Don't Cry Daddy - Elvis Presley

Uge 34, 1970, Top Ti #7

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Den amerikanske sanger Elvis Presley har som bekendt haft en afgørende rolle i såvel dansk som International sammenhæng. Alene den ofte brugte titel ”The King of Rock'n'roll” indikerer, at han havde en særposition, da musikken ændrede sig op gennem 1950’erne og 60’erne. I hitlistesammenhæng kan man følge hans karriere og nikke genkendende til hans mange hits. Men hvilket var det største i Danmark? Det kan man få svaret på i denne artikel.

 

30 uger på Top Ti

Hvis man på stående fod skulle nævne Elvis Presleys største succes i dansk hitlistesammenhæng, ville Don’t Cry Daddy næppe være det første, der kom op. Ikke desto mindre slår denne lille sentimentale sang om manden, der har mistet sin hustru, faktisk alle andre Elvishits på stort set alle parametre. I 1970 lå den nemlig på Danmarks Radios Top Ti i hele 30 uger fra begyndelsen af februar til og med udgangen af august. Sangen lå på førstepladsen i syv uger og holdt blandt andre John Lennon og hans Instant Karma og The Beatles’ svanesang Let It Be væk fra listens topplacering. I uge 34 var det ved at være slut, men næste udspil var allerede klar. The Wonder Of You, som debuterede netop den uge på niendepladsen, kunne dog ikke leve op til forgængeren, og faktisk var Don’t Cry Daddy ikke alene Presleys største hitlistesucces i dansk sammenhæng, men samtidigt sidste gang han nåede en dansk førsteplads i live.

 

The King Of Rock'n'roll

Som bekendt havde Elvis Presley i 1970 allerede haft en lang og enestående karriere. Siden pladedebuten i 1954 og det endelige gennembrud i 1956, havde Presley været igennem noget af en tur. De første år var repertoiret i høj grad hentet fra de sorte rhythm and bluesmusikere, som de færreste hvide kunstnere kendte til, men som Presley personligt var meget glad for. I flere tidlige interviews forklarede Presley, at han i lang tid havde lyttet til Big Bill Broonzy and Big Boy Crudup og på den måde både havde lært sange som That’s Alright Mama og Hound Dog og måden at synge på. Presley hørte også såvel country som pop, og kombinationen blev den rock’n’roll, vi kender ham for.

På samme måde som Presley havde lært sig stilen og repertoiret ved at lytte til indspilninger via radioen og grammofon, blev han selv lyttet af i stor stil, da historierne, musikken og pladerne begyndte at krydse Atlanten. I Danmark måtte man dog vente en rum tid på grund af en manglende dansk repræsentationsaftale med hans pladeselskab, RCA. I stedet kunne man eksempelvis tage til Sverige og Tyskland, hvor man havde kunnet købe hans musik i lang tid. Hans første svenske hitlisteplacering var således allerede i januar 1956, hvor han debuterede med Hound Dog.

Man skal helt frem til sensommeren 1958 for at finde ham på en dansk hitliste. Jailhouse Rock, som altså var hans første danske singlehit, blev liggende på den liste, som Musikbureaet Quan stod bag, året ud. Herefter gik der et halvt år inden Elvis Presley igen var at finde på denne liste med A Fool Such As I, og man skal faktisk et lille stykke ind i 1960’erne, før han blev fast inventar på de danske hitlister. Det blev han så til gengæld med manér, for fra maj 1960, hvor hans Stuck on You debuterede, og de næste år frem, fik han det ene store hit efter det andet og var ubetinget den største stjerne - også i Danmark.

Det var således på ingen måde misvisende, at Elvis Presley indtog førstepladsen på den første DR-Top 20-liste, som Jørgen Mylius præsenterede i slutningen af januar 1963. At han havde hele tre sange med på listen, understreger hans status på dette tidspunkt, og han blev stort set spillet i alle de mange ungdomsudsendelser, som var den store fornyelse i den ny musikradio, P3, som var blevet lanceret ved årsskiftet 1962/63.

I 1964 begyndte tronen dog at vakle under Presley, ikke mindst på grund af The Beatles’ sejrstog over det meste af verden, og selvom hans plader fortsat solgte fint, var Presleys stjerne faldet en del i anden halvdel af 1960’erne. Han vendte dog stærkt tilbage mod årtiets slutning.

 

Da Elvis græd

Der skete noget med Elvis Presleys udtryk i slutningen af 1960’erne. Efter sigende kom det første skridt på vejen mod en generel nyorientering på en tur med bandbussen. Ifølge overleveringen var det den walisiske sanger Tom Jones og hans udgave af Green, Green Grass of Home, som fik Presley til at se lyset. Der går nemlig en sejlivet historie om, at Elvis brød ud i gråd, første gang han hørte den i radioen, hvorefter han standsede sin bandbus, ringede til en lokal radiostation og fik dem til at spille sangen i 4 timer i træk. Under alle omstændigheder var Tom Jones utvivlsomt en meget vigtig inspirationskilde for Presley, da han i slutningen af 60’erne foretog et større stilskifte i forbindelse med sin Las Vegas-karriere.

Green, Green Grass of Home var en countrysang, som Tom Jones og hans stab havde poppet en del op. Sangen handlede om en fange, som drømte tilbage til barndomshjemmet og sine kære, mens han ventede på at skulle henrettes. Sangen blev et gigantisk hit for Tom Jones og indledningen til en strøm af sentimentale tårepersere fra hans side serveret med Jones’ karakteristiske kraftfulde stemme. Kombinationen af den testosterondryppende og stærkt maskuline Tom Jones, som nærmest græd og hulkede sig igennem sange om at skulle dø eller blive forladt af kæresten, var så særpræget, at det faktisk ofte fungerede ganske godt. Han trak den helt ud til grænsen, og som i eksempelvis I’ll Never Fall In Love Again, hvor hulkene visse steder er yderst højlydte, et godt stykke længere.

Da Elvis Presley gik i studiet i januar 1969 kort tid efter, at hans berømte og succesfulde comebackkoncert var blevet sendt på amerikansk TV i december 1968, mindede mange af sangene i høj grad om Tom Jones’ materiale. Presley havde masser af ballader i sit bagkatalog, men især tematisk skete der afgjort noget i studiet i begyndelsen af 1969.

 

Sange om tragedier og tab

Fra 13. januar til 22. januar indspillede Presley 19 sange - heriblandt Don’t Cry Daddy. I forhold til hans hidtidige produktion var relativt mange af disse sange udpræget sentimentale. I direkte sammenligning var Presley noget mere afdæmpet end Tom Jones i sine tolkninger, men mindre kunne bestemt også gøre det. Alene den dag, hvor Don’t Cry Daddy blev indspillet, må der have været ret fugtigt i studiet, for også Mama Liked Roses om moderen, der elskede roser og nu fik dem på sin grav, var noget af en tåreperser.

Netop forældre og børn var der ret mange af i Elvis’ nye repertoire, og for det meste var tragedier og tab et centralt tema. Det gjaldt også In The Ghetto, som gav Presley sin første top 3-placering i såvel England som USA siden midten af 1965. Også i Danmark blev den et hit og nåede andenpladsen på B.T.’s salgsliste i august 1969.

Da næste udspil, Suspicious Minds, også klarede sig fremragende, var karrieren for alvor på skinner igen, og med Don’t Cry Daddy, som også kom i Top ti i USA og England, var Elvis Presley atter ”talk of the town”, da kalenderen rundede midten af 1970.

 

Græd ikke, far

Don’t Cry Daddy blev skrevet direkte til Presley af den amerikanske sangskriver og musiker Mac Davis. Davis, som også havde leveret tekst og musik til In The Ghetto, havde sit udgangspunkt i countrymusikken, hvor man aldrig har været bange for det sentimentale. At der var et potentiale i denne type countryballader, var velkendt, og senest havde Bobby Goldsboro med stor succes tappert sunget sig igennem Honey om sin elskede, men afdøde kone, i 1968. Sangen var fiktiv, men det gjorde ikke noget, og det samme gjaldt Don’t Cry Daddy.

Sangen handler som sagt om en mand, der er blevet efterladt alene med sine børn. Det vides ikke, om konen er død eller blot har forladt familien, men han er under alle omstændigheder meget ked af det. Han græder sig i søvn og er ved at give op, men det kan han jo ikke. Han har jo børnene, hvilket hans ene barn minder ham om i omkvædet. De ønsker bare, at han skal holde op med at græde og lege med dem. Og som barnet siger, skal de nok finde en ny mor sammen. Under alle omstændigheder må han finde en løsning, for i andet vers reflekterer manden over, hvordan de voksnes sorg præger børnene.

Dette tema er noget, de fleste kan relatere til, og det lykkedes øjensynligt Presley at levere historien med tilpas megen troværdighed på trods af sangens udpræget sentimentale præg.

 

Viva Las Vegas

Efter Don’t Cry Daddy fortsatte Presley med at levere sange, som klarede sig godt på hitlisterne i et par år. Fra slutningen af 1972 skulle man dog atter et stykke ned på listerne for at finde hans sange, men Presley havde alligevel rigeligt at se til. Sideløbende med sit comeback på hitlisterne i 1969, havde han nemlig haft de første månedlange engagementer i Las Vegas, hvor han frem til slutningen af 1976 gav et godt stykke over 600 koncerter. Dertil kom alle de øvrige turnéer og koncerter rundt om verden, og gennemsnitligt set optrådte Presley live cirka hver anden dag fra 1969 til sin død i 1977.

Det var mange - nok også for mange.  Ved sin sidste koncert i Indianapolis den 26. juni 1977 var det en tydeligt nedbrudt og syg mand, der gik på scenen. Ved den lejlighed var Don’t Cry Daddy ikke på programmet, men det var den til gengæld, da man atter kunne opleve ham i koncertsammenhæng 20 år senere.

 

Elvis lever

Den 16. august 1997 stod Elvis Presley atter på koncertprogrammet. I forbindelse med 20-året for hans død afholdt selskabet, som forvaltede den musikalske arv efter Presley, nemlig et show, hvor man kunne høre og se ham synge på en storskærm akkompagneret live af sit oprindelige orkester og kor fra 1970’erne. Den teknologiske udvikling havde nemlig gjort det muligt at isolere hans stemme fra en række liveindspilninger, og dermed skabe en helt ny form for koncertoplevelse.

Undervejs i koncerten introducerede Presleys ekskone, Priscilla Presley, deres fælles datter Lisa Marie, som efterfølgende tonede frem på storskærmen. Sammen med faderen fremførte hun en duet, som nok har trukket tårer hos de fleste tilstedeværende: Don’t Cry Daddy.

Lisa Marie var selv ni år, da hendes far døde, og selvom teksten om pigen, der trøster sin far, fordi moderen er død, ret beset ikke passede helt, var symbolikken til at tage og føle på. Man måtte da også spille videoen en gang til efter det bragende bifald fra publikum.

Egentlig var duetten tænkt som en engangsbegivenhed, og den er da heller ikke blevet udgivet officielt. Den slags betyder dog ikke så meget i dag, hvor man kan finde den overalt på Internettet. Det er først og fremmest følelsen af tab, det handler om, og det udtrykker denne sang, som altså var The Kings mest sejlivede på de danske hitlister, til fulde.

-----------

Den pågældende Top 10-liste fra 1970 kan ses herdanskehitlister.dk.