Om Chresten Jensens visebog

Om bogen generelt

Chresten Jensens visebog rummer 59 viser, som han nedskrev under Treårskrigen 1848-50. Indholdet grupperer sig om tre hovedtemaer, nemlig krig og nationalitet (32 viser), kærlighed (8 viser) samt bestemte stænder eller befolkningsgrupper (6 viser). De sidste 13 viser fordeler sig på en række andre temaer.

 

Krig og nationalitet – de lyriske viser

Blandt de mange viser, der tematiserer krigen, er omkring tre fjerdedele lyriske. De udtrykker følelser og stemninger. Det er ofte nationalt og politisk opbyggelige viser, der strækker sig fra det triumferende til det klagende. Et eksempel på en triumferende vise er nr. 59, En ny og lystig vise om Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849. Den er skrevet af N.F.S. Grundtvig, men udgivet anonymt som skillingsvise. Sangen, der begynder ”Det var et dejligt slag”, hoverer over regeringshærens sejr og smæder den tyske fjende. Til sidst løb tyskerne deres vej, og ”vi fanged’ folk som fluer, en slump vi slog ihjel, så de holstenske fruer, de husker jo det vel”.

Det andet yderpunkt, sorgen og klagen, kan ses i vise nr. 31, En ny og sørgelig vise om de danske krigsfolk, med den traditionelle førstelinje: ”En liden sang jeg her fremfører”. Visen beklager ”så mangen myrdet i sit blod, og mangen ud af verden går fra kone og fra børn små.” Det ”kan hjertet rigtig trykke”, når visens ”jeg” ser venner humpe omkring. Mangen én har mistet en arm, et ben eller en fod, siges det senere i visen.

 

Krig og nationalitet – de episke viser

C13 En side fra Chrestens Jensens visebog. Sidens format: h 16,2 x b 10 cm. Her ses to meget forskellige viser. Øverst slutningen af tiggervisen ”O gode folk, hør armods tolk” og dernæst begyndelsen af ”Danmark dejligst vang og vænge”. Den sidste nationalsang (stavet ”Natcionalsang”) var meget populær i 1840’ernes dansk-nationale bevægelser. (Dansk Folkemindesamling, 1906/6a: 16, blad 4r).

De ni episke (fortællende) viser i kategorien krig og nationalitet indeholder både store og små historier. Den danske nations store historie får vi i de to fædrelandssange nr. 5 og 6, Danmark dejligst vang og vænge og Der er et yndigt land. Derimod fortæller nr. 42, Sang for linjeskibet Christian den 8. og fregatten Rotha og korvetten Valkyrien som lettede og gik under sejl fra København, om en konkret begivenhed under Treårskrigen. Nr. 36, Sang om den lille tambur i Slaget ved Slesvig, beretter en lille historie om en purung trommeslager, der opildner sine kammerater, kæmper tappert og dør en ærefuld død for Danmark.

En del af viserne om krig og nationalitet udtrykker et bestemt syn på krigens nødvendighed og mening. Chrestens vise nr. 2 hedder En frivilligs vise (modsat de tvangsudskrevne bondesoldater). I visens indledning siges det, at ”Frivillige møder vi i kampens ild for der at stå som danske mænd i krig”. Visen stiller en skarp modsætning op mellem ”danske mænd”, der også kaldes ”brødre”, på den ene side, og ”tydsken”, der er ”nedrig” på den anden. Sætningen ”Vor nationalitet vi ej opofre vil”, illustrerer den danske fædrelandskærlighed. Soldaterne tilføjer, at de kæmper for kongen, fædrelandet, friheden og ærligheden imod dem, der vil sønderrive de gamle kække daners land.

Her som i andre lignende sange i visebogen argumenteres for den ”danske” sag med en blanding af patriotiske og nationale argumenter.

På den ene side ses kongen som rigets retmæssige hersker. Undersåtten skylder kongen personlig troskab uanset sin stand og sit sprog. Kongen var rigets patriarkalske overhoved på linje med husbonden, man tjente hos, eller faderen i familien. Den patriotiske loyalitet anså tilhængere af den slesvig-holstenske oprørsregering for at være – som det udtrykkes i flere viser – ”nedrige”, ”lumske” og ”forrædere” over for kongehuset.

På den anden side er der desuden i mange viser en identifikation med det dansknationale. Her stilles ærlighed over for forræderi, men stilles også dansk sprog, mentalitet og historie over for tilsvarende tysk. At kongen har givet frihed, giver mening for både patrioten og nationalisten, når Danmark modstilles forholdene i Holsten. Vise nr. 20 i Chresten Jensens visebog fastslår: ”Mon under Holstens vælde det er så rart at bo. Nej under lovens vælde [i Danmark] er bedre, kan I tro.” Den underforståede påstand er, at kongeriget Danmark var et retssamfund for alle, mens hertuger, adel og godsejere stadig sad på magten i Holsten. Desuden havde kongen lovet en borgerlig-liberal forfatning i Danmark (den kom med Junigrundloven 1849).

C14 ”Den lille Tambur”. Typen den lille tambur, dvs. den purunge trommeslager, fungerede ligesom den lille hornblæser som heltebillede under Treårskrigen. Der blev skrevet flere viser om denne figurs opofrelse for kammeraterne og fædrelandet. Her ses et koloreret etbladstryk – lige til at klæbe op på væggen eller på låget af klædekisten. (Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek).

Viserne fortæller gode historier – og det har i sig selv været grund nok til at synge dem. Chresten Jensen har måske også været interesseret i sangenes politiske indhold. De politiske spørgsmål var i bogstaveligste forstand en sag om liv eller død for en frontsoldat.

Viserne i Chresten Jensens visebog beskæftiger sig med mange nationalpatriotiske deltemaer, og de gør det på forskellig måde. Nogle få viser priser Dannebrog som flådens og rigets symbol (nr. 1), mens nogle roser den raske danske sømand, der kæmper for Dannebrog og giver tyskeren det glatte lag (nr. 18). Andre af Chresten Jensens viser er en hyldest til krigens dansksindede helte, fx den sejrrige søkaptajn Sten Bille (nr. 8). Nogle er smædeviser, som spotter ”tydsken” og ”preusseren” i almindelighed (fx nr. 44), eller som smæder personificerede fjender. Især general Wrangel – der var den slesvigsk-holstenske oprørshærs leder - bliver smædet (vise nr. 29 og 37).

Chresten Jensen mødte altså national og nationalistisk tankegang i nogle af de viser, han nedskrev under Treårskrigen. Blandt andet i en anonym skillingsvise af N.F.S. Grundtvig (nr. 59). Vi kan ikke vide, om den nationale ideologi fik varig betydning for Chresten Jensens verdensopfattelse. Men senere i livet mødte Chresten atter Grundtvigs dansknationale tanker, da han valgte at tilsluttede sig den grundtvigianske valgmenighed i Bøvling.
  

De øvrige temaer

De øvrige hovedtemaer i viserne er kærlighed (nr. 3, 7, 15, 16, 26, 30, 39, 50) og forskellige stænder eller befolkningsgrupper (nr. 13, 27, 41, 45, 52, 54).
De sidste 13 viser fordeler sig på en række andre temaer. Tre viser fortæller om konkrete begivenheder, nemlig to skibsforlis (nr. 9 og 10) og søslaget ved Sjællands Odde mellem et dansk og flere engelske krigsskibe den 22. marts 1808 (nr. 14). Slaget er blandt andet blevet berømt gennem N.F.S. Grundtvigs nationalromantiske mindedigt ”Kommer hid i piger små”, hvortil Weyse komponerede melodi. I Chresten Jensens visebog finder vi en konkret, kronologisk beretning, der angives at være skrevet af en matros, der var med under slaget. I øvrigt finder vi en komisk vise om madfrås (nr. 47), en om Maadeholdsforeningen (nr. 48), en humoristisk hyldest til digteren Herman Wessel (nr. 49), en tiggersang (nr. 4), forbryderens klage (nr. 49), en nostalgisk hjemstavnsvise (nr. 28) samt Oldgranskerens reaktionære klage over tiderne (nr. 55).
Denne korte oversigt over visernes temaer yder ikke visebogen retfærdighed. Den er en forbløffende broget buket af stemmer, der beretter historier og udmaler følelser. Læs selv!

Beskrivelse af håndskriftet

Chresten Jensens visebog blev i 1920 indsendt til Dansk Folkemindesamling af hans dattersøn Nicolaj Henningsen, Bøvlingbjerg (Bøvling sogn) få år efter Chrestens død. Den 29-årige dattersøn skrev den 7. marts 1920 til arkivar Hans Ellekilde på Folkemindesamlingen: 

”Jeg sender Dem her en hel bunke af gamle viser, for at De kan se, om der i disse findes noget, De synes om. Den ene af visebøgerne har tilhørt morfars broder, Thor Jensen Saxkjærgaard i Nees, og det øvrige er morfars papirer, Chresten Jensen Saxkjærgaard, veteran fra 48-50.”

Desværre synes Thor Jensens visebog at være returneret efter brug, i hvert fald er den ikke registreret på Folkemindesamling. Chresten Jensens visebog indlemmede Dansk Folkemindesamling derimod i sit arkiv.

Chrestens visebog rummer 59 viser på 65 blade i oktavformat. Viserne er normalt ikke opstillet i strofer med markerede verselinjer, i stedet skrives teksten fortløbende, som om det var prosa. Inden for hver vise er stroferne dog nummereret. Der er skrevet på begge sider af papiret, og senere er bladene blevet nummereret, sandsynligvis af en medarbejder på Dansk Folkemindesamling. Bladene er desuden forsynet med et omslag af gråt karduspapir, som på forsiden bærer påskriften med Chresten Jensens hånd: ”Vise Bog / tilhører / Chresten Jensen / Saxkjergaard / 1849”. Her har arkivar Grüner-Nielsen desuden skrevet ”Christen Jensens Visebog. 1849” og ”1906/6”. En ukendt hånd har tilføjet ”Registreret CH”.

Chresten Jensens tegning af et skib. Chresten tegnede kun én tegning i sin visebog. Den forestiller en rokanonbåd, som den, han selv gjorde tjeneste på under Treårskrigen. På tegningen har den tre master, splitflag og åregafler på rælingen. (Dansk Folkemindesamling 1906/6a: 16 blad 15r).

Indholdet i visebogen deler sig i to. Første del udgøres af blad 1–47 med 40 oprindelig unummererede viser. Før blad 26 er indskudt et ark papir med et trykt motiv, ”Blumengiessen” (blomstervanding), plus en firelinjet tysk strofe (bl. 25v). Anden del, blad 48–65, består af 19 viser, der oprindelig er nummereret nr. 1–19. Denne anden del har et selvstændigt omslag, nemlig et stykke fra en trykt tysk avis eller blad, der angiver at være trykt og forlagt i Itzehoe (ej bladnummereret). Det hele er på primitiv måde syet sammen i ryggen med tråd.

Det må antages, at de to dele oprindelig er skrevet uafhængigt af hinanden. Første del er dateret ”1848” (bl. 25r og 37v) og til slut ”15 April 1850” (bl. 47r); den består af flere læg med flere forskellige typer papir. Efter vise nr. 17 står: ”Endt af Chresten Jensen / Saxkjergaard den 24 August / paa Kanon Chaloupen No 7 ...1848” (bl. 25r).

Anden del bærer til slut dateringen: ”Endt 24de August paa Kanon Chaloupen No 8 / af / Christin [!] Jensen Saxkjergaard / 1849” (bl. 65v). På omslaget til denne del har Chresten Jensen skrevet: ”Vise Bog / for Chresten Jensen Saxkjergaard”, og man ser også arkiver Grüner-Nielsens hånd øverst på blad 48r.

 

Den skrivende hånd

Næsten alle viser er skrevet med samme hånd, nemlig Chresten Jensens, der 14 gange undervejs i bogen skriver sit navn: Chresten Jensen Saxkjergaard (på lidt varieret måde). Ud over viseteksterne rummer visebogen i øvrigt kun en enkelt optegnelse fra Chresten Jensens hånd, den uforståelige ”1. ndret, af Leutnant Rothe” (bl. 57 v), der hentyder til chefen for kanonbåd nr. 8, som Chresten tjente på i 1849. Kun én vise, nr. 18, synes at være skrevet med en anden, ukendt hånd.

Chresten skriver normalt med en nogenlunde regelmæssig, gotisk håndskrift. Af og til slår han over i latinske bogstaver, især i visetitler, i bemærkninger efter viserne som ”Ende paa Visen” og i forbindelse med, at han skriver sit eget navn. Chresten Jensen anvender altså store og små bogstaver i såvel det gotiske som det latinske alfabet. Det har han lært i skolen i Nees.

Chresten Jensen staver i almindelighed godt i sine viser. Sproget bærer ikke markant præg af mundtlighed eller dialekt. Det skyldes nok, at Chresten for det meste er en omhyggelig afskriver af trykte forlæg. Enkelte gange har han måttet improvisere stavemåden af ord, han ikke var fortrolig med. Fx betegnes nr. 5 som ”Natcionalsang”. En sjælden gang spores mundtlighed, som når syngestykket ”Bagtalelsens skole” bliver til ”Bagtalelsens Skaale” (nr. 51).

 

Chresten Jensens sangglæde

Mads Petersen var ikke blot skolelærer, men også ansat som kirkesanger i Nees. Ifølge skoleloven af 1814 skulle læreren ”vejlede børnene til ordentlig sang”. Om det var en sangglæde fra skoletiden, der fik Chresten til at skabe sig en personlig visebog, er ikke til at vide. Men en god læse- og skrivefærdighed fra landsbyskolen var forudsætningen for, at han kunne nedskrive sine viser. Senere i livet blev Chresten tilknyttet den grundtvigianske valgmenighed i Bøvling, og måske har sangglæde haft sin lille andel heri. Siden grundlæggelsen i 1875 havde menigheden altid lagt stor vægt på kirkesangen der, 

”så alle fandt sig vel og glade ved at indordne sig i den fælles lovsang. Alle kvinder og mænd, gamle og unge, sang eller blot nynnede med hengivende i versets indhold, bøjende sig for samklangen.”

(Citat fra Knud Thøgersens skrift om Bøvling valgmenighed, 1925).

Det var bestemt ingen selvfølge i datidens sognekirke på landet.