Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord

Forfatter: Claus Røllum-Larsen

Thomas Laub

Skal man forsøge sig med en karakteristik af den livsfilosofi, der har præget den danske folkehøjskole – i hvert fald den, som har haft sit virke på et grundtvigsk fundament – er en sang som Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord vel nærmest uomgængelig. Lovprisningen af ”det jævne liv”, som er til ”folkegavn”, betoningen af den historiske dimension, og alt funderet på et kristent trosliv. Sådan kender vi de grundtvigske højskolesange, og blandt dem er Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord givetvis en af de stærkeste og fineste.

Grundtvig skrev teksten i 1839. Den fik titlen ”Aabent Brev til mine Børn” – en titel som man har valgt at sætte over sangen i 10. udgave af Højskolesangbogens Melodibog, der udkom i 2006. Teksten er skrevet i anledning af, at Grundtvig i oktober 1839 skulle konfirmere sine to sønner Johan og Svend. Han offentliggjorde teksten i tidsskriftet Brage og Idun i 1841, men de sidste fire verselinjer er først kommet til sommeren 1872, Grundtvigs dødsår, på opfordring af Ernst Trier, der på denne tid arbejdede på udgivelsen af Sange for den kristelige folke-skole (1874), hvor Grundtvigs supplerede sangtekst blev trykt første gang. Titlen ”Aabent Brev til mine Børn” lader ane, at sangen måske oprindelig er tænkt til oplæsning ved de to sønners konfirmation, men vi ved ikke, om eller i givet fald hvordan brevet blev præsenteret ved festligheden.

I begyndelsen blev sangen sunget på en melodi af den norske komponist Ludvig M. Lindeman. Der er tale om en kæk melodi med punkteringer og relativt store melodiske udsving og med typisk romantiske betoninger af teksten – fx i anden del af melodien på ordet ”Himmelvendt”. I 1920 valgte Thomas Laub at sætte en ny melodi til sangen; denne melodi kom så betids, at den et par år senere kunne indgå i den første udgave af Folkehøjskolens Melodibog, som Laub redigerede sammen med Carl Nielsen, Thorvald Aagaard og Oluf Ring.

Laubs melodi adskiller sig radikalt fra Lindemans, idet den med en rolig melodiføring lægger op til en tekstnær deklamation. På trods af dette beredes der dog sangeren en lille overraskelse hen mod slutningen, hvor der efter en kadence på tonikaparallellen, a-mol, pludselig åbnes for C-dur, som er hovedtonearten. Man bemærker, at hvor melodien i takterne 2 og 8 har bevæget sig nedad i treklangsbevægelse, har bevægelsen omsluttet et kvintinterval, men her til slut omslutter treklangsbevægelsen en lille sekst, hvilket har stor virkning i forløbet. Dette tilbageholdte virkemiddel fra Laubs side kan synes lovlig behersket, men vidner om den respekt for teksten, som kendetegner Laubs melodier, såvel de verdslige som de kirkelige. Laub undgår også det opstemte, kække, han former sin melodi i et roligt velafbalanceret forløb, så den understøtter Grundtvigs brevtekst.

I den seneste, 10. udgave, af Højskolesangens Melodibog er tilkommet yderligere to melodier til Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord. De er begge komponeret i 2005 af musikere fra pop- eller pop-jazz-scenen og er udtryk for fornyet interesse for højskolesangen og dermed for inddragelsen af et moderne tonesprog i melodierne. Susi Hyldgaards melodi er disponeret med en stærkt sammenhængende a-del, hvor gentagne opadgående kvartspring giver forløbet karakter og charme. B-delen har en stærk intensivering med opadgående kvintbevægelser før genoptagelsen af a-stof.

Lars Brygmanns melodi har ikke umiddelbart den enkle struktur, som kendetegner de fleste melodier til fællessange. Måske er den mere tænkt som solosang. Man kan i hvert fald frygte, at dens tonale udsving vil være vanskelige for en syngende forsamling. Heroverfor står Hyldgaards melodi og da ikke mindst Laubs som langt mere linjeprægede og lette at overskue for sangerne.

Det er al anerkendelse værd, at melodirepertoiret bliver fornyet, men det er ikke uden problemer at sætte moderne melodier til ældre tekster. Og da slet ikke, når der foreligger en af vores sangrepertoires smukkeste og mest velformede melodier.