Nu rejser jeg hjem / Detroit City - Gustav Winckler / Bobby Bare

Uge 21, 1964, Top 20, #6/#19

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Nu rejser jeg hjem/Detroit City  - Gustav Winckler/Bobby Bare

I mange år var det bestemt ikke noget særsyn, at flere udgaver af samme sang kunne ligge på en dansk hitliste. Faktisk var det normen, da den første danske hitliste så dagens lys i 1953. Dengang blev stort set alle sange nemlig oversat til dansk og ofte indspillet af mere end én kunstner. Igennem de følgende år og årtier blev det mere almindeligt, at udenlandske numre klarede sig uden en dansk version, men som denne artikel viser, var der tale om en langstrakt proces.

 

Nu rejser jeg hjem til Detroit City

I 1963 fik den amerikanske countrymusiker Bobby Bare sit gennembrud med sangen Detroit City. I maj 1964 nåede han også de danske hitlister. I uge 21 nåede den lige akkurat at komme med på Top 20 på en 19. plads. Helt til tops nåede Bare aldrig, men det blev da til 6 uger og en syvendeplads som bedste placering. Lidt højere nåede Gustav Wincklers danske version af samme sang. Med Nu rejser jeg hjem nåede Winckler nemlig helt op på tredjepladsen og slog med ni uger på Top 20 også originalen, hvad angår ophold på listen. Han kom også først, for Nu rejser jeg hjem var allerede gået ind på listen i uge 19 og lå på sjettepladsen, da Bobby Bare debuterede.

Selve det, at en sang lå på hitlisten i flere forskellige versioner, var bestemt ikke noget særsyn dengang. Ti år tidligere var det oven i købet normen. Der var heller ikke noget odiøst i, at den danske version klarede sig bedre end originalen. Og at det var netop Gustav Winckler, der havde stået for den danske udgave af en sang, der havde hittet i udlandet for nylig, var alt andet end opsigtsvækkende. Det var nemlig sådan, han havde gjort i hele sin hidtidige karriere.

 

Årets hit 1953 - Gustav Winckler

Hvis man går helt tilbage til den første danske hitliste, som blev udgivet i Radio Bladet Se & Hør i slutningen af marts 1953 under overskriften Ugens Topmelodier, finder man faktisk Gustav Winckler på førstepladsen.

Winckler, som var født og opvokset på Nørrebro i København, havde på få år etableret sig som en af Danmark førende refrænsangere, som det hed dengang. I slutningen af 1940’erne begyndte han at optræde som amatør og blev efterhånden så kendt i lokalområdet, at han fik sit første professionelle engagement i 1950. Senere samme år fik han debut på såvel grammofonplade som i radioen, hvor han hurtigt blev en fast gæst i de mange livebaserede udsendelser, der udgjorde halvdelen af populærmusikfladen helt frem til 1963.

I disse udsendelser lod man kendte sangere og sangerinder synge tidens populære melodier, uanset om de havde indspillet dem eller ej. I markedsføringsmæssig sammenhæng var deltagelse i disse programmer mindst lige så vigtigt for kunstnerne som indspilning af plader, og da året var omme, var Gustav Wincklers karriere godt i gang. Han havde også travlt i studiet, for ved indgangen til 1953 havde han indsunget hele 109 sange. Da der kun kunne være to sange på de 78’erplader, som stadig var hovedformatet i disse år, var det et meget stort antal plader, der blev udgivet på kort tid, og Winckler forsatte i samme tempo i 1953.

Den sang, der fik ham til tops på den første udgave af Ugens Topmelodier, var Zing A Little Zong, som han havde indspillet i duet med Aase Werrild. De var dog ikke alene, for under sangens titel er angivet hele fem forskellige indspilninger. Foruden Winckler og Werrild havde såvel Grethe Sønck og Helge Mass, ligeledes i duet, som Raquel Rastenni også indsunget sangen på dansk grund, og med Helen O’Connels og Bing Crosby/Jane Wymans respektive udgaver var der altså fem versioner at vælge imellem. Det fremgår ikke af opgivelserne i Se & Hør, men de tre indspilninger med danske kunstnere blev fremført på dansk. Selvom langt de fleste af titlerne på såvel den første som de følgende udgaver af Ugens Topmelodier var på engelsk, blev stort set samtlige sange nemlig oversat til dansk.

Af de øvrige ni sange på hitlisten var der med en enkelt undtagelse på samme måde anført mere end én indspilning og kunstner under titlerne. Med andre ord tog man åbenbart begrebet ’topmelodi’ ret bogstaveligt. Man listede simpelthen samtlige tilgængelige indspilninger af en given melodi op og skelnede dermed ikke mellem ”originaludgaver” og andre versioner. Sådan blev det også fremover på listen, som kørte frem til slutningen af 1954.

 

Ugens Winckler

Selve udformningen af Se og Hørs hitliste afspejler ganske fint den måde, hvorpå man producerede og solgte populærmusik på dette tidspunkt. Hvis en melodi begyndte at vise sig populær, skyndte snart sagt alle pladeselskaber sig at indspille den med en af deres kunstnere. Dette fremgår tydeligt af hitlisterne, og Gustav Winckler var om nogen hurtig på aftrækkeren. I 1953 lå han på Ugens Topmelodier i hver eneste uge, men ofte fulgte han blot trop, når en sang begyndte at blive populær. Hvis sangen passede til ham, gik der kun et par uger, så kunne man finde en udgave med Gustav Winckler. Hvis ikke, kunne man for det meste finde en udgave med hans kvindelige modstykke Raquel Rastenni, og i en del tilfælde kunne man vælge imellem de to kunstneres udgaver af samme sang.

Overordnet set udgør de tidligste danske hitlister en eksemplarisk kilde til at studere, hvordan udenlandsk populærmusik blev udbredt i Danmark. Man kan ganske enkelt følge, hvordan der uge for uge kom flere indspilninger til under den enkelte titel. At man så langsomt ændrede praksis og tankegang de følgende år, afspejles af, at også hitlisterne ændrede form sidenhen.

 

Månedens Top-Melodier - B.T.’s pladebarometer

Som nævnt ophørte Se & Hør med at bringe deres hitliste i slutningen af 1954. Et lille år senere så den næste danske hitliste dagens lys, da Per Sørensen startede Quans Musikbureau og begyndte at udforme månedslister. Sørensen blev senere en central skikkelse i dansk musikindustri og stod blandt andet bag Keld & Donkeys, da de forenede slager og pigtrådsmusik med Ved landsbyens gadekær i 1966.

I første omgang var der udelukkende tale om information internt i branchen, men fra juli 1956 kunne man også finde listerne i B.T. under rubrikken B.T.’s pladebarometer. I modsætning til Se & Hørs hitliste opererede Sørensen med flere formater. På det første pladebarometer kunne man således foruden en overordnet liste over Månedens Topmelodier for juni 1956 også finde opgørelser over Mest solgte 78’ere, Mest solgte EP’ere og Mest solgte LP’ere. At det primært var 78’ere, der blev solgt, illustreres af, at listen over månedens topmelodier, som udgjorde hovedlisten, i praksis var identisk med 78’er-listen. Den eneste forskel var, at man ikke havde anført kunstnere, men blot titlerne under Månedens Topmelodier. Sådan var det også fremover, hvilket fremstår noget pudsigt. Den sandsynlige forklaring er, at man med adskillelsen af melodier og 78’ere ville indikere, at der også blev solgt noder.

 

To lister - to tankegange

I løbet af de følgende år blev 78’eren erstattet af singlen, men ellers bevarede B.T.’s pladebarometer samme udformning frem til begyndelsen af august 1961, hvor B.T. brød med Quan’s Musikbureau og foretog sin egen optælling baseret på oplysninger fra 50 grammofonforretninger. Samtidig brød man også med det princip, som, om end i mere moderat omfang, faktisk var blevet videreført fra Se & Hørs hitliste anno 1953-54.

På de lister, som Per Sørensen og Quan’s Musikbureau udformede, kunne man nemlig ganske ofte finde flere kunstnere under samme titel. Dette gjaldt eksempelvis den liste for juli 1961, som B.T. altså havde fravalgt at bringe for i stedet at give plads til sin egen. Hvis man sammenligner de to hitlister, ser man forskellen allerede fra den første måned:

 

Som det ses, angav Quan i tre tilfælde to forskellige kunstnere/grupper i forbindelse med en titel, og man får stort set alle tænkelige fremstillingsformer præsenteret her.

I det første tilfælde var sangen, I've Told Every Little Star, ganske rigtigt tilgængelig i indspilninger med såvel danske Gitte Hænning som amerikanske Linda Scott. Da begge indspilninger var på engelsk, var der naturligt nok kun en titel. Til gengæld var den næste, kom til Alaska/North To Alaska, indspillet på såvel dansk som engelsk, og det giver derfor fin mening, at der refereres til begge titler og indspilninger. Derimod er det lidt sværere at regne ud, at Gustav Wincklers udgave af Muss I Denn var på dansk, da det kun var den tyske titel, der blev anført. At Elvis Presley-indspilningen så faktisk hed Wooden Heart med den oprindelige tyske titel i parentes, gør det ekstra forvirrende.

Sammen og hver for sig illustrerer disse to hitlister ganske fint, hvordan gamle og nye praksisser og tankegange blev forhandlet i første halvdel af 1960’erne. At Gustav Winckler stod anført side om side med Elvis Presley på den pågældende Quan-hitliste viser i sig selv, at der stadig blev lavet danske indspilninger af tidens store hits i 1961. Hvis jeg må, som den danske version rettelig hed, var indspillet i midten af januar 1961. På dette tidspunkt havde Elvis Presleys udgave af sangen været at finde på de tyske hitlister siden november. Her havde man også kunnet se og høre Presley fremføre den i filmen G.I. Blues, (i Tyskland fik filmen titlen Café Europa), og da filmen var på vej til Danmark, kunne man med stor sandsynlighed forvente, at sangen også ville blive populær i Danmark. Det blev den, og Gustav Wincklers danske udgave havde allerede været på markedet i lang tid, da filmen havde dansk premiere i midten af april 1961. I hitlistesammenhæng, hvor sangen var med fra slutningen af januar, var det i første omgang kun Presleys udgave, der blev henvist til, men efterhånden fik han selskab af Gustav Winckler.

At det til gengæld ikke fremgik af Quans hitliste, at Otto Brandenburg også havde indspillet samme sang med en helt anden dansksproget tekst, eksemplificerer fint, hvor uigennemskuelige disse hitlister ofte er med hensyn til, hvordan de er blevet sammensat. Man aner rent ud sagt ikke, hvad kriterierne har været for, hvorvidt den ene eller anden version er blevet medregnet, men kan blot konstatere, at de gamle praksisser med at lave mange versioner af sange, der blev populære, i høj grad stadig levede på dette tidspunkt. Så var det unægtelig lidt nemmere at tolke B.T.’s nye hitliste fra juli 1961 og frem, hvor man lod indspilningerne leve hvert sit liv.

 

Månedens hit i maj 1964: Nu rejser jeg hjem/Non Ho L’eta/Can’t Buy Me Love

Hvis man springer frem til maj 1964, hvor Gustav Winckler og Bobby Bare altså begge var at finde på Danmarks Radios Top 20, som var en helt tredje hitliste, er billedet faktisk det samme.

På B.T.’s hitliste over de meste solgte singler i maj, finder man også begge versioner. I modsætning til Danmarks Radios hitlister, var det hér Bobby Bares udgave, der med en fjerdeplads lå højest placeret. Gustav Winckler og den danske udgave var at finde helt nede på niendepladsen.

På Quans liste, som nu blev præsenteret i Ekstra Bladet, var det derimod kun Gustav Winckler og Nu rejser jeg hjem, der blev nævnt. Sangen lå oven i købet på førstepladsen, men af en forklarende tekst fremgår det, at man også havde indregnet salget af Bobby Bares udgave:

I retfærdighedens navn må det siges, at når melodien ”Nu rejser jeg hjem” /"Detroit City" er blevet nummer et, skyldes det ikke alene Gustav Winckler. Han er blevet hjulpet af Bobby Bare, som har trukket cirka en fjerdedel af stemmerne ind på sin amerikanske version. (Ekstra Bladet, 30. maj 1964).

Dette betyder altså, at man åbenbart havde valgt den version af sangen, som havde opnået flest stemmer/havde solgt mest, men samtidig valgte at lægge det hele sammen. Hvorvidt man havde gjort det samme med de øvrige sange på listen, melder historien ikke noget om, men det gør det unægtelig svært at gennemskue, hvordan listen i det hele taget er blevet til. Det vides eksempelvis ikke, om Gigliola Cinguetti havde klaret sig selv på andenpladsen eller havde fået hjælp af Raquel Rastenni og hendes danske udgave af Non Ho L’eta (Se artiklen om ugens hit i uge 19).

Så er det langt nemmere at forholde sig til sangtitler som Can’t Buy Me Love og I Saw Her Standing There. Begge disse sange, som lå på såvel Ekstra Bladets som B.T.’s månedsliste for maj 1964, er skrevet og indspillet af The Beatles, og de behøvede ingen hjælp fra danske versioner. At Ekstra Bladet så ifølge fortsættelsen på ovenstående citat i øvrigt mente, at The Beatles var ’på retur’, fordi deres højeste placering på deres og Quans hitliste var en femteplads, må betragtes som et vildskud af historiske dimensioner.

Hvordan de i det hele taget er nået frem til, at såvel Gustav Winckler/Bobby Bare som Al Hirt og Jim Reeves på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen skulle have solgt mere end The Beatles, som ellers fik massiv omtale og air play i april og maj på grund af deres forestående koncert i København i begyndelsen af juni, er noget af en gåde og står som et kroneksempel på, at man ikke altid skal tage hitlister, for mere end hvad de er.

I direkte sammenligning med de to andre hitlister, ser det i hvert tilfælde helt skævt ud. Tidligere samme uge havde The Beatles toppet Danmarks Radios Top 20 med Can’t Buy Me Love, og hvis man tæller alle Danmarks Radios lister for maj måned sammen, var det netop Can’t Buy Me Love, der klarede sig bedst af alle sange med Non Ho L’eta lige efter på andenpladsen. At rækkefølgen var omvendt i B.T., hvor Gigliola Cinguetti lå øverst og The Beatles nr. to, gør ikke den store forskel, for kampen mellem de tosange havde været ganske tæt på Top 20. Til gengæld skiller Ekstra Bladets liste sig anderledes markant ud fra de andre.

Under alle omstændigheder kunne Gustav Winckler for eftertiden bryste sig med at have slået The Beatles på i hvert fald én hitliste blot få dage før, danskerne ved selvsyn kunne erfare, hvad Beatlemania var for en sygdom. Selv Ekstra Bladet og Quan, hvis kilder i det hele taget forekommer at have været ret konservative i forhold til de nye toner fra England, måtte efterhånden overgive sig og lade The Beatles indtage samme position i toppen af hitlisten som de øvrige medier.

 

Country og tidens toner

Ifølge Frank Toft-Nielsens biografi over Gustav Winckler, udtalte Winckler, som i de første år af sin karriere, i starten af 1960’erne, blev udråbt til Danmarks svar på Bing Crosby at stilen ville blive mere ’Country & western’. Hvis han dermed primært refererede til sin egen karriere, må man sige, at han havde ret. Med sange som Jeg vil vente ved telefonen (1961), Den lille gyldne Ring (1963) og ikke mindst Nu rejser jeg hjem var Gustav Winckler i høj grad en af hovedleverandørerne af country til det danske folk på dette tidspunkt, og var det ligeledes i resten af sin karriere. Han indspillede stadig mere traditionelle slagere og danske versioner af udenlandsk popmusik, men hovedparten af hans repertoire var hentet på den amerikanske countryscene. Som illustration af dette kunne man undertiden se ham iklædt cowboyhat på pladecovers og i flere tilfælde sågar i selskab med en hest.

At det så overordnet set ikke var country, der var fremtiden, er en anden side af sagen. The Beatles bed sig i den grad fast og stod i resten af 1960’erne i spidsen for en sand revolution af populærmusikken, som efterhånden blev delt i mange grene. Gustav Winckler klarede sig dog stadig fint og var aktiv frem til sin død ved en bilulykke i 1979, men i forhold til tiden i 1950’erne var hans position en anden. Det er i den sammenhæng ganske sigende, at Nu rejser jeg hjem var det sidste eksempel på, at Winckler for alvor lykkedes med at indspille en dansk udgave af et nogenlunde aktuelt hit fra England og USA. På Quans og Ekstra Bladets hitlister, hvor man fortsat opererede med den gamle tankegang, dukkede han stadig op i selskab med udenlandske originaludgaver af sine dansksprogede indspilninger, men fra slutningen af 1966, hvor Musikbureauet Quan lukkede og slukkede, var det definitivt slut med dobbeltplaceringer på hitlisterne. Det forhindrede ikke Winckler i forsøge efter den gamle model flere gange sidenhen, blandt andet da Tom Jones i 1966/67 storhittede med Green, Green Grass Of Home. Min barndomsby på ny, som den kom til at hedde på dansk, kom dog ikke til at gøre meget væsen af sig, og Wincklers tid som dansk fortolker af tidens store hits var ret beset overstået fra midten af 1960’erne.  

De hits, han fik i resten af sin karriere, var enten ældre kendinge med ny dansk tekst, såsom Gem et lille smil til det bli’r gråvejr (1975), sange, som oprindeligt var på sprog, som ikke havde en chance i Danmark, såsom den oprindeligt franske Lidt go’ musik eller egne kompositioner.

 

Dansktoppen og Waterloo

Dette betød dog bestemt ikke, at det var slut med at lave danske versioner af udenlandske hits. Med Dansktoppens indførelse i 1968 blev det atter rentabelt at producere denne type sange, og selvom han ikke var den mest flittige gæst på Dansktoppen, havde Gustav Winckler ofte en finger med i spillet som komponist, tekstforfatter, producent og ikke mindst musikforlægger. Som midaldrende mand var han nok heller ikke den rette til at præsentere de nyeste poptoner fra det store udland og lod derfor for det meste andre og yngre kræfter komme til, mens han selv tog sig af slager og country. Sådan var det også, da han i skikkelse af tekstforfatter og musikforlægger gentog kunststykket fra 1964 ti år senere.

Det var nemlig Winckler, der lagde pen til den danske tekst, da Lecia & Lucienne ikke blot opnåede førstepladsen på Dansktoppen med en dansk version af ABBA’s Waterloo, men også nåede fjerdepladsen på salgshitlisten samtidigt med, at ABBA’s single og LP med samme titel lå på henholdsvis tredje- og andenpladsen (læs mere om Waterloo her). Dette viser i sig selv, at verden trods alt ikke havde forandret sig helt ti år efter succesen med Nu rejser jeg hjem. Omvendt var der vist ingen, der kunne drømme om at klaske de to indspilninger sammen på samme position. Originalen for sig og versionen for sig, og sådan har det været siden.

----------------

For mere almen infomation om Gustav Winckler, henvises der til ovennævnte biografi: Frank Toft Nielsen (1997): Gustav & vennerne,  Tellus, samt Gustav Winckler logens hjemmeside gustavwinckler.dk.

For Wincklers betydning i dansk populærmusik generelt, henvises der til undertegnedes afhandling: Henrik Smith-Sivertsen (2007): Kylling med soft ice og pølser: Populærmusikalske versioneringspraksisser i forbindelse med danske versioner af udenlandske sange i perioden 1945-2007. Københavns Universitet.

Den pågældende Top 20-liste fra 1964 kan ses herdanskehitlister.dk