'Efter en lang løben, megen umage og nogle Intriguer …'

- om Frederik Christian von Havens indkøb af hebraiske håndskrifter i Egypten

Forfatter: Eva-Maria Jansson

Cod. Heb. 9, fol. 61a (udsnit)

Den af Frederik 5. udsendte ekspedition til ”det lykkelige Arabien”, kendt som Den Arabiske Rejse (men tit kaldet ”Carsten Niebuhr-ekspeditionen” efter sin eneste overlevende deltager), nåede i september 1761 frem til Egypten. Ved det tidspunkt havde den orientalske filolog Frederik Christian von Haven allerede erhvervet flere arabiske håndskrifter i Konstantinopel, men køb af hebraiske bibler var også udtrykkelig nævnt som et af ekspeditionens hovedformål:

Blandt hebraiske håndskrifter skal man foretrække dem, hvis alder – og især de forældede og dem, som afviger fra de nuværende bogstavers form – gør dem værdifulde, eller dem, som afviger fra de nuværende masoretiske tekster på en måde, som kunne være af interesse for kritikerne. […] Vi vil og befaler herved udtrykkeligt, at alle indkøbte manuskripter uden undtagelse indsendes af de rejsende til Vort kongelige Bibliotek i København, hhv. indsendes til den i § 9 foreskrevne adresse [= overhofmarskal greve Moltke] eller afleveres ved tilbagekomsten. (Fra den kongelige instruks af 15.12. 1760, § 11; gengivet i Rasmussen, s. 67.)

I instrukserne indgik også, at de deltagende skulle skrive dagbog, hvor der skulle redegøres for både stort og småt, og som i afskrift skulle indsendes til det Kongelige Kancelli. F. C. von Havens rejsejournal i to bind indgår i Det Kongelige Biblioteks samlinger (Håndskriftsamlingen, sign. NKS 133 fol.) og selve rejsejournalen (i bd. 2), er blevet udgivet under titlen Min Sundheds Forliis. Frederik Christian von Havens Rejsejournal fra Den Arabiske Rejse 1760-1763 (i det efterfølgende henvises til denne udgave som ”vH”). Via rejsedagbogen, og de beskrivelser af håndskrifterne, som man finder i bind 1, kan vi følge hans overvejelser - og begrundelser - for erhvervelserne.

Frederik Christian von Haven var født i Odense i år 1727, men voksede op i Vester Skerninge på Sydfyn, hvor hans fader var præst. I 1745 blev han student fra Odense, og i 1750 opnåede han en magistergrad i teologi ved Københavns Universitet. Derefter drog han til Göttingen for at studere orientalske sprog, kompletteret med studier i Rom. Ved hjemkomsten blev han udnævnt til professor ved Københavns Universitet. (vH s. 18-21) Det var således en temmelig vidtbefaren mand, som i januar 1761 indlogerede sig på skibet Grønland.

Erhvervelsen af håndskrifterne
I september 1761, da ekspeditionen nåede Alexandria, hørte von Haven om et 1000 år gammelt hebraisk håndskrift, som ved nærmere efterforskninger viste sig ”kun” at være 300 år; han fik dog aldrig lov selv til at undersøge det (vH, s. 254). I november drog selskabet videre til Kairo, og indtil afrejsen derfra den 27. august 1762 lykkedes det von Haven at erhverve alt i alt ti hebraiske håndskriftsbind, fordelt på syv titler; nogle af dem er i dag iblandt Det Kongelige Biblioteks største skatte.

Alle indkøb bliver som nævnt beskrevet, og alle F. C. von Havens beskrivelser er bygget op på en ensartet måde: først en fysisk beskrivelse af håndskriftet og dets indhold (evt. inklusive citater af forskelligt omfang), derefter en diskussion af dateringen, og så til sidst oplysninger om selve erhvervelsen (pris, særlige omstændigheder etc.).

En ting, som man umiddelbart bemærker ved en gennemgang af von Havens beskrivelser af de håndskrifter han erhverver, er den omhu han bruger på at fastslå disses dateringer. Cod. Heb. 7-9, en bibel i tre bind fra år 1260, men derefter kredser resten af beskrivelsen omkring de dateringer til år 4262 (år 502 v.t.), som von Haven mener at kunne udlede. En bibel i to bind, Cod. Heb. 3-4, hvis kolofon giver dateringen 1472, bliver et par århundrede ældre og menes af von Haven at være fra det jødiske år 5041, svarende til år 1281 iflg. kristen tidsregning. Det er for øvrigt disse to bind, som bliver erhvervet "efter en lang løben, megen umage og nogle Intriguer". Hvad angår dateringen til år 4506 (år 746 v.t.) af Cod. Heb. 5, også det en bibel, er von Haven en smule mistænksom: "den Haand, som i Codice har skrevet dette Aarstallet, skulde synes at være en fremmed Haand, da dog blækket er det samme". Men han bliver overbevist af, at dateringen gentages flere gange, "tydelig og uimodsigelig med Copiistens egen haand" - senere forskning foreslår 1300-tallet som en mere korrekt datering. Det er umuligt at vide, om von Haven faktisk troede at de håndskrifter, som han købte, var mere end 1000 år gamle, eller om det var ren ønsketænkning. Også instruksens opfordring til at finde så gamle håndskrifter som muligt kan have spillet en rolle.

Der blev også tænkt på transporten til Danmark, som skete i takt med, at indkøbene fandt sted. Den 26. august 1762 noterer von Haven indkøbet af ”En kiste til Bøger etc.” (vH s. 336). En ”taske” til Cod. Heb. 7-9 er stadig i bibliotekets eje og er af bibliotekets konservatorer blevet vurderet til at være af orientalsk ophav – men med senere danske dekorationer i form af papirklip, måske for at skjule transportskader (se billede øverst på denne side) . Hvorvidt dette er den omtalte ”kiste”, får dog stå hen i det uvisse.

De erhvervede hebraiske håndskrifters videre skæbne
Næsten umiddelbart efter håndskrifternes ankomst til Danmark blev de sendt på rejse igen. I Oxford havde bibelforskeren Benjamin Kennicott siden begyndelsen af 1760’erne arbejdet på et projekt af dimensioner: at sammenligne alle hebraiske bibelhåndskrifter fra før bogtrykkerkunstens opståen, for derved at kunne finde frem til den ”rigtige” ordlyd af den hebraiske bibel.

Man kan følge arbejdet i Kennicotts årlige rapporter, hvori man også finder dele af hans korrespondance med J. H. E. Bernstorff, Danmarks udenrigsminister m.m., som i marts 1764 henvender sig for at høre, om Kennicott ville være interesseret i få data om de nyerhvervede håndskrifter (Account V, s. 70-72). Det er Kennicott, men han må vente lidt: Et år senere fortæller Bernstorff, at kollationeringen vil begynde, så snart det er lyst nok i dagtimerne: ”the short Winter-Days were thought too incovenient for making, conformably to your Wishes, Sir, a Beginning with the intended Collation of our Manuscripts” (“de korte vinterdage blev anset for at være uegnede til, i efterfølgelse af Deres instruktioner, min Herre, at kunne påbegynde den ønskede kollationering af vore håndskrifter"; Account VI, s. 84).

Det var især Københavns Universitets professor i orientalske sprog, Johan Christian Kall, som skulle sammenstille den oversigt over tekstafvigelser m.m., som Kennicott ønskede. Kall havde allerede beskrevet håndskrifterne for sin fagfæller ved Københavns Universitet, og Kennicott modtager resultatet af arbejdet i slutningen af år 1767, men får tilsyneladende samtidig af Bernstorff tilbudt at låne håndskrifterne til Oxford, og siger selvfølgelig ikke nej. Han siger pænt tak for lånet allerede i slutningen af år 1767 (Account VII, s. 114f). Otte bibler bliver sendt af sted - de syv (i ti bind) indkøbt af von Haven, samt Cod. Heb. 2 (Keck, s. 345) - men han får dem først at se i foråret 1769. Igen er det klimaet, der driller, i september 1768 skriver Bernstorff nemlig:

I am sorry to see the Season of the Year so far advanced, and the Risks of the Sea in the approaching Winter-Months so considerable, that the immediate conveyance of the MSS from Copenhagen ... will not be thought safe under the circumstances. (Account X, s. 154)
(Jeg ser med sorg, at året er nået så langt hen, at en umiddelbar overførsel af håndskrifterne fra København ... ikke ville være sikker med tanke på omstændighederne.”)

Men Kennicott kan dog fortælle:

The Eight MSS, belonging to His Majesty The King Of Denmark, which had been collated for me at Copenhagen, have been in this year sent to England, and brought to Oxford, for my own personal inspection of them; as I was particularly desirous of seeing the Characters, and Modes of Writing, together with the Ages, of those MSS, which had been, with a Liberality so truly Royal, collected out of Africa and Asia. And I beg leave, in this public manner likewise, to express my warmest Thanks to The Royal Proprietor of these valuable MSS; for having, in a very condescending manner, both promised them, and caused them to be sent hither. (Account X, s. 153.)
(De otte håndskrifter, der tilhører Hans Majestæt Kongen af Danmark, som tidligere er blevet sammenlignet for mig i København, er i dette år blevet sendt til England og bragt til Oxford, for at jeg selv kunne få mulighed for at inspicere dem, idet jeg især ønskede at se bogstaverne og skrivemåderne, sammen med dateringerne af disse håndskrifter, som, med en fordomsfrihed så sandt kongelig, er blevet indsamlet i Afrika og Asien. Og jeg vil bede om tilladelse til i fuld offentlighed at udtrykke min varme tak til den kongelige besidder af disse værdifulde håndskrifter; og for, med sin store velvilje, både at have lovet [at udlåne], og at have forordnet dem sendt hertil.)

Før de blev sendt af sted, blev de gennemgået for at kunne klare rejsen, sandsynligvis af den daværende kongelige bogbinder Johan Tobias Wilhelmi. Dette ses af de stempler, som er brugt til dekorationer på bindene, og som kan sammenlignes med andre bind, der har været til reparation i Wilhelmis værksted. Det er med største sandsynlighed også ved denne lejlighed, at de tre bind er blevet forsynet med Christian 7.’s monogram i guld.

Til bibliotekets store held kom håndskrifterne tilbage til København i god behold, og når de i senere tid har været udstillet i ind- og udland, har transporten heldigvis ikke været afhængig af gunstige vinde på Vesterhavet, men er foregået under mere forsvarlige forhold. Men ”adresseetiketten” med Kennicotts navn sidder stadig på sin plads på ”tasken”, der hører sammen med Cod. Heb 7-9, og også de andre bind har indklæbede sedler m.m., som minder om rejsen til England.

Frederik Christian von Haven kom aldrig selv til at opleve den begejstring, hans erhvervelser gav ophav til; han døde i Jemen den 25. maj 1763, sandsynligvis af malaria. Men hans indkøb er den dag i dag til glæde for forskere og andre interesserede over hele verden.

/Tak til Karsten Christensen og Jiri Vnoucek for bidrag til denne tekst./