Sangens betydning for Mads Pedersen

Her vover vi at foreslå en tolkning af sammenhængen mellem Mads Pedersens personlighed og indholdet i hans visebog.

Baggrund

Mads Pedersen voksede op i et husmandshjem i Hørve, hvor man levede trangt. Familien var afhængig af, at dens medlemmer kunne få arbejde hos andre. Livet var mere traditionsbundet end for selvejerbondens vedkommende. 13 gange skrev Mads sit navn i visebogen, og han tilføjede navnet på sin landsby, Hørve. Han skrev også navnene på fire andre af husstandens medlemmer på omslaget af sin visebog.

M18 ”Møller”, 1832. At være møller var indtil 1852 et privilegeret erhverv, dvs. at antallet af møllere var begrænset, og at de havde særrettigheder i et nærmere defineret område. Da en stor del af landboerne havde brug for at få malet korn, var mølleren ofte en velstående person. Her ses en møllerkarl, der er ved at sætte sejl (eller rulle det sammen) på vingen af en vindmølle. Det er utvivlsomt et arbejde, som Mads Pedersen ofte har gjort. (Frederik Thaarup: Mennesket i dets Virksomhed eller Livet og dets Sysler, København, 1832).

For Mads var det positive livsperspektiv ikke at gå i faderens fodspor, men derimod at slippe væk fra daglejerens snærende livsform. Han synes at have været en kvik dreng, der allerede som 12–årig fandt stor tilfredsstillelse i at skrive. Han var bevidst om, at det var noget særligt for en ung mand med hans sociale baggrund. Forudsætningen for at kunne skrive en visebog, var gode læse- og skrivefærdigheder. Dem fik Mads i skolen i Hørve. Det hedder i en afskedsvise (nr. 59), hvor den bortdragende værnepligtige ser tilbage: ”Min lærer jeg også bør takke, som mig undervist har at røre en pen”. Man fristes til at tro, at Mads har tænkt på sin egen lærer Neumann, da han nedskrev disse linjer.

Militæret havde sandsynligvis ingen tiltrækning for Mads. Mads Pedersen deltog, modsat Chresten Jensen og Jørgen Hansen, ikke i Treårskrigen. Måske påførte han sig selv en skade på højre hånd for at slippe for at blive indkaldt, eller også skyldes skaden en arbejdsulykke. Han forlod som 17–årig sit fødesogn for stedse. Håbet om et bedre liv end forældrenes beroede på to ting: uddannelse og giftermål. Det lykkedes ham at blive møllersvend, og efter 14 omflakkende år slog han sig som 32–årig ned som tømrer i Hillerød, hvor han fik kone og en søn.

 

Visernes temaer, miljøer og stemninger

Visebogen er hovedsagelig blevet til i ungdomsårene hjemme i Hørve sogn. Hovedtemaet er kærlighed efterfulgt af stænderviser og åndeligt-religiøse viser. Der er også skæmteviser og nyhedsviser af den slags, der ofte udkom på skillingstryk. Krig og nationalitet spiller en mindre rolle i Mads Pedersens visebog.

M19 Korbuekrucifiks fra ca. 1250 i Hørve Kirke. Når Mads Pedersen i sin barndom og tidlige ungdom var til gudstjeneste, kunne han betragte dette krucifiks. Måske har han levet sig ind i den menneskelige lidelse, det udtrykker. (Nationalmuseet, foto 1980).

Det bedst repræsenterede miljø er hæren (18 viser), mens kun en enkelt af sangene eksplicit nævner flåden. Dette fravær skyldes måske, at Mads hverken havde arbejdet som fisker eller var truet af at blive indkaldt til flåden. En del viser foregår i et landbomiljø, og hertil kommer seks sange, der foregår i købstaden eller afspejler borgerlig livsform. Fem viser udspiller sig i samfundets overklasse, hvad enten miljøet er kongeligt, adeligt eller en rig købmandsgård i Amsterdam.

Visernes mest udbredte hovedpersoner er elskeren, soldaten og ’den utro elskede’. Den sidste optræder som en konkret, som regel navngivet person. Det er let at forstå, at en 12–17 årig ung mands tanker og følelser kan have kredset om netop sådanne personer. Han har spejlet sig i disse personer, men ikke kun som helte. Ofte kunne Mads ikke modstå tungsindige tanker. Han bearbejdede tankerne ved at nedskrive, læse eller synge viser, hvor et ”jeg” fortalte om utro kærester, forførelse, sygdom, dramatiske ulykker, henrettelser, synd mod Gud eller ond skæbne. Andre gange fandt han tilfredsstillelse i eventyrlige viser om livet i overklassen.

Betragter man nøjere, hvordan de fortællende viser ender, og hvilken stemning, der hersker i de lyriske viser, tegner der sig et entydigt billede. Ganske vist er ca. en tredjedel af Mads Pedersens viser optimistiske med lykkelig udgang, men der er desuden ulykkelige viser til overflod. Praktisk taget halvdelen af alle Mads Pedersens viser (31 viser) ender ulykkeligt eller har en klagende grundstemning. Det er forholdsvis langt mere end i Chresten Jensens og Jørgen Hansens viser. Mads har ønsket at spejle sig i disse ulykkelige, klagende sange.

Sangen om tyrkens grusomheder (nr. 1) opfordrer i almindelighed den ”ædle gode danske mand” til at forsvare landet i tilfælde af, at fjenden står for døren. Det er dog ikke udtryk for nationalisme. Visen modstiller ”fjenden”, i form af den voldelige, muslimske tyrk, og den ”kristne sjæl”, herunder grækere og danskere. Mads Pedersen synes at have været tiltrukket af en konkret beskrivende, traditionsbundet visesang. Mads var nok interesseret i at synge om soldater, men synes i årene 1843-48 at have været temmelig uinteresseret i 1840’ernes nationale og politiske rørelser.

 

Visernes udtalte målgrupper

En del af Mads Pedersens viser præciserer, hvem de henvender sig til. Mange af de individuelle elskovsklager taler direkte til kæresten. Det er muligt, at digteren har sendt viseteksten eller har foresunget den for venner i håb om, at den senere ville komme kæresten for øre. For andre – også Mads Pedersen – kan nedskrivelsen have fungeret allegorisk som led i den svigtede elskers sorgbearbejdelse (altså en slags terapeutisk funktion).

Mads Pedersens viser henvender sig desuden eksplicit til ”mine venner”, ”I karle”, ”unge”, ”brødre”, kammerater, ”hver som kongen tjener”, ”I piger” og ”alle og enhver”. Nogle gange med traditionelle påkaldelser som ”O hør i mine venner”, ”Frisk op kammerater” og ”O Menneske jeg sige vil”. Citaterne er sproglige formler, der fungerer som konkrete henvendelser i en social sangsituation.

 

Visernes mulige funktion

Mads Pedersen kunne måske ved hjælp af sine viser gennemleve følelser af gru, spot, fortvivlelse, skæmt, bitterhed, smerte og religiøs hengivelse. Han legede med sin identitet, når han på bogens omslag skrev ”Mads Peders Datter” (for han var jo Peders søn). I stænderviserne kunne han spejle sig i andre socialgrupper.

M20 Kistebillede: ”Det tyrkiske nederlag ved Kyuis den 15. juni 1822”. Udgivet af Triblers Enke, Holmensgade 114, København. Den grusomme, muslimske tyrk var et fjendebillede i Europa gennem flere århundreder. Frygten for de tyrkiske grusomheder fik ny næring under den græske frihedskrig mod Osmannerriget 1821-29, som det ses i den første vise i Mads Pedersens visebog. Også folkelige kistebilleder bidrog til den skrækblandede interesse for krigens gang, fx dette tryk hvor skibene markerer deres tilhørsforhold med flag med henholdsvis kors og halvmåner. Mads Pedersen kan have set dette tryk, der udsendtes af Triblers enke i København mellem 1827 og 1829. (Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek).

Den kritik af udskrivningsvæsenets uretfærdigheder mod hans egen socialgruppe, som måske var svær at udtrykke hos de husbonder, han tjente hos, skrev han ned i adskillige viser. Nyhedsviser og kærlighedsviser var en kilde til livserfaring, ligesom de tilfredsstillede nysgerrigheden og stillede moralske spørgsmål.

Perspektivet i visebogen er hovedsagelig det nære, det traditionelle og det individuelle. Det er hovedsagelig jeg-beretninger, kun få viser har et vi-perspektiv endsige et samfundsperspektiv. I 1848 fandt samtidens politiske begivenheder undtagelsesvis vej til hans visebog i form af en jeg-beretning om Den tapre landsoldat. Det var i Danmark den mest populære vise under Treårskrigen. Den blev sunget ved mange forskellige lejligheder, og den appellerede altså også til en møllerdreng som Mads Pedersen.