Du skal ikke gi' mig roser - Bjørn Tidmand

Uge 11, 1967, Top 20, #10

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Har du ventet mig, så var det godt, jeg kom.
Her hos dig har jeg de ting, jeg synes om.
Skønt jeg ikke kan ta’ fine gaver med.
Si’r du bliv her og tag aldrig mer af sted.

Jeg kan ikke gi’ dig roser til at sætte på dit bord…

Sådan indledes Bjørn Tidmands udgave af sangen Du skal ikke gi’ mig roser. Som det ses, korresponderer det, der synges, ikke særligt godt med titlen på sangen. Forklaringen er, at hovedpersonen i den oprindelige tekst er en kvinde. Bjørn Tidmand er som bekendt en mand, og selv om han efter eget udsagn er meget glad for blomster, mente han, at mænd i højere grad giver end modtager blomster. I hvert tilfælde blev teksten ændret ganske meget. 

I den oprindelige tekst tager kvinden imod sin elskede, som hun har ventet længselsfuldt, og uden hvem stuen er både trist og tom. Manden har yndige roser med, men det var ifølge kvinden hverken nødvendigt med roser til at pynte på hendes bord eller pelsværk, bøger fyldt med løgne og gaver som en kostbar fingerring. Nej, hun kan nøjes med kys og søde ord, hans arm om halsen, mens de kigger hinanden dybt i øjnene og alt det, som koster ingenting. Som hun fortæller i andet vers, kan hun selv plukke sine roser på Alfarvej, men det andet kan hun kun få af ham.

I Tidmands udgave er det altså manden, der er hovedpersonen. Han har ingenting med, hverken fine gaver, roser, pelsværk, bøger eller fingerringe. I stedet må hun så nøjes med kys og alt det andet, som ikke koster noget. Kort sagt er der i bedste fald tale om en fattig bejler og i værste en nærigmås. At han så godt kunne have plukket et par roser på vejen forbigås i tavshed, for andet vers er helt udeladt i Tidmands version.

 Ret beset giver teksten i Bjørn Tidmands udgave ikke rigtigt mening. At det så ikke nødvendigvis betyder noget i populærmusikalsk sammenhæng, er der talrige eksempler på, men Tidmands udgave af Du skal ikke gi’ mig roser er afgjort et af de mere kuriøse tilfælde i dansk populærmusikhistorie. At den så faktisk blev et ganske stort hit og en form for andet og endeligt gennembrud for Bjørn Tidmand, er en af flere yderligere årsager til, at denne sang er udvalgt til ugens hit.

 

Bjørn Tidmand

I begyndelsen af 1967 var det efterhånden ret længe siden, man for alvor havde hørt noget til Bjørn Tidmand. Han havde ellers på forholdsvis kort tid erhvervet sig en ganske god position på den danske populærmusikscene.

Bjørn Tidmand (født 1940) begyndte i slutningen af 1950’erne at optræde på restauranter og lignende i København.  Det førte til pladedebuten med Seksten et halvt (Only Sixteen) i 1959, som dog ikke blev bemærket af ret mange. Først i 1963 begyndte konturerne af en stor karriere at vise sig . I 1963 kom han med i det danske Melodi Grand Prix på et afbud og opnåede andenpladsen med sangen Amiga Mia. Senere på året fik han sit store gennembrud med Brænd mine breve, som i uge 41 1963 skubbede Elvis Presley og Devil in Disguise væk fra førstepladsen på DR’s Top 20 efter hele 12 uger i rap. Året efter røg han helt til tops i Melodi Grand Prixet med Sangen om dig, som efterfølgende fik et forholdsvis langt liv på DR’s Top 20. At den kun nåede andenpladsen, skyldtes nok udelukkende, at The Beatles var i gang med en sand besættelse af de danske hitlister i netop foråret 1964. I dette tilfælde var det I Saw Her Standing There, der lå øverst. Tidmand fik dog ganske meget ud af sejren. Blandt andet fik han en attraktiv kontrakt hos et omrejsende tivoli, som han rejste med rundt i landet over hele sommeren 1964.

Det blev nu ikke nogen specielt positiv oplevelse for Tidmand, for samme år brød pigtrådsfeberen for alvor løs i Danmark. Godt nok stod han for det meste på hovedscenen ved byfesten eller på markedspladsen, men publikum befandt sig i teltet ved siden af, hvor Peter Belli og les Rivals eller en af de andre engelsksprogede pigtrådsgrupper spillede. Tidmand luskede mere eller mindre ud af billedet med sin akustiske guitar under armen og slog sig i stedet ned som forpagter af en mindre restaurant i Tivoli i Ålborg. Der blev stadig indspillet en plade i ny og næ, men det meste af tiden tilbragte Tidmand i restauranten, hvor han gerne gav et nummer i løbet af aftenen. Han var med andre ord mere eller mindre på vej ud af musikbranchen. Indtil foråret 1967.

 

Fra Du skal ikke gi' mig roser til Dansktoppen

Du skal ikke gi' mig roser debuterede på DR’s Top 20 i uge 10 i 1967. Over de næste uger kravlede sangen opad på listen frem til uge 15, hvor den fortrængte selveste The Beatles, som med singlen Penny Lane/Strawberry Fields havde siddet tungt på førstepladsen de foregående 5 uger. Dette blev indledningen til et længere hitlisteeventyr for Tidmand. Du skal ikke gi' mig roser lå på førstepladsen helt frem til uge 21, hvor den gled ned som nr. 2. Tidmand har dog næppe ærgret sig voldsomt, for på førstepladsen lå nu hans egen Nu ta’r jeg til Dublin. Der blev den liggende i hele syv uger inden The Beatles i slutningen af juli endelig fik generobret førstepladsen med All you need is Love. Det vil sige, at Bjørn Tidmand samlet set havde ligget på førstepladsen af Top 20 fra midten af april til midten af juli 1967. Herefter fulgte en periode med mere sekundære hitlisteplaceringer for Tidmands vedkommende, men karrieren havde i høj grad fået ny luft.

I 1968 overgik han alle tidligere meritter, da han valgte at indspille en ny version af Lille sommerfugl, som udover hele 10 førstepladser på Top 20 også opnåede samme placering, da listen over de største hits i 1968 blev gjort op. Her måtte The Beatles igen skele misundeligt til Tidmand fra andenpladsen med deres Hey Jude. 1968 var også året, hvor den dansksprogede slagerscene, som Tidmand repræsenterede, fik en hjælpende hånd af Danmarks Radio. 1. september dette år kunne man nemlig for første gang åbne radioen og høre Jørn Hjorting præsentere den dansksprogede hitliste Dansktoppen. Her var Bjørn Tidmand nærmest først deltager og var da også at finde på listen fra starten. Bortset fra en kort pause i 1969 blev Dansktoppen sendt frem til marts 1977, hvor programmet og hitlisten blev lukket. Da boet blev gjort op, var Bjørn Tidmand den solist, som havde haft flest placeringer i hele programmet levetid.

Selvom Bjørn Tidmand allerede havde haft et par hits i årene forinden, var det i høj grad Du skal ikke gi' mig roser, som åbnede døren til det, der er blevet en lang karriere som en af den danske slagermusiks absolutte sværvægtere. Netop derfor er det interessante, at der var tale om noget af det nærmeste, Tidmand er kommet rock’n’roll.

 

Vendelbohistorier og gadekær

Du skal ikke gi' mig roser havde allerede en del år på bagen, da Bjørn Tidmand indspillede den. Sangen, som har melodi af Hans Jørgen Jensen og tekst af Ewald Epe, blev nemlig første gang udgivet på node i 1946 og indspillet af såvel Jeanita Melin som Victor Cornelius. På trods af sit køn sang Cornelius i modsætning til Tidmand teksten, som den var skrevet. Tyve år senere var sangen blevet en del af det danske evergreen-repertoire.

Ifølge Tidmand selv kom idéen til at indspille en ny udgave af Du skal ikke gi' mig roser fra Poul Erik Krogen. Krogen var foruden at være en gudbenådet vittighedsfortæller også en ganske habil pianist, og Krogen akkompagnerede ofte Tidmand, når han optrådte rundt omkring i Nordjylland. Efterfølgende fik Tidmand sin producer overbevist om, at den sang skulle have et forsøg. Der er såvel muligt som sandsynligt, at dette var forhistorien, men der er flere ting, som tyder på, at der har været flere aspekter inde over.

Hvis man sammenligner Du skal ikke gi' mig roser med Tidmands tidligere indspilninger, er der nogle ganske markante forskelle i forhold til arrangementet og selve den musikalske fremførsel. Sangen indledes i overensstemmelse med såvel noden som de tidligere udgaver af sangen med et vers i moderat tempo. Efter en lille afdæmpet intro holder besætningen, som består af guitar, bas, orgel og trommer, sig pænt i baggrunden, mens Tidmand foredrager verset i klassisk refrænstil, men ved indgangen til refrænet sker der ting og sager.

I optakten tager trommeslageren nemlig i den grad over. Efter et par markeringer med stortrommen øges tempoet markant og den indledende shufflerytme afløses af en klassisk pop/rockfigur med lilletrommebackbeat på 2 og 4 og stortromme på 1 og 3. I første gennemspilning af refrænet holder trommeslageren sig pænt i skindet, men efterhånden som nummeret skrider frem, bliver mængden af fills ret stor målt i forhold til trommespillet på Tidmands tidligere indspilninger. Også organisten er ganske legesyg undervejs, og det lyder i det hele taget som om, at de har haft det ret sjovt under indspilningen af det, der godt, hvis man ser bort fra fraværet af el-guitaren, kan betegnes som Tidmands bud på en pigtrådsslager af den type, som var blevet umanerligt populær på dette tidspunkt.

Alene hvad gælder den Top 20-liste, Du skal ikke gi' mig roser debuterede på i uge 10 1967, var der med pigtrådsorkestret The Defenders’ udgave af Jeg har aldrig fået noget på 13. pladsen endnu et eksempel på, at man havde opfrisket en gammel traver. The Defenders var ganske vist på vej ud af listen, men sangen, som stammer fra Cirkusrevyen anno 1953, havde ligget på listen siden uge 49 året forinden og havde en stribe af andenpladser på bagen. At den aldrig nåede helt til tops skyldtes The Rocking Ghost, som havde fundet en endnu ældre sag frem med Oh, Oh What A Kiss, som under den oprindelige titel Sobre Las Olas begyndte sit liv som vals i 1884. Som titlen angiver, blev Oh, Oh What A Kiss fremført på engelsk, men ret beset tilhører dette nummer samme kategori som Jeg har aldrig fået noget og Du skal ikke gi' mig roser. Hvis man går endnu et par måneder længere ned i 1966, finder man noget, der ligner årsagen til den bølge, der havde ramt landet.

Efter af have holdt en ufrivillig pause fra slutningen af juni 1964 genåbnede Top 20 i uge 39 1966. Øverst lå The Beatles vanen tro, denne gang med Yellow Submarine, men allerede ugen efter måtte de vige pladsen for en dansksproget sang, nærmere bestemt Ved landsbyens gadekær med Keld (Heick) & The Donkeys. Ved landsbyens gadekær så første gang dagens lys i 1942, og hermed er ringen sluttet for denne gang.

I rockhistorisk sammenhæng har Keld & The Donkeys’ indspilning af Ved landsbyens gadekær en central position som nummeret, der splittede den danske pigtrådsscene. Ikke så meget fordi de sang på dansk, hvilket Peter Belli allerede havde gjort et lille år tidligere, da han i slutningen af 1965 indspillede singlen Helt igennem respektabel/Det du ka’ li, men i langt højere grad, fordi der var tale om en gammel velkendt slager. Som Torben Bille beskriver det i en historisk indledning i 1997-udgaven af Dansk Rockleksikon, affødte Keld & The Donkeys’ store succes med Ved landsbyens gadekær ’en sand brådsø af danske populærmelodier udsat for mediumlangt hår, popsmil og takt & tone-venligt opskruede forstærkere. Jeg vil vende stærkt tilbage til historien bag dette i august måned og for nu blot konstatere, at Bjørn Tidmands udgave af Du skal ikke gi' mig roser ret beset tilhører den stribe af pigtrådsslagere, som Keld & The Donkeys satte i søen (eller rettere beset gadekæret). Til forskel fra såvel Keld & The Donkeys som de øvrige pigtrådsgrupper, der skiftede til dansk ved den lejlighed, kom Tidmand så at sige fra den anden side. At Tidmand og orkestret sandsynligvis har været stærkt inspireret af Keld & The Donkeys, fremgår tydeligt, hvis man sammenligner de to numre. I begge tilfælde indledes der i et moderat tempo i verset med nik bagud til slagertraditionen. Herefter tager trommerne og pigtråden over.

 

Frem mod Dansktoppen

Som nævnt tidligere åbnede Dansktoppen i efteråret 1968. Med programvært Jørn Hjortings egne ord var formålet at stimulere den danske musikproduktion, som havde været nede i en bølgedal i de forudgående år. Med Dansktoppen blev der så afgjort sat ny vind i sejlene for den dansksprogede slagermusik, men ret beset vendte billedet dog allerede i efteråret 1966 og op gennem 1967. I den proces havde Keld & The Donkeys og Ved landsbyens gadekær en helt central rolle i forhold til, at musikere fra pigtrådsscenen rykkede mod det, der dengang hed refrænsang, pop eller slager, og siden er blevet betegnet som dansktop. At Bjørn Tidmand gik den anden vej rundt med Du skal ikke gi' mig roser, er mindre velkendt - men ikke desto mindre tilfældet.

Til forskel fra Keld Heick, som gennem hele sin karriere har vist tilbage til pigtrådsmusikken og dens inspirationskilder, fylder dette ikke meget hos Tidmand, som med rette snarere ser sig selv som repræsentant for og bærer af en ældre slagertradition, hvor man løbende har indoptaget tidens populære strømninger i moderat form. Således altså også pigtråd.

Da det første Dansktoppen-program blev sendt 1. september 1968 var såvel Tidmand som Heick repræsenteret. Ganske symbolsk blev de spillet lige efter hinanden. Med Lille sommerfugl havde Bjørn Tidmand fundet endnu en god gammel kending frem. Keld Heicks bidrag, Vi skal gå hånd i hånd, var derimod en dansk udgave af en svensk udgave af en tysk schlager. Sidstnævnte sang er som bekendt en hyldest til ægteskabet mellem to mennesker, men med lidt god vilje kan den også bruges som symbol på det, der skete, da pigtråd og slager slog pjalterne sammen i de foregående år. Bjørn Tidmand havde ifølge sangen ganske vist ingenting med, men det gjorde åbenbart ikke så meget, for som en af hans fans sagde impulsivt, da han ikke helt kunne finde tråden under en koncert i 2008: ’Når bare du er her’. Det har Bjørn Tidmand været siden 1967, roser eller ej.

----------------

Den pågældende Top 20-liste fra 1967 kan ses herdanskehitlister.dk.