Chresten Jensens liv

Opvækst i Nees sogn

Chresten Jensen nedskrev sin personlige visebog, da han deltog som værnepligtig marinesoldat på en kanonbåd under Treårskrigen 1848-50.

Chresten var fra Vestjylland, hvor han blev født den 14. februar 1827 i Nees sogn ved Nissum fjord. Han blev hjemmedøbt dagen efter. Forældrene var fæstegårdmand Jens Christian Pedersen og hustru Else Marie Christensdatter på Søndre Sakskjærgård (nutidens Neesvej 107), der lå ca. 600 m fra fjorden. I 1834 boede der 422 mennesker i sognet, og de fordelte sig på 37 gårde og 26 huse.

Faderen opnåede at blive selvejer, da han købte Søndre Sakskjærgård i 1830 og senest i 1833 byttede den ud med nabogården, Vestre Sakskjærgård (på den anden side af Neesvej i forhold til nutidens Østre Sakskjærgård, der er Neesvej 103). Kort efter, den 30. maj 1833, døde faderen 52 år gammel. Han efterlod sig hustruen og to sønner, nemlig Chresten (6 år) og storebroderen Thor (12 år). Dødsfaldet truede den tilbageværende families sociale position. Moderen på 46 år giftede sig derfor allerede den 13. oktober samme år med ungkarl Jens Christian Christensen på 25 år. Den nye familie fortsatte med at bo som selvejere på Vestre Sakskjærgård. Gården blev drevet som et familiebrug uden fastansatte tjenestefolk eller andre logerende.

C2 Hans Smidth: ”Blomstrende lyng i hedelandskab”, ca. 1910 (udsnit). Hans Smidths mennesketomme hedelandskab giver en forestilling om, hvordan en stor del af Nees sogn så ud, da Chresten Jensen var barn omkring 1840. (Skive Kunstmuseum).

Nees er et kystsogn, der kun hæver sig op til 30 m over havets overflade. Jorden er udpræget sandet. Sognet var tyndt befolket og bebyggelsen spredt og sparsom. Klimaet gav besværligheder for landbruget med de stadige storme fra nord og vest samt den salte havgus, der førte en isnende kulde med sig til stor skade for al vegetation. Der var ingen skov og en betragtelig del af Nees sogn kunne slet ikke dyrkes, men lå hen som mose og hede. Der var dog en god eng ved fjorden, der kunne bruges til dyrenes græsning. Det var guld værd for den, der havde en engparcel. Et halvt århundrede før Chrestens fødsel prises denne vestjyske egn i almindelighed for sine græsenge, der gav ”stærke heste, store stude og ypperlige malkekøer, store svin og særdeles gode får”.

Vestre Sakskjærgård bestod af et stuehus, en lade og en stald, og gården havde en hede- og en engparcel. Som de fleste andre gårdmænd på egnen ernærede familien sig ved at supplere agerdyrkning, kvæg- og fårehold med binæringer. Især fiskeri var relevant i Nees sogn. Man skar tørv i en nærliggende mose. Området er fra gammel tid præget af enkeltgårde, man boede altså ikke i landsbyer. Under disse forhold voksede Chresten op.

 

Skolegang

Nees sogn fik en ny skole i 1826 på det sted, hvor den nuværende skole ligger. Allerede i 1834 blev det nødvendigt at udvide den til et langt hus af murede sten, ca. 26,5 x 6,5 m. I den vestlige ende af bygningen var der lade og stald, og i de 12 østlige fag var der en kombination af lærerbolig og skolestue. Chresten kom altså til at gå i denne ombyggede skole. Modsat mange andre steder på den tid fik sognet fra 1831 en seminarieuddannet lærer. Han hed Mads Pedersen, var gårdmandssøn fra Nørre Nebel og uddannet på Borris seminarium. 

C3 Hans Smidth: ”Vestjysk skolestue”, 1900. Chresten Jensen blev i skolen i Nees undervist i læsning, religion, skrivning og regning. Der var ikke nok læsebøger til alle elever, og som supplement blev eleverne undervist af ældre elever ved hjælp af trykte tavler. På Hans Smidths maleri ses det beskedne interiør i en vestjysk landsbyskole omkring år 1900. De trykte tavler med dyr på væggen kom først i brug fra 1880’erne og frem. I Chresten Jensens skoletid brugte man derimod tavler med alfabetet, tal og historiske tidslinjer på. (Skive Kunstmuseum).

Der er bevaret en beretning om undervisningen i Nees fra 1844, altså tre år efter, at Chresten blev konfirmeret. På skolen i Nees blev der undervist efter skoleanordningen i læsning, religion, skrivning og regning. Desuden indberettede den lokale provst Frederik Christian Petersen til Danske Kancelli, at man – som i de fleste skoler i herredet - brugte ”den indbyrdes undervisning”. Det vil sige, at ældre elever underviste de yngre ved hjælp af trykte tavler. Elevtallet i skoleklassen var dette år 29 drenge og 23 piger. Provsten påpegede, at læsebøgernes antal var for lille, men ellers havde man de hjælpemidler, man skulle bruge, og skolestuen var i anordningsmæssig tilstand. Fremmødet blandt eleverne var ret godt, og uberettiget udeblivelse straffedes med bøde. Endelig betegnede provsten Mads Pedersen som en lærer, der er ”god” hvad angår flid, duelighed og almindelig opførsel. Også børnenes fremgang i det forløbne år betegnes som ”god”. Året efter bekræftede den nye provst Ove Thomas Nicolai Krarup disse forhold ved landsbyskolen i Nees. Nu havde man anskaffet de manglende læsebøger.

 

Skolen i Nees omkring 1860

En husmandssøn, der gik i skole hos lærer Mads Pedersen omkring 1860, har fortalt: 

”De vigtigste fag var udenadslære i lærebog og bibelhistorie, og regning og skønskrivning. ... Forholdet mellem den gamle lærer og forældrene [var] god. ... Vi havde jo ikke mange fag at lære i skolen, men den gamle degn gjorde sig umage for at vi lærte det fuldkomment. Hovedsagen var at vi kunne vore lektier udenad, og være opmærksomme, så vi kunne svare på de til os rettede spørgsmål i religionstimen, ellers kunne det gerne have ubehagelige følger, enten at sidde efter om aftenen, eller også at få nogle klø.”

C4 Postkort med Nees Kirke, 1909. Dette er det ældste billede af kirken i Nees, idet billedet er taget mellem 1895 og 1905. Den middelalderlige kirke, der i 1938 fik tårn, var sognets religiøse centrum og et almindeligt mødested i tilknytning til søndagens kirkegang. Under gudstjenesten kunne Chresten Jensen blandt andet betragte en altertavle fra omkring 1600-1625 med nyere religiøse malerier. Desuden havde kirken et sengotisk krucifiks. (Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek).

Lærer Pedersen var dog også venlig og hjælpsom. Sprang der i skoletiden en jernkrampe i de træsko, som alle gik med, ”hentede degnen hammer og knibtang og fæstede krampen”. Kom børnene med våde fødder i træskoene, ”så kom der tør rugtag ind i skolen, hvoraf vi måtte flette visk til træskoene”. Desuden var det skik, at Pedersen satte en stor potte med øl ude i forstuevinduet, som børnene havde fri adgang til at drikke af. (Efter Damgaard: Peder Lykke – en husmand på heden, 1983, s. 142).

Ved sammenligning af provsteindberetninger fra Nees 1844-45 med provstiets øvrige skoler ligger Nees i den store midtergruppe. De fleste elever fik de basale færdigheder i læsning, skrivning, regning og religion. I adskillige af provstiets skoler blev også givet undervisning i geografi, fædrelandshistorie, retskrivning, skriftlæsning og skriftlige udarbejdelser, men det gælder ikke i Nees. Hvis børnene i Nees ville opnå mere end de fire basale færdigheder, måtte det ske ved privatundervisning.

 

Ungdom og voksenliv

Chresten blev konfirmeret første søndag efter påske i 1841. Præsten gav ham i kirkebogen det skudsmål, at såvel hans kundskaber som hans opførsel var ”meget god”. Således betegnede pastoren den bedste del af sine konfirmander i Nees sogn.

Chresten kom ikke ud at tjene, men blev og hjalp til hjemme på gården under den høje himmel. Da moderen døde i 1844 var begge forældrene væk, og plejefaderen kunne nu gifte sig med en jævnaldrende.

C5 "Hornskemager Søren Benjaminsen Knak fra Nees”, foto af H.P. Hansen (Herning Museum), 1916. Ved siden af erhvervet som murer virkede Chresten Jensen også som landmand og skemager. Produktionen af hornskeer var et almindeligt bierhverv i sognene Nees og Bøvling. Hornskeerne blev lavet af okse- eller bøffel fra Afrika, som hornskemagerne bestilte gennem købmænd i Lemvig og Ringkøbing. En hornske laves ved at tegne omridset af skeen på hornet efter en skindskabelon. Derefter saves skeen ud, og den råudsavede hornske kaldes en hejring. På billedet ses Søren Benjaminsen Knak fra Nees, der i 1916 er ved at save hejringer ud til hornskeer. Han var en af de sidste hornskemagere. Dog findes der i dag en hornvarefabrik i Bøvlingbjerg. (Herning Museum).

Samme år skulle Chresten melde sig på session, men myndighederne accepterede, at han ”kunne ej møde for snefog”, dvs. snestorm. Derefter mødte han årligt frem, og i denne periode betegnede sessionsmyndighederne ham som ”usøvant”. I sørullen 1849 angives, at han ”fisker”. Vestre Sakskjærgård forblev i stedfaderens eje til han døde i 1852. Få år efter blev den nedlagt (i dag er stedet på Neesvej over for Østre Sakskjærgård ubebygget). Da var Chresten for længst draget i krig.

Bondesønner var i almindelighed værnepligtige (modsat borgerlige før 1849). Unge mænd fra kystsogne blev ofte indkaldt til flåden. Chresten deltog i Treårskrigen på en kanonbåd, en såkaldt ”bombekanonchalup”. Han var med på to togter i april til oktober 1848 og februar til september 1849. Chrestens kanonbåd opererede begge gange i farvandet ved Slesvig-Holstens østkyst og deltog i flere slag. (Læs mere om Chresten Jensen i Treårskrigen).

Chresten Jensen overlevede krigen og vendte tilbage til fødesognet Nees. Han giftede sig den 13. april 1851 med den tre år ældre Maren Nielsdatter fra det nærliggende Dybe sogn. De nygifte købte en hedegrund tæt ved barndomshjemmet, og her byggede Chresten i 1853 huset Nørtoft på ca. 16 x 6 m. På dette husmandssted skulle familien komme til at bo i et halvt århundrede, først 41 år som ejere, derefter omtrent ni år på aftægt hos svigersønnen Kristen Johansen.

C6 Hans Smidth: ”Der bygges hus på heden”, 1890’erne. I Nees har Chresten Jensen snarere bygget med brændte mursten end med kampesten, men ellers giver Smiths billede et godt indtryk af den landlige murers arbejde i de jyske hedeegne i 1800-tallet. (Skive Kunstmuseum).

I folketællingen 1855 optræder Chresten med hovederhverv som murer; han havde da hustru, to børn og en tjenestepige. Senere voksede børneflokken. Kirkebogen kalder ham i 1865 for ”skemager”. Produktionen af hornskeer var et karakteristisk bierhverv for husmandsfamilier i Nees sogn. Senere betegnes han desuden som landmand, det vil sige, han var en af de mange husmænd, der i anden halvdel af 1800-tallet brækkede heden op for at dyrke den. I begyndelsen af 1890’erne holdt Chresten 2 køer, 4 får og 16 høns. Chrestens hus lå på den nuværende Nørtoftvej 3, men den oprindelige bygning er forlængst nedrevet og erstattet af en ny.

 

De sidste år

C7 Krondiamantbryllup. Ugebladet Hjemmet har altid lagt vægt på stof, der hører familien og hjemmet til. Da Chresten Jensen og hustruen Maren Nielsdatter fejrede krondiamantbryllup, det vil sige 60 års ægteskab, fik de derfor en kort omtale med billede i det populære ugeblad. Ægteparret poserer i deres pæne tøj, og Chresten bærer erindringsmedaljen for deltagelse i Treårskrigen. (Hjemmet 14. årg., nr. 15, 9.4.1911).

I deres sidste år flyttede Chresten og Maren til nabosognet Bøvling, som Chrestens mor stammede fra. (Chresten blev også kaldt ”Kræ Brændsgaard” efter morfaderens gård). I 1911 opnåede ægteparret det dengang meget sjældne at fejre krondiamantbryllup. Begivenheden blev omtalt i ugebladet Hjemmet, som skrev, at ægteparret havde fået 7 børn, 38 børnebørn og 19 oldebørn. Desuden nævnede Hjemmet, at Chresten var veteran fra Treårskrigen, og at ægteparret levede stille og roligt i et lille hus med have - ”efter et langt og travlt arbejdsliv”. Huset hed Klitgårdhus.

Chresten boede stadig i Brørup i Bøvling sogn, da han døde den 7. januar 1914, 86 år gammel. Hustruen Maren overlevede ham med 14 måneder. Det var præsten ved den grundtvigianske valgmenighed i Bøvling, der forrettede begravelsen. I Chrestens levetid var Nees sogn på det religiøse område præget af den herrnhutiske vækkelse (brødremenigheden) og Indre Mission. Vores visebogsejer gik altså mod den lokale strøm og blev grundtvigianer.