Korrespondancen mellem Henrik Pontoppidan og brdr. Brandes

 

Korrespondancen mellem Henrik Pontoppidan og brdr. Brandes - en introduktion

I samtiden blev forfatteren Henrik Pontoppidan (1857-1943) betragtet som tilhørende Brandes-fløjen i den kulturkamp, som Georg Brandes satte i gang, og som broderen Edvard ihærdigt forsøgte at håndhæve. Det har senere vist sig at være en sandhed med betydelige modifikationer, bl.a. takket være offentliggørelsen af de breve, som Pontoppidan i øvrigt ikke ønskede offentliggjort, og som derfor først sent er kommet frem i offentligheden.

”De er en af de – desværre saare faa – Personligheder i Danmark med hvem jeg føler mig i Berøring”, skriver Georg Brandes til Henrik Pontoppidan i 1910, og forholdet mellem den senere nobelpristager og den verdensberømte kritiker var båret af respekt og gensidig ærbødighed. Men når Brandes i 1908 omtaler deres forhold som ”et mangeaarigt, aldrig forstyrret venskabeligt Forhold”, er der – med Brandes-forskeren Jørgen Knudsens ord – tale om ”skønmaleri”. Hertil var Pontoppidan for forbeholden og utilbøjelig til at blive indrulleret i det moderne gennembruds kompagni, og Brandes på sin side kunne kun vanskeligt glemme det portræt, som Pontoppidan gav af ham i skikkelse af Dr. Nathan i romanen Lykke-Per, der ikke var ubetinget positivt.
          Forholdet mellem Pontoppidan og Edvard Brandes var mindre kompliceret, hvilket ikke mindst skyldtes den positive opmærksomhed og støtte, som Edvard Brandes fra første færd og vedvarende ydede forfatterskabet og Pontoppidan som person.