Sangens betydning for Chresten Jensen

Her vover vi at foreslå en tolkning af sammenhængen mellem Chrestens personlighed og indholdet i hans visebog.

 

Baggrund

Chresten Jensen voksede op med selvejerbondens horisont. 14 gange skrev han sit navn i visebogen og som regel knyttet sammen med bostedet Sakskjærgård. Det er en slags identitetsbekræftelse, en troværdighedshandling, man ligeledes ofte finder i dagbøger. Chrestens stedfader ejede sit eget livsgrundlag, gården og jorden. Det oplagte mål for en søn af en selvejerbonde var at bo i eget hus og fortsætte som selvstændig. Det kom Chresten også til. Efter Treårskrigen byggede han sig et hus tæt ved sit barndomshjem og blev selvstændig murer og landmand. Det optimistiske livsperspektiv har en parallel i visebogens optimistiske stemning.

 

Personlighed

Chresten Jensens dattersøn, maleren og skribenten Nicolaj Henningsen i Bøvling, kendte i sin barndom og tidlige ungdom Chresten. Seks år efter Chrestens død, karakteriserede den 29-årige dattersøn ham således: 

”Bedstefar var en ypperlig fortæller. Far [dvs. Chrestens svigersøn] siger, at når familien lejlighedsvis var sammen, da kunne bedstefar fortælle meget fornøjeligt om en del af det, der findes i papirerne [en række gamle optegnelser, som familien ejede], ligesom han kunne fortælle om ’Skalle Laust’. – Bedstefar var murermester og var bekendt for sit gode humør, for sin lystige, skæmtsomme tale, der ikke var lav og ilde, da han var en veltænkende, alvorlig og kristen personlighed.”

 (Brev til Dansk Folkemindesamling 7. marts 1920).

C19 Foto af Chr. Jensen og hustruen uden for deres hjem, Klitgårdhus i Bøvling, imellem ca. 1902 og 1914. Chrestens dattersøn, Nicolaj Henningsen, kommenterede i et brev i 1925 billedet således: ”… mine bedsteforældres lille hytte, hvor de boede de sidste 12-14 år, de levede. Mange skønne minder knytter sig for mig til denne lille hytte og de kære gamle to, der findes der udenfor. Ude på væggen til det gamle hus hænger en torsk til tørre [ved siden af det lille vindue ved bagdøren], det er rigtig gammeldags, og bedstemoder sidder ved rokken.” Til venstre neden under klipfisken ses hullet, hvor hønsene gik ind og ud af hønsehuset. Klitgårdhus blev revet ned før 1935. (Dansk Folkemindesamling, bnr. 8273).

Dattersønnen tilføjer i et andet brev til Folkemindesamlingen, 9. maj 1920: 

”De undres over, at en vestjysk almuesmand har fået en sådan interesse for gamle viser og sligt, at han måtte optegne dem. Havde de kendt Kr. Brændsgård, eller som han hed Chresten Jensen Saxkjærgaard, så ville De ikke have undret Dem. Han var en god fortæller med et godt humør.”

Nicolaj Henningsen karakteriserer altså Chresten Jensen som en mand, der på én gang rummede humor, skæmt og en veltænkende, alvorlig og kristen personlighed. Chresten Jensens visebog modsiger i hvert fald ikke det indtryk.

 

Den nationale ideologi og Treårskrigens begivenheder

C20 ”Affairen ved Holnæs den 7de August 1848” . Et farvelagt, folkeligt etbladstryk, der skildrer to danske krigsskibe i kamp med et tysk batteri. Sådanne tryk blev udsendt i stort tal for at opmuntre nationalfølelsen. Det drejer sig sikkert om H.E. Krenckels kamp den 17. august (ikke 7. august) 1848 ved halvøen Holnæs nordøst for Flensborg. Krenckel var chef for kanonbådsflotillens 1. division ved Slesvigs østkyst og havde kommandoen over korvetten Najaden. Chresten Jensen tilhørte kanonbådsflådens 2. division, der ligeledes opererede ved østkysten af Slesvig. (Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek).

Da Treårskrigen kom, blev Chresten påvirket af den nationale ideologi. Som marinesoldat kunne han bruge den nationale tænkemåde til at tolke sig selv ind i en større sammenhæng. Han kunne spejle sig i visernes historier og de følelser, teksterne udtrykte. Krigen og den mulige død for fædrelandet fik en mening for bondesønnen. Ifølge denne nationale ideologi var kamphandlingerne en strid for noget højere, næsten religiøst, nemlig den danske nations overlevelse. Chresten kunne ved at indskrive og synge viserne se sig som en betydningsfuld brik i det nationale fællesskab. Viserne kunne afspejle miljøer og hovedpersoner, han kendte eller identificerede sig med.

Chresten Jensen kunne desuden finde dramatiske begivenheder, han selv havde medvirket i, beskrevet i viserne. Den første vise, han nedskrev (nr. 1), handler om slaget ved Fredericia, hvor kaptajn Steen Bille og seks kanonbåde var i kamp med oprørshæren ved Fredericia den 8. maj 1848. Chresten tjente på en af de kanonbåde (se Chresten Jensen i Treårskrigen). Også vise nr. 8 beskriver dette slag i heroiserende vendinger, og nævner endda løjtnant Mac-Dougall, chefen for Chrestens kanonbåd. Andre viser beretter historier fra slag, Chresten ikke havde været med i, fx nr. 36 om den lille tambur i Slaget ved Slesvig 23. april 1848. Om Mac-Dougall hed det i ovennævnte sang med en kraftig overdrivelse, at han ”skød så vel hundrede preussere ihjel”. Grænsen mellem fantasi og virkelighed var flydende i mange viser. Men mon ikke lidt ønsketænkning stimulerede selvfølelsen? Som når visen nr. 41 om Holmens faste stok (dvs. krigsflådens faste marinesoldater) forudsagde, at tysken ”... skal ha’ børst af vor lille roflotille”? Roflotillen var netop den kanonbådsflåde, Chresten var en del af.

 

Visernes fortællemåde, hovedpersoner og stemninger

C22 Fra etbladstrykket ”Den tappre Landsoldat. Med Gud! for Konge og Fædreland!”  Den tapre landsoldat med Dannebrog. Begrebet ”den tapre landsoldat” slog igennem med Peter Fabers velkendte soldatersang ”Den gang jeg drog af sted” i begyndelsen af Treårskrigen. Hurtigt blev landsoldaten et positivt, nationalt symbol for alle dansksindede. I forlængelse heraf blev han afbildet utallige gange, ofte på etbladstryk beregnet til at hænge op på vægge, sætte på skabslåger eller klæbe på låget af klædekister. (Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek).

Chresten Jensens viser har for to tredjedels vedkommende en beretter, der taler i første person, nogenlunde ligelig fordelt mellem et jeg- og et vi-perspektiv. Det sociale miljø, som viserne udspiller sig i, synes ikke at være tilfældigt. Det kan sammenfattes under nogle få overskrifter. Næsten halvdelen af viserne foregår i hær og flåde (16 plus 10 viser), mens de øvrige især udspiller sig i sømands- eller fiskermiljø (4), i borgerligt miljø (6) eller på landet (2). Resten foregår i omgivelser, der ikke er socialt specificeret. Der er altså en tydelig overvægt af viser, der foregår i samme sociale miljøer, som Chresten befandt sig i, da han skrev visebogen.

Visernes hovedpersoner bærer naturligvis præg af miljøet. Mere end en tredjedel af dem er soldater og søfolk. Man bemærker desuden adskillige viser, der i mere abstrakte termer priser Danmark og den danske nation, kongen og riget samt typer som den frivillige soldat og den dansksindede patriot. Det er altså viser om begreber, persontyper og symboler. Andre viser er hyldester til navngivne helte, fx kaptajn Bille og krigerkongen Karl den 12., eller de smæder en navngiven fjende, fx general Wrangel.

Betragter man nøjere, hvordan de fortællende viser ender, og hvilken stemning, der hersker i de lyriske viser, tegner der sig et entydigt billede. Hos Chresten Jensen er langt de fleste af de viser, hvor dette spørgsmål giver mening, præget af optimisme. De få ulykkelige viser handler enten om svigtet kærlighed, fangenskab eller krigens ofre. I de sidste mildnes smerten dog ofte gennem fortrøstningsfulde ord om nationen og fædrelandet. Alt i alt er der højst otte sange, der har en ulykkelig slutning eller grundstemning.

 

Visernes udtalte målgrupper

Omtrent halvdelen af Chestens viser udtrykker direkte eller indirekte, hvem de henvender sig til. Her finder vi søfolk, frivillige soldater, ubestemte ”brødre”, danske mænd, sønderjyder, slesvigere, jeg’ets kæreste, alle venner og ”alle og enhver”. Kort sagt, det er henvendelser, der kunne fungere i forhold til den dansksindede soldats omgivelser ved fronten. Nogle af disse henvendelser har formelpræg, som det er velkendt fra traditionelle viser: ”Jeg vil en sang fremføre for alle og enhver” (nr. 14), ”Hører, I sømænd ..” (nr. 13) eller ”Kom, gode folk, hør ...” (nr. 4). Andre taler derimod direkte ind i den aktuelle situation, fx ”Hør ej på tyskens stemme, du sønderjyde god” (nr. 20) og ”Godmorgen hr. Preusser ...” (nr. 44).

 

Visernes mulige funktion

Ved at skrive, læse og synge viserne kunne Chresten utvivlsomt gennemleve følelser af sorg, spot, triumf, kampvilje, kærlighed, længsel og religiøsitet. Gennem stænderviserne kunne han lege med sin sociale identitet og blive bekræftet i soldater- og sømandskammeratskabet. I kærlighedsviserne kunne han afprøve den mandlige elskers mange roller: Som bejler, fortrøstningsfuld, bortdragende, svigtet af kæresten, kæmpende mod kærestens forældre og forhindret i at vende hjem. Stand, kærlighed og nation gik op i en højere enhed i flere sange, ikke mindst i Den tapre landsoldat (nr. 35). I denne sang giver fællesskab styrke, og perspektivet er grundlæggende optimistisk.

C21 Carl Jensen: ”En fiskeplads mellem Ringkjøbing og Nissum fjorde”, 1874. En stor del af Chresten Jensens viser foregår i samme sociale miljøer, som Chresten befandt sig i, da han skrev visebogen. Fire af viserne foregår i et sømands- eller fiskermiljø, hvilket ikke kan undre, når Chresten voksede op i Nees ved Nissum Fjord og ikke så langt fra Vesterhavet. Tegningen fra Illustreret Tidende i 1874 viser en vestjysk fiskeplads mellem Ringkøbing og Nissum Fjord. (Illustreret Tidende, Årg. 15, nr. 760, 19.04.1874, s. 273).