Turandot

For 150 år siden - i 1855 - udkom i København sangene fra det musikalske drama Turandot. Det var jo dog ikke den opera af Puccini, som vi kender i dag, men tværtimod et stykke dansk musikdramatik med musik af baron Løvenskjold og tekst af forfatteren H.H. Nyegaard. Værket indgik i en længere række af musikalske behandlinger af historien om den skønne, men også grumme kongedatter.


Handlingen
Syngespillet har på mange måder handlingen fælles med Puccinis opera - dog er Liu-figuren ikke med. Den unge kongedatter Turandot har svoret kun at gifte sig med den prins, der kan løse sfinxens gåder. Hvis han ikke løser gåderne, må han dø. Prins Calaf, der er blevet fordrevet fra sit land, bliver betaget af hende og vil forsøge at løse gåderne. Den kinesiske kejser Altoum håber, at Turandot en dag bliver gift, og det lykkes faktisk for Calaf at besvare de tre spørgsmål med året, solen og øjet.

Turandot bliver chokeret og vil i begyndelsen på ingen måde ægte Calaf, og han ønsker kun at gifte sig med hende, hvis hun føler ægte kærlighed til ham. Han giver hende en chance til næste dag: hvis hun kan nævne hans navn og herkomst, skal hun være fri. Turandots slavinde, Adalma, som tidligere var Calafs elskede og nu føler sig svigtet, giver oplysningerne om ham til Turandot, som afslører dem for hele folket næste dag. Alligevel har løsningen af sfinxens gåder atter lukket solen ind i hendes sind, og hun fatter kærlighed til Calaf. Adalma bliver fri og kejseren med sit folk jubler over det kommende bryllup.


Inspirationen
Historien om Turandot stammer fra en i dag kun lidt kendt persiske eventyrsamling, der har mange ligheder - bl.a. opbygningen med en rammefortælling - med 1001 Nats Eventyr. Den grumme kongedatter blev imidlertid kendt i Europa gennem Francois Pétis de la Croix's oversættelser (1710-12), som hans kollega Alain René Le Sage i 1729 bearbejdede til et drama.


 

Titelbladet til Francois Pétis de la Croix's oversættelse af de oprindeligt persiske eventyr. Klik for større billede     Titelbladet til Francois Pétis de la Croix's oversættelse af de oprindeligt persiske eventyr.



 

Historien blev dog først kendt med den italienske komedieforfatter Carlo Gozzis Turandot. Fiaba chinese teatrale tragicomica, der havde premiere i Venezia i januar 1762. Fiabe var en skuespiltype, som blandede eventyr og fantastiske elementer med mere jordnært gøgleri og en vis portion improvisation. Gozzi tilføjede bl.a. figurer fra den italienske commedia dell'arte, som levede videre i traditionen. Scenen i hans skuespil var dog mere venetiansk end kinesisk, og figurerne var lidt stive.



 

Portræt af Carlo Gozzi. Klik for større billede               

Den italienske komedieforfatter Carlo Gozzi, hvis eventyrdrama dannede grundlag for senere musikalske bearbejdelser af Turandot-historien. Til den danske scene leverede Gozzi også skuespillet Ravnen (Il corvo), som H.C. Andersen bearbejdede til komponisten J.P.E. Hartmann, men som til begges store ærgrelse ikke opnåede succes i København.



 

Gozzis værker blev kendt i Tyskland, dels fordi flere af de store tyske digtere overværede opførelser af dem i Italien, dels gennem en tysk prosaoversættelse fra 1777-79, som blev meget udbredt i litterære kredse. Flere bearbejdede stykket dramatisk, men det var først med Friedrich Schillers version, at værket slog an på de tyske scener. Den blev til i vinteren 1801-02 i en intensiv arbejdsproces med uropførelse i Weimar 30. januar 1802.

Schiller bibeholdt opbygningen af stykket, men forsøgte at gå psykologisk dybere ned i personerne. Den venetianske lokalkolorit forsvandt, og stykket gik fra at være et eventyrspil til et karakterdrama. Turandot blev således til en mere tragisk heltinde, og Calafs kærlighed fik dybere rødder end blot en pludselig forelskelse. Derudover lagde Schiller større vægt på at indføre kinesiske elementer.
 

Turandot i musik
Schillers drama blev grundlag for adskillige operaer, syngespil og skuespilmusik. Den sidste genre var uhyre udbredt i Tyskland, så man kunne næsten ikke tænke sig et skuespil uden musik. I Schillers dramaer er der da også ofte stemningsskabende musik. Ved førsteopførelsen af Turandot satte den ret ukendte komponist Franz Seraph von Destouches musik til værket, men mest kendt blev Carl Maria v. Webers musik til en opsætning i Stuttgart ca. 1807. Senere kom flere andre komponister til med Vinzenz Lachners (bror til Franz Lachner) fra 1843 som den hyppigst opførte.



 

Portræt af Carl Maria von Weber. Klik for større billede               

Carl Maria von Weber



 

I løbet af 1800-tallet fulgte en række operaer, baseret på Schillers skuespil. Det var overvejende komponister fra det tysksprogede område, som satte teksten i musik, deriblandt J.F.G. von Blumenroeder (1809), Franz Danzi (1816), Carl Gottlieb Reissiger (1835), J. Hoven (1838) og Theobald Rehbaum (1888). Derudover skrev den italienske komponist Antonio Bazzini sin musik til den italienske tekst i 1867, og tyskeren Adolf Jensen bidrog i 1880erne med en opera, som aldrig blev opført.

Det var først i 1900-tallet, at historien blev skabt som den opera, der stadig høres. I første omgang skrev Ferruccio Busoni i begyndelsen af århundredet sin Turandot, men den så absolut mest kendte er Giacomo Puccinis opera, der blev hans sidste værk. Den blev i 1926 førsteopført i en ufuldendt version, dog samme år i en fuldført udgave ved komponisten Franco Alfano. Løvenskjolds syngespil indskriver sig således i en større tradition, hvor eventyret har appelleret til en række komponister.



 

Portræt af Herman Løvenskjold. Klik for større billede               

Portræt af komponisten Herman Fr. Løvenskjold


Komponisten - Herman Løvenskjold

Herman Frederik Løvenskjold er i dag mest kendt for sin musik til Bournonvilles ballet Sylphiden. Men han skrev også en række andre værker.

Løvenskjold blev født i Norge i 1815. Som søn af en overjægermester og baron var han selv adelig, og familien var ofte i Danmark, indtil de i 1829 slog sig fast ned i nærheden af Furesøen. Her fik han undervisning af bl.a. Fr. Kuhlau og komponisten P.C. Krossing for at kunne hellige sig musikken. Allerede i 1836 fik han sin første - og største - succes med musikken til Sylphiden.

Efter et par andre dramatiske forsøg tog Løvenskjold i 1838 på studietur til Wien, Italien, Leipzig og St. Petersborg, hvor han undervejs mødte både Felix Mendelssohn og Robert Schumann. I 1842 vendte han atter hjem til Danmark, hvor han blev udnævnt til kgl. kammermusikus. Atter skrev han en række syngespil og balletter, som blev opført på Det Kongelige Teater, men ingen af dem opnåede nogen varig succes. Turandot blev hans sidste dramatiske værk. I 1851 blev han udnævnt til organist ved Christiansborg Slotskirke, og efterhånden trak han sig mere og mere tilbage fra sin komponistvirksomhed.

Hans øvrige produktion omfatter både instrumentalmusik, klaverværker, sange og korværker samt en del danse for orkester til Tivoli. Blandt hans i datiden mest kendte kompositioner var koncertouverturen Fra Skoven ved Furesø, som blev opført i Musikforeningen i 1863 og senere udgivet af Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik. Løvenskjold døde i december 1870.

Forfatteren - Hans Haagen Nyegaard
H.H. Nyegaard var en meget produktiv forfatter, selv om hans borgerlige erhverv egentlig lå inden for det juridiske. Han blev født i København i 1824 som søn af en overretssagfører og blev sendt i Borgerdydsskolen. I 1841 kom han på universitetet, og otte år senere tog han den juridiske embedseksamen. Han fik hurtigt stilling som sagførerfuldmægtig og steg efterhånden i graderne til sagfører "ved alle Over- og Underretter i Kongeriget Danmark, Højesteret alene undtagen".



 

Portræt af H.H. Nyegaard. Klik for større billede               

Portræt af forfatteren Hans Haagen Nyegaard
 



 

Men både teatret og litteraturen stod hans hjerte nær, og 1854 var i den retning et særdeles produktivt år for ham. Foruden Turandot fik han tidligere på året opført syngespillet Studenterne fra Salamanca med musik af Henrik Rung - også på Det Kongelige Teater. Både før og senere fik han udgivet en række digte, dels i samlinger som Fire politiske Smaadigte, Smaadigte fra Krigens Tid samt Lyriske og Dramatiske Digte og dels i forskellige blade og aviser.

Derudover skrev han kommentarer og essays - også til aviser og blade - om flere emner lige fra Det Kongelige Teaters økonomiske forhold til Østifternes Kreditforenings bestyrelse. Endelig forfattede han nogle vaudeviller, som blev opført på Casino eller som sommerforestilling af Det Kongelige Teaters skuespillere. I 1861 blev han censor ved Folketeatret. Nyegaard døde i maj 1893.



 

Titelbladet til oversættelsen af Gozzis komedie. Klik for større billede   Titelbladet til oversættelsen af Schillers skuespil. Klik for større billede             

Allerede I 1815 havde litteraten F.L. Liebenberg oversat Schillers version af Turandot til dansk, så Nyegaard har sandsynligvis kendt denne tekst. Men det kan også være, at han har læst oversættelsen af Gozzis version. Den udkom i 1825 i en oversættelse af ingen mindre end Simon Meisling, H.C. Andersens forhadte lærer i Slagelse Lærde Skole.



 

Vi ved ikke, hvorfra Nyegaard har fået inspirationen til sin Turandot. Både Gozzis og Schillers dramaer var oversat til dansk i første halvdel af 1800-tallet, så han kan snildt have kendt begge versioner. Det kan også være lidt svært at danne sig et fuldstændigt overblik over teksten, idet det meste af librettoen kun findes i noderne, mens den mellemliggende dialog findes i manuskriptet fra Det Kongelige Teaters sufflørarkiv.


Modtagelsen
Turandot havde premiere den 3. december 1854, men spillede kun én forestilling mere - tre dage senere. Og dette til trods for, at rollerne var besat med nogle af teatrets bedste sangere. Titelrollen som Turandot var overladt Mad. Fossum, bedre kendt som Leocadie Gerlach, der var teatrets første store dramatiske sangerinde og hendes tilbeder, Calaf, blev sunget af den fejrede baryton Chr. Hansen. Som kejseren så man den dramatisk begavede baryton Peter Schram og som favoritslavinden Adelma optrådte Louise Sahlgreen, der med sit store stemmeomfang dog mere virkede på det musikalske område end det dramatiske. 



 

Rolleliste fra partituret. Klik for større billede   I partituret findes en rolleliste med angivelse af de kunstnere, der skulle synge partierne.



 

Men dommen var hård. Teaterhistorikeren Thomas Overskou lægger ikke fingrene imellem: "Texten til Toactssyngespillet 'Turandot' var en i theatralsk Henseende saa ubehændig Behandling af et til musikalsk Anvendelse desuden meget uskikket Stof, at Løvenskjolds Musik, der udmærkede sig mere ved Melodirigdom end ved Originalitet og Charakteer, ikke kunde frelse den fra at falde Publikum saa kjedsommelig, at Stykket kun opnaaede to Forestillinger".

Så sent som i 1874 omtaler skolemanden og musikhistorikeren Georg Bricka også Turandot - mere i musikalsk sammenhæng og heller ikke ubetinget positivt:
"Dette Stykke opnaaede kun to Forestillinger, da dets Text var slet og udramatisk; Kompositionen var ogsaa, med Undtagelse af den fortræffelige, storslaaede Ouverture, mindre karakteristisk end hans tidligere Arbejder og meget lidt dramatisk, navnlig vare Recitativerne for lange, Solonumrene for koncertagtige og Orkesterakkompagnementet alt for dominerende; men med alt det fandtes der mange fortræffelige Ting deri, og 'Turandot' er trods sine Mangler et af hans betydeligste Arbejder." 



 

Titelblad til udgivelsen af arierne fra 'Turandot'. Klik for større billede   Fire af arierne fra syngespillet, tre af Calafs og Turandots ene, blev udgivet i 1855, og her kan man overbevise sig om Brickas påstand om de lidt for koncertagtige solonumre, der hverken i vokalstemmen eller akkompagnementet er for amatører.

 



 

Alt i alt fik Løvenskjold og Nyegaards syngespil kun en meget lille plads i traditionen omkring eventyret Turandot. I nogle behandlinger af værket beskrives det endda som tabt, og generelt får det ikke mange ord med på vejen. Men som et dansk bidrag er det alligevel interessant at se det i forhold til de øvrige bearbejdelser.

Læs mere
William Ashbrook og Harold Powers: Puccini's Turandot. The End of the Great Tradition. Princeton, New Jersey 1991

Arthur Aumont og Edgar Collin: Det danske Nationalteater 1748-1889. En statistisk Fremstilling af Det kongelige Teaters Historie fra Skuespladsens Aabning paa Kongens Nytorv 18. December 1748 til Udgangen af Sæsonen 1888-89, København 1898-1900

Sophus Bauditz: "Hans Haagen Nyegaard", Dansk Biografisk Leksikon, 1. udgave, bind 12, udg. af C.F. Bricka, København 1898

Georg St. Bricka: Forord om Løvenskjold i noden til Fra Skoven ved Furesø, Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik, 1. serie nr. 6, København 1874

Kai Aage Bruun: Dansk Musiks Historie fra Holberg-tiden til Carl Nielsen, bind 2, København 1969, s. 302-03

Th. H. Erslew: Supplement til Almindeligt Forfatter-Lexicon for Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande indtil udgangen af Aaret 1853, 3 bind. København 1858-1868.

Niels Martin Jensen: Den danske romance 1800-1850 og dens musikalske forudsætninger. København 1964, s. 147-49

Kii-Ming Lo: 'Turandot' auf der Opernbühne. Perspektiven der Opernforschung 2, Frankfurt a/M etc. 1996

Thomas Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie, fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid, Bind 6/1, København 1876.

Pipers Enzyklopädie des Musiktheaters. Oper, Operette, Musical, Ballet. Hrsg. von Carl Dahlhaus und dem Forschungsinstitut für Musiktheater der Universität Bayreuth unter Leitung von Sieghart Döhring, Bind 5, München 1994 


Partituret og trykforlægget for sangene findes i Musik- og Teaterafdelingens manuskriptsamling, ligesom de trykte arier findes i den trykte samling. Søg dem i REX

Manuskriptet fra det Kongelige Teaters sufflørarkiv findes i Håndskriftafdelingen, Sufflørarkivet nr. 771.

I Orkesterbiblioteket findes hele opførelsesmaterialet til Turandot fra Det Kongelige Teater med bl.a. et sufflørparti og korudtog. Derudover er der bevaret alle korstemmerne, mange af dem med navne samt alle instrumentalstemmer. Endelig findes de originale soliststemmer med noter, ændringer og strygnniger fra sangerne.