Seasons In The Sun - Terry Jacks

Uge 17, 1974, Tipparaden, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Seasons In The Sun var et af årets største hits i 1974. Sangen er en af mange fra datidens hitlister, som havde mere end ét liv. I modsætning til i dag blev der i stor stil handlet og oversat sange på tværs af landegrænser. Sangen startede sin omtumlede tilværelse som en chanson om en døende mand skrevet af en af den fransktalende verdens ypperste sangskrivere, Jacques Brel, men senere kunne den uden større problemer glide ind på Dansktoppen med en helt anden tekst. Det ville næsten være utænkeligt i dag, hvor man kun med stor vanskelighed får lov til at ændre teksternes mening.

Seasons In The Sun

I uge 17 i 1974 indtog Terry Jacks for først gang førstepladsen på Tipparaden med Seasons In The Sun, som ugen før havde fået sin debut på listen. Da sangen gled ud efter de maksimale ti uger, man kunne tilbringe på listen i 1974, lå den stadig nummer et. På Top 30 levede sangen imidlertid videre indtil slutningen af september, nærmere bestemt uge 39, hvor den ikke længere var at finde på listen.

Hermed var det dog ikke helt slut, for samme uge strøg en dansk version af sangen, Livets cirkel drejer rundt med Peter Belli, direkte ind på Dansktoppens førsteplads. Denne position beholdt sangen indtil uge 43, hvor Bjørn & Okay og deres Virus og bakterier åbenbart blev for stor en konkurrent. Livets cirkel drejer rundt nåede at ligge på Dansktoppen i ni uger i alt.

Hvis man samler det hele, var den samme melodi dermed blevet spillet i mindst ét af Danmarks Radios hitlisteprogrammer fra midten af april til slutningen af november 1974. Det var derfor nok ikke den helt store overraskelse, at Seasons In The Sun var den højest placerede sang, da årets Top 20 blev præsenteret ved årsskiftet.

Seasons In The Sun var et gedigent verdenshit for Terry Jacks. I løbet af 1974 toppede sangen hitlisterne i først hans hjemland, Canada, siden USA og England. Også belgierne og franskmændene var øjensynligt glade for sangen, som nok forekom bekendt for en del musikelskere i disse lande. Det var nemlig her, den havde startet sin verdensrejse.

 

Den døende mand

Forlægget til Seasons In The Sun er skrevet af den belgiske sanger og skuespiller Jacques Brel. Han indspillede sangen i 1961 under titlen Le moribond (Den døende). Brel havde siden sit gennembrud med Quand on a que l'amour Som titlen angiver, handler Le Moribond om en mand, der tager afsked med livet. I første vers siger han farvel til sin gode ven, Emile, som han har delt mange glæder, sange og flasker vin med. I andet vers tages der afsked med præsten, som han også godt kunne lide, selvom de ikke helt havde samme opfattelser af livet. Han ved, at de begge vil tage sig af hans kone, når han er død, og det samme gælder hovedpersonen i tredje vers, som han til gengæld ikke bryder sig meget om. Antoine er nemlig konens elsker, og man kan derfor ikke fortænke fortælleren i, at han ikke havde særligt meget lyst til at dø vel vidende, at konen nok skulle få trøst hos Antoine. I sidste vers tages der afsked med konen, som han elskede højt. Brel havde i 1956 etableret sig som en af den fransktalende verdens største sangskrivere med sin stærke og ofte dybt melankolske melodier og ikke mindst sine karakteristiske indfølende og dramatiske fremførelser. Et par år efter fulgte Ne Me Quitte Pas, som op gennem 1960’erne gik verden rundt i mange forskellige inkarnationer - ikke mindst som If You Go Away. Samme skæbne fik Le moribond ikke i første omgang, men der var også tale om en alt andet end oplagt popsællert.

Ganske forståeligt har hovedpersonen ikke den store lyst til at dø og slet ikke om foråret, som det synges i alle vers, men han har forliget sig med sin skæbne, og i omkvædet, som gentages uden variationer, opfordrer han dem alle til at synge, danse og skeje ud, når de smider ham ned i hullet:

Je veux qu'on rie
Je veux qu'on danse
Je veux qu'on s'amuse comme des fous
Je veux qu'on rie
Je veux qu'on danse
Quand c'est qu'on m'mettra dans l'trou

Selvom denne korte gennemgang ingenlunde yder teksten retfærdighed, burde det kunne anes, at der er tale om en alt andet end endimensionel og sentimental sang. Temaet er selvfølgelig sørgeligt, men såvel musikalsk som tekstligt er der masser af modvægt til tristessen - ikke mindst i omkvædet. Dertil kommer historien om den utro kone og elskeren, som har en snert af bitterhed, men bestemt også humor over sig. Også i selve opbygningen af sangen leges der med udtrykket ved at gentage de samme sætninger i de forskellige vers med vidt forskellige betydninger alt efter forholdet til den person, der synges til. Derfor har det ikke været den nemmeste opgave for den amerikanske sangskriver Rod McKuen, da han nogle år senere lavede en engelsksproget version af sangen.

McKuens oversættelse kan bedst beskrives som en bearbejdning. I udgangspunktet er historien og strukturen den samme som i den oprindelige udgave, men der er en del væsentlige ændringer. Den største er, at omkvædet blev skiftet helt ud. I stedet for opfordringerne til at fejre sin død med fest og dans, havde McKuen valgt at lade hovedpersonen skue tilbage på sit alt for korte liv og fokusere på dennes følelser ved udsigten til at skulle dø:

We had joy
We had fun
We had seasons in the sun
but the hills we would climb
were just seasons out of time.

Denne ændring af omkvædet drejer hele meningen og stemningen i en anden retning end den oprindelige. Der bliver stadig taget afsked med vennen Emile og konen Francoise, som også stadig er løs på tråden i den engelske version, men der er bestemt ikke megen sang, dans og festlig stemning over teksten. Det er i langt højere grad en tilbageskuen på alt det, den døende nu mister. At han så oven i købet ikke har levet op til forældrenes forventninger, gør det ikke meget bedre. I andet vers er præsten nemlig skiftet ud med faderen og den lille dialog om tro og søgen efter indhold i livet med en anger over ikke at have lyttet til forældrenes formaninger. Hovedpersonen drak og festede åbenbart for meget og var derfor familiens sorte får. Det vil sige, at den druk og fest, som var billede på liv i den oprindelige tekst, nærmest er blevet billede på det modsatte i McKuens udgave.

Den engelske udgave blev, så vidt vides, indspillet og udgivet første gang i 1963, da den amerikanske folkgruppe Kingston Trio havde den med på LP’en Time to Think. Samme gruppe udsendte den på single i 1964, dog uden den store succes. De følgende ti år forsøgte flere sig med fortolkninger af sangen, men frem til 1974 var Seasons In The Sun ikke en sang, der tiltrak sig den store opmærksomhed. Det ændredes så i den grad, da Terry Jacks lavede sin version i 1974.

 

Goodbye Michelle, my little one.

Ifølge historien, som kan findes ved en simpel søgning på Internettet, var det oprindeligt The Beach Boys, der skulle have udsendt en ny version af Seasons In The Sun i 1972/73. Ved producerknapperne stod Terry Jacks. Af uvisse årsager valgte The Beach Boys at lægge den stort set færdige indspilning tilbage i skuffen. Efter nogen tid valgte Jacks så at forsøge sig med den selv. I modsætning til The Beach Boys og de øvrige, som tidligere havde indspillet sangen, ændrede Jacks selv McKuens tekst en del steder og fjernede blandt andet de sidste rester af Brels historie om den utro kone, Francoise. Hun hed nu Michelle, og var øjensynligt godheden selv. Dermed fik tristessen endnu et hak, og hvis man finder en af de mange optagelser med Terry Jacks fra hans turné rundt til alverdens tv-stationer i 1974/75, er det da også en entydigt trist mand, man ser fremføre sangen.

Med Terry Jacks ændringer af McKuens bearbejdning var al ironien, legen og flertydighederne fra Brels oprindelige udgave forsvundet, men til gengæld var resultatet en anderledes stram popsang med et godt omkvæd og en lang række genkendelige hooks. Ifølge en debattråd på hans egen hjemmeside, havde Rod McKuen ret ambivalente følelser i forhold til sangens nye liv. På den ene side var han sur over, at Jacks havde ændret i teksten uden hans, og Brels, vidende og godkendelse. På den anden side var pengene så gode, at han ikke sagde noget, men ifølge Mckuen var såvel han selv som Brel lettere knotne over deres fælles sangs nye skæbne. Hvad de har sagt til de mange andre oversættelser, som skyllede henover verden de næste år, står hen i det uvisse, men hvis de havde haft mulighed for at forstå indholdet i eksempelvis den danske tekst, burde de glemme alt om Terry Jacks’ fortrædelser.

 

Livets cirkel drejer rundt

Den danske udgave blev udsendt i efteråret 1974 og dermed godt fem måneder efter, at den engelsksprogede version havde ramt de danske hitlister. Efter datidens målestok var der gået ret lang tid, men det har muligvis også været lidt indviklet at finde ud af, hvor rettighederne til sangen lå. Da den engelsksprogede udgave, som de fleste kendte, var en oversættelse, var det slet ikke amerikanerne, men derimod franskmændene, man skulle tale med, hvis man ville lave en dansk udgave. Faktisk var det egentlig svenskerne, for et svensk musikforlag havde allerede i forvejen erhvervet sig rettighederne til at forvalte Brels katalog i Skandinavien.

I modsætning til de store engelske og amerikanske navne, var der normalt ikke det store salg i fransk populærmusik, og sangen har derfor sandsynligvis været forholdsvis billig, da den blev købt og dermed en ganske god investering, da den nu endte på toppen af alle hitlister. Den slags handler elskede musikforlæggerne, som sjældent købte en sang uden at få et bundt andre med som en slags lottokuponer. At Le Moribond har været sådan en lottokupon tyder noget på, for sangen dukkede hurtigt op på stort set alle sprog og i udgaver, som i flere tilfælde afveg særdeles meget fra forlægget. I de fleste udgaver, blandt andet den italienske og de spanske, der var to, var temaet stadig en døendes afsked med livet og hans kære, men der var også versioner, som ikke havde meget med hverken Brels eller McKuens tekst at gøre. Dette gælder ikke mindst den danske udgave, som Johnny Reimar lagde pen til:

farvel min barndomskammerat,
hvor barndomstiden dog gik med lynets fart,
men sammen har vi haft det rart,
plyndret præstens æbletræer,
slået hul på sjæl og knæ,

farvel min ven, vi ses igen,
hvem ved, hvor skæbnen fører os to hen,
men vi har minder hver især,
vi fik regn og solskinsvejr,
tænk på mig, hvor du end er.

Der er godt, der er ondt,
livets cirkel drejer rundt,
hvor blev barndommen af,
kommer aldrig mer tilbag’

Som det ses, er det ikke længere en sang om en døende mand, men derimod om at flytte hjemmefra. I andet vers er det forældrene, der tages afsked med. Også den danske hovedperson var åbenbart lidt af en slambert, men han håber på, at de vil mødes igen en dag. I tredje vers siges der goddag til fortællerens lille søn, som lige er kommet til verden, og så kører livets cirkel rundt igen. At Reimar havde taget udgangspunkt i den engelske udgave, fremgår af en overførsel af centrale billeder som det med at slå hul på hearts and knees og ikke mindst at være familiens sorte får. Sidstnævnte billede går igen i stort set alle oversættelser.

Det vil nok ikke være nogen fornærmelse mod Reimar, hvis man hævdede, at teksten til Livets cirkel drejer rundt ikke er et lyrisk mesterværk. Det har helt sikkert heller ikke været meningen, og det samme gælder den tyske udgave, Wir sind jung wir sind frei, den norske, En sommerdag engang, eller den svenske, Sommar varje dag, som Vikingarna havde med på deres nyeste LP i 1974.

Seasons In The Sun, Le Moribond, eller hvad den nu hedder på de mange forskellige sprog, var nok startet som en chanson med stærk fokus på teksten og dens mening, men efter 1974 var forholdet mellem tekst og musik blevet vendt op og ned.

Hvis man sammenligner de mange forskellige versioner fra 1974 og frem, peger stort set alle udgaver tilbage til Terry Jacks‘ indspilning fra 1974. Meget sigende udgøres undtagelserne af de udgaver, hvor man helt tydeligt har søgt tilbage til ophavet.

 

En hyldest til den store digter

I 1975 udgav den tyske sangskriver og sanger Klaus Hoffmann en ny version af sangen på sin selvbetitlede debut-LP. Hoffmann beskrives generelt som en af Tysklands førende Brel-fortolkere, og hvis man hører Adieu Emile, som sangen var kommet til at hedde denne gang, får man en fornemmelse af, hvad dette indebærer. Tekstligt springes alle senere inkarnationer over, og resultatet er noget nær en ordret oversættelse af Brels franske tekst. Musikalsk er Adieu Emile karakteriseret ved en noget nær demonstrativ mangel på reference til Jacks udgave af Seasons In The Sun.

Det, Hoffmann gjorde, var, mere eller mindre bevidst, at genoplive autoren, eller forfatteren, som det hedder på dansk.

Brel var, og er, ikke en hr. hvemsomhelst i fransk sammenhæng, og der har givet været mange Brel-elskere, som har haft det svært med at høre et af hans værker blive omformet til mainstream pop og præsenteret i hitlisteprogrammer og lignende. De fleste lyttere har dog sikkert været ligeglade, enten på grund af uvidenhed, eller fordi de var vant til, at musik kunne vandre og bruges i mange forskellige afskygninger og sammenhænge uden af den grund at tabe værdi.

Hvis man gennemgår hitlisterne fra 1960’erne og 1970’erne, vil man erfare, at historien bag Seasons In The Sun langt fra er enestående. De sange, der blev hits dengang, kunne komme fra de mest mærkværdige steder og blive spredt ad lige så uforudsigelige veje. Det samme ville være noget nær umuligt i dag af flere grunde.

Først og fremmest har værkopfattelsen ændret sig markant op gennem resten af det 20. århundrede i populærmusikalsk sammenhæng. Mens den oprindelige sangteksts mening tidligere var noget, man kunne forholde sig til, som man havde lyst til, så længe rettighederne var på plads, begyndte såvel musikere som publikum og producenterne efterhånden i stigende grad at betragte musik og tekst som en enhed.

Udviklingen var allerede godt på vej i midten af 70’erne med det stigende fokus på, at man selv skulle komponere sin musik, men i musikindustriel sammenhæng skete de store ændringer først i løbet af 1980’erne. Det måske bedste eksempel er, at man i begyndelsen af 1990’erne ændrede forretningsgangen i forbindelse med udbetaling af vederlag for at have fået sin musik spillet i radioen. Hidtil havde den lokale tekstforfatter faktisk fået en andel, hver gang sangen blev afspillet i eksempelvis originalsproget. Det vil sige, at Johnny Reimar fik en andel, når såvel Terry Jacks som Jaques Brel blev spillet, men ikke omvendt. Det lyder helt absurd i dag, men sådan var praksis. I dag er vi helt ovre i den anden grøft.

Hvis man vil lave en dansksproget version af en udenlandsk sang, skal man i udgangspunktet regne med at frasige sig alle rettigheder og dermed arbejde gratis. Tekstoversættelse er med andre ord blevet et foretagende for idealister. Som oversættere af blandt andet Bob Dylans og Leonard Cohens tekster kan fortælle om, er der generelt store krav til, at tekstens mening skal overføres fra originalen til oversættelsen.

Dette sætter i høj grad sine begrænsninger for antallet af udgaver på andre sprog end det oprindelige, og hvis man endelig skal finde oversættelser eller fordanskninger af udenlandske sange, skal man søge mod dansktopmusikken, selvom det også her er blevet sværere at få lov til at lave versioner på andre sprog.

Alt efter temperament kan man glæde sig over, at værkerne beskyttes i langt højere grad end tidligere, eller ærgre sig over, at den form for genremæssig og kulturel spredning, som Seasons In The Sun er eksempel på, ikke er mulig mere - eller for øjeblikket, for at være mere præcis.

Af den aktuelle danske hitliste fremgår det tydeligt, at vi stadig er i originalversionens og autorens tidsalder, men omvendt er det økonomiske fundament ved at smuldre. Selvom der også i fremtiden vil være penge i at komponere og udgive musik, er vilkårene nogle helt andre end de seneste årtier, hvor relativt mange musikere kunne leve af at udgive en plade med jævne mellemrum. Spørgsmålet er, om fremtidens Brel’er, Dylan’er, Cohen’er og McKuen'er kan leve af at holde sangene tæt til kroppen? Det kan kun tiden vise.

----------------

Som anført blev sangen oversat til mange sprog. Udover de nævnte kan man finde den på blandt andet italiensk, spansk og finsk ved at søge på følgende titler:

Italiensk: Stagioni fuori tempo
Spansk 1: etapas de mi vida (Her anbefales især gruppen Topaz' version, hvor man kan nyde nogle særlige rytmiske varianter samt ikke mindst en særegen koreografi)
Spansk 2: estaciones en el sol

Finsk: Paivat Kuin Unta

Sangen er desuden løbende blevet indspillet mange gange i den engelsksprogede version. I hitlistesammenhæng udgør Westlifes boybandudgave af sangen fra 1999 det mest prominente eksempel, men Nirvanas udgave fra en øveaften i studiet i 1993 florerer også flittigt på Internettet, ikke mindst fordi sangen blev tilført ny og tragisk betydning med Kurt Cobains selvmord året efter.

Af ophavsretsmæssige grunde kan der desværre ikke linkes til de mange versioner, der ligger af sangen på eksempelvis Youtube.com.

Den pågældende Tipparaden-liste fra 1974 kan ses herdanskehitlister.dk.