Lille sommerfugl - Malihini Kvintetten/Bjørn Tidmand

Uge 26, 1968, Top 20, #1/#6

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Sommerfugl

I forsommeren 1968 dukkede en gammel dansk sang pludselig op på de danske hitlister. ”Lille sommerfugl” var blevet skrevet allerede i 1921 og indspillet af Malihini Kvintetten i 1966, og det var deres indspilning, som nu hittede med to års forsinkelse. De havde dog ikke sangen for sig selv i lang tid, for da de nåede førstepladsen på hitlisterne, fik de selskab af Bjørn Tidmand, som nu også havde indspillet den. Et par uger senere overhalede han Malihini Kvintetten, og da årets hitlister blev gjort op, lå Tidmand øverst. Sangen blev hans livs hit, og har fulgt ham siden.

 

Hitkapringens ædle kunst

”Hijacking hits”, på dansk ”hitkapring”. Sådan beskriver den amerikanske populærmusikforsker Michael Coyle en ganske særlig måde at lave en ny version af en sang, der allerede har været indspillet med en anden kunstner, i artiklen ”Hijacked Hits and Antic Authenticity: Cover Songs, Race, and Postwar Marketing” (Coyle 2002).

Det drejer sig specifikt om, at man indspiller en sang, der er på vej frem, eksempelvis på en hitliste, og efterfølgende lykkes med selv at få større succes med sangen, end den oprindelige kunstner. Coyles eksempler er primært hentet fra det amerikanske musikmarked i 1950’erne, hvor denne praksis var særdeles udbredt på grund af raceadskillelsesproblematikken. Det var nærmest hverdagskost, at hvide kunstnere, eller rettere deres producere og managers, studerede Billboards lister over R&B og snuppede de bedste. Det er, som Coyle pointerer, vigtigt at påpege, at der for det meste ikke var tale om en juridisk problematisk praksis. Kapringsbilledet er nærmere rettet mod en opfattelse af, at sange tilhører den, der fremfører den.

Denne praksis var på ingen måde kun kendt i USA. Det var for det meste også sådan, man gjorde, når man lavede dansksprogede versioner af udenlandske sange i 1950’erne (se artiklen om Nu rejser jeg hjem), og selv indenfor Danmarks grænser blev der flittigt kapret hits. Efterhånden blev der dog længere mellem disse tilfælde i takt med, at der i stigende grad blev fokuseret på kunstnerne fra mediernes side. Sang og sanger blev ganske enkelt forstået som forbundne på en helt anden måde end tidligere, og begreber som ”originalindspilningen” dukkede op i musikannoncerne i begyndelsen af 1960’erne.

I 1968 blev den gamle hæderskronede praksis dog i den grad taget i brug igen. Hvis man studerer hitlisterne, ser det i hvert tilfælde sådan ud.

 

Små sommerfugle på Top 20

I uge 22 i 1968 sneg Malihini Kvintetten og Lille sommerfugl lige netop ind på DR’s Top 20. Ugen efter var sangen oppe på 15. Pladsen, og efter endnu 14 dage, i uge 25, var den strøget helt til tops. Netop denne uge debuterede Bjørn Tidmand med en ny version af den selvsamme sang. Han gik ind på 19. Pladsen og var ugen efter hoppet helt op på sjettepladsen. Endnu en uge senere var han nået helt op på andenpladsen, og da Malihini Kvintetten fortsat toppede listen, lå to versioner af samme sang altså på de to øverste pladser. Det samme var tilfældet den følgende uge, men nu havde de byttet plads.

Sådan lå de side om side med Tidmand øverst helt frem til uge 31, hvor Malihini Kvintetten begyndte at miste pusten og gled ned på fjerdepladsen. Bjørn Tidmand lå stadig øverst, og det blev han ved med helt frem til uge 38, hvor han måtte lade pladsen for The Beatles og Hey Jude efter i alt 10 uger på førstepladsen. På dette tidspunkt havde Malihini Kvintetten for længst forladt listen. Først i uge 42, og dermed efter i alt 21 uger, hvis man regner begge versioner med, kunne sommerfuglen folde sine vinger ud og blive til støv, da også Tidmands udgave forlod listen.

At lille sommerfugl var en populær sang i 1968, er lidt af en underdrivelse. På listen over årets hits i 1968 lå Bjørn Tidmand øverst med sin version af sangen og Malihini Kvintetten på fjerdepladsen. Hvorfor netop denne sang blev så populær, er der mange mulige forklaringer på. En af dem kunne være, at der var mange, der kendte den i forvejen.

En gammel sommerfugl

Historien bag Lille sommerfugl er ret velkendt. Den blev skrevet allerede i 1921 i forbindelse med dette års Tivolirevy, hvor den blev sunget af en af tidens helt store revy- og filmstjerner, Ingeborg Bruhn-Bertelsen. Melodien stod Elith Worsing for, mens teksten blev til i et samarbejde mellem Axel Andreasen og Ludvig Brandstrup. Sangen blev, som så mange andre revyviser dengang, hurtigt meget populær, og Bruhn-Bertelsen fik travlt med at optræde med den rundt om i landet. Hun indspillede den naturligvis også på grammofon, men hun havde den ikke for sig selv i lang tid, for allerede samme år kom der en alternativ indspilning med Oda Brochorst, som ligeledes havde medvirket i den Tivolirevy, hvor sangen var blevet sunget.

Bruhn-Bertelsen fik sidenhen en grum skæbne på grum af et mærkværdigt rygte om, at hun plejede kønslig omgang med sin Sankt Bernhardts hund. Hun måtte faktisk gå rettens vej for at blive renset, men ret beset var hendes karriere ødelagt, og hun flygtede mere eller mindre til udlandet. Alt dette var hun dog lykkeligt uvidende om i 1921, hvor sangen om sommerfuglen altså var en stor succes.

I de følgende årtier dukkede sangen op engang i mellem og tilhørte det klassiske refræn- og slagerrepertoire, da Malihini Kvintetten valgte at indspille en udgave af sangen i 1966. De havde sikkert optrådt med den mange gange i forvejen ved de mange dansearrangementer, som havde udgjort den primære scene for orkestret, siden det kom til verden i begyndelsen af 1950’erne under navnet Malihini Hawaiians.

Aloha Hawaii

Som navnet angiver, var de stærkt influerede af Hawaii-musik, som var en af tidens meget populære bølger, og de første år var det primært denne stil, de spillede. Forbindelserne til Hawaii var ikke kun musikalske, for Lissi Petersen, som sang for, var i midten af 1950’erne kæreste med den verdenskendte hawaiianske musiker Tau Moe, efter at de havde mødt hinanden ved en koncert i København. Sammen fik de flere børn, hvoraf pigerne Lei og Lupe må siges at have ført de musikalske traditioner videre. Tau Moe gik dog siden tilbage til sin oprindelige kone, Rose, som han optrådte sammen med i hele sin karriere. Forbindelserne mellem Danmark og Hawaii har af naturlige årsager været stærke sidenhen i familien Moe.

Fra 1955 blev Malihini Kvintettens repertoire og stil mere varieret, hvilket sandsynligvis hang sammen med, at de for en tid fik en ny sangerinde ved navn Grethe Clemmensen, mens Lissi Petersen var gravid. Hun blev senere gift med guitaristen Jørgen Ingmann, og blev som bekendt en af Danmarks absolut førende sangerinder gennem tiderne. Hun forlod dog Malihini Kvintetten efter kort tid, og på pladesiden levede orkestret en temmelig neutral tilværelse indtil 1968, hvor en to år gammel indspilning altså gik ind på hitlisterne. Kort tid efter kom altså Tidmands version.

 

Tidmand

Ifølge den traditionelle udlægning, som primært er baseret på Tidmands egen historie, blev hans version af Lille sommerfugl indspillet allerede inden Malihini Kvintettens udgave begyndte at kravle op ad hitlisterne. Han havde selv fået idéen til at indspille sangen, men hans producer på EMI, Per Sørensen, havde ikke den store fidus til sangen og vendte derfor tommelfingeren nedad. Sørensen havde ellers vist sig at have en vis forkærlighed for gamle slagere og stod blandt andet bag, da Keld & Donkeys i 1966 gav den danske refræn- og slagertradition et eftertrykkeligt comeback med deres pigtrådsversion af Ved Landsbyens gadekær fra begyndelsen af 1940’erne. I denne omgang var Sørensen dog skeptisk, og Tidmand måtte derfor selv tage initiativet. I forbindelse med indspilningen af en anden sang, bad han angiveligt et par af musikerne om at blive tilbage i studiet, og således kom Lille sommerfugl i kassen. Sangen blev indspillet i ét take, og Tidmand var tilfreds. Per Sørensen var dog stadig ikke overbevist, og indspilningen havnede i skuffen, hvor den så blev hevet op i en fart, da Malihini Kvintetten røg på hitlisterne. Det viste sig så at være en ganske god idé, og som Tidmand selv ofte siger til publikum, når han skal til at synge sangen efter at have fortalt historien: ”Og ved I hvad? Jeg har aldrig fortrudt det”. Denne replik siges altid med et stort grin, og Tidmand har da heller ikke haft grund til andet. Selvom Tidmand havde hits såvel før som efter Lille sommerfugl, er det uden sammenligning de små fire minutter, det tog at indspille denne sang, som har haft størst betydning for hans karriere -og vel egentlig også liv.

 

Indspilningerne

Hvis man sammenligner de to indspilninger fra 1968, kan man godt forstå, at det var Tidmands version, der løb med laurbærerne, selvom Malihini Kvintetten kom først. I forlængelse af kvintettens præferencer for hawaii-musik var deres version af sangen lavet i et calypso-arrangement, hvilket i sig selv fungerede fint. Til gengæld er den vokale fremførsel en fantastisk stiløvelse ud i manglende indlevelse. Sangen bliver sunget af hele tre stemmer, to mænd og en kvinde. De synger alle melodilinjen og gør det på en neutral måde, som forekommer ret mærkværdig. De fleste stavelser bliver leveret meget punktuelt, og de steder, hvor tonerne bliver trukket, er der ingen fraseringer eller lignende, som kunne få teksten og sommerfuglen til at blafre lidt.

I Bjørn Tidmands udgave bestod akkompagnementet primært af en akustisk guitar, et el-orgel, der, udover at være det dominerende instrument i optakten, laver fills i omkvædene, en smule shuffleagtig perkussion og ikke mindst bas, som takket være det meget neddæmpede arrangement faktisk er det mest dominerende instrument. Netop bassen, som ifølge Tidmand blev spillet af den anerkendte danske bassist Niels Henning Ørsted Pedersen, tilføjer nummeret en ganske fin dynamik, som understøttes af det ikke altid præcise, men meget legende, orgel. Vokalen stod Tidmand selvfølgelig for, og hans foredrag er anderledes følt og varieret end Malihini Kvintettens. Han lyder ganske enkelt som om, han nyder at synge sangen, og det har han bestemt gjort lige siden.

 

En rigtig klassiker

Selvom de ikke nødvendigvis har været utilfredse, al den stund at de trods alt solgte mange plader og ikke mindst fik en masse omtale, så de kunne komme ud at spille live, må det alligevel have været lidt mærkeligt for Malihini Kvintetten at se Bjørn Tidmand overtage deres hit på denne måde.

På den anden side var det, Tidmand gjorde, altså på ingen måde noget nyt, og da hans version af sangen desuden varierede temmelig meget fra Malihini Kvintettens, kan man godt forsvare at opfatte den som et helt selvstændigt bud på den gamle traver på samme måde som Poul Dissing og Benny Holsts bluesudgave fra 1969.

Under alle omstændigheder er det i dag næsten udelukkende Tidmand, som bliver forbundet med sangen, og ved at søge på Internettet kan man hurtigt erfare, at den stadig lever i bedste velgående.

Det var derfor heller ikke særligt overraskende, at Tidmand og Lille sommerfugl var med på programmet, da Danmarks Radio og KODA i fællesskab fejrede dansktoppen ved et storstilet koncertarrangement i Koncerthuset i oktober 2010.

Selvom sangen faktisk nåede at ligge en enkelt uge på Dansktoppen, da listen åbnede i september 1968, er det lidt af en tilsnigelse at forbinde Lille sommerfugl med denne liste, men omvendt er kronologien ikke nødvendigvis det vigtigste parameter i denne sammenhæng. Tidmands massive succes med sangen i 1968 hører så absolut med til historien om den danske pop- og slagertradition, som i dag bliver kaldt dansktop. Til gengæld kræver det en del anstrengelser at finde frem til informationer om Malihini Kvintetten, som altså ret beset kom først dengang i 1960’erne. Meget symptomatisk findes deres udgave slet ikke i digital form, men mon ikke det er et spørgsmål om tid, før alle kan høre den version, der hittede først i 1968?

----------------

Den pågældende Top 20-liste fra 1968 kan ses på herdanskehitlister.dk.