Lad mig blive Noget - Povl Dissing med The Beefeaters

Uge 38, 1967, Top 20, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I september 1967 røg sangen ”Lad mig blive noget” til tops på de danske hitlister. Sangen blev fremført af Povl Dissing bakket op af beatorkestret The Beefeaters. Den konstellation var ganske opsigtsvækkende og resultatet af deres fælles anstrengelser ligeså. I denne artikel kan man blandt andet læse om, hvordan de havnede i studiet sammen.

 

Vanløse Bio - fredag den 4. august 1967

Fredag den 4. august 1967 mødte den danske folkemusiks nyeste stjerneskud, Poul Dissing, og et af tidens fremmeste beatorkestre, The Beefeaters, op i Rosenbergstudiet i Vanløse Bio. Her tog Gustav Winckler, som ti år tidligere havde skrevet og selv indsunget Giro 413-klassikeren Hvide måge, imod. Han var nemlig indspilningschef på Sonet og stod selv for de fleste af selskabets indspilninger. I fællesskab skulle de indspille to sange, som Thøger Olesen, tidens mest produktive tekstforfatter og fadder til blandt andet teksten om Den gamle gartner, havde oversat fra engelsk til dansk. Et par timer senere var sangene i kassen, og herefter gik det stærkt. Nøjagtigt en uge efter var pladen på gaden og pressemeddelelserne sendt ud. De store omtaler kom dog først senere på måneden.

 

Da bagtæppet gik til side

I forbindelse med en stort anlagt koncert med Bert Jansch-bandet Pentacle i Folkonercentret tirsdag den 15. august var Dissing og Beefeaters hver for sig blevet hyret som opvarmning. Derfor lå det lige for, at de slog pjalterne sammen og i fællesskab gav de to sange. Ved hjælp af det gode gamle bagtæppe overraskede de salen, lige efter Dissing havde afsluttet sit regulære sæt med Sov min lille hundemand.  

Efter et lille tak for applausen tav han et øjeblik og skreg derefter ”For helved’ da”, hvorefter bagtæppet gik til side til de indledende toner af Lad mig blive noget. Ifølge dagspressens beskrivelse dagen efter væltede de dermed salen, og allerede midt i første vers begyndte publikum at klappe spontant. Alle var begejstrede, og stakkels Bert Jansch havde ikke en chance, da han efterfølgende gik på scenen.

Den massive og positive omtale efter koncerten har nok haft en del betydning for, at Lad mig blive noget gik ind på 16. pladsen, da den nyeste Top 20 blev præsenteret i radioen tirsdagen efter. De følgende uger strøg sangen mod toppen af listen og nåede førstepladsen i uge 38. Med andre ord tog en stor del af danskerne sangen til sig på trods af, at den var alt andet end typisk for de dansksprogede sange, der nåede toppen af hitlisterne på dette tidspunkt.

 

Fra gadekærret til gadedøren

”Ved landsbyens gadekær” - Keld & Donkeys.
”En Tusindfryd i min hånd” – Keld & Donkeys.
”Du skal ikke gi' mig roser” – Bjørn Tidmand.
”Nu ta'r jeg til Dublin” - Bjørn Tidmand.
”Hvem Har Du Kysset I Din Gadedør” - Dirch Passer & Daimi

Sådan ser listen over dansksprogede sange, der lå på Top 20’s førsteplads fra uge 41 1966 til og med uge 37 1967. I alt tog disse fem sange sig af 26 af de mellemliggende førstepladser, og i sammenligning med årene forinden var der nærmest tale om en eksplosion af dansksprogede hits.

At der så var tale om tre gamle slagere, der var blevet moderniseret i pigtrådsarrangementer, en dansk udgave af en gammel irsk vise og en revyvise, viser, at verden trods alt ikke endnu var gået helt af lave. Pop og pigtråd var ellers efterhånden ved at blive til beat og hård blues, og psykedelisk var et af årets modeord.

 

Jimi Hendrix på Top 20

I løbet af foråret og sommeren havde den amerikanske sanger og guitarist Jimi Hendrix i flere omgange opnået placeringer på den danske Top 20, og især Purple Haze, som man kunne høre i programmet i tre uger i maj og juni, indvarslede nye tider. Hendrix spillede blues på en ny måde, og det samme gjorde Eric Clapton, som sammen med Ginger Baker og Jack Bruce med dannelsen af Cream havde dannet det, der lagde grunden til begrebet ”supergruppe”.

Hendrix og Cream stod i spidsen for en sand musikalsk revolution, og de danske pigtrågsorkestre forsøgte at følge med, så godt de kunne. For de flestes vedkommende var springet fra Cadillac og Louie Louie til Purple Haze dog for stort, og scenen blev endnu engang delt. Et af de orkestre, som gik den hårdeste vej, var The Beefeaters.

 

Beefeaters – fra pigtråd til psykedelisk beat

Beefeaters blev dannet i 1963 og var frem til 1966 et meget omtalt pigtrådsorkester, som bl.a. havde eget fanblad. Opmærksomheden var fra mediernes side især rettet mod forsangeren Søren Seirup, der var meget karismatisk og villigt optrådte i diverse medier som repræsentant for den vilde og oprørske ungdom. Da Seirup forlod orkestret i 1966, ændrede bandet sig til at være en mere sammentømret gruppe, og omtalen i aviser og popblade fokuserede i langt højere grad på selve musikken.

Efter en længere periode i øvekælderen var det nye Beefeaters klar i begyndelsen af 1967. Stilen var nu langt mere bluespræget, og Beefeaters var tydeligvis meget inspireret af den nyeste udvikling på den engelske scene.  Med sanger og guitarist Peter Thorup havde man fået en mand, der kunne spille og synge blues på et internationalt niveau, og han forlod da også Danmark til fordel for udlandet et par år senere.

Beefeaters repertoire var engelsksproget og bestod for en stor del af engelske og amerikanske blues- og soulnumre. I deres egne øjne stod dette forhold, at hovedparten af numrene var hentet udefra, imidlertid på ingen måde i modstrid til deres selvopfattelse. Beefeaters var en meget seriøs og idealistisk beatgruppe, som var enige om et fælles mål med musikken. Fokus var på den musikalske (selv)udvikling og den store musikalske oplevelse. Det centrale i den kreativitetsforståelse, som lå bag, var, at den musik, de spillede, ikke var et fastfrosset, reproducerbart udtryk, men blev skabt her og nu i den enkelte situation. Det væsentlige lå ikke i, hvor materialet kom fra, men hvad man kunne få ud af det.

Beefeaters anno 1967 var på mange måder en fornem repræsentant for et noget nær rendyrket romantisk eksempel på et band, der fremstod som kompromisløst og udviklingsorienteret. Det handlede kun om gruppen og fællesskabet, om den rette kemi mellem de enkelte medlemmer og om de fælles musikalske mål. At der kom til at gå et halvt år fra de første gang gik i studiet for at indspille deres egen første LP, til pladen kom på gaden, illustrerer fint den alvor, der lå bag. En sådan produktionstid var aldeles uvant i Danmark på dette tidspunkt.

I dette lys passer det ikke helt ind, at Beefeaters skulle levere et professionelt en-dags studiearbejde for en anden artist. Men det gjorde de.

 

Povl Dissing

På mange måder lå konstellationen Povl Dissing – The Beefeaters lige til højrebenet. Selvom han indtil da udelukkende havde optrådt med akustisk akkompagnement, trak han på de samme blues-kilder som Beefeaters. Siden 1964 havde hans repertoire godt nok primært været gamle sentimentale slagere og folkeviser, men måden, han spillede og sang på, var direkte afledet af den amerikanske blues, han havde lyttet til og spillet i begyndelsen af 1960’erne. Hans alternative behandling af sange som Drengen og hesten og Alperosen var bestemt ikke faldet i alles smag, men uanset, hvad man mente om Dissing og hans musik, vidste de fleste, hvem han var i 1967.

Sådan havde det ikke været, da han var draget på en længere bryllupsrejse i efteråret 1965. Kort inden afrejsen havde han som en af tre repræsentanter for den danske folkemusikscene leveret to bidrag til en liveplade, som udkom, mens han var væk. Det blev derfor i første omgang de to øvrige bidragsydere, Cæsar og Per Dich, som høstede frugterne af den store opmærksomhed, som efterfølgende blev folkemusikscenen til dels. Det blev dog i den grad Dissings tur, da han vendte hjem i sommeren 1966, og et år senere var han mindst lige så stort et navn som de to andre.

I foråret 1967 kunne man for første gang finde hans navn på Top 20. Med sangen 25 minutter endnu fik han sit reelle kommercielle gennembrud og blev pludselig hyret til at optræde helt andre steder end de folkemusikklubber, han var vant til. I de medier, som hev og flåede i Dissing, var han generelt ret ambivalent overfor sin nye status, men pengene var tilsyneladende for gode til at lade ligge.

 

Thøger Olesen

I lyset af, hvor godt 25 minutter endnu solgte, forekommer det naturligt, at man fulgte samme opskrift, da der skulle følges op på succesen. Det gjorde man så, for begge sange på den efterfølgende single var oprindeligt skrevet af den amerikanske sangskriver Shel Silverstein, som ligeledes havde forfattet det engelsksprogede oplæg til 25 minutter endnu. Alle tre tekster var oversat af Thøger Olesen, som var blevet en ganske central skikkelse på den danske folkemusikscene.

Da den ny dansksprogede folkemusik i midten af 1960’erne begyndte at brede sig fra hovedsageligt at være et lokalt fænomen bundet til det københavnske miljø omkring de nævnte spillesteder til at blive et bredere kulturelt (og kommercielt) fænomen, skete det med Olesen i flere hovedroller. Han havde nemlig taget springet og havde åbnet sin egen folkemusikklub, som i vintersæsonen holdt til i Restaurant Folklorry og om sommeren i Tivolis Vise Vers Hus.

Ud over at lægge hus til live-optrædenerne skrev Olesen mange af de tekster, som blev sunget i Vise Vers Huset. Når sangene skulle indspilles, stod hans gode ven Gustav Winckler klar i studiet. I det hele taget synes der at have været tale om en ideel situation for Olesen, for takket være sin position som spillestedsleder sad han på første række, når der skulle opdages nye talenter. De bedste blev sendt videre til Winckler, som udover at være indspilningsleder på Sonet også var indehaver af det musikforlag, som forsynede Olesen med de udenlandske sange, der skulle indspilles. Der var med andre ord tale om en gunstig situation for alle parter.

I det lys er det ikke særligt overraskende, at Dissings nyeste udspil blev spillet første gang for offentligheden ved en koncert i netop Tivolis Vise Vers Hus. Ved koncerten, som oven i købet blev sendt på landsdækkende tv den 26. juli i den bedste sendetid mellem 20:25 og 21, fremførte Dissing de to sange, som udkom på single 14 dage senere, udelukkende akkompagneret af sin egen akustiske guitar.

I en anmeldelse i BT to dage senere beskrives Lad mig blive noget som et pragtfuldt og dejligt nummer, der er selvskrevet til hitlisten. Det vides ikke, om Dissing rent faktisk forsøgte at indspille sangen i den form, den havde den 26. juli, men under alle omstændigheder fremgår det ikke noget sted, at Beefeaters skulle involveres, og at sangens endelige form skulle adskille sig væsentligt fra Dissings hidtidige udtryk. At det blev tilfældet, skyldtes tilsyneladende en indskydelse fra Dissings manager.

 

Walther Klæbel

Povl Dissings manager hed Walther Klæbel. Han havde i 1963 åbnet jazzklubben Basin Street i København og året efter udvidet med en af landets første folkemusikklubber, Folk Club of Denmark. Klæbel, som selv var musiker, blev hurtigt en sværvægter, når det gjaldt den mere alternative del af den danske musikscene, og efter også at have åbnet dørene op for den mere eksperimenterende del af beatscenen kom han efterhånden i berøring med ganske mange af de kunstnere, som senere blev toneangivende. Som uddannet bankmand havde han de forretningsmæssige forudsætninger, som mange af udøverne manglede, og han tog efterhånden konsekvensen og oprettede sit eget bookingfirma: Danish Music Centre. I 1967 repræsenterede han såvel Dissing som Beefeaters.

Alle er enige om, at det udelukkende var Klæbels fortjeneste, at Dissing og Beefeaters endte i samme studie den dag i starten af august. At Dissing med denne indspilning foretog et større genremæssigt sporskifte var ikke noget, som var planlagt nøjere, hvilket det korte tidsforløb mellem Dissings præsentation af sangen i fjernsynet og indspilningssessionen i studiet vidner om. Ifølge musikerne i Beefeaters var der mest af alt tale om en hurtig indskydelse, som snarere gik ud på at føre kunstnerne frem på markedet end et ønske om at revolutionere dansk musikliv. At man så ved at føre deres respektive stemmer sammen opnåede noget, der blev opfattet som en lille revolution, kan bedst opfattes som en bonus for især Klæbel og pladeselskabet, men også for musikerne, som på denne baggrund fik en masse at lave.

 

Sådan laver man et hit

Da Beefeaters mødte op i studiet, havde de aldrig hørt de sange, de skulle indspille. Det havde de naturligvis, da de forlod studiet et par timer senere, men vel at mærke kun i Dissings akustiske udgaver. Med andre ord spillede de originaludgaver, som Shel Silverstein selv havde indspillet på plade, ingen rolle i forhold til de beslutninger, der blev truffet i studiet.

Gustav Winckler lod det grundlæggende være op til musikerne selv bestemme, hvor de ville hen med materialet, og bidrog primært med en venlig og åben attitude, som skabte en god stemning i studiet. Det, man besluttede, var at lade Beefeaters spille, som de plejede, mens Dissing med egne ord kunne ”Give den en ordentlig en på frakken og bare råbe teksten ud” (Dissing i Fyens Stiftstidende, august 1967). Det hele blev indspillet 100 % live, hvilket dels forklarer en del små spillefejl, og dels at sangene blev fremført med en energi, som er svær at få ned i rillerne, hvis man optager på flere spor.

 

En rockhistorisk begivenhed

Det, der kom ud af det, var ikke bare et hit, men også en sang, som, med rette, fik en plads i dansk rockhistorie. Det vidste ingen af de tilstedeværende, da de forlod studiet for igen at gå hver til sit. Den eneste aftale om et videre samarbejde var den fælles optræden ved koncerten senere på måneden, men det blev der hurtigt lavet om på.

I takt med at sangen krøb opad på hitlisten, begyndte tilbuddene nemlig at strømme ind, og da året var gået, havde Dissing og Beefeaters optrådt mange gange sammen. Derfor var det ikke nogen større overraskelse, da de i foråret udsendte endnu en fælles single, og endnu engang var der tale om to Shel Siverstein/Thøger Olsen-sange.

Efterhånden blev samarbejdet mellem Dissing og Beefeaters noget nær permanent og resulterede i 1969 i pladen Dissing, bedre kendt som Nøgne øjne, med egen musik til nyskrevne tekster af forfatteren Laus Bengtsson. Med denne plade, som regnes blandt hovedværkerne i dansk rockhistorie, satte Dissing og The Beefeaters kronen på værket for det samarbejde, som var blevet til ved en tilfældighed i august 1967. Uden den deciderede joint venture mellem folkemusikken, beaten og den kommercielle pop- og slagerverden, som resulterede i Lad mig blive noget, havde denne plade sandsynligvis aldrig set dagens lys.

----------------

Læs mere om sangen og dens betydning i afhandlingen "Kylling med soft ice og pølser - Populærmusikalske versioneringspraksisser i forbindelse med danske versioner af udenlandske sange i perioden 1945-2007", Smith-Sivertsen, Henrik (2007).

Den pågældende Top 20-liste fra 1967 kan ses herdanskehitlister.dk.