David Simonsen - en kort biografi

Forfatter: Eva-Maria Jansson

I marts 1925 planlagde Louis Frænkel, læge fra København, en rejse til Mellemøsten. Hovedfor­målet var tilsyneladende at overvære indvielsen af Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, men rejseruten inkluderede også Alexandria og Kairo. Før afrejsen henvendte Louis Frænkel sig til David Simonsen og forhørte sig om dennes kontakter i området. Næste dag modtog han et brev fra Simonsen, som efter at have nævnt nogle rabbinere i Alexandria og Kairo (en af dem havde Simonsen sidst mødt på et kurophold i Marienbad i 1922), meddeler følgende om sine kontakter i Jerusalem:

I Jerusalem og Omgivelser kendes mit Navn af de to Overrabbinere Kuk og Jacob Meïer, dernæst af : 
Bialik 
Forfatteren Agnon (som er en yderst elskværdig Mand, Sekretær i Mekize Nirdamim og paa Grund af Ildsvaade, der ødelagde hans Manuskripter, foreløbig rejst fra Homburg til Jerusalem). 
Om Familien Marain og Dr. Neumann har jeg i Gaar talt.  Kender i øvrigt lidt til den gamle Dr. Mazie og Styrelsen paa Schaare Zedek Hospitalet.
Forfatterne Rabbiner Assaf og Dr. Junowitsch.
Universitetet vedrørende Dr. Magnes og mer eller mindre alle professorerne ved det jødiske Institut.
Selvfølgelig også Dr. Chajes.
I Biblioteket foruden Dr. Bergman den unge lærde og beskedne Dr. Baneth. (Brev fra David Simonsen til Louis Frænkel, 12. marts 1925)


Man kunne fristes til at kalde denne liste Jerusalems ”Blå bog” for 1925. For at starte fra begyndel­sen: ”De to Overrabbinere Kuk og Jacob Meïer” er mere kendte som Abraham Isaac Kook (1865-1935, en af forgrundsfigurerne for den religiøse zionisme) og Jacob Meir (1856-1939); de var begge de første indehavere (1921-) af embederne som overrabbinere for henholdsvis de ashkena­siske og sefardiske grupper i det britiske mandatområde Palæstina. ”Bialik” er selvfølgelig Chaim Nachman Bialik (1873-1934), forfatter og udgiver, og (stadig) anset for at være staten Israels nati­onalpoet. ”Forfatteren Agnon” (Shmuel Yosef Agnon, 1888-1970) modtog i 1966 Nobelprisen i litte­ratur; selskabet ”Mekize Nirdamim” (”de som opvækker de sovende”) blev stiftet i Lyck 1864 og genetableret i Berlin 1885. Dets formål var (og er, fra 1934 i Jerusalem) at udgive videnskabelige udgaver af klassiske middelalderlige hebraiske tekster, og David Simonsen var meget involveret i dets virksomhed. ”Familien Marain”, som i sine breve tilsyneladende underskriver sig Marein, er repræsenteret med fem medlemmer i David Simonsens korrespon­dance. ”Dr. Neumann” lader sig desværre ikke umiddelbart identificere. ”Schaare Zedek”, hvortil åbenbart ”den gamle Dr. Mazie” var knyttet, var dengang - og er stadig - et af de store sygehuse i Jerusalem (www.szmc.org.il), og der ligger i Simonsens arkiv breve fra sygehusets ledelse med tak for donationer af varierende omfang. ”F orfatterne Rabbiner Assaf og Dr. Junowitsch” må være hhv. Simcha Assaf (1889-1953), forsker og udgiver af rabbinske tekster, med speciale i især den gaoniske periode i jødisk historie (ca. 600-1000), og Juda Junovitch (1878-1948), der interesserede sig for filosofi. ”Dr. Magnes” er Judah Magnes (1877-1948). Han blev den første kansler for The Hebrew University of Jerusalem, hvis indvielsesceremoni Louis Frænkel altså overværede, og senere beskrev på et postkort til Simonsen. ”Det jødiske Institut” var et af universitetets tre første institutter (de andre to var mikrobi­ologi og kemi), og iblandt dets lærerkorps fandtes f.eks. Gershom Scholem (1897-1982), den forsker som nærmest ene mand gav den jødiske mystik (kabbalah) status som et accepteret forsk­ningsemne. ”Dr. Chajes” er sandsynligvis Zvi (Hirsh) Perez Chajes (1876-1927), også han et kendt forskernavn indenfor judaistikken. ”Biblioteket” er Israels National- og Universitetsbibliotek, etable­ret i 1892 med henblik på varetagelse og indsamling af hele den jødiske bogkultur i dens videste forstand og fra 1920 med universitetsbiblioteksstatus (og dermed altså ældre end selve universi­tetet).”Dr. Bergmann” (filosofiprofessoren Hugo Bergmann, 1883-1975), er dette biblioteks første leder, og ”den unge lærde og beskedne Dr. Baneth” er sandsynligvis den vordende professor i arabisk sprog og litteratur David Hartwig Baneth (1893-1973). Denne opremsning viser et lille udsnit af David Simonsens forbindelser. Ud af de i alt ca. 4.700 navne, som indtil nu er blevet identificeret i hans arkiv, udgør dog disse navne og institutioner altså kun ca. tre promille.

David Simonsens liv og virke er for nylig blevet beskrevet ud fra forskellige synsvinkler, hvorfor der her kun vil blive givet et kortere biografisk overblik. David Simonsen (1853-1932) blev født i København, som søn af vekselerer Jacob Simonsen (1821-1880) og dennes hustru Rose (f. Hahn,1826-1869). Efter studentereksamen studerede han orientalistik ved Købehavns universitet, hvorefter han i 1874 påbegyndte sin rabbineruddannelse ved Jüdisch-Theologisches Seminar i Breslau. Dette seminar (oprettet i 1854) var centrum for den såkaldte ”Wissenschaft des Judentums”- bevægelse, som ønskede at ligestille studiet af jødedommen, dens historie, litteratur og kultur, med det viden­skabelige studium af andre religioner - og at det skulle bedrives med den samme videnskabelige omhu. Efter sin eksamen i 1879 valgte han at vende tilbage til Danmark, hvor han blev indsat som rabbiner i Det mosaiske Troessamfund. Samme år blev han også gift med Cora (f. Salomon, 1856-1938); ægteskabet var barnløst. I en periode (1892-1902) fungerede han også som Det mosaiske Troessamfunds overrabbiner, samtidig med at han arbejdede videre med egen forskning og andre interesser. I 1903 blev han titulær professor ved Københavns Universitet.

Gennem hans kontakter til forskningsmiljøet, især gennem fortsatte kontakter til Breslau-seminaret og dets lærere og studenter, og i hans egne studier, afspejler David Simonsens arkiv en lang række videnskabers historie gennem mere end halvtreds år. Som det fremgår af eksemplet oven­for, er flere af de personer, som han anbefaler, akademisk aktive og tilknyttede det nye universitet og dets bibliotek. I den nu foreliggende korrespondentliste finder vi datidens ledende forskere in­den for judaistik og orientalistik, men også inden for andre fagområder. David Simonsens brede forskningsinteresser afspejles også i hans bogsamling, hvis ca. 45.000 bind blev erhvervet af Det Kongelige Bibliotek kort før hans død. Hans status inden for forskningen fremgår ligeledes af det festskrift, som Det mosaiske Troessamfund lod udgive til hans 70-års fødselsdag. Ligesom brevet til Louis Frænkel to år senere rummer dets indholdsfortegnelse navnene på flertallet af datidens ledende forskere inden for judaistik og orientalistik i Europa og USA. Der skal naturligvis også hen­vises til bibliografien over David Simonsens egen produktion udarbejdet af Det mosaiske Troes­samfunds bibliotekar Josef Fischer. I perioden 1875-1922 har Fischer registreret 114 titler, men han understreger, at listen ikke er fuldstændig:

Den her forelagte Samling gør ikke Krav paa Fuldstændighed. De mange Artikler og Kroniker af Prof. Simonsen, hovedsagelig af polemisk Art, som kom frem i Dagblade, blev der overhovedet ikke gjort Forsøg paa at samle. Arbejdet vilde i saa Fald i den korte Tid, der stod til Raadighed, have været uoverkommeligt. Der maatte også ses bort fra at lade Samlingen blive gennemset af den eneste absolut kyndige, Jubilaren selv; han kunde undtagelsesvis ikke raadspørges.

Et andet område, hvor David Simonsen var intenst aktiv gennem mange år, var hjælpearbejde, både i Danmark og uden for landets grænser. Især findes der i brevsamlingen - og i det øvrige arkiv - mange spor efter forskellige komitéer, udvalg og foreninger, der havde til formål at indsamle penge eller anden hjælp til nødlidende. Som det tydeligt fremgår af korrespondancen, fungerede Simonsen også som ”edderkop” i nettet af forskelligt former for hjælpearbejde. Han formidlede kontakter, og kontanter, mellem privat-personer og organisa­tioner, i Danmark og i udlandet . Især under første verdenskrig var han en vigtig kontaktperson for dem, som havde slægtninge på "den anden side", hvad også fremgår af de registre over telegrammer og breve i krigsårene, som indgår i arkivet.

I myldret finder man mange fra den zionistiske bevægelse, også organisationer og institutioner, som senere kom til at spille en rolle i oprettelsen af staten Israel. Forholdene i det daværende britiske mandat Palæstina var også noget, som lå ham stærkt på sinde; i arkivet finder man mange breve fra forskellige institutioner i Palæstina, hvoraf man kan se, at Simonsen har sendt dem penge. Også den almindelige danskers liv har sat sig spor i breve med ønsker om økonomisk støtte under trange kår og i dybtfølte takkebreve, som David Simonsen modtog, når hjælpen var nået frem.

Det dansk-jødiske liv kan man følge gennem de dele af arkivet, som har sin oprindelse i de jødiske menigheder i København og i provinsen. Også danske organisationer uden jødisk tilknytning er repræsenteret, og man finder tillige et væld af danske kulturpersonligheder og litterater, som Simonsen på en eller anden måde var kommet i kontakt med.

For til slut at vende tilbage til David Simonsens brev til Louis Frænkel skal det ikke forties, at David Simonsen også udbad sig nogle små tjenester til gengæld: ”En Del gode Postkort (gammelt og nyt), Nrr. af forskellige Blade, som udkommer i Palæstina, Navn på en Boghandler (for nye Sager).” Videre forskning i arkivet og bogsamlingen vil sikkert kunne vise, hvordan disse ønsker blev opfyldt.