Kroyvets (Kraków: Isaac ben Aaron Prostitz, 1571)

Link til den digitale faksimile

En kroyvets (alternative stave- og udtalemåder kan være krovetz, kroyvetz, eller krovets) er en samling jødiske liturgiske tekster, som enten samler sig omkring en enkelt højtid eller dækker hele året. Den kan altså sammenlignes med en machzor (alt. machazor), en bønnebog, hvori al liturgi for en eller flere helligdage kan være samlet. I dette tilfælde indeholder værket bønner for Nytårshøjtiden (Rosh ha-Shanah) og Forsoningsdagen (Yom Kippur). Hvert afsnit bliver indledt med de(t) første hebraiske ord, der hører til det pågældende afsnit, hvorefter teksterne er gengivet enten i en ordret oversættelse, eller som en parafrase af den hebraiske tekst.

Grafisk markeres forskellen mellem hebraisk og jiddisch ved, at der er brugt forskellige skrifttyper (se videre nedenfor). Det skal dog understreges, at det sprog, som her er blevet brugt, ikke er identisk med det senere, mere standardiserede jiddisch som man kender fra 1800- og 1900-tallenes store bogproduktion i Østeuropa, hvor de slaviske indslag er mere tydelige. I Kroyvets er syntaksen og ordforrådet temmelig ”tysk”, og stavemåden meget omskiftelig (for eksempel bliver Prostitz skrevet på to forskellige måder, hhv. på titelbladet og i kolofonen). Der bliver heller ikke gjort brug af de vokaltegn, som vi kender fra senere jiddische tryk.
Eksemplarets historie
Den Kroyvets som KB har i sin samling (opstillingssignatur: postink-jidk-1) er, som både titelblad og kolofon oplyser, trykt af Isak, søn af Aron. Denne Isak kom fra Prostějov/Prostitz/Prossnitz i Mähren (og oprindelig muligvis fra Italien), og fik i 1568 tilladelse af kong Sigismund II August til at åbne et hebraisk trykkeri i Krakow. Det katolske præsteskab klagede dog over at han havde trykt dele af Talmud, et værk som de mente indeholdt angreb på den katolske kirke. Efter et forbud imod udgivelsen af dette værk, beslaglagde byfogeden i 1569 ikke kun de kontroversielle bøger, men hele trykkeriet, og først i november 1570 fik Isak efter en ny kongelig indgriben sine ting tilbage og kunne genoptage arbejdet, og var derefter i princippet virksom indtil sin død i 1612/13, dog ikke kun i Krákow. Oversætter fra hebraisk til jiddisch var Avigdor, søn af Moses, hvis ”programerklæring” (på hebraisk) kan ses på bogens sidste side. 
Kroyvets er tilgået Det Kongelige Bibliotek som del af David Simonsens bogsamling, sandsynligvis i 1886. I artiklen ”Zur Bücherkunde. Kleine Mitteilungen”, trykt i et festskrift i anledning af bibliografen Moritz Steinschneiders (1816-1907) 80-års fødselsdag, behandler David Simonsen kort dette eksemplar, som han selv ejer. Blandt andet noterer han, at Steinschneider i sin katalog over hebraiske bøger i Bodleian Library, Oxford fra 1852-1860 (hvor han ikke kun fortegnede de i biblioteket indgående værker, men også bøger fra andre biblioteker eller som kun var kendt fra omtale), har noteret (kol. 390, nr 2552)), at der ikke kendtes noget eksemplar af det pågældende værk, men at det kun var kendt fra senere udgaver og andre kilder. Hvorvidt Simonsen allerede før erhvervelsen havde set Steinschneiders bemærkning om, at intet eksemplar var kendt, eller om han opdagede det senere, kan ikke fastslås.
Efter erhvervelsen til Det Kongelige Bibliotek er hele bindet blevet konserveret og genindbundet (formentlig ca. 1970) hvorved materiale fra tidligere reparationer er blevet genbrugt, inklusive de sandsynligvis oprindelige permer.
 
På indersiden af bindet, er fire sedler bevaret; formentlig er disse udsnit fra et ældre forsatsblad. En af dem indeholder sandsynligvis tidligere ejeres navnetræk (”Moses søn af Jakob Koppel Segal (?)” og ”Tamar Sippora datter af David Auerbach”) - men også hvad der kan se ud som skriveøvelser. De tre øvrige er skrevet med David Simonsens håndskrift og notitserne stammer fra hans arbejde med den pågældende artikel.
Værket
For igen at vende tilbage til bogens titelblad bliver begrundelsen for dens udgivelse oplyst:
Alle kvindfolk vil glæde sig over denne machzor, den er en nyhed, en type som ikke er blevet trykt siden verdens skabelse. Og den er virkelig godt fartaytsht [oversat til jiddisch, se nedenfor] og godt sammenstillet, så at man kan forstå alt vel, som I vel selv får at se, om Gud vil.
אלי פרואן לייט די ווערין זיך משמח זיין מיט דען \ מחזור עז איז איין חידוש דאז ניט מין איז ווארן \ גידרוקט דער ווייל דער עולם שטיט. אונ' איז \ בתכלית וואל פר טייטשט אונ' וואל מחובר דז מן \ אלז וואל מג פר שטין אז איר זעלב רט וואל ווערט \ זעהן אם ירצה השם :
At jødisk religiøs litteratur for kvinder er oversat til jiddisch hænger sammen med, at der, i det traditionelle østeuropæiske jødiske samfund, normalt kun var drenge, som fik uddannelse i hebraisk, og det allerede fra treårsalderen, hvis forældrenes økonomi tillod det. Alle drenge ville i det mindste modtage undervisning som forberedelse til deres bar mitsvah, den ceremoni som markerer den religiøse myndighed ved 13-årsalderen, hvori indgår oplæsning fra Torah-rullen i synagogen. Pigerne var derimod normalt henvist til at blive undervist af deres mødre i de religiøse pligter som hang sammen med husholdningen og livscyklens forskellige faser (at drengene lyttede med, kan vel ikke udelukkes). De forskellige bønner og velsignelser skulle, og skal stadig, fremsiges på hebraisk, men det var jiddisch som var det daglige omgangssprog, i hjemmet og i det jødiske samfund. I 1500-tallet begynder der derfor at blive udgivet forskellige bøger på jiddisch rettet imod ”kvinder, og mænd som er som kvinder, idet de ikke er vidende”, som en begrundelse for genren lyder i en bog fra 1596. Det drejer sig normalt om bibelparafraser, etiske vejledninger og lignende – skrevet af mænd – men der forekommer også bøger, hvor kvinder selv har stået for indholdet, nemlig flere samlinger av bønner, tit med særlige kvindelige aspekter i centrum. Denne genre kendes som tkhines (jiddisch for det hebraiske ord tekhinot, omtr. ”bønfaldelser”). Den kvindelige tilknytning har også givet ophav til at den skrifttype, som her er blevet brugt sammen med den almindelige hebraiske kvadratskrift, benævnes vaybertaytsh, ”kvindetysk” – ”tysk” bliver tit brugt som en omskrivning for jiddisch, for eksempel er betydningen af fartaytshen at oversætte fra hebraisk til jiddisch.
Hvorfor ”Kroyvets”? 
Kroyvets: disse er [de hebraiske] begyndelsesbogstaverne [for ordene i verset] Der lyder jubel og sejrsråb i de retfærdiges telte (Sl. 118,15)
Selve ordet findes ikke på hebraisk, men i dette citat fra titelsiden bliver det altså fortolket som et akronym for et bibelvers. En anden fortolkning er, at det knytter sig til den liturgiske situation i hvilken disse tekster, især de liturgiske digte, blev læst op i synagogen. Normalt var dette kantorens opgave; han blev kaldt frem for at læse med opfordringen ”træd nærmere!”. Han blev derfor ”den, der træder nærmere” (heb. korev, med en jiddisch-influeret udtale: koreyv) – og de tekster han læste op blev kendt som kroyvoys (en fem. pluralform), som så blev forvansket til kroyvets. Men måske er forklaringen en helt tredje …
- o -
Der er indtil nu ikke fundet andre eksemplarer i de biblioteker, som det har varet muligt at foretage undersøgelser af. Meget kunne altså tyde på, at Det Kongelige Biblioteks eksemplar faktisk er det eneste bevarede i verden af udgaven fra 1571, og selv om det skulle vise sig, at der eksisterer enkelte andre eksemplarer, vil den stadig være meget sjælden.
 
Referencer - og mere at læse i Det Kongelige Biblioteks samlinger
Balaban, Majer: ”Zur Geschichte der hebräischen Druckereien in Polen”, Soncino-Blätter, III (1929-1930), s. 1-55
Cowley, A. E.: A concise catalogue of the Hebrew printed books in the Bodleian Library. Oxford 1929
Katz, Dovid: Words on fire: the unfinished story of Yiddish. New York: Basic Books, 2004
Weissler, Chava: Voices of the matriarchs: listening to the prayers of early modern Jewish women. Boston, Mass.: Beacon Press, 1998
Steinschneider, M.: Catalogus librorum Hebraeorum in Bibliotheca Bodleiana, jussu curatorum digessit et notis instruxit M. Steinschneider. Berlin 1852-60,
Zafren, Herbert C.: “Early Yiddish Typography”. Jewish Book Annual 44 (1986), s. 106-119
Zafren, Herbert C.: ”Variety in the Typograhy of Yiddish: 1535-1635”. Hebrew Union College Annual, vol. 53 (1982), s. 137-163.