Chresten Jensen i Treårskrigen

Krig og visesang

Under Treårskrigen blomstrede fællessangen op, som det siden er sket flere gange fx under Anden Verdenskrig. Chresten Jensen anlagde sig en håndskrevet visebog i 1848 for at fastholde et udvalg af de mange sange, han stiftede bekendtskab med. Løbende har han indskrevet sange under Treårskrigen, og trofast har han opbevaret bogen i sin oppakning blandt sine andre få personlige genstande. Lad os derfor kaste et blik på de omstændigheder, hvorunder bogen blev til.

 

1840’erne i Danmark

1840’erne er et skelsættende årti i Danmark. Den enevældige konge regerede over en multinational statsdannelse, der først og fremmest bestod af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. I perioden voksede for første gang organiserede folkelige bevægelser frem. Den nationalliberale opposition krævede en fri forfatning under mottoet ”Danmark til Ejderen!”, det vil sige inklusive hele det både dansk- og tysktalende Slesvig. Udviklingen kulminerede i 1848, hvor et tronskifte blev anledning til enevældens fald, og hvor den nye konge gav løfte om en fri forfatning (som trådte i kraft i 1849).

Ligeledes i 1848 førte sociale, politiske og nationale modsætninger landet ud i en blodig borgerkrig, Treårskrigen. En tysksindet oprørsregering dannede sig i marts 1848 med sæde i Kiel og etablerede en hær. Oprørerne fik hurtigt hjælp af en preussisk hær og en tysk forbundsdivision. Den øverstkommanderende for alle disse styrker blev den preussiske general F.H.E. von Wrangel. Efter adskillige blodige slag med vekslende krigslykke og andre stormagters diplomatiske pres blev resultatet dog, at Preussen og de tyske forbundstropper atter trak sig ud. Derefter nedkæmpede den danske regeringshær oprørshæren. I januar 1851 blev den slesvig–holstenske hær demobiliseret og oprørsregeringen ophævet. Treårskrigen var forbi.

 

Chresten i flåden under Treårskrigen

Treårskrigen var en landkrig, først og fremmest fordi de fjendtlige koalitionsstyrker i 1848 ikke havde nogen flåde. Den danske regering rådede derimod over 25 sejlskibe, en rokanonbådsflotille på 87 fartøjer samt seks dampskibe, hvoraf de tre var armerede. Det var dog ikke alle fartøjer, der blev krigsudrustet. Flåden blokerede nordtyske havne samt havde uvurderlig værdi til troppetransport. Desuden deltog flåden direkte i kamphandlinger især ved Slesvigs østkyst. Flåden brugte ikke kun sine kanoner mod oprørstropperne, men landsatte også stedvis matroser til at indgå i kampe. Specielt rokanonbådene var velegnede til at give hæren ildstøtte ved kampene omkring Fredericia, Als og Dybbøl.

C8

C.F. Sørensen: ”Scene fra Treårskrigen med kanonbåde i Als Sund”, 1849. Chresten Jensen gjorde tjeneste netop i dette område i 1849. Chrestens bombekanonchalup var et kraftigt bygget rofartøj af en længde på ca. 20 m og en brede på 4½ m. Den havde – som det var typisk – en besætning på 64 mand, der fordeltes på 32 årer. Man havde dog også løse master og sejl til brug, når vinden var gunstig. Båden var bevæbnet med to kanoner og nogle haubitser på rælingen. I stævnen var en 24 punds kuglekanon og bagest sad en 60 punds bombekanon (betegnelsen angiver vægten af ammunitionen). De to synlige kanonbåde på billedet er i kamp med fjenden på landjorden. Som det var typisk, opererer de i samarbejde med at større krigsskib fra den danske flåde. (Bruun Rasmussen Kunstauktioner; ejer ukendt).

Chresten Jensen tog den 13. april 1848 af sted fra Nees og rejste via Kalundborg til København. Han blev udkommanderet til batteriet Trekroner 15.-26. april 1848, hvor de værnepligtige lærte at betjene en kanonbåd. Chresten sejlede derefter på kanonbåd nr. 7, indtil han den 3. oktober atter var tilbage i København. For sin tjeneste fik han 37 rigsdaler og 8 skilling. Vinteren 1848-49 tilbragte han hjemme, men den 10. marts 1849 bragte transportskibet Iris ham atter over Kattegat til Holmen i København. Han deltog 16. marts til 3. september i krigen på kanonchalup nr. 8. Denne gang beløb lønnen sig til 35 rigsdaler og 57 skilling. I krigens tredje år, 1850, var Chresten ikke i aktiv krigstjeneste.

Livet på kanonbådene var livligt. Bådene holdt sammen, to eller flere af gangen, og var næsten altid anbragt, hvor der kunne ventes aktivitet fra fjendens side. Deres fordel var, at de var meget manøvredygtige, kunne sejle på lavt vand og på grund af deres ringe størrelse var svære at ramme. En frivillig fourer og læge, Daniel Bølling, refererede i sin dagbog preussernes respekt for kanonbådene. De preussiske soldater, der i foråret 1848 lå tæt ved Christiansfeldt, sendte hver aften stærke patruljer op langs den ganske smalle mølleå. Åen udsprang en mil (7½ km) fra Lillebælt. Preusserne var overbeviste om, at ”die verfluchten Kanonenböte” kunne komme op og genere dem, men i virkeligheden var åen for smal dertil.

 

Anden kanonbådsdivision

Chresten hørte i 1848 under anden kanonbådsdivision, der blev ledet af kaptajn Ivan van Dockum. Chefen for kanonbåd nr. 7 var løjtnant G.J.G. Mac-Dougall. Anden kanonbådsflotille sejlede midt i april 1848 syd om Sjælland og Fyn til Slesvigs østkyst. I begyndelsen af maj befandt den sig i Lillebælt, hvor man den 3. maj opdagede fjendtlige tropper ved Snoghøj og sendte dem et par skud. Tyskerne kørte et batteri op og besvarede ilden. Flere kanonbåde kom til, og der udviklede sig en kamp, hvor Chrestens kanonbåd fik et par grundskud (træffere under vandlinjen). De blev dog hurtigt repareret, og kun fem dage efter var Chrestens kanonbåd med i kaptajn Steen Billes langt større angreb på besættelsestropperne i Fredericia (se øjenvidneskildring nedenfor). Senere kan det være svært at vide præcis, hvilke operationer Chrestens kanonbåd deltog i. Men det ligger fast, at kanonbåde var aktive i kamphandlingerne ved Dybbøl 5. juni, hvor de sammen med hjuldamperen Hekla og briggen Mercurius beskød fjenden. Den 8. juli var nogle kanonbåde i kamp med et fjendtligt batteri ved sundet mellem Årø og fastlandet, og den 17. august beskød korvetten Najaden og to kanonbåde et batteri ved Flensborg fjord.

NYT-kort-s_C3B8nderjylland

Kort over krigsskuepladsen i Slesvig og Nørrejylland med angivelse af de vigtigste træfninger under Treårskrigen (understreget). (Efter Johs. Nielsen: Treårskrigen 1848-1851, Tøjhusmuseet 1993, s. 3).

I 1849 indgik Chresten ligeledes i anden kanonbådsdivision under van Dockums ledelse. Man sejlede midt i marts gennem Bøgestrømmen til Svendborg og herfra videre til Sønderborg. I Chrestens kanonbåd nr. 8 tjente også hans nabo Hans Poulsen fra en af de andre Sakskjærgårde hjemme i Nees. Hans blev dog syg og døde den 30. juni på Odense lazaret. I begyndelsen af april 1849 deltog anden divisions kanonbåde i nogle fægtninger i optakten til det store danske nederlag i Eckernförde fjord, hvor to store krigsskibe blev skudt i brand og gik tabt. Kanonbådene havde desuden den 6. april den vigtige opgave at forhindre fjendtlig overgang ved Eckernsund, så den danske arme ikke blev angrebet i flanken.

Anden division opererede også dette år langs hele Slesvigs østkyst, fra Kiel til Lillebælt. Den 10. maj udpegede van Dockums kanonbåde en landgangsdivision på 136 mand, udrustet med gevær og huggert, og ledet af bl.a. chefen for Chrestens kanonbåd, månedsløjtnant Harald Rothe. Det vides ikke, om Chresten tilhørte landgangsdivisionen. Kanonbåde støttede i øvrigt den danske regeringshærs sejrrige udfald fra Fredericia den 6. juli 1849, men det er uvist, om Chresten var med der.

Chresten og hans kammerater måtte i perioder ligge mange dage i al slags vejr på søen. Rutinen var, at mandskabet blev purret ud kl. 05 til rengøring og vask. Kl. 11 uddeltes øl, kl. 12 var der middag, fra 12 til 14 hviletid, kl. 18 aftensmad, og kl. 20 blev køjerne slået ned og vagten opsat. Proviantjournalerne for kanonchalup nr. 8 viser, at man fik te og brød én til to gange om dagen. Den varme mad bestod typisk af ærter og flæsk eller salt kød og grød (eventuelt grynsuppe). Dog fik man ind imellem fersk kød og grøntsager. Om aftenen fik man brændevin og ved ekstraordinære begivenheder ekstra brændevin eller punch. I 1848 brugte man på Chrestens kanonbåd 42 tønder og 8 fade øl, 155 potter brændevin samt 11 potter rom med tilhørende sukker og citroner. 
  

Øjenvidneskildring af et af Chrestens slag, 8. maj 1848

3

Niels Simonsen: ”En Marinevagt ved Midsunde Skibsbro”, september 1850. De indrullerede i flåden under Treårskrigen skulle selv sørge for at skaffe beklædning efter bestemmelser fra 1838: 2 trøjer, 1 par lange bukser, 2 par  hvide sejldugsbukser, 2-3 hvide linnede skjorter, 1 vævet ulden hue, undertøj, fodtøj, 1 ske, 1 kniv, 1 redekam og 1 tættekam. Oftest havde de ikke andet tøj end det, de gik og stod i, og de 3 rdl. i påklædningspenge fra flåden var ikke altid tilstrækkeligt til at skaffe de fornødne beklædnings- genstande. Under Treårskrigen var de indrullerede derfor klædt vidt forskelligt. Ovenfor ses én måde en marinesoldat under krigen kunne være klædt, iført søstøvler, islandsk trøje, halstørklæde og hue. (Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek).

Det er så heldigt, at der findes en øjenvidneskildring af et af de slag, Chresten Jensen deltog i. Ikke fra ham selv, men fra en soldat på en af de andre kanonbåde. Chresten Jensen deltog som sagt i kaptajn Billes kamp med fjendtlige landtropper ved Fredericia den

8. maj 1848. Det fandt sted i den periode efter Slaget ved Slesvig, hvor general Wrangel og oprørshæren besatte Nørrejylland.

Beretningen er givet af Vilhelm Rohde, der deltog i kampen på kanonchalup nr. 3. Aftenen før samledes den med to andre kanonbåde i den sydlige ende af Fænø sund uden at vide, hvad det påtænkte angreb gjaldt. Også dampskibet Hekla sluttede sig til. Vilhelm Rohde beretter om næste dag, den 8. maj 1848:

”Det var meget tidligt, da vi blev purrede ud og gik i gang med at lette. Vi roede hen under ’Hekla’s agterende og fik slæbetov ombord. ’Hekla’s chef, kaptajn Steen Bille, stod på kommandobroen og kommanderede vor ordning. I det dejligste vejr gik så damperen med sine 4 kyllinger bag efter sig op ad Lillebælt. Da vi passerede Kongebroen, stødte endnu 2 kanonbåde til os og fik ligeledes slæbetov. Den ene af disse chalupper kommanderedes af en ganske ung kadetunderofficer, Mac-Dougall [det var altså Chrestens kanonbåd!]. Han havde et par dage i forvejen haft en temmelig varm dyst med et tysk batteri ved Snoghøj. …

 

Vi passerede Middelfart og fik et dundrende hurra af en mængde soldater, som stod på skibsbroen, og drejede så op ad Fredericia til. Imidlertid havde vi ladet vore kanoner, 60-pundigeren med granat, 24-pundigeren med kugle, og betjeningsmandskabet stod på deres pladser. Som altid, når kanonbådene ventede at komme i affære, var masterne lagte ned, så kun flagstang og vimpel ragede i vejret. Årene hvilede i deres gafler og var klare til brug. Fjenden lod under opsejlingen slet ikke høre fra sig. Forude så vi på Fredericia Kastel et mægtigt sort-rødt-gult flag veje [Det Tyske Forbunds flag]. Kluden stak os svært i øjnene, og vor løjtnant sagde, at den skulle vi se at få pillet ned.”  

 

Kampen begynder

Vilhelm Rohde forsætter sin øjenvidneberetning:

”Ankommen i Møllebugten slap ’Hekla’ os, og for årerne indtog vi vore forskellige pladser i ordre de bataille [slagorden]. ’Hekla’ lagde sig i midten med tre både på hver side, således at vi dannede en halvcirkel. Vor båd var den yderste på venstre fløj. Næppe havde vi indtaget vor plads, før et batteri ved Erritsø åbnede en heftig ild imod os. … Imidlertid var ”Hekla” og de andre både komne i en livlig kamp med Kastellet. Strømmen satte os nordefter, og pludselig så vi igennem krudtdampen, at vi var komne ganske nær Kastellet, som overøste os med kardæsker, som dog ombord hos os ikke gjorde anden skade end at rive splinter af dækket og knække et par årer. På den anden båd blev chefen, kaptajnløjtnant Middelbo, såret i underansigtet. Han og vor chef blev enige om at trække sig ud af kardæskernes område. Vi gav fjenden en salut med et par skråsække og roede tilbage, til vi lå i nærheden af ’Hekla’, der spyede ild som en vulkan, mens dens chef stod på hjulkassen med kikkerten under armen og veltilfreds gned sine hænder. Gennem råberen gav han os ordre til at rette vor ild på Kastellet med brandgranater." 

 

C11 Ukendt kunster: ”Kanonbåd”, ukendt år. Tegning af kanonbåd af en type, som man havde brugt i krigen 1807-14 og også brugte under Treårskrigen. Tidligere er tegningen tilskrevet Eckersberg, men formentlig er kunstneren Niels C.M. Dahl. Tjenesten på kanonbådene var streng, da der ingen kabys, ingen køjer eller kahytter var ombord. Mændene var derfor ude i al slags vejr. (Handels- og Søfartsmuseet).

"Jeg stod netop i færd med at række ’laderen’ en 60 punds granat, da jeg ved at kaste blikket til siden så en fjendtlig kugle hoppe hen ad vandfladen mod os og forsøgte hurtigt at beregne muligheden af, at den kunne træffe mig, da kuglen slog ind lige under mig i vandgangen. Der hørtes et højt skrig, og da jeg så ned i lasten, opdagede jeg, at den mand, der rakte granaterne fra krudtmagasinet, lå og jamrede sig. Kuglen var gået imellem hans lår og havde pillet en del kød af ham, men ikke beskadiget knoglerne. På kuglens videre vej havde den taget hovedet af en mand, der lå i sin køje. Det var et fælt syn; stumper af hovedet og hjernen var spredt omkring, kun hagen med lidt skæg på var alt, hvad der var tilbage af, hvad der havde været et ansigt. ...
Da kuglen gik ud i vandgangen, havde vi nu hele to grundskud, som tømmermanden stoppede med træpløkke. Kort efter så vi en bygning i Kastellet i fuld brand og hørte en eksplosion. Det var nok arsenalet, der røg i luften. Nu fik vi nok en kugle gennem siden. ...” 

 

Kampen afsluttes

Vilhelm Rohde slutter sin beretning:  

”Vi var nu temmelig forkuede efter et par timers kamp, og da Bille fik besked derom, gav han vor båd ordre til at trække sig ud af ilden og gå over under Fyn. Han skulle nok dække vor retræte, sagde han. Vi roede da bort efter ordre og fulgtes efterhånden af de andre både. Sidst gik ’Hekla’ bort. (…)

Under hele affæren var vort mandskab i det allerbedste humør. Dertil bidrog ikke mindst vor løjtnants hele måde at være på. Han opmuntrede folkene på alle måder, rev vittigheder af sig, mens han i skjorteærmer baksede med og rettede en af kanonerne og lod sin oppasser, en ægte Nyboders søn, flittig skænke dramme ud til folkene. (…)

Hvad der egentlig var hensigten med dette angreb på Fredericia, har jeg aldrig fået nogen rigtig oplysning om. (…) Vort tab var ikke så ringe endda: 6 døde, 7 hårdt og 10 let sårede, mens fjenden efter sigende ikke havde mistet mere end én mand og ikke fået en eneste kanon demonteret.” (Vejle Amts Aarbøger, 1916, s. 242-49). 

C12 Niels C. M. Dahl og Niels Simonsen: ”Kommandør Billes angreb på de tyske landbatterier ved Fredericia den 8de maj 1848”, ca. 1850. På den danske flådes side deltog dampskibet Hekla og seks kanonbåde, herunder Chresten Jensens kanonbåd ”nr. 7” kommanderet af løjtnant G.J.G. Mac-Dougall. Kanonbådene har lagt masterne ned og har årerne ude, så de var maksimalt mobile. Fem dage tidligere havde Chrestens Jensens kanonbåd været i kamp med et tysk batteri på Snoghøj. De to episoder var sandsynligvis de første alvorlige kampe, som Chresten oplevede under Treårskrigen. Den første vise i Chresten Jensens visebog handler netop om Slaget ved Fredericia den 8. maj 1848. (Bruun Rasmussen Kunstauktioner; ejer ukendt).
 

Chrestens viser beretter om slaget 8. maj 1848

Øjenvidneberetningen taler for sig selv om forhold og stemninger under et af de søslag, Chresten deltog i. Måske var det denne oplevelse, der fik Chresten til at påbegynde sin visebog. Den første vise, han nedskrev (nr. 1), handler netop om Slaget ved Fredericia den 8. maj 1848. Også vise nr. 8 beskriver dette slag i heroiserende vendinger. Den nævner endda løjtnant Mac-Dougall, chefen for Chrestens kanonbåd. Chresten slap uskadt fra sin deltagelse i Treårskrigen.