Waterloo - ABBA

Uge 14, 1974, Top 30, #14

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Lørdag den 6. april 1974 sad store dele af den europæiske befolkning klistret til skærmen for at følge det samme program. Det var nemlig tid til afviklingen af den årlige internationale Eurovision Song Contest, eller Melodi Grand Prix’et, som det hedder på dansk. Transmissionen startede 21.30, og ganske mange danskere har nok skiftet fra Danmarks Radio til enten tyske eller svenske kanaler på dette tidspunkt. Samtidig sendte DR nemlig først en udsendelse om de danske sommerrevyers hundredårsjubilæum, hvor Ole Brandstrup og Aage Stentoft snakkede, sang og spillede sig gennem revyvisens københavnske historie fra århundredskiftet til den anden verdenskrig, og derefter et afsnit Columbo. Danmark havde ikke været med i Melodi Grand Prix’et siden 1966, og programmet blev altså ikke engang sendt på dansk tv i 1974.

I mangel på eget bidrag kunne de danske seere passende vælge at heppe lidt på vore nabolande, som alle var repræsenteret. Dem, der holdt med nordmændene eller tyskerne, havde nok en kedelig aften, for disse to lande måtte dele en liden attraktiv 14. plads. Til gengæld har de mere svenskorienterede haft en vidunderlig aften.

Da aftenen var forbi og stemmerne talt op, var det nemlig det svenske bidrag, Waterloo med gruppen ABBA, der løb med sejren. I den svenske lejr var der forståeligt nok eufori, og særligt en person var tydeligvis bevæget. For ham var det nemlig en masterplan af de større, der lykkedes. Navnet var Stig ”Stikkan” Anderson, og det er primært ham og hans plan, denne artikel handler om.

 

Stikkan

Forhistorien til ABBAs sejr ved Melodi Grand Prixet i 1974 starter i 1931. Det år blev Stikkan Anderson født i den lille by Hova i Västergötland. Anderson blev tidligt mere end almindeligt interesseret i musik, og som teenager og ung mand begyndte han at optræde rundt omkring på egnen. I ungdomsårene begyndte han desuden at gøre sine egne forsøg med at skrive musik og tekster. Ganske ambitiøst kontaktede han allerede som teenager visedigter og senere folkemindesamler Ulf Peder Olrog, som gav den unge mand gode råd og anvisninger til, hvordan han kunne dygtiggøre sig og komme videre ad musikkens veje. I 1950 udkom den første sang fra hans hånd på node og grammofon, og de følgende år fortsatte han med at skrive musik og tekster og optræde i fritiden. Han havde mest succes som sangskriver og lagde blandt andet pen til, da den svenske fodboldlegende Nacka Skoglund fik et ganske pænt hit med fodboldslagsangen Vi hänger me’ i 1958.

Det store gennembrud, som i dette tilfælde var virkelig stort, kom dog først i 1959, da sangerinden Lill-Babs indspillede Andersons Är du kär i mig ännu Klas-Göran. Sangen var egentlig skrevet som en revyvise, men endte med at blive et gigantisk hit for hende. Singlen med sangen blev solgt i 125.000 eksemplarer i Sverige, og selve sangen nåede vidt omkring. Den blev senere samme år solgt videre til såvel Norge som Finland og ikke mindst Danmark, hvor Gustav Winckler købte den til sit nyetablerede musikforlag og selv skrev den danske tekst til Klaus Jørgen, som den kom til at hedde på dansk. Overalt i Skandinavien blev sangen ualmindeligt populær og faktisk også i Holland. Den nåede sågar til USA, hvor danske Grethe Sønck forsøgte at få et gennembrud med den, dog uden held.

Den voldsomme succes med sangen gav dobbelt gevinst for Stig Anderson. Han havde kort forinden valgt at starte sit eget musikforlag, Sweden Music AB, med kontor hjemme ved køkkenbordet, og kunne dermed beholde alle rettighederne og dermed kontrollen og ikke mindst pengene for sig selv. Dette betød ikke kun, at han takket være sangen stod med en net sum kapital som grundlag for en fremtidig forretning. Det betød også, at det var ham selv personligt, som forhandlede med de udenlandske musikforlæggere, som købte sangen, heriblandt altså danske Gustav Winckler. På ganske kort tid fik Anderson bygget et stort netværk op. Størst umiddelbar betydning fik det, at Anderson blev tilbudt og indgik en samarbejdsaftale med en stor belgisk forlægger. Den ene vej rundt repræsenterede Anderson belgieren i Skandinavien og gav dermed denne en god position på et forholdsvist lille, men økonomisk attraktivt, marked. Den anden vej fik Anderson direkte adgang til et stort katalog af udenlandske sange. Dem satte han sig til at oversætte til svensk.

Op gennem 1960’erne voksede Stikkan Andersons lille gesjæft med en rasende fart. I starten var forretningsgangen, at Anderson modtog de internationale sange fra sin belgiske forbindelse, skrev svensk tekst til dem og sørgede for, at de blev indspillet og markedsført på svensk grund, men der gik ikke lang tid, inden han selv begyndte at tage på opsøgende udlandsrejser. Anderson var meget energisk og købte, solgte og skrev i et rasende tempo, og da hans belgiske læremester døde i 1964, var Anderson i stand til at købe denne ud af selskaberne. Anderson skrev fortsat selv de fleste af teksterne til de sange, der blev udgivet fra hans forlag. I perioden fra 1960 til midten af 1970’erne blev det til et par tusinde sangtekster sideløbende med hans andre aktiviteter.

I 1963 stiftede han grammofonselskabet Polar, og dermed var de grundlæggende vilkår for et kommende musikimperium på plads. Herved opnåede Anderson dels fuld kontrol over hele processen, dels kom han i direkte kontakt med de kunstnere, der indspillede musikken. Et af de første navne, som blev knyttet til Polar, var gruppen West Bay Singers, som Anderson for det første omdøbte til Hootenanny Singers og for det andet overtalte til at skifte fra at synge på engelsk til svensk. Allerede den første single, Jag väntar vid min mila, blev et stort hit for Anderson og Hootenanny Singers, som op gennem 60’erne var et af Sveriges mest populære orkestre. I forlængelse af sin overordnede forretningsstrategi holdt Anderson, i lighed med de øvrige kunstnere, Hootenanny Singers tæt ind til kroppen og var involveret i stort set alle led i produktionen.

En væsentlig grund til, at Stikkan Anderson kunne lykkes med sine forehavender, var, at Sveriges Radio i 1962 oprettede en svensksproget radiohitliste. Sammen med Ulf Peder Olrog havde Anderson selv været med til at udvikle idéen og få Sveriges Radio med på vognen. Det primære formål med Svensktoppen var at give den svensksprogede populærmusik en solid platform i en tid, hvor den engelsksprogede populærmusik ellers var ved at overtage sendefladen i voldsomt stigende grad. Projektet lykkedes, og takket være Svensktoppen havde den svenske slagermusik faktisk gyldne år op gennem 1960’erne. Det samme var bestemt ikke tilfældet i Danmark. Her havde man ikke en lignende platform, og selvom der var sporadiske dansksprogede hits op gennem 1960’erne, var det meste af årtiet hårde år for den danske slagermusik. Billedet vendte i efteråret 1968, da Danmarks Radio med direkte inspiration i Sverige lancerede Dansktoppen. Det var Stikkan Anderson om nogen meget glad for.

 

Sweden Music A/S

I den traditionelle udlægning var det Jørn Hjorting, der som vært for Dansktoppen stod fadder til dette program efter en studietur til Sveriges Radio. Det er muligt og sandsynligt, at det var en del af forhistorien, men uden at forklejne Hjortings rolle hører det også med til historien, at centrale aktører fra musikindustrien havde en række møder med de relevante ledere i Danmarks Radio forud for Dansktoppens fødsel. Ifølge Johnny Reimar, som på dette tidspunkt var producent på Philips/Polydor med ansvar for blandt andet slagerrepertoiret, var det ingen andre end Stikkan Anderson, der stod i spidsen for den danske musikindustris delegation i denne sammenhæng. At en svensk musikforlægger og pladeselskabsejer forhandlede på vegne af den danske musikindustri kan forekomme mærkværdigt, men for Reimar og de andre slagerproducenter på landets pladeselskaber har det nok føltes ganske naturligt, at det var Stikkan Anderson, der tog sig af sagen.

Som nævnt ovenfor kom Anderson tidligt i forbindelse med den danske musikindustri, da Är Du Kär I Mig Ännu Klas-Göran blev til Klaus Jørgen. Denne kontakt medførte faktisk, at Gustav Winckler med tiden blev repræsentant for Sweden Music AB i Danmark og dermed Stikkan Andersons kompagnon. Det smarte var, at Stikkan Anderson dermed selv kunne beholde store dele af procenterne for sangene i hans katalog. Når et skandinavisk musikforlag købte udenlandske sange, besad man i hovedreglen rettighederne til hele Skandinavien. Den almindelige praksis var, at man formidlede rettighederne videre til musikforlag i de enkelte lande. Ved at alliere sig med Gustav Winckler beholdt han selv de fulde rettigheder, og da de danske musikforlag ikke var særligt aktive med hensyn til opkøb af rettigheder til udenlandske sange, fordi det ganske enkelt ikke var rentabelt i en tid, hvor dansksproget musik ikke var i høj kurs, fik Anderson hurtigt en ganske solid position på det danske musikforlæggermarked. I praksis købte han sangene ind til Sverige, skrev selv de svenske tekster og skippede dem efterfølgende videre til Danmark uden meromkostninger.

Da han således i hastigt stigende grad blev manden, man skulle henvende sig til, hvis man skulle lave en dansk version af en udenlandsk sang, fik Anderson hurtigt et stort netværk hos producenterne på de forskellige pladeselskaber og ikke mindst blandt landets tekstforfattere. Han blev blandt andet nære venner med Thøger Olesen, som op gennem 1960’erne lagde dansk pen til talrige af Stikkan Andersons svenske tekster. Der var således intet odiøst i, at Stikkan Anderson var dybt involveret i Dansktoppens tilblivelseshistorie, og der er intet at sige til, hvis han var glad, da Dansktoppen blev en realitet. Allerede i den første udsendelse var der flere bidrag med direkte forbindelse til Anderson, og de følgende år var linjen mellem Danmark og Sverige særdeles varm.

Hvis man lægger alt sammen, havde næsten ¼ af alle de sange, der lå på Dansktoppen fra 1968 til 1977, direkte forbindelse til Sverige. Enten fordi der var tale om danske versioner af svenskkomponerede sange, eller fordi den danske udgave blev til på baggrund af en svensksproget version af en sang fra et helt tredje land. Til dette kommer så alle de udenlandske melodier, som var formidlet af svenske musikforlag. Da den danskkomponerede del af Dansktoppen-repertoiret kun udgjorde 1/6, var der tale om ganske mange sange og penge. I praksis betød det, at de svenske musikforlæggere skovlede penge ind fra Danmark, og Stikkan Anderson var uden sammenligning den, der lå bedst til takket være sit store katalog og sine gode venner. De penge var vigtige, da han i begyndelsen af 1970’erne begyndte at planlægge næste skridt.

 

Björn, Benny, Agnetha & Anni-Frid

Da Stikkan Anderson i 1964 skrev kontrakt med Hootenanny Singers, havde han sandsynligvis ingen anelse om, at han dermed havde lagt fundamentet til det, der ti år senere skulle gøre hans lille slagerforretning til en multinational virksomhed. Det var ikke desto mindre tilfældet. En af musikerne i Hootenanny Singers hed nemlig Björn Ulvaeus.

I sommeren 1966 stødte Hootenanny Singers i forbindelse med en turné ind et andet af Sveriges meget populære orkestre. Hep Stars, som i modsætning til Hootenanny Singers sang på engelsk, var et af landets førende pigtrådsorkestre, eller pop som det hed i Sverige dengang. Over to omgange slog orkestrene pjalterne sammen om natten efter deres respektive jobs var overstået og havde begge gange en gevaldig fest. Björn Ulvaeus svingede særligt godt med tangentbokseren i Hep Stars, og de begyndte allerede ved det første møde at tale om, at det kunne være sjovt at lave noget sammen. Dette samarbejde blev en realitet ved deres næste møde tre uger senere, og den første Andersson/Ulvaeus-komposition var en realitet. Det var nemlig Benny Andersson, der styrede orgelet i Hep Star.

Sangen, som fik titlen Isn’t It Easy To Say, blev senere samme år indspillet af Hep Stars og udsendt på deres tredje LP. I løbet af de følgende år blev kontakten mellem Ulvaues og Andersson holdt ved lige. De skrev løbende en række sange sammen, men det var først, da Hep Stars gik i opløsning i 1969, at konturerne af et egentligt sangskriverpar for alvor begyndte at vise sig. I løbet af 1969 og 1970 intensiveredes samarbejdet til et egentligt makkerskab, og da Stikkan Anderson i 1971 pludselig manglede en chefproducer på Polar, fordi hans kompagnon Bengt Bernhag døde, ansatte han Ulvaues og Andersson som chefproducere. Hermed var de officielt samlet og skrev og producerede efterfølgende musik i stor stil.

Benny Andersson og Björn Ulvaeus var meget sammen men havde dog også hver for sig et privatliv. Andersson havde i 1969 mødt og forelsket sig i sangerinden Anni-Frid Lyngstad, som han hurtigt flyttede sammen med. Samme år havde Ulvaues ligeledes fundet sig en sangerinde i Agnetha Fältskog, og langsomt, men sikkert, begyndte privatliv og karriere at flyde sammen. Allerede fra 1970 medvirkede de alle fire på samme indspilning med sangen Hej gamle man!, hvor pigerne bidrog med korstemmerne. Den egentlige debut for det, der senere blev til ABBA, kom dog først, da de fire som Björn & Benny, Agnetha & Anni-Frid sammen udgav singlen People need Love/Merry-go-round.

Stikkan Anderson var efterhånden ret sikker på, at han sad på et guldæg, og begyndte derfor at planlægge en større international lancering af gruppen. Efter sine mange år med opkøb og salg af musik havde han et kæmpe netværk rundt omkring i verden, og nu var det tid til at trykke på reverse-knappen og  skyde sin kommende supergruppe afsted. Derfor valgte han i samarbejde med parrene at sende et bidrag til det svenske Melodi Grand Prix 1973. Planen var, at man ved deltagelse i det internationale Grand Prix skulle bruge tv-tiden ved dette arrangement som affyringsrampe, og planlægningen var ganske minutiøs.

Alene sangtitlen var nøje valgt. Teksten stod Stikkan Anderson for, og i lighed med senere ABBA-tekster var det ham magtpåliggende, at titlens og sangens bærende ord var internationale. I dette tilfælde faldt valget på telefonens Ring Ring. I den nationale konkurrence blev der sunget på svensk, men der var på forhånd skrevet en tekst på engelsk i samarbejde med de kendte amerikanske sangskrivere Phil Cody og Neil Sedaka, som Anderson var forlægger for i Norden. Begge versioner var indspillet og alt var derfor klar til det store ryk. Desværre lykkedes det ikke i første omgang. Ring Ring sluttede på en tredjeplads i Sverige, og selvom sangen blev et pænt internationalt hit, blandt andet i Danmark, måtte Stikkan Anderson pænt vente et år, som han og gruppen så passende kunne bruge på at blive endnu bedre forberedt - og finde på et bedre navn end Björn & Benny, Agnetha & Anni-Frid.

 

Sejren

Med Stikkan Andersons egen formulering, havde han ikke champagneglas i hånden i timerne efter sejren i Brighton - han havde telefoner. I løbet af natten satte Stikkan Anderson alle sine kontakter verden over i sving med at få skudt ABBA-kanonen af med størst mulig effekt, og man må sige, at det lykkedes. Da året var gået, havde Waterloo ligget på hitlisterne verden over og indtaget førstepladsen i mindst ti lande. Også LP’en med samme titel blev solgt i store oplag. Den var allerede udkommet en måned forinden og var derfor klar til det store internationale ryk.

Et af de første lande, hvor sangen nåede toppen, var Danmark. Her skubbede den Gasolin’ og deres nyeste LP ned på andenpladsen i begyndelsen af maj. På tredjepladsen lå ABBA selv med LP’en. Faktisk var det LP’en, der kom først i dansk hitlistesammenhæng. Den var allerede med på den Top 30-liste, som var blevet sendt tirsdag den 2. april. Ugen efter var den hoppet fra 14. pladsen til 7. pladsen på samme liste, hvor den fik selskab af Waterloo-singlen på 20. pladsen. Om fredagen gik sangen tillige ind på Tipparadens tredjeplads efter at være blevet testet dagen før finalen. Dagen efter, det vil sige lørdag den 13. april, blev en dansk udgave af Waterloo med Lecia & Lucienne testet til Dansktoppen, og ugen efter var samlingen komplet. I uge 16 lå ABBA's version af sangen nemlig på såvel Top 30 som Tipparaden og den danske på både Dansktoppen og Top 30. To uger senere indtog de to versioner af sangen sågar førstepladsen på respektive Top 30 og Dansktoppen. På førstnævnte liste fyldte Waterloo en del i ugerne 17 til 20, hvor såvel begge versioner som LP’en var repræsenteret.

At der forelå en dansk version af Waterloo allerede ugen efter sejren ved Melodi Grand Prix’et viser ikke kun, hvor gennemført det hele var, men også at der så at sige blev spillet på alle tangenter. ABBA var blevet grundlagt på oversættelser af tusindvis af svenske (og danske) versioner af udenlandske sange, og nu da bøtten blev vendt på hovedet, var der ingen fine fornemmelser. En af grundene til, at ABBA blev så store i så voldsom en fart, var, at Stikkan Anderson sørgede for, at hans mange samarbejdspartnere rundt omkring i verden, så vidt muligt, fik en bid af kagen. At det var Gustav Winckler, der skrev den danske tekst til Waterloo, men Metronome, der udsendte den, mens EMI tog sig af distributionen af ABBA’s egne plader, er en fin illustration af dette. ABBA skulle spredes overalt, og det blev gjort eftertrykkeligt. I løbet af året indspillede ABBA også sangen på fransk og tysk, og selvom det var den engelsksprogede version, som må siges at have været bærende for succesen, er det en vigtig del af historien, at såvel Waterloo som de følgende ABBA-sange i udgangspunktet blev betragtet som alt andet end lukkede værker.

Resten af 1974 stod primært på promoture, som blandt andet indbefattede et voldsomt antal tv-optrædener rundt omkring i verden og fra 17. november en stor europæisk koncertturné, som faktisk havde verdenspremiere i København. Året efter skulle den store test stå, da gruppen udsendte sit andet album, som slet og ret fik titlen ABBA. Med titler som Mamma Mia, SOS , Bang-A-Boomerang og I Do, I Do, I Do, I Do, I Do iblandt havde de dog ikke behøvet at frygte det store, og resten er historie.

 

The Winner Takes It All

På danskehitliter.dk kan man ved at klikke på Top 20/Top 30 i menuen øverst til venstre se, hvilke kunstnere og numre/albums, der har klaret sig bedst på Danmarks Radios salgshitlister fra 1963 til 1977. Her vil man opdage, at ABBA kun overgås af ”Diverse”, som henviser til forskellige opsamlingsalbums med flere kunstnere, og The Beatles, når det gælder uger på listen. I betragtning af, at ABBA først debuterede med Waterloo i 1974, er det noget af en bedrift, som fortæller noget om deres popularitet i Danmark i midt-70’erne. Hvad angår enkeltnumre/albums, indtager ABBA såvel første som tredjepladsen med henholdsvis Greatest Hits-albummet fra slutningen af 1975 og ABBA-albummet fra samme år. Gasolin’ og deres Gas 5 formår lige at kile sig ind imellem på andenpladsen.

Også i dansk hitlistesammenhæng var ABBA derfor en succes næsten uden sidestykke, og man kan ikke fortænke Stikkan Andersons danske venner i, hvis de drak den champagne, som Stikkan Anderson måtte lade stå den nat i 1974. Gustav Winckler, Johnny Reimar, Thøger Olesen og alle de andre har nok følt en vis portion stolthed og måske også været rørte, da de så deres svenske samarbejdspartner og ven tage imod gratulationerne. Hvis de altså har haft svensk eller tysk tv.

----------------

Den pågældende Top 30-liste fra 1974 kan ses herdanskehitlister.dk.