Mama Loo - Les Humphries Singers

Uge 18, 1973, Top 30, #1/#2

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Fra og med uge 18 i 1973 valgte Danmarks Radio at slå salgslisterne for singler og LP’er sammen på det, der fik titlen Top 30. På den første Top 30 lå samme orkester på første- og andenpladsen med henholdsvis en single og en LP med samme titel. At singlen lå øverst var ikke helt retvisende for forholdet mellem formaterne de følgende år, hvor LP’erne i den grad tromlede singlerne i butikkerne og på hitlisterne. I dag produceres og sælges der stadig albums, men forholdet er for længst tippet tilbage til singlen i takt med, at salget af musik er gledet over på Internettet.

 

Fra Hitparaden til Top 30

Mandag den første maj 1973 skiftede Danmarks Radios salgsbaserede hitliste navn fra Hitparaden til Top 30. Hitparaden havde blot kørt siden oktober 1972, men allerede efter et halvt år var det altså tid til justeringer. Udover at antallet af placeringer ændredes fra 20 til 30, valgte man fremover at have både singler og albums på samme hitliste. Disse formater havde ellers været adskilt siden 1969, hvor LP’erne havde fået deres egen hitliste i LP Top ti, og singlerne blev fordelt på Dansktoppen og Tipparaden. Hvis man var på jagt efter lister over de bedst sælgende singler, måtte man i stedet ty til aviserne for at finde dem indtil efteråret 1972. Med indførelsen af Hitparaden var antallet af ugentlige radiohitlister helt oppe på fire. Det var åbenbart lige i overkanten, og fra maj 1973 var antallet igen nede på tre.

 

Mama Loo - Gospel, korsang og party.

Helt øverst på den første Top 30 lå Les Humphries Singers med sangen Mama Loo. Det var der ikke den store nyhed i, for samme placering havde gruppen og sangen haft på de foregående otte ugers Hitparader. Til gengæld så man allerede på andenpladsen effekten af formatændringerne. På andenpladsen lå selvsamme Les Humphries Singers med LP’enmed samme titel som hittet.

I det hele taget afspejler den første Top 30, at Les Humphries Singers var endog ganske populære i Danmark i 1973. På fjerdepladsen finder man nemlig deres LP Sound '73, og med singlen Mexico på 12- pladsen og LP’en med samme titel på 16. pladsen var det samlede antal af bidrag oppe på fem ud af de 30.

Les Humphries Singers var en internationalt sammensat gruppe med base i Tyskland. Antallet af medlemmer varierede en del, og det samme gjorde sammensætningen. Medlemmerne var rekrutteret bredt på tværs af nationaliteter og ikke mindst etnisk oprindelse. Det var ganske enkelt en bevidst strategi, at man blandede farverne, så gruppen fremstod som et multikulturelt kollektiv. Manden bag det hele var selv englænder.

Stifteren og orkesterlederen Les Humphries (døbt John Lesley Humphreys) var oprindeligt militært uddannet og havde blandt andet været udstationeret i Tyskland. I slutningen af 1960’erne bosatte han sig i Hamborg, som de følgende år udgjorde basen for det orkester, han dannede i 1969. Stærkt inspireret af det amerikanske gospelkor Edwin Hawkins Singers og deres store succes med Oh Happy Day i 1969 fulgte Humphreys trop. I lighed med forbilledet var Les Humphries Singers baseret på et større kor, og selve repertoiret var i starten også baseret på gospel, hvilket deres første store hit, We Are Goin’ Down Jordan, fra 1971 er et godt eksempel på.

Forkyndelse af det kristne budskab var dog ikke det primære mål med Les Humphries Singers. Det var derimod at skabe en god fest i livesammenhæng og ikke mindst at sælge plader. På mange måder var Les Humphries Singers ikke kun inspireret af Edwin Hawkins Singers, men i høj grad også af den tyske partykonge James Last, som havde specialiseret sig i at lave feststemte versioner af tidens og fortidens store hits og slagere. Med LP’en Singing Explosion udsendte gruppen således i 1970 det første partyalbum med hele 28 titler serveret i potpourrier med partyversioner af alt fra The Doors’ Light My Fire til Simon & Garfunkels El Condor Pasa. I årene efter blev der fulgt op med en stribe udgivelser efter samme opskrift, heriblandt Sound ’73, som altså lå på Top 30 i uge 18 i 1973.

Efterhånden som gruppen begyndte at få egne singlehits, blev der solgt plader og optrådt i særdeles stor stil. Der er usikkerhed omkring hvor mange plader, der egentlig blev solgt, men en angivelse på i alt 50+ millioner eksemplarer er i den forsigtige ende. De var med andre ord megastjerner, om end ikke i England og USA, hvor de aldrig nåede hitlisterne. Det gjorde de til gengæld i Danmark.

 

Les Humphries Singers i Danmark

Mama Loo var deres femte single på Danmarks Radios hitlister. Den første, We Are Goin’ Down Jordan, udgjorde for sin del en ganske fin fortrop. I første uge af 1972 strøg den direkte ind på førstepladsen på Top Ti og blev liggende dér i samlet fire uger. Da den gled ud efter 17 uger, lå næste bud klar med Old Man Moses, og selv om hverken denne eller opfølgeren Take Care of Me nød samme popularitet, havde danskerne åbenbart ikke fået nok af Les Humphries Singers. Med Mexico fik de i efteråret 1972 et hit, som godt nok ikke nåede særligt højt på listerne, men blev hængende et godt stykke ind i 1973. Hermed var der redt op til Mama Loo, som hærgede på såvel salgslisten som Tipparaden i foråret 1973.

Mama Loo var på alle måder en klassisk Les Humphries Singers-produktion. Hvad angik såvel arrangementet og udførelsen som selve den melodiske opbygning, lå sangen i direkte forlængelse af de tidligere hits. Tempoet, lyden og ikke mindst energien lå på et særdeles højt niveau, og som man kan se fra de mange liveoptagelser med gruppen fra især tyske tv-shows fra den periode, afspejlede dette netop, at Les Humphries Singers først og fremmest var et live-koncept overført til plade.

Hvad selve kompositionen angår, var det i sig selv nærmest en lille partyplade over velkendt hits. Det vides ikke, hvem Mama Loo var, men hun har nok været i familie med såvel Barbara Ann  som Maybelline. Det er nemlig ikke svært at høre, at Les Humphries i høj grad lod sig inspirere af andre, når han lavede sine egne kompositioner. At han lykkedes med at påføre sig selv som komponist og tekstfatter til Mexico, som i sit tidligere liv hed The battle of New Orleans, må enten skyldes en meget dygtig advokat eller blot amerikansk mangel på interesse for, hvad der skete på den europæiske popmusikscene, og hvis man var til henholdsvis The Regents/Beach Boys eller Chuck Berry, kunne man fint synge med på sangen, som synes at være en partyklon af netop Barbara Ann og Maybelline. Til gengæld kan man ikke tage den helt særlige sound, som hørbart var Les Humphries varemærke, fra ham, og at sangene minder om hinanden, har nok ikke været en ulempe for gruppen.

At Mama Loo så var det sidste kæmpehit fra gruppens side, tyder på den anden side på, at opskriften var ved at være opbrugt. I dansk sammenhæng opnåede yderligere tre singler fra deres hånd at blive placeret på hitlisterne, men med en ottendeplads på Top 20 for Kansas City i uge 8 i 1974 som højeste placering var man ikke i nærheden af tidligere træffere. Faktisk klarede LP’erne sig bedre, illustreret ved at Kansas City-LP’en nåede helt op på fjerdepladsen senere i 1974. At danskerne åbenbart foretrak LP’en, var Les Humphries Singers bestemt ikke de eneste, der fik at mærke. Det var tværtimod helt i overensstemmelse med den generelle udvikling.

 

Formaternes kamp

Da Danmarks Radio i midten af april 1973 offentliggjorde planerne om at lade den nye Top 30 indeholde både singler og LP’er, lød begrundelsen, at LP-salget havde været i så stærk fremmarch, at det havde oversteget salget af singler. Med andre ord var ændringerne affødt af en generelt ændret forbrugeradfærd. At det ikke kun var en fiks idé fra Radiohusets side illustreres af, at det på dette tidspunkt var grammofonindustrien revisor, der udfærdigede salgslisten.

Det første stykke tid så det ikke ud til, at formodningerne var helt rigtige. På den første Top 30-liste var der 18 singler og 12 LP’er, og faktisk udgjorde Les Humphries’ andenplads med Mama Loo-LP’en en undtagelse, hvis man udelukkende ser på top tre. Man skulle nemlig helt frem til uge 26 for atter at finde en LP blandt de tre mest solgte titler. Til gengæld lagde opsamlingspladen Pure Gold, som indeholdt bidrag af blandt andre T. Rex, Mud, Stevie Wonder og Deep Purple, sig trygt på førstepladsen denne uge og frem til uge 31, hvor tyske Freddy Breck tog over med singlen Überall Auf Der Welt. Det var dog en stakket frist for singleformatet.

Fra uge 26 og året ud var der i to LP’er for hver single i sanglslistens top 3, og der var  udelukkende LP’er i top tre fra uge 44 et godt stykke ind i 1974. Man skal helt frem til  uge 19 1974, før man med ABBA's Waterloo atter finder en single på førstepladsen. At der skulle en sang af Waterloo’s kaliber til for at bryde LP’ernes dominans, er ganske illustrativt for styrkeforholdet mellem singlerne og LP’erne i resten af salgshitlistens levetid. På såvel uge- som årslisterne dominerede LP’erne i stærkt stigende grad, og da den sidste Top 20 blev præsenteret i slutningen af marts 1977, var der blot fire singler i blandt med Smokie og deres Livin’ Next Door To Alice på en sjetteplads som bedst placerede.

At Danmarks Radio valgte at blande formaterne fra 1973 og frem, er noget af en gave til folk, som interesserer sig for de skiftende medieformaters betydning. Det betyder nemlig ikke alene, at man kan konstatere og følge en overordnet udvikling, der var i gang, men samtidigt gå i dybden og reflektere over, hvad det mon skyldtes, når forbrugeradfærden har ændret sig gennem tiden.

 

Fra shellak til digitale filer

Hvis man ser på de helt grove træk, fra de første danske hitlister blev offentliggjort i 1953 til i dag, kan man tale om tre perioder.

Singlen

I den første, som strækker sig fra 1953 til første halvdel af 1970’erne, var singlen hovedformatet. I 1953 var vinylpladen endnu en ganske ny opfindelse, og da de fleste plader blev presset i shellak i det gamle 78’er-format, hvor der kun var begrænset plads på siderne, var der typisk kun et nummer på hver side. Det samme var tilfældet med den 45#-singleplade, som afløste 78’eren op gennem anden halvdel af 1950’erne.

De første forsøg med Long Play(LP)-formatet blev gjort allerede i begyndelsen af 1930’erne, men LP’en blev først kommercielt attraktiv, da man i slutningen af 1940’erne fik forbedret teknologien. De første mange år var LP’en primært et medie for klassisk musik, jazz og den mere voksenorienterede populærmusik. I den mere hit-orienterede del af musikverdenen var LP’en derimod et sekundært format, hvor man typisk samlede tidligere udgivne singler og supplerede op med et par nye, som så kunne blive udgivet på single.

Albummet

Den anden periode, hvor albummet var hovedformatet, løber fra første halvdel af 1970’erne, hvor en længerevarende proces synes at være overstået, til for ganske nyligt.

Som på mange andre fronter var The Beatles vigtige i forhold til de ændringer, der skete i forholdet mellem singlen og LP’en. På deres første LP, Please Please Me var alt nogenlunde som det plejede at være. De havde i forvejen udgivet to singler, Love Me Do/P.S. I Love You (1962) og Please Please Me/Ask Me Why (1963), og alle fire numre var med på LP’en. Det var de to numre på den single, der blev udsendt lige efter LP’en, til gengæld ikke. From Me To You/Thank You Girl kom heller ikke med på næste LP, With The Beatles, og det samme gjaldt I Want To Hold Your Hand/This Boy, som ellers blev udsendt ugen efter dette album.

The Beatles skilte med andre ord næsten fra starten single og LP fra hinanden, og selvom de ikke helt var konsekvente fremover, pegede det frem mod en forholdsvis ny måde at tænke på albummet som en helhed. Meget sigende kom der ingen singler fra Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, hverken før eller efter udgivelsen af LP’en.

At LP’en så blandt andet også viste sig at være velegnet til det partykoncept, som Les Humphries var en af mange eksponenter for, er en anden side af formatets fordele i forhold til singler. James Last og hans danske arvtager Johnny Reimar havde stor succes med partypladerne, og begge blandede sig i toppen af salgslisten i 1973 med titler som Non-stop Dancing 73 Vol. 2 og Johnny Reimar Party No. 6 .

At LP’en fik bedre fodfæste op gennem anden halvdel af 1960’erne og frem mod midten af 1970’erne, skyldtes dog ikke kun nye måder at bruge formatet på, men også de økonomiske strukturer.Man fik ganske enkelt mere musik for pengene ved at købe LP’er i stedet for singler. Det krævede naturligvis en grammofon, som kunne afspille LP’er, og faldende priser for grammofoner og stereoanlæg, der kunne afspille formatet, var en medvirkende årsag. Under alle omstændigheder viser hitlisterne fra 1973 og frem med al tydelighed, at LP’en efterhånden var blevet det foretrukne format, og det ændrede sig faktisk ikke de næste mange år. I forhold til såvel kassettebåndet og CD’en var/er det stadig forholdsvis dyrere at købe singler end albums. Perioden, hvor albummet var hovedformatet, har derfor varet indtil for ganske få år siden.

Tracket

Den sidste periode, som vi er i nu, kunne man godt kalde singlens tilbagekomst, men den mest rammende beskrivelse er nok trackets tidsalder. Uanset om man downloader eller streamer musik, er filerne i udgangspunktet formateret i enkelte tracks. I modsætning til pladerne, båndene og cd’erne er der ingen større fordele ved at købe musikken i albumformatet. Tværtimod har det indtil for nylig været ret besværligt, fordi det tog lang tid at downloade for de fleste. Så var det mere overkommeligt med et enkelt nummer.

Med alle de nye streamingtjenester, som ser ud til at blive musikkens førende format i de kommende år, udlignes alle fordele og ulemper singleformatet og albumformatet imellem. Tiden hvor albummet var det dominerede medie, når man skulle udgive musik, er definitivt forbi.

Der bliver stadig udgivet albums, og det vil der også fortsat, når CD’en sandsynligvis forsvinder i løbet af nogle år, men forholdet mellem single og album har afgjort ændret sig med den digitale revolution. I stigende grad fokuserer musikere nu på at producere og udsende ét nummer af gangen i stedet for først at lave et helt album. Det kan man godt forstå, hvis man ser på, hvordan salget af albums er faldet.

 

Gamle vaner forgår ikke så let

At gamle vaner og tankegange ikke ændrer sig så hurtigt, kan man sande ved at gå ind på Hitlisten.nu, hvor IFPI offentliggør de ugentlige hitlister over musiksalget i Danmark. Her bliver man nemlig ledt direkte ind på albumhitlisten. Nedenunder finder man ikke bare en trackhitliste, men blandt andet også en streaminghitliste, to hitlister for downloads af albums og tracks fra musikabonnementstjenester, en for de mest downloadede ringetoner og endelig en liste over de sange, der er blevet spillet mest i radioen.

At man i dag måler musikforbruget ud fra mange forskellige formater modsvarer fint det forhold, at vi netop finder og bruger musik på mange forskellige platforme. At Youtube og andre musikvideotjenester ikke figurerer skyldes vel primært, at disse platforme er ganske ukontrollable og i øvrigt er helt gratis for brugeren.

Hvorfor det er netop albumformatet, der ligger øverst, fremgår ikke, men det er et fint billede på albummets status siden begyndelsen af 1970’erne. Spørgsmålet er, om der ikke efterhånden er tale om et levn fra fortiden? Det kunne være sjovt at se, hvad der skete, hvis man igen samlede formaterne på en hitliste fra nu af og de næste år frem. Så ville man på samme måde som midt i 1970’erne løbende kunne følge formaternes indbyrdes kamp. Det ville dog næppe falde ud til albummets fordel på samme måde som dengang.

----------------

Af ophavsretsmæssige grunde kan der desværre ikke linkes til eksempelvis Youtube.com, hvor man kan finde såvel Mama Loo som mange andre af Les Humphries Singers' numre.

Den pågældende Top 30-liste fra 1973 kan ses herdanskehitlister.dk.