeres i forhold til bogstavernes bredde, hvilket var vigtigt for et værk, der var komponeret efter matematiske principper. Bogen blev imidlertid ikke skrevet på skrivemaskine, som man kunne fristes til at tro, men påbegyndt og delvist skrevet i hånden, hvilket hæfterne dokumenterer. I det ternede kladdehæfte fra bog- og papirhandlen Joseph Gibert i Paris er indeholdt hele Prologos-afsnittet i digtsamlingen, hvor man kan se, at digtsamlingens berømte begyndelse (”Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved” etc.) først falder på plads lidt senere i processen. Dette hæfte muliggør en analyse af Inger Christensens arbejde og bevægelsen frem mod den endelige tekst. I det andet og mindre hæfte er bl.a. indeholdt det talsystem, der ligger til grund for digtsamlingens komposition.
Proveniens: Indlemmet i Det Kgl. Bibliotek i 2007, gave fra Inger Christensen. og To hæfter knyttet til arbejdet med Inger Christensens digtsamling "det" (1969), et hovedværk i det 20. århundredes danske lyrik. Hæfterne indgår i Inger Christensens arkiv (acc. 2007/78) og de er, så vidt vides, det eneste bevarede materiale fra skriveprocessen. Førsteudgaven af "det", der udkom på Gyldendal, var sat med skrivemaskineskriften Courier, der besidder en ensartet spatiering, hvilket muliggjorde, at tekstblokkene kunne komponeres i forhold til bogstavernes bredde, hvilket var vigtigt for et værk, der var komponeret efter matematiske principper. Bogen blev imidlertid ikke skrevet på skrivemaskine, som man kunne fristes til at tro, men påbegyndt og delvist skrevet i hånden, hvilket hæfterne dokumenterer. I det ternede kladdehæfte fra bog- og papirhandlen Joseph Gibert i Paris er indeholdt hele Prologos-afsnittet i digtsamlingen, hvor man kan se, at digtsamlingens berømte begyndelse (”Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved” etc.) først falder på plads lidt senere i processen. Dette hæfte muliggør en analyse af Inger Christensens arbejde og bevægelsen frem mod den endelige tekst. I det andet og mindre hæfte er bl.a. indeholdt det talsystem, der ligger til grund for digtsamlingens komposition.
Blandt de papirer, som Per Højholt selv donerede til Det Kongelige Bibliotek i 1994, befandt sig også manuskripterne til tre mere eller mindre færdigskrevne digtsamlinger. De to første er affattet samtidig med og kort tid efter udgivelsen af debutsamlingen Hesten og Solen i 1949. Højholt var på dette tidspunkt også meget opsat på at få sine nye digte udgivet, men Højholts egen hurtige udvikling som digter, kombineret med forlagsredaktørerne Bjørn Poulsens og Ole Wivels endelige afvisning af digtene som uegnet for udgivelse medførte, at de med enkelte undtagelser forblev i skrivebordsskuffen. Kun ganske få af disse digte blev trykt - og da i andre tidsskrifter end Heretica. Da Højholt i 1956 fik udgivet sin næste digtsamling, Skrift på vind og vand, var det uden ét eneste af digtene fra de tre samlinger, der hermed udgives på nettet. og Højholt har ved flere lejligheder i interviews fortalt om, hvordan han overvejede at slette de to første trykte digtsamlinger af forfatterskabet, men opgav det, da "det er ret ligegyldigt." Og der er næppe tvivl om, at han i lyset af det senere forfatterskab betragtede de utrykte digte fra denne periode, som 'kasserede' - også af ham selv! Alligevel er de interessante. For det første vidner de om den uhyre produktivitet, som den unge Højholt udfoldede i det miljø, han debuterede i - og hurtigt udfordrede. Og for det andet viser de, hvordan han i sin søgen efter form og indhold lod sig inspirere til flere sider for at finde sit eget udtryk. Og både i denne bestræbelse og i nogle af de konkrete digte genkender man den Højholt, der 'debuterede' igen med Poetens hoved i 1963.
Blandt de papirer, som Per Højholt selv donerede til Det Kongelige Bibliotek i 1994, befandt sig også manuskripterne til tre mere eller mindre færdigskrevne digtsamlinger. De to første er affattet samtidig med og kort tid efter udgivelsen af debutsamlingen Hesten og Solen i 1949. Højholt var på dette tidspunkt også meget opsat på at få sine nye digte udgivet, men Højholts egen hurtige udvikling som digter, kombineret med forlagsredaktørerne Bjørn Poulsens og Ole Wivels endelige afvisning af digtene som uegnet for udgivelse medførte, at de med enkelte undtagelser forblev i skrivebordsskuffen. Kun ganske få af disse digte blev trykt - og da i andre tidsskrifter end Heretica. Da Højholt i 1956 fik udgivet sin næste digtsamling, Skrift på vind og vand, var det uden ét eneste af digtene fra de tre samlinger, der hermed udgives på nettet., Højholt har ved flere lejligheder i interviews fortalt om, hvordan han overvejede at slette de to første trykte digtsamlinger af forfatterskabet, men opgav det, da "det er ret ligegyldigt." Og der er næppe tvivl om, at han i lyset af det senere forfatterskab betragtede de utrykte digte fra denne periode, som 'kasserede' - også af ham selv! Alligevel er de interessante. For det første vidner de om den uhyre produktivitet, som den unge Højholt udfoldede i det miljø, han debuterede i - og hurtigt udfordrede. Og for det andet viser de, hvordan han i sin søgen efter form og indhold lod sig inspirere til flere sider for at finde sit eget udtryk. Og både i denne bestræbelse og i nogle af de konkrete digte genkender man den Højholt, der 'debuterede' igen med Poetens hoved i 1963. og Digtsamlingen Derude, Herinde blev aldrig udgivet, men foreligger blandt Per Højholts papirer i ét eksemplar, som han selv lod indbinde.
Blandt de papirer, som Per Højholt selv donerede til Det Kongelige Bibliotek i 1994, befandt sig også manuskripterne til tre mere eller mindre færdigskrevne digtsamlinger. De to første er affattet samtidig med og kort tid efter udgivelsen af debutsamlingen Hesten og Solen i 1949. Højholt var på dette tidspunkt også meget opsat på at få sine nye digte udgivet, men Højholts egen hurtige udvikling som digter, kombineret med forlagsredaktørerne Bjørn Poulsens og Ole Wivels endelige afvisning af digtene som uegnet for udgivelse medførte, at de med enkelte undtagelser forblev i skrivebordsskuffen. Kun ganske få af disse digte blev trykt - og da i andre tidsskrifter end Heretica. Da Højholt i 1956 fik udgivet sin næste digtsamling, Skrift på vind og vand, var det uden ét eneste af digtene fra de tre samlinger, der hermed udgives på nettet. og Højholt har ved flere lejligheder i interviews fortalt om, hvordan han overvejede at slette de to første trykte digtsamlinger af forfatterskabet, men opgav det, da "det er ret ligegyldigt." Og der er næppe tvivl om, at han i lyset af det senere forfatterskab betragtede de utrykte digte fra denne periode, som 'kasserede' - også af ham selv! Alligevel er de interessante. For det første vidner de om den uhyre produktivitet, som den unge Højholt udfoldede i det miljø, han debuterede i - og hurtigt udfordrede. Og for det andet viser de, hvordan han i sin søgen efter form og indhold lod sig inspirere til flere sider for at finde sit eget udtryk. Og både i denne bestræbelse og i nogle af de konkrete digte genkender man den Højholt, der 'debuterede' igen med Poetens hoved i 1963.
Eksemplar, der har tilhørt J. P. Jacobsen (med enkelte korrekturrettelser)., Proveniens: Jacobsen, J. P. og Carl Johan Frederiksen: "J. P. Jacobsens egne rettelser i hans læseeksemplar af Niels Lyhne" , Danske Studier 1938, s. 165-68
Polarforsker Ejnar Mikkelsen (1880-1971) var i 1901-02 med som kartograf på en mislykket Nordpolsekspedition og 1906-08 leder af en amerikansk-britisk ekspedition til områderne nord for Alaska. 1909-12 ledede han den såkaldte "Alabama-ekspedition", der søgte efter Danmark-ekspeditionens døde og deres efterladte papirer. Det lykkedes ham at finde Jørgen Brønlunds grav og de af Mylius-Erichsen i varder nedlagte beretninger. Ekspeditionen var planlagt til at vare et år, men han og ledsageren Iver P. Iversen måtte ufrivilligt vente to år på undsætning, efter at deres skib var sunket. I 1924 forestod Mikkelsen oprettelsen af kolonien Scoresbysund, og 1933-50 var han inspektør for Østgrønland, en kort tid tillige kolonibestyrer i Ammassalik., De 16 dagbøger med supplerende materiale er en uvurderlig kilde til Ejnar Mikkelsens ekspeditioner og de strabadserende oplevelser undervejs. De mange optegnelser giver ikke blot et indtryk af de logistiske problemer, der var forbunder med sådanne ekspeditioner, også opdagelserne - og de indtryk og refleksioner, de afstedkom - er nøje beskrevet., Dagbøgerne er et værdifuldt supplement til Håndskriftafdelingens 'grønlandica', hvoraf kan nævnes Jørgen Brønlunds dagbog, de ovenfor omtalte 'vardeberetninger', samt Knud Rasmussens dagbøger, som også foreligger tilgængelige på nettet. og Dagbøgerne bringes i deres helhed, dvs. med alle beskrevne blade, dog er længere sammenhængende partier af ubeskrevne blade i flere tilfælde spunget over.
Polarforsker Ejnar Mikkelsen (1880-1971) var i 1901-02 med som kartograf på en mislykket Nordpolsekspedition og 1906-08 leder af en amerikansk-britisk ekspedition til områderne nord for Alaska. 1909-12 ledede han den såkaldte "Alabama-ekspedition", der søgte efter Danmark-ekspeditionens døde og deres efterladte papirer. Det lykkedes ham at finde Jørgen Brønlunds grav og de af Mylius-Erichsen i varder nedlagte beretninger. Ekspeditionen var planlagt til at vare et år, men han og ledsageren Iver P. Iversen måtte ufrivilligt vente to år på undsætning, efter at deres skib var sunket. I 1924 forestod Mikkelsen oprettelsen af kolonien Scoresbysund, og 1933-50 var han inspektør for Østgrønland, en kort tid tillige kolonibestyrer i Ammassalik., De 16 dagbøger med supplerende materiale er en uvurderlig kilde til Ejnar Mikkelsens ekspeditioner og de strabadserende oplevelser undervejs. De mange optegnelser giver ikke blot et indtryk af de logistiske problemer, der var forbunder med sådanne ekspeditioner, også opdagelserne - og de indtryk og refleksioner, de afstedkom - er nøje beskrevet., Dagbøgerne er et værdifuldt supplement til Håndskriftafdelingens 'grønlandica', hvoraf kan nævnes Jørgen Brønlunds dagbog, de ovenfor omtalte 'vardeberetninger', samt Knud Rasmussens dagbøger, som også foreligger tilgængelige på nettet. og Dagbøgerne bringes i deres helhed, dvs. med alle beskrevne blade, dog er længere sammenhængende partier af ubeskrevne blade i flere tilfælde spunget over.