Visebogens kilder

Teksternes kilder

For at kunne vurdere sammenhængen mellem viserepertoiret og ejerens personlighed er det nødvendigt at vide, hvilke viser ejeren havde tilgang til. Hans udvalg af viser skal ses på baggrund af, hvad han valgte fra. Det er naturligvis umuligt at vide præcis, hvilke viser Chresten Jensen har hørt synge og set på tryk. Vi kan dog i overordnede kategorier få et indtryk af, hvad der var tilgængeligt. Man kan generelt skelne mellem to slags: Viser, der udelukkende spredtes mundtligt, og viser, man i datiden kunne møde i såvel skriftlig som mundtlig form.

 

Viser der er udvalgt fra rent mundtlig tradition

Den ene slags er viser, man udelukkende kunne møde i mundtlig overlevering. Det var først og fremmest arbejdssange og viser til årets højtider. Desuden blandt andet visse lokalt udbredte viser, drikkeviser, smædeviser, obskøne viser, nyere kærlighedsviser samt stænderviser. Chresten har forholdsvis få af den slags traditionelle viser. Han var opvokset i et landbosamfundet, så det er utænkeligt, at han ikke har kendt dem. Han har sikkert også kunnet nogle udenad, men har altså ikke følt trang til at skrive den slags sange ned. Undtagelsen er, ligesom i Mads Pedersens visebog, nogle af stænderviserne.

Chresten Jensen har nedskrevet nogle sømandsviser, der umiskendeligt har mundtligt og traditionelt præg. Det gælder nr. 9, 10, 13 og 14. ”O, hør I matroser, som går her ud på bakken, nu vil vi have os en liden sømandssang” (nr. 9) lægger an som en drikkevise. Visen handler om et dramatisk forlis med en fregat i en orkan. Den bruger traditionelle formler og rummer så mange indforståede sømandsudtryk, at den utvivlsomt er blevet til i miljøet. Man kan gætte på, at Chresten nedskrev disse viser af to grunde. De lignede tilsvarende viser, han kendte og satte pris på i forvejen, og desuden regnede han med at kunne bruge dem blandt kammeraterne i flåden og derhjemme, når krigen var slut.

C16b ”Der tapfre Landsoldat. Deutsch und Dänisch”, udgivet af N. Schmidt i Randers, uden år. ”Dengang jeg drog af sted”, Treårskrigens mest slagkraftige propagandasang, er her gengivet på både tysk og dansk, så alle dansksindede uanset modersmål kunne synge med. Den danske tekst findes i alle tre håndskrevne visebøger. På tysk begynder sangen: ”Als fort zum Krieg’ ich schritt”. (Dansk Folkemindesamling 1929/30 VI, 120).

 

Viser der er udvalgt fra skriftlige – måske via mundtlige – kilder

Den anden slags viser er dem, som visebogsejeren kunne møde i såvel skriftlig som mundtlig form. Det er langt de fleste.

Det er tydeligt, at Chresten Jensen har afskrevet hovedparten af sine viser om krig og nationalitet samt en stor del af de øvrige fra skriftlige kilder – visehæfter, sangbøger, aviser, skillingsvisetryk og andre enkelttryk. Han har haft et stort udvalg af patriotiske, og hvad man dengang kaldte ”gemytlige”, viser for øje. Med sin trænede hånd har han hurtigt kunnet afskrive dem, han ønskede. Få af hans viser bærer præg af at være opskrevet direkte efter mundtlig tradition. Derimod kan det ikke udelukkes, at fx nogle af kærlighedsviserne er afskrevet efter kammeraters håndskrevne visebøger. I alt er lidt mere end halvdelen (34) af Chresten Jensens viser fundet i andre skriftlige kilder i samtiden. Heraf næsten alle i trykte kilder og antallet er utvivlsomt større i virkeligheden.

C17 Strandenge ved Nissum Fjords inderfjord, 2009. Der hørte også en strandlod til Chresten Jensens barndomshjem. I sådanne omgivelser har han som barn og ungt menneske leget, vogtet kvæg og slået hø. Landskabet var dengang endnu mere bart, idet der ikke fandtes skov- eller plantagebevoksning. (Privatfoto).

Fra hjemmene, fra komiteer og fra private folk fik soldaterne ved fronten under Treårskrigen løbende tilsendt tøj, tobak og andre ting, som kunne gøre dem livet lidt mere behageligt. Desuden blev der indsendt sange af åndeligt, patriotisk eller humoristisk indhold til fordeling i bataljonerne. Små og store poeter skrev viser om krigen og fik dem trykt i skillingstryk og visehæfter, der blev spredt til hæren via boghandlere og skillingsvisekolportører. I nogle tilfælde uddelte hærens overkommando bestemte viser, som det var tilfældet med ”Den gang jeg drog af sted”.

Viserne kunne stamme mange steder fra. Nogle af viserne var oprindelig skrevet til teater- og syngestykker, som det fx gælder drikkevisen ”En skål for den mø i blufærdige vår” (nr. 51). Den kommer fra Bagtalelsens skole på Det Kongelige Teater, 1846, hvori sangen blev indlagt formodentlig med Weyses melodi. Også ”Brødre, meget langt herfra” (nr. 27) var oprindelig fra et syngespil på Det Kgl. Teater (Festen på Kenilworth, 1835). Andre var skrevet direkte til opmuntring for soldaterne, som Adolph von der Reckes vidt udbredte Holmens faste Stok (nr. 41) og Gutter Ombord (nr. 54). Atter andre havnede først og fremmest på et skillingstryk, fordi en forlægger vurderede, at de kunne sælges med profit.

Efter drikkevisen nr. 51 skriver Chresten, så vidt det kan læses: ”1. ndret af Leutnant Rothe”. Det drejer sig utvivlsomt om månedsløjtnant Harald Rothe, chefen for den kanonbåd, Chresten i 1849 tjente på. Mon han har fået visen – skriftligt eller mundtligt – fra sin chef? Eller refererer den delvis uforståelige bemærkning til en pengeudbetaling, som Rothe ifølge flådens afregningsbøger havde givet Chresten?

 

Populære trykte sangbøger og skillingsvisetryk

Vi skal her sammenligne Chrestens viserepertoire med 1840’ernes populære visepublikationer.

C18 Skillingsvise ”Dansk Marine-Sang, forfattet ombord på Dampskibet Hekla af Constabel C. F. D.”, udgivet i København 1848. Dampskibe var en af flådens store aktiver under Treårskrigen, og Hekla blev i 1848 kommanderet af Østersøeskadrens næstkommanderende, kaptajn Steen Bille. Trykket rummer den selvbevidste sang ”Held Danmarks gamle rige”, der lover skam over Preussen. Visen genfindes i Chresten Jensens visebog. (Dansk Folkemindesamling 1906/6b: 1, 5, 19).

Chresten afskriver to salmer (nr. 32 og 33). Dem har han hentet fra en helt aktuel udgivelse, et lille hæfte med Udvalgte Psalmer for danske Krigere, der blev udgivet af bogtrykker Bianco Luno i København i 1848. De to salmer er formodentlig nydigtet specielt til marinen. Man kan godt undre sig over, at der ikke er flere salmer i visebogen. Det skyldes sikkert, at dem, han havde brug for, kunne han udenad. Det kan også tænkes, at Chresten havde en salmebog med i oppakningen.

En stor del af Chresten Jensens viser svarer til kategorierne i grundtvigianeren P.O. Boisens Nye og gamle Viser af og for Danske Folk (ti udgaver 1849-75). Det drejer sig om viser om krigsårene 1848–1849–1850, fædrelandssange, diverse andre sange (romancer, morgen- og aftensange, opbyggelige m.m.), kamp- og lejrsange. I Boisens visebog har Chresten stort set fravalgt historiske hyldest- og mindesange, middelalderlige folkeviser og børnesange.

Chresten har afskrevet viser efter skillingstryk, men da er det ofte viser af samme slags eller viser fra syngespil og teaterstykker. Han har fravalgt skillingsvisernes nyhedsviser, der ikke handler om krigen, samt viser om overnaturlige væsener, skrækromantiske og andre meget sentimentale kærlighedsviser.

Alt i alt kan man i hans visebog tydeligt se den såkaldte ”ånden fra 48”, det vil sige den nationale begejstring på tværs af traditionelle standsskel, der greb en del af befolkningen – især borgerskabet og en del af selvejerbønderne – da Treårskrigen brød ud.

 

Visernes ophavsmænd

Chresten har ikke haft interesse for, hvor viserne kom fra. Man finder kun i få tilfælde oplysninger om afskrifternes forlæg eller visernes digtere. Han afskriver ofte forlæggets titel ganske minutiøst, både de lange, beskrivende, og de korte som ”En lystig Vise”. Trods sin omhyggelighed med titler, har Chresten imidlertid kun i et enkelt tilfælde ønsket at notere visens forfatter eller titlen på det syngestykke, hvorfra den er hentet (”Af Bagtalelsens Skaale”, nr. 51). Han har fx ikke angivet, at nogle af viserne er digtet af dengang berømte forfattere som Adam Oehlenschläger (nr. 5), N.F.S. Grundtvig (nr. 59) og H.C. Andersen (nr. 27 og 45).

Det var altså ikke vigtigt for Chresten, hvem der havde skrevet teksterne, og hvor de stammede fra. Visernes brugsværdi var det vigtigste. På dette punkt ligner Chresten de fleste andre ejere af håndskrevne visebøger.

 

Melodiernes kilder

Chresten Jensen har kun i et enkelt tilfælde ønsket at notere visens forfatter eller titlen på det teaterstykke, hvorfra sangen er hentet. Han nævner slet ingen komponister. Også her var visernes brugsværdi det vigtigste.

Derimod har Chresten i seks tilfælde en henvisning til, hvilken melodi der skulle bruges. Det drejer sig om følgende viser:

1. Held Danmarks gamle rige. Mel.: Vift stolt på Codans bølge. [Samme melodihenvisning kendes fra skillingstryk] 19. Ja verden gav mig sorger og suk. Mel.: Melodi af E. Bruun. [Også i A. Caen: Folke-Visebog, 2, 1849] 36. Appellen lød, den kaldte ud til striden. Mel.: Dig elskte Frankrig mit farvel jeg byder. [Også i skillingstryk] 39. Frier ønsker alle piger. Mel.: Yndig og rig på fryd er jorden. [Også i skillingstryk] 43. Da kronjyden træt var af våbenmusik. Mel.: Vi alle dig elske livsalige fred. [Også i A. Caen: Folke-Visebog, 3, 1850 og avisudklip fra maj 1848] 44. God morgen hr. preusser, det er dog en skam. Mel.: Jeg priser ej stormænd.

Henvisningen har Chresten bragt, fordi han har været i tvivl om melodibrugen, eller også har han ukritisk kopieret den efter et skriftligt forlæg. Det sidste er sandsynligt, da de fem første viser kendes i samtidige skillingstryk eller sangbøger med samme melodihenvisning.

Chresten har utvivlsomt lært sine melodier gennem øret og ikke gennem noder. Nogle melodier har han kunnet i forvejen og tilpasset til nye tekster, andre har han lært ved fronten.

 

Melodiernes miljøer

Langt de fleste (53) af Chrestens viser bærer altså ikke melodihenvisning. Vi kan dog få en fornemmelse af, hvilken slags melodier, der har været brugt, ved at studere de melodihenvisninger, der findes i datidens tryk.

Kirkesangen ser man afspejlet i nr. 32 og 33, der bruger salmemelodierne ”Kommer til mig, sagde Guds søn” og ”Vor Gud han er så fast en borg”. Skolesangen ses - foruden i salmerne - i fædrelandssange som ”Vi alle dig elske livsalige fred” og ”Vift stolt på Codans bølge” og ”Danmark dejligst vang og vænge”. Fra borgerligt miljø kommer klubvise-, romance- og teatervisemelodier. Landalmuens sangtradition har bidraget med traditionelle folke- og skillingsvisemelodier. Ved fronten under Treårskrigen har Chresten Jensen lært nykomponerede melodier som Den gang jeg drog af sted, Gutter om bord og Holmens faste stok (alle af Emil Horneman).

Populære visers strofeform og melodi blev efterlignet, når der blev skrevet aktuelle tekster. Således blev talrige sange skrevet efter model af ”Den gang jeg drog af sted”; det gælder også Chresten Jensens ”Det var et dejligt slag” (nr. 59). Melodier fungerer i denne sammenhæng som smørelse. Jo flere, der i forvejen kendte melodien til en ny sang, jo bedre for tekstens udbredelse.