Summer Holiday – Cliff Richard

Uge 10, 1963, Top 20, #13

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

De første måneder af 1963 var blandt de koldeste i Danmark i det 20. århundrede. I januar og februar lå middeltemperaturen på henholdsvis 5,3 og 4,5 graders frost, hvilket var en del koldere end de normale 0 grader. Den 5. marts 1963 kunne aviserne endelig berolige danskerne med, at varmen og foråret var på vej. Ganske rigtigt slog vejret om i de følgende dage, men det må stadig have været svært at finde forårsfornemmelserne frem. Selvom middeltemperaturen steg i marts, nåede den ikke højere end lige i nærheden af frysepunktet, og kombineret med et rekordlavt antal soltimer, 50 mod de for marts måned normale 110 timer, var det ret surt. Derfor må det have været yderst enerverende for realisterne, der bare ikke kunne holde det ud længere, rart for dem, der hentede styrke i drømmen om bedre tider, og for de fleste nok noget mærkværdigt, da Jørgen Mylius for første gang præsenterede og spillede den engelske sanger Cliff Richards nyeste hit, Summer Holiday, i Top 20 den 5. marts denne måned.

 

Forhistorien

Cliff Richard (født Harry Rodger Webb) blev i 1958 forsanger i gruppen Drifters, og sammen hittede de i hjemlandet allerede i første forsøg, da de under navnet Cliff Richard & The Drifters pladedebuterede i august samme år med singlen Move It/Schoolboy Crush hos EMI. I lighed med mange andre unge sangere i slutningen af 1950’erne, lagde Richard sig fra starten direkte i slipstrømmen på Elvis Presley, som var braget igennem i 1956/57 med sine helt særlige hoftebevægelser og fraseringer. Især på debutsinglens A-side pegede Richards diktion, fremførelse og sågar accent i allerhøjeste grad mod Elvis og USA. Det samme gjaldt de tre efterfølgende singler og de første Lp’er, som var pakket med amerikanske Rock’n’roll-hits som Blue Suede Shoes, Be Bop A Lula, Ready Teddy og Whole Lotta Shakin' Goin' On. Når man hører disse sange, står referencerne til først og fremmest Presley, men bestemt også Buddy Holly og dennes karakteristiske hick-ups, ganske enkelt i kø i en sådan grad, at man nærmest kan tale om et decideret skift, da Richard i april 1959 gik i studiet og indspillede den sang, der blev hans endelige gennembrud: Living Doll. I direkte sammenligning med de foregående indspilninger var der ganske enkelt tale om et vokalt stilskift, hvor de fleste direkte nik til Elvis og Holly var skrællet bort. I stedet hørtes den lyse, afslappede og smilende stemme, som blev Cliff Richards eget varemærke - den amerikanske accent beholdt han dog. Orkestret, hvoraf ingen af de oprindelige musikere var tilbage i 1959,  måtte derimod foretage et navneskift i foråret 1959 i takt med den stigende berømmelse. I USA var der nemlig allerede et The Drifters, som siden 1953 havde tilhørt eliten på R&B-scenen, og for at undgå bøvl skiftede man navn til The Shadows.

 

Cliff Richard og Danmark

I dansk sammenhæng var det netop Living Doll, som førte Cliff Richard ind i folks bevidsthed. Sangen var således at finde på den månedsliste, som B.T i fællesskab med Musikbureauet Quan udgav på dette tidspunkt, fra september 1959 til maj 1960, med en førsteplads som højeste placering. At dømme efter såvel hitlister som de ungdomsblade, som i stigende grad skrev om de udenlandske popstjerner, var han dog i første omgang næsten at betragte som et one-hit wonder i Danmark. I såvel Tempo som Filmjournalen, hvor musikstoffet ellers fyldte ganske meget fra foråret 1960, var Cliff Richard, i modsætning til Elvis Presley, en yderst sjælden gæst. Det samme gjaldt i hitlistesammenhæng, hvor man skulle helt frem til august 1961 for atter at finde ham i Top 10 med A Girl Like You. Samme måned gav han for første gang koncert i Danmark, hvilket sandsynligvis har været stærkt medvirkende til, at han fra da af fik en position som Elvis' britiske rival. I september 1961 blev han indlemmet i Tempo’s fan club, hvor man siden 1959 havde kunnet erklære sig som fan af en række danske og udenlandske idoler. I samme blad kunne man i slutningen af oktober finde en stor reportage fra koncerten, hvor en heldig fan fra Ribe, som led i serien >>Prinsesse for en dag<<, havde haft mulighed for at tilbringe hele dagen i selskab med Cliff.

På mange måder var der tale om en gentagelse af den måde, Tommy Steele var blevet lanceret i Danmark i 1957. I begge tilfælde var selve tilstedeværelsen og tilgængeligheden et væsentligt kort for opbygningen af de to engelske herrers idolstatus i Danmark. Det var bestemt ikke hverdagskost, at en udenlandsk popstjerne besøgte Danmark, og i fraværet af såvel Elvis som de øvrige amerikanske idoler havde det stor betydning, at først Steele og siden Richard & The Shadows besøgte landet. Johnny Reimar, som sammen med The Cliffters, med direkte reference til Cliff i selve orkesternavnet, var ved at slå igennem på netop dette tidspunkt, fortæller i sin biografi, hvordan han og de andre musikere i orkestret sad forrest til koncerten i august 1961. Dagen efter gik de i gang med at indøve dansetrin og få bestilt Fenderguitarer og en ekkomaskine hjem fra England for at kunne opnå samme lyd som idolerne. Denne form for indirekte erfaringsudveksling havde der ikke været mulighed for uden de engelske musikeres fysiske tilstedeværelse.
Læs mere om dette i Charlotte Rørdam Larsens artikel “Først og fremmest er det fordi han er englænder …” - En udeladt dimension i eftertidens opfattelse af rock’n’roll-receptionen i Danmark i tiden 1955-1960.

I månederne efter koncerten steg omtalen af Cliff Richard i bladene markant, og han blev også fast inventar på de hitlister, der nu var adskillige af på dansk grund.  Helt til tops kom han dog først med The Young Ones, som kom op på førstepladsen på samtlige lister i juni 1962. Efterfølgeren, It’ll Be Me, nåede kun lige ved og næsten, men tendensen er tydelig: Cliff Richard var blevet et sikkert hit i Danmark, og hans plader solgtes i store oplag. Det samme gjaldt hans backinggruppe, The Shadows, som havde opnået selvstændig berømmelse med deres instrumentale udgivelser.

På denne baggrund er det ingen større overraskelse, at Cliff Richard var med fra starten, da Danmarks Radio i slutningen af januar 1963 lancerede Top 20. Som bekendt var forhistorien, at en 16-årig skoledreng ved navn Jørgen Mylius havde brokket sig over ungdomsudsendelserne i det nyoprettede P3. En af hans idéer var, at man kunne bringe ugentlige hitlister, og han fik selv opgaven og mikrofonen.

På den første hitliste, som blev sendt tirsdag den 29. august 1963, var Cliff Richard sammen med The Shadows placeret på såvel anden- som fjerdepladsen med henholdsvis Bachelor Boy og It’ll Be Me. Han var dermed på flere måder kun overgået af forbilledet Elvis Presley, som dels tog sig af førstepladsen med Return To Sender, og dels med hele tre sange havde flest placeringer på denne hitliste. Ugen efter var billedet nøjagtigt det samme og de fire første placeringer faktisk identiske med ugen før, men i uge 7 vendte billedet. Nu skiftede Elvis og Cliff plads helt i toppen. Bachelor Boy holdt førstepladsen indtil uge 10, hvorefter først Gitte Hænning med Ta’ med ud å fisk’ og siden Grethe & Jørgen Ingmann med deres Dansevise for en stund brød den engelsksprogede dominans. Dansevise holdt skansen i hele fire uger indtil uge 18, hvor Cliff Richard atter toppede listen, denne gang med Summer Holiday.

 

Sangen og filmen

Summer Holiday debuterede som nævnt på Top 20 i uge 10. At dette ellers udprægede sommerhit havnede på hitlisten i marts måned, skyldtes det simple forhold, at singlen med Summer Holiday blev udgivet i Danmark i netop denne måned. I dansk sammenhæng kom singlen dermed før den film, sangen udgjorde titelmelodien til. Filmen havde nemlig først dansk biografpremiere 25. marts 1963. I England, hvor filmen havde London-premiere 11. januar samme år, blev singlen først udsendt en måned senere og fire dage før den nationale premiere. Dermed var der noget bedre sammenhæng i tingene end i Danmark, hvor man altså måtte vente et par uger på begrundelsen for, at man skulle høre om sommer og sol i marts måned. Dette forklarer givetvis, hvorfor sangen havde en noget langsom start på Top 20.

I såvel begyndelsen af 1960’erne som i det foregående årti var musikfilmen et vigtigt format, når man skulle lancere musik. Det var ganske enkelt den uden sammenligning bedste, og ofte eneste, mulighed for at se de store udenlandske stjerner i noget nær levende live. Elvis Presley, som på snart sagt alle måder var den, de andre kunstnere havde skelet til siden 1956, havde i begyndelsen af 1963 allerede medvirket i hele 11 film. Alene i 1962 kunne man se og høre ham i tre nye film. For Cliff Richards vedkommende var det blot den fjerde film. Af de tre foregående var især The Young Ones, som havde dansk premiere den 28. maj 1962, blevet en stor publikumssucces. Det samme blev efterfølgeren.

Summer Holiday er i udpræget grad en film af typen, hvor handlingens primære funktion er at føre skuespillerne fra den ene sang til den anden. Plottet er, kort fortalt, at fire mekanikere, med Cliff i spidsen i rollen som Don, bygger en gammel dobbeltdækker om til et mobilt hotel og kører mod Sydfrankrig, men ender i Athen på flugt fra en kendt ung amerikansk sangerindes meget ambitiøse mor og agent. Skæbnen vil nemlig, at sangerinden, der forklædt som dreng er stukket af hjemmefra, er blevet samlet op af Don og vennerne. Hun får dog snart afsløret først sit sande køn og siden sin identitet, og selvom Don straks bryder ud i sang og med den velkendte sang erklærer, at han vil være ungkarl (Bachelor Boy) til sin dødsdag, falder han efterhånden for pigen.

Virkeligheden og den onde mor indhenter dog de unge i Athen, hvor Don og de andre drenge arresteres for kidnapning. I den store finale vinder kærligheden dog heldigvis, og alt ender lykkeligt for de unge, som endelig får sig den sommerferie, de drømte om. Som det anes, er der bestemt ikke tale om stor filmkunst, men indenfor genren fungerer Summer Holiday fint, og hvis man først og fremmest gik i biografen for at se og høre Cliff, blev man bestemt ikke skuffet.

Selve titelnummeret bliver fremført to gange i filmen. Første gang er et par minutter inde i filmen, hvor drengene har fået bussen klargjort og bevæger sig fra England ned igennem Frankrig. Her korresponderer det tekstlige indhold i sangen fint med scenen. Budskabet er ganske simpelt, at man er på vej på ferie, og at det bliver fantastisk med blå himmel og skinnende sol. Det bliver det så først til allersidst, hvor hovedpersonerne sammen synger sangen, mens bussen ruller ned til stranden, og de unge mennesker kan kaste sig ud i bølgerne.  På premieredatoen har de fleste biografgængere sikkert stadig haft sangen og billederne i hovedet, da de tog overtøjet på og kastede sig ud i virkeligheden, som, ifølge Politikens vejrudsigt for dagen, bød på frisk vestlig og sydvestlig vind, tiltagende til blæst, ret mildt, gennemgående overskyet og diset vejr med regn vestfra.
 

Men så kom The Beatles

Summer Holiday fik et ganske langt liv på Top 20. Det blev til i alt 16 placeringer, før den røg ud i slutningen af juni måned, og dermed netop som sommeren stod for døren. Sangen toppede med en førsteplads i uge 18, hvorefter den langsomt kravlede nedad listen. På vejen mødte den Cliff Richards næste udspil, som viste sig at blive et endnu større Top 20-hit. Med Lucky Lips opnåede han nemlig at ligge på førstepladsen fra slutningen af maj til programmet gik på sommerferie i slutningen af juni og bevarede den oven i købet i en enkelt uge efter ferien. Med andre ord havde Cliff Richard opnået tre nr. 1-hits i træk i Danmark og stod side om side med Elvis Presley på poppens tinde.

Det pudsige er, at Lucky Lips faktisk ikke blev noget større hit i hjemlandet. Sangen blev udgivet i England i maj måned og begyndte vanen tro sin vandring mod toppen af hitlisterne. Den nåede bare aldrig længere end til fjerdepladsen, og hvis man ser på, hvem der lå på førstepladsen i den uge, hvor Lucky Lips gik ind på listen for første gang, forstår man godt, hvis Cliff Richard begyndte at blive urolig for sin fremtidige position. Øverst lå nemlig The Beatles, som, med From Me To You, netop havde nået førstepladsen for første gang.

Med The Beatles og de øvrige grupper fra Liverpool, som brød igennem i 1963, blæste nye vinde, som måske ikke direkte fejede Cliff Richard væk, men i høj grad forandrede hans position. I Danmark, hvor The Beatles og de nye toner først for alvor slog igennem i begyndelsen af 1964, bevarede han sin position som teenagernes foretrukne idol side om side med Elvis Presley, men så var det også ved at være slut for dem begge. The Beatles erobrede for første gang førstepladsen på Top 20 i uge 5, og fra da af var tronskiftet en realitet. Frem til slutningen af juni, hvor Top 20 blev sendt for foreløbigt sidste gang, besad The Beatles 13 af 27 førstepladser og lå konstant i top tre med en eller flere sange.

Det måske bedste eksempel på tidernes skiften kom, da Cliff Richard og The Beatles i henholdsvis slutningen af maj og starten af juni gav koncert i København med godt en uges mellemrum. På dagen for Cliff Richards koncert den 27. maj 1964 kunne man læse i B.T, at arrangørerne af Beatleskoncerten, ifølge rygterne, priste sig lykkelige for, at de nåede at få solgt billetterne, før nyheden om Cliff Richard-besøget slap ud. Ifølge samme kilde gik der to Beatlesbilletter på en Cliff på den sorte teenagebørs. At dømme efter dækningen af Beatleskoncerten den efterfølgende uge var der nok tale om noget af et vildskud. Cliff Richard-koncerten var velbesøgt og gik vist fint, om end mange var knotne over, at han ikke gav ekstranumre, men nogen større historisk begivenhed var der nok ikke tale om. Helt anderledes gik det ugen efter, hvor København i den grad stod på den anden ende. Næsten bogstaveligt talt luskede Cliff Richard ud af bagindgangen og måtte overlade den store scene til beatlerne.

Selvom han aldrig genvandt den position, han havde i begyndelsen af 1960’erne, har Cliff Richard siden haft en lang og ærværdig karriere. I 1968 vandt han det engelske Melodi Grand Prix med Congratulations og missede kun den internationale sejr med et enkelt point med denne sang, som i mange år var blandt de mest ønskede sange i Giro 413. I 1973 var det igen lige ved og næsten, da han atter repræsenterede England med Power To All Our Friends, som endte på tredjepladsen. Begge sange nåede førstepladsen på Danmarks Radios salgshitliste. I slut-70’erne og 80’erne fik han atter en god periode med hits og store pladesalg, ogCliff Richard har stadig en stor og trofast fanskare - ikke mindst i Danmark, hvor man gennem årene har haft rig mulighed for at opleve ham på nært hold, når han har givet koncert rundt om i landet. Det seneste besøg var i november 2009, hvor han atter havde fundet sammen med The Shadows. Her kunne man opleve ham synge alle de gode gamle, heriblandt selvfølgelig også Summer Holiday, som altså duer året rundt.

----------------

Den pågældende Top 20-liste fra 1963 kan ses herdanskehitlister.dk.