Jeg ved en lærkerede

Forfatter: Anne Ørbæk Jensen og Lisbeth Larsen

Erik Henningsens illustration til 'Jeg ved en Lærkerede'

To af de mest elskede børnesange i Danmark stammer fra landets mest kendte komponist og en fremtrædende digter i 1920rneog 30rne. Der er tale om ”Jeg ved en Lærkerede” og ”Solen er saa rød, Mor” med musik af Carl Nielsen og tekst af Harald Bergstedt. Her skal vi kigge nærmere på den første af dem.


Teksten

Digtet er en fin lille beretning om den store oplevelse det kan være at opdage og iagttage livet i en fuglefamilie med tilbageholdt åndedræt. Vi besøger en af de kendteste fugle i Danmark, der forbindes med sommer og dejlig sang højt i blå. Det er en jeg-fortælling i børnehøjde, som er let at identificere sig med. Nærmest som at blive indviet i en hemmelighed, for ”jeg siger ikke mer”. Netop Hemmeligheden er også digtets oprindelige titel og blot med til at pirre læserens nysgerrighed yderligere.

Alligevel sættes døren på klem for omgivelserne – nemlig, at reden findes på en hede, hvor der er slåenbuske, man kan gemme sig bag og ræve, der lurer på deres bytte. Det første, man som barn får øje på, er ungerne, med deres dun og fuglepip. Så går man videre ud og konstaterer, at reden er lun og god – en tryg iagttagelse for et barn.

Endnu længere ud kommer vi med de to gamle lærker, som er tæt omkring reden og passer på deres afkom. Barnet indgår nærmest en overenskomst med dem om den fælles opfattelse, at ”jeg gør dem ingenting”. Næste strofe tager udgangspunkt i barnet selv, der holder sin del af aftalen ved forsigtigt at række sig på tåen med tilbageholdt åndedræt. Tanken om den spændende hemmelighed holdes ved lige.

Til slut bevæger vi os helt uden for redens rækkevidde med de farer, der lurer, nemlig ræven og drengen. Men de er ikke reelle farer i dette øjebliksbillede, for den trygge ramme er sat. Og så ender digtet med at gå tilbage til barnets hemmelighed, for ”ingen skal få vide, hvor lærkereden er”. På den måde skaber sangen to sidestillede følelser i barnet, nemlig trygheden i den lille lærkekernefamilie og det spændende i selve oplevelsen af at have afsløret, hvor de har lagt deres rede.
 

Erik Henningsens illustration til Bergstedts tekst

Erik Henningsen illustrerede Bergsteds tekst til "Jeg ved en Lærkerede"


Harald Bergstedt

 
Digtet er skrevet af forfatteren og journalisten Harald Bergstedt (1877-1965), og det blev trykt første gang i 1921. Harald Bergstedt var begyndt at læse teologi uden dog at tage embedseksamen. Han rejste derfor i nogle år rundt i provinsen som hus- og hjælpelærer, men fra 1916-1919 var han lokalredaktør for Vendsyssel Venstreblad i Sæby, hvor han også startede som afholdsagitator. Siden ernærede han sig som foredragsholder, oplæser, kulturdebattør og forfatter, og i 1927 blev han ansat som kulturskribent ved Social-Demokraten i København.

Digtet udkom i 1921 i samlingen Onkel Spiller. Ti Børnesange af Harald Bergstedt, som havde tegninger af maleren Erik Henningsen og musik af komponisten Nicolaj Hansen. Samlingen indeholder en række små situationer for børn, men de er næppe kendte i dag, måske bort set fra "Lille Poul ser ud paa Solen" - dog med en anden melodi end Oluf Rings kendte. Det er således interessant, at digtet allerede var forsynet med en melodi, da Carl Nielsen valgte at sætte det i musik få år efter udgivelsen.

Inspirationen til sit forfatterskab hentede Bergstedt først og fremmest i hverdagen i de små provinsbyer, som han behandlede med både solidaritet og satire. Han var erklæret socialist, men med årene blev hans opfattelse af folkeligheden mere anti-intellektuel og mange af hans holdninger fascistiske. Under besættelsen skrev han for forskellige nationalsocialistiske blade, hvilket efter krigen medførte to års fængsel for landsforræderi.

Bergsteds digtning er i eftertiden kommet til at stå i skyggen af hans politiske holdninger. Det vil dog være særdeles misvisende at læse digte som "Solen er saa rød, Mor" (1915) og "Jeg ved en Lærkerede" i lyset heraf, og det samme gælder hans øvrige børnesange, deriblandt "Se den lille Stær" og "Slikkehans". Tværtimod rummer disse digte en naivitet og barnlig livsglæde, som må siges at være ganske almen menneskelig.


Nicolaj Hansen

Hansen var kendt i det københavnske musikliv. Han var komponist, violinist og pædagog og virkede i en årrække sidst i 1800-tallet som musikdirektør ved Folketeatret. Han dirigerede også flere amatørorkestre og var op mod sin død i 1932 lærer i instrumentation ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hans hovedindsats lå dog i de mange arrangementer og instrumentationer, han udgav. Så det var en fremtrædende person, Bergstedt samarbejdede med, og de udgav også andre samlinger sammen, f.eks. Fem Selskabs-Duetter, ligeledes fra 1921.

Nicolaj Hansens melodi til "Jeg ved en Lærkerede" er meget smuk i 6/8-dels vuggende takt, men det er helt klart, at akkompagnementet er rundet af en senromantisk tradition med adskillige krydrede harmonier, hvorfor den ikke udviser samme enkelhed som Carl Nielsens senere sats.

Fra forsiden af 'Onkel Spiller' med Erik Henningsens illustration


Melodierne  til Sangbogen ’Danmark’

Carl Nielsens melodi til Bergstedts tekst blev til engang i løbet af årene 1923-1924, lige op til den periode, hvor Carl Nielsen arbejdede på et af sine mest komplekse værker overhovedet, nemlig den sjette symfoni. Også sange som ”Solen er saa rød, Mor” og ”Den danske Sang er en ung, blond Pige” er fra disse år, og det viser, at Carl Nielsen formåede at bevæge sig frit mellem to meget forskellige musikalske verdener: det komplekse, eksperimenterende, symfoniske og den enkle folkelige sang – herunder altså også børnesang

Carl Nielsens melodi blev første gang udgivet i en version for to lige stemmer i Melodier til Sangbogen ’Danmark’, som udkom i 1924. Med denne sangbog kastede Carl Nielsen sig over et stort formidlingsprojekt inden for den folkelige sang i form af et repertoire af sange udsat for lige stemmer med særlig henblik på skolernes musikpædagogiske bestræbelser. Arbejdet skete på baggrund af en opfordring fra sangbogsredaktøren Albert Jørgensen, som året før havde udgivet skolesangbogen Danmark: Sangbog for Skolen og Hjemmet, hvortil der altså manglede en melodibog.

Som i lignende tilfælde var Carl Nielsens arbejde dels at udvælge melodier inden for det eksisterende repertoire, dels at supplere med egne melodier og endelig - og ikke mindst - at forestå de mange udsættelser for lige stemmer, alt sammen i tæt samarbejde med organisten, læreren og komponisten Hakon Andersen (1875-1959). Sangbogen indeholder 305 melodier til 279 digte, idet der til nogle af digtene kan vælges mellem flere melodier. De 44 af sangene er komponeret af Carl Nielsen, og 19 af disse blev her trykt for første gang – deriblandt de to børnesange ”Solen er saa rød, Mor” og ”Jeg ved en Lærkerede”.

I 1926 blev sangen udgivet i en version for sang og klaver i samlingen Ti danske Smaasange, som Carl Nielsen udgav på Borups forlag, idet han var raget uklar med Wilhelm Hansens forlag. Ni af de ti sange havde været udgivet før, men her udkom de altså i en version, som også kunne bruges ved klaveret rundt om i hjemmene. Vennen, komponisten Thorvald Aagaard skrev i sin anmeldelse i Højskolebladet (51/1926, sp. 1555), at "det er jo kun i orden, at vore Børnesange ogsaa faar Del i og Gavn af det Grødesvejr, som nu er ved at drive ind over dansk Sang. Harald Bergstedt og Carl Nielsen har begge "Taget", det kendes paa " Jeg ved en Lærkerede" og "Solen er saa rød, mor"".


Melodien

Melodien er en lille perle fra Carl Nielsens hånd. Den falder naturligt efter teksten i fire dele, hvor de tre sidste har det genkendelige træk af 2 x 2 ens noder i roligt gående tempo, der falder til ro på en længere node. Den første del er som en lille trappe, hvor man kan mærke, at barnet strækker sig for at se, hvad der sker i reden.

Den tostemmige version begynder med i andenstemmen at imitere den opadgående bevægelse. Denne falder også i fire dele, der optræder komplementært med overstemmen og især til slut med et lille ”efterspil” får harmonierne til at glide på plads. Den enkle og transparente klaverudgave har mange lighedspunkter med den tostemmige udgave, bl.a. i de små ekkoer, udfyldningen af de lange noder og det lille efterspil. 


Og i dag... 
 

Selv om Nicolaj Hansens melodi fra Bergstedts side har været tænkt sammen med teksten, blev det dog Carl Nielsens musik, der blev enerådende. Med eksponeringen af hans melodi bl.a. i sangbogen 'Danmark' – og også som følge af dens store kvaliteter – er det den, der er blevet stående på repertoiret.

I 1987 udgav gruppen De Nattergale pladen ”Hva’ har vi da gjort”, hvor en række klassikere tages under kærlig behandling. Her har de indspillet teksten sat i egen musik i en svingende jazzversion. Den er udsat for 3 stemmer i en form for barbershop-agtig sound, der er meget forfriskende, men ikke har vundet indpas for alvor.

Det geniale samspil mellem Bergstedt og Nielsen har holdt sig, således at ”Jeg ved en lærkerede” stadig kendes af næsten alle danske børn. Den er også en del af de voksnes arvegods og så populær, at bl.a. Lars H.U.G, Nanna, Alberte og ikke mindst Kim Larsen kan synge den og få hele publikum til at synge med. Det er på én gang meget dansk og trygt.