We love You Beatles – The Carefrees

Uge 23, 1964, Ti Vi Ka Li', #1.

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

The Beatles

 I juni 1964 gav The Beatles for første og eneste gang koncert i Danmark. Ved den lejlighed oplevede man en fanadfærd, som indtil da stort set kun var set på film i dansk sammenhæng. Især pigerne var vilde med The Beatles og skreg deres glæde ud under hele opholdet. Ganske symbolsk blev en sang, der handlede om at være Beatles-fan stemt ind på en suveræn førsteplads på Ti Vi Ka’ Li’.

 

En de ku’ li’

We love you Beatles, oh yes we do.
We love you Beatles, and we'll be true.
When you're not near to us, we're blue.
Oh Beatles, we love you.
yeah yeah yeah yeah

We love you Ringo, oh yes we do...

Torsdag den 4. juni 1964 klokken 19-20 sendte Danmarks Radio den sidste reelle udgave af hitlisteprogrammet Ti vi ka’ li’, som var blevet sendt ugentligt i radioen siden den 18. oktober 1962. Ugen efter takkede Jørn Hjorting, som var vært i samtlige programmer, nemlig af med en særlig udgave af udsendelsen, hvor man kunne stemme på de 21 seneste numre, der havde ligget på førstepladsen i programmet.

Ti vi ka’ li’ var, i modsætning til den Top 20-liste Jørgen Mylius introducerede i slutningen af januar 1963, baseret på stemmer fra et levende publikum. Med direkte forbillede i det svenske program Tio i topp rejste man rundt i landet og spillede en række numre for et antal unge mennesker, som selv stod for selve arrangementet. De enkelte numres popularitet i forsamlingen blev målt efter, hvor højt bifaldet var efter hvert nummer. Da de unge åbenbart ikke havde samme smag landet over, hoppede og dansede resultaterne voldsomt fra uge til uge.

Det vides ikke, hvor man sendte fra denne torsdag, men de forsamlede teenagere har været ret enige. At dømme efter indikatorerne, som blev angivet i procent, var larmen infernalsk, da den 11. plade var blevet spillet. Med 98 procent vandt sangen We Love You Beatles med gruppen The Carefrees suverænt afstemningen denne dag. På andenpladsen kom netop The Beatles med Do You Want To Know A Secret.

Hvis man opholdt sig i København den dag, kunne man ved selvsyn erfare, at det langt fra kun var The Carefrees, som elskede The Beatles. Ret beset har det nok ikke været helt tilfældigt, at We Love You Beatles blev spillet i Ti vi ka’ li’ netop den dag. På det tidspunkt, hvor sangen blev spillet i radioen, befandt The Beatles sig nemlig i KB-hallen i København, hvor de netop havde afsluttet den første af to koncerter på dansk grund og var ved at gøre klar til den næste.

 

Vi elsker jer, Beatles

We Love You Beatles

 We Love You Beatles handler, som titlen og teksten klart viser, om at beundre The Beatles. Hvorvidt pigerne i The Carefrees, som var en britisk studiegruppe, der var samlet til lejligheden, reelt set var fans af gruppen, vides ikke og er i praksis ligegyldigt. Sangen er grundlæggende et af mange samtidseksempler på, at The Beatles på kort tid havde opnået en særdeles stor popularitet.

Man skal ikke lede længe efter fortilfælde, for ugen inden We Love You Beatles strøg til tops på Ti vi ka’ li’, havde man spillet et andet nummer af samme karakter, I’ll Let You Hold My Hands, med The Bootles. Sangen, som såvel tekstligt som musikalsk tydeligvis var en svarsang til The Beatles’ I Want To Hold Your Hand, faldt ikke i det tilstedeværende publikums smag, men alene det, at man altså to uger i træk spillede sange, der handlede om The Beatles, viser, hvor store de var.

Selv Gustav Winckler, som ellers ikke plejer at blive forbundet med pigtråd og ungdomsmusik, hoppede med på bølgen. Han fik nemlig fat i en tysk sang med adresse til The Beatles og skrev selv teksten til det, der blev til Jeg ønsker på min fødselsdag en Beatle med The Sweatles, der blev udsendt på Wincklers eget plademærke, Life Records. Sangen med den uforglemmelige eftersætning ”That would be Wunderbar – hvis jeg fik lov af far” blev dog ikke noget større hit.

 

We love the things you say, so wacky too

Der er mange grunde til, at The Beatles blev så store, som de blev. Først og fremmest var de naturligvis dygtige musikere på deres felt og viste sig også hurtigt at være endog særdeles habile sangskrivere, men det var i høj grad også en del af historien, at de havde pressetække i helt ualmindelig grad. Godt hjulpet af deres meget dygtige manager Brian Epstein formåede de på kort tid at skabe en hidtil uset stærk fortælling om de fire meget forskellige individer, som tilsammen udgjorde denne magiske konstellation. Det afspejles fint i We Love You Beatles. Her er der et vers til hvert orkestermedlem med, om end meget korte, personkarakteristikker. Man får således at vide, at John siger ”wacky things” og at Paul har et dejligt smil, hvilket i begge tilfælde ikke var helt forkert.

Betydningen af dette fokus på deres respektive personligheder kan ikke overvurderes, for det betød, at der var fire muligheder for at forelske sig i eller identificere sig med personerne i samme orkester. Om man var til Cliff eller Elvis blev nu afløst af, om man var til John, Paul, George eller Ringo. Og uanset hvem, man var til, skulle man selvfølgelig skrige, hvis man så dem.

 

Iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiih

Når man sætter We Love You Beatles på pladespilleren, går der lige et par sekunder inden musikken starter. Der skal nemlig lige skriges først. At man havde valgt at indlede denne sang om at være Beatlesfan med et par skrigende piger, illustrer fint, hvordan historien om netop de skrigende piger var vigtig en del af fortællingen om The Beatles. I de danske aviser var fansenes adfærd ved Beatles-koncerter et helt centralt emne allerede fra de første omtaler af orkestret i efteråret 1963, og op til koncerten i København konsulterede man som nævnt eksperter for at forklare de unges opførsel.

Det pudsige er, at der i sagens natur ikke var nogen, der vidste, hvordan fansene ville agere. The Beatles havde jo aldrig været i landet før, og der var faktisk ikke de store traditioner for at skrige ved koncerter i Danmark. Alligevel tog man det som en selvfølge at dette ville ske, og faktisk var det lige før, koncerterne ikke blev til noget. Politimesteren på Frederiksberg, hvor arrangementet skulle løbe af stablen, skred nemlig ind kort tid efter offentliggørelsen af, at man ville få fint besøg fra Liverpool. Ifølge pressen frygtede han tumulter i et omfang, som han ikke kunne stå inde for, og overvejede derfor kraftigt at nedlægge forbud mod koncerterne. Sagen kom helt op på ministerieplan, for justitsministeren, Per Hækkerup, gik ind i sagen. Også han var meget bekymret, men endte dog med at give sin tilladelse med en principiel begrundelse om, at det ikke var en politiopgave at anlægge kvalitetsbetragtninger over koncerter.

 

Overalt høres THE BEATLES – i Palladium kan De også se dem!

Det fantastiske ved sagen er, at det hele udsprang af, at politimesteren sammen med sine nærmeste rådgivere havde været i biografen - nærmere bestemt Palladium. Her havde man i hele april måned vist en lille forfilm med The Beatles inden filmen Selvmordsskolen. Det var oplevelserne fra disse få minutters koncertklip, der lå til grund for overvejelserne, og justitsministeren var også en tur forbi Palladium, inden han tog sin beslutning.

Folkene på Palladium har ikke været helt uden forretningssans, for allerede på premieredagen reklamerede man ikke blot for hovedfilmen, som var en dansk komedie med Jørgen Ryg, Axel Strøbye, Lone Hertz og Bodil Udsen i de bærende roller, men også forfilmen med The Beatles var nævnt i avisannoncerne.

 Reklame for Selvmordsskolen - Og The Beatles

Hvor stor betydning forfilmen havde for besøgstallene, vides ikke, men Selvmordsskolen kørte i hele syv uger og var en meget stor publikumssucces. Da den havde aftjent sin værnepligt i Palladium, flyttede man i øvrigt Beatlesforfilmen over til relanceringen af en 25 år gammel Marx Brothersfilm, så man stadig kunne se The Beatles i biografen.

Marx Brtohers - og The BEatles

Det var altså ikke kun The Beatles, deres manager og koncertarrangørerne, som sandsynligvis har været vældig tilfredse med al den gratis reklame, når det kom til stykket.

Det kan selvfølgelig ikke efterprøves, om selve forfilmen og den massive omtale af Beatlestilhængernes opførsel har haft en direkte betydning for, hvordan de danske fans reagerede, men meget tyder på, at det har spillet en rolle. Det mente man i hvert fald, da Cliff Richard noget uvant blev mødt at skrig og skrål, da han gav koncert i Danmark ugen forinden.
 

Som set på film

Meget af, hvad Cliff Richard sang i sin afdeling på 40 minutter, kan tilhørerne ikke have hørt. De hvinede og skreg, antagelig inspireret af filmklip om The Beatles. – Det er første gang, Cliff Richard har været ude for det.(Ekstra Bladet 28. maj 1964).

Onsdag den 27. maj 1964 optrådte den britiske popstjerne Cliff Richard for anden gang på dansk grund, da han sammen med The Shadows gav to koncerter i Falkoner Centret. At danskerne, som altså kunne tage imod The Beatles den følgende torsdag, dermed fik visit af hele to internationale stjerner indenfor kort tid, var ganske enestående. Indtil da havde sådanne besøg været særdeles sjældne. Det havde således været noget af en sensation, da Richard kiggede forbi for første gang i slutningen af august 1961.

Ved den lejlighed sendte B.T. ifølge en artikel på dagen en journalist ud til lufthavnen, for at se ’om teenage-piger her i landet følger moden fra de store lande og gør forsøg på at rive ham i småstykker – af lutter kærlighed, naturligvis'.

Som det ses, henvises der her til en bestemt adfærd, som åbenbart var kendt fra udlandet. Omvendt ligger det implicit i beskrivelsen, at denne adfærd ikke var særligt udbredt i dansk sammenhæng, og selve spændingsmomentet i artiklen bestod i, om Cliff vil blive overfaldet af vilde og skrigende piger eller ej.

At B.T.’s journalist gerne så dette ske, indikeres af artiklens afsluttende serviceoplysning:

Til de teenage-damer, der måske har lyst til at prøve at flå en lok af hans hår: Maskinen ankommer til lufthavnen kl. 13.10

Den følgende dag kunne man i samme avis konstatere, at journalisten, den senere kendte Giro 413-vært, Arne Myggen, noget skuffet måtte konstatere, at Cliff’s ankomst til lufthavnen havde været noget af en fuser. Under overskriften ’Ikke helt som på film’ beskrev Myggen, hvordan Cliff Richard var blevet modtaget.

Hvis det havde været en scene til en film: den unge forgudede sangers ankomst – så havde den nok været iscenesat med lidt mere omhu. Der ville have været lidt flere unge piger, et par betjente, måske et lille orkester. Men da Cliff Richard kom til lufthavnen i København i går – med to timers forsinkelse – var der helt præcis 28 unge damer og seks kolde forretningsmænd…

I stedet for en horde af vilde og skrigende piger stod der altså en lille flok, hvoraf kun de 8 ifølge beskrivelsen tilnærmelsesvis opførte sig som forventet ved at danne kreds om idolet. Desværre for den sensationshungrende presse var heller ikke disse 8 ved at gå i ekstase, men stod derimod pænt og ventede på at få en autograf. Det største drama var, at tre unge piger udover at blive snydt for en autograf, fordi Cliff skulle skynde sig, blev sure over ikke at have fået en lovet billet til aftenens koncert’.

Hvis man sammenholder beskrivelserne fra Cliff Richards to Danmarksbesøg, bliver der i begge tilfælde refereret til film, når det gælder publikums adfærd i mødet med stjernerne. I 1961 havde de unge piger åbenbart ikke set nok film, men det havde de så tilsyneladende tre år senere.

Derfor skreg jeg!

- Nu er der blevet talt og skrevet så meget om, hvorfor pigerne hyler og skriger, så snart "The Beatles" viser sig. Jeg er selv en pige på 16 år, der har Beatlesmani. Jeg var både i lufthavnen, ved hotellet og til koncert, og jeg skreg alle tre steder. Nu vil jeg prøve at forklare, hvorfor jeg skreg. Når man har været så heldig at sikre sig en billet til en Beatles-koncert, går man og glæder sig til den store dag, det vil blive. Når så dagen endelig kommer, og man ser de fire på scenen, kender begejstringen ingen grænser, og det ville være helt tåbeligt bare at sidde og klappe, det kan slet ikke udtrykke, hvad man føler, når man er Beatles-fan. Derfor skriger man. (Læserbrev i Familie Journalen, november 1964).

På dagen for Cliff Richards besøg i København i maj 1964 mente Erik Haaest fra B.T. at vide, at der gik to Beatles-billetter for én til Cliff-koncerten på den ’sorte teenage-børs’. At dømme efter den respektive modtagelse af de to navne skulle han nok have slået til og købt en masse Beatles-billetter. Med ca. 500 fremmødte Cliff-fans i lufthavnen var der betydeligt mere at skrive hjem om end tre år tidligere, men det var intet at regne mod den ti gange så store velkomstkomité, der mødte The Beatles. Pressen fik med andre ord det, de havde håbet på, men de havde så sandelig også gjort deres for det i tiden op til.

The Beatles' korte besøg i Danmark blev en historisk begivenhed, hvor Danmarks ungdom endelig kunne bryste sig af at være blevet en del af 'det store udland'. Eller rettere: de, som befandt sig, i København. Resten måtte nøjes med skrigene i starten af We Love You Beatles.

----------------

Man kan se klip fra The Beatles' besøg i Danmark på DR.dk/bonanza ved at klikke her. Bemærk venligst, at skrigene looper og dermed sandsynligvis er klippet på til udsendelsen, der blev sendt 13. juni 1964. Med andre ord var det ikke nødvendigvis sådan, det lød.

Listerne fra Ti Vi Ka' Li' er desværre ikke tilgængelige online. Det vil sandsynligvis først ske i starten af 2012. I stedet kan man se Top 20-listen fra samme uge her på danskehitlister.dk.