Spådommen

Karen Cathrine Christensdatter Kjær fortalte i 1905 dette eventyr til Evald Tang Kristensen. Han gav det titlen ”Karlen, der klædte stejle”, da han skrev det rent.

”Karlen, der klædte stejle”

 

Der var en mand, der havde en eneste søn.

 

Så en dag, da sønnen ikke var hjemme, kom der en gammel kælling, og hun spåede ham, at han skulle klæde [ligge på] stejle, inden han døde. Siden den tid kunne sønnen skønne på, at faderen var sådan til at passe på ham alle tider.

 

Så en dag, faderen ikke var hjemme – han var netop til alters den dag, da vil sønnen se i hans chatol, og så finder han der et stykke papir, hvorpå der stod: Min søn skal klæde stejle, inden han dør.

 

Da aften kom, og faderen kom hjem, så siger sønnen til ham: ”Giv mig min arvepart, så vil jeg ud i verden og prøve min lykke.” Han gav ham så en tøndesæk al fuld af sølv og guld og en hest med sadel på, og så red han ud af byen og langt væk.

 

Et sted kom han så til en kro, og der spurgte de ham, om han ville længere i aften. Han svarede ja. ”Det kan ikke nytte,” siger de, ”for der er ikke langt til en skov, og der er usikkert at ride i den for røvere.” Jo, han ville afsted, og han red.

 

Så kom han også ind i skoven, og der kommer han til et stort hult træ, hvor han satte hans sækfuld guld og sølv ind, og hesten bandt han ved træet.

 

Nu gik han omkring i skoven, og så kom han til to karle. De spurgte ham, hvad han var for en én. Ja, hvad de var for karle? ”Hvad er du for en karl?” siger de, ”vi er røvere.” Det kunne han ikke tro, for han var også en røver. ”Kunne du så ikke have lyst til at give dig i tjeneste ved os?” siger de. Jo, han havde så. Imidlertid kom han hen og flyttede hans hest; det så de ikke, og så fulgte han med dem hjem.

 

Den aften svirede de rigtig for alvor, for det de havde fået den nye tjenestekarl. Så siger røverkaptajnen til sidst: ”Den, der kan nu indbringe mest i morgen, den skal være kaptajn i mit sted, for nu er jeg gammel og kan ikke føre kommandoen længere.”

 

Dagen efter rejste karlen omkring og fik hans hest flyttet, og da aften kom, tog han en sækfuld guld og sølv og gik hjem til røverne med. Han havde indbragt mest, og så skulle han altså være kaptajn.

 

Men det var de andre misfornøjede over, én havde tjent der i tyve år, og en anden i tredive, men han havde jo indbragt meget mere end nogen af dem, og kaptajnen havde jo sagt det. ”Ja,” siger han, ”så skal det ikke gælde, men så skal den være det, som kan stjæle den kongelige krone i England.” Det var der nu ingen af de andre, der ville tage sig på, men han sagde straks ja, han skulle nok stjæle den.

 

Han kom så hjem til den gamle kaptajn med alt hans guld og sølv, og så skulle de give ham lige så meget, for nu ville han rejse til England. Han gik så ud til hans hest og satte sig på den, og så rejste han af.

 

Da han kom til England, gav han sig ud for skræddersvend, men var træt af rejsen og kunne ikke arbejde de første 14 dage, sagde han da. Så går han og bliver kendt med kongens tjenere og ser, hvor kongen har hans pengekasse.

 

I den formidlertid han går nu der, bliver de røvere tagne, der var der ude i den skov, og som han havde været ved, og den gamle kaptajn bekender, at en af dem var rejst til England for at stjæle den kongelige krone.

 

Den her skræddersvend havde jo fået plads ved en mester, og så siger han til ham en dag, om han havde ikke lyst til at få sig en håndfuld penge. Jo, og han følger så med ham derhen, hvor kongens kasse var, og så tømmer de en skuffe efter en anden, og forsyner dem godt den aften.

 

Det bliver nu snart opdaget, og så bliver der sat som en rævesaks for tyven, der skulle gøre ham fortræd, for at den stjælen kunne blive afskaffet.

 

Så en tid efter skal skræddersvenden og mesteren te’n [af sted] igen. Da de kommer derhen, ser svenden straks, at der er sat en saks for dem, og så siger han til mesteren: ”Nu skal du gå ind i aften og tage en håndfuld, og så vil jeg passe på her ude i den tid, at der ingen kommer.”

 

Da mesteren nu kommer derind, går han jo i saksen, og bælgen [ kroppen] af ham blev der inde, men svenden fik hovedet skåren af og tog det med sig.

 

Næste morgen fandt kongens folk jo kroppen, og så kørte de jo med den døde mand ned til den gamle kaptajn; han skulle føle på ham, om det var den person, der var rejst fra hans komplot [bande] for at stjæle kronen. Den gamle var nemlig blind og kunne ikke se ham. Han følte, og han sagde: nej, han troede ikke, det var den person.


Imidlertid rejste karlen hen til en guldsmed og gav sig ud for guldsmedsvend, og fik også plads ved ham, men han kunne ikke arbejde de første 14 dage, for han var så træt af rejsen. Så går han i den tid og bliver kendt med kongens lakajer og ser, hvor den kongelige krone hænger.

 

Så går han op og stjæler den.

 

Nu gik de ned til den gamle røver, da det tyveri blev opdaget, og pinte ham til at sige dem, hvans [hvad] de skulle nu gøre ved den tyv, for nu havde han jo fået held af at stjæle kronen. Ja, siger han, kunne han lige så vel have set, som han kunne høre, så skulle han nok finde udvej til at tage ham, men så meget vidste han, at han var meget pengegerrig, og han var også god til at danse, så nu skulle de gøre et stort dansegilde, og så skulle de byde alle ungkarle med til det; de skulle bydes hver en, og ingen måtte blive derfra uden straf. Så ville han nok være imellem dem. Men kongen skulle lade strø dukater over jorden, hvor de dansede, og den, der så bukkede sig efter dem, den var det. Der skulle jo sættes politi rundt om dansesalen, og så snart de så det, skulle de tage ham.

 

Karlen kommer så og ser, hvad der er stillet an, og så går han hen til en mands tjærekande og tjærer hans støvler godt underneden.

 

Da han så har danset en tid, går han ud ligesom de andre og trækker frisk vejr, og så så han jo lejlighed til at få dukaterne pilket [pillet ud] af støvlesålerne, og så han ind igen. Hvor der var flest dukater strøet, der dansede han mest, og så han ud igen og pilkede af.

 

Om anden dags morgen var der aldrig en dukat, og ingen havde endda bukket sig.

 

Så skulle de ned til den gamle røver igen, og de pinte ham for at sige, hvordan de skulle få ham fanget. ”Ja, kunne jeg se, som jeg kunne høre,” sagde han, ”så skulle jeg snart få ham funden.” Det var nu altid hans snak. Men han er jo en stor elsker af fruentimmere. ”Nu skal I lade kongens datter lægge på en seng, og så skal alle ungkarle have lov til at komme og kysse hende. De andre tør ikke vove det, men han skal nok komme og vil ligge ved hende. Så skal hun ligge med en knappenål i hendes hånd og rive ham i næsen med.”

 

Karlen får nu det her at vide, og så går han også hen og vil spøge med hende, og hun giver ham en rift i næsen.

 

Men så går han ud og køber en flaske vin og en flaske sovedråber og blander sammen, og så skænker han vel for dem hver en, som var med til gildet, og de kom så til at sove alle sammen. Så gik han ind til hende igen og listede knappenålen fra hende, og dernæst gik han omkring og rev dem hver en i næsen, én for én, og han sagde til dem hver især: ”Sover du, sover du?” De sagde nej, men sov alligevel, og da politiet kom og ville tage ham, da var de revne i næsen hver en.

 

Så kommer der bud ned til guldsmeden der, som han var, at han skulle smede en kongelig krone til kongen ligesom den, der var bleven stjålen. Så siger svenden til mesteren: ”Nu skal du forlange lige så mange stænger guld og lige så mange ædelstene, som der var i den anden krone.” Det forlangte han så, og han fik det også.
Nu skulle kronen være færdig til kongens geburtsdag [fødselsdag], og det var jo svenden, der skulle lave den, men der gik 8, og der gik 14 dage, og svenden ville ikke til at begynde på arbejdet. Så blev mesteren jo forknyt [nedslået] over, at han ikke tog fat.

 

Men så den sidste aften, før kronen skulle være færdig, da forlangte han pudseklude og tegl og en hammer og noget andet småt redskab, og så blev der tændt lys, og alle døre blev låsede. Han havde jo hans kammer for sig selv, og så bankede han og arbejdede, det bedste, han kunne, og han pudsede kronen så blank, så det var akkurat, som stuen stod i lys lue, sådan glimrede den der inde. Han havde jo været henne at hente den, hvor han havde forvaret den.

 

Da han nu havde arbejdet hele natten, turde de ikke vække ham inden midt på dagen; de var ræd, han skulle blive fornærmet. Den gang han lukkede så døren op, var det, ligesom det brændte der inde. Så tog guldsmeden kronen og bar den op til kongen, og han fik sådan belønning for den.

 

Da han kom hjem, ville han have givet svenden pengene, for det var jo ham, der havde lavet den, men han ville ikke have uden den halve belønning; guldsmeden skulle også have sin part.

 

Så tog de ned til den gamle røver igen og pinte ham, for de havde jo ikke fået fat på ham, der havde stjålet kronen, og han sagde som sædvanlig. Nu vidste han ingen råd, sagde han, inden de fik den døde mand begravet, som var kommen af med livet i kongens skatkammer. Nu skulle de tage hans legeme og lægge på en vogn, og så skulle de køre op ad én gade og ned ad en anden, og det sted, som der så blev mirakel [spektakel], der var han. Når de så gik derfra, så skulle de skrive det kongelige navnetræk på døren, så kunne de tage ham.

 

Det bliver så stillet an, men nu havde karlen jo hørt, hvad der skulle stilles an, og så var han kommen tilbage til skrædderkonen og sad på værkstedet og syede.

 

Den gang hun nu ser, at de kommer kørende med hendes mands lig, så bliver hun jo så forfærdet og elendig og gav sig til at skrige. ”Gudbevares, det er min mand de kører med,” råbte hun.

 

Nu kom politiet ind, og det var jo dem, der kørte med kroppen – og de ville jo vide, hvad det var for en støj, her var. ”Ja,” siger svenden, ”det var det her fruentimmer der skreg, for det han havde skåret sig i den ene hånd; hun kunne ikke godt tåle at se blod.” Han havde jo i det samme jaget en kniv ind i hans ene hånd, så det blødte slemt. Så lod de sig også besige med det, men de skrev alligevel det kongelige navnetræk på døren, den gang de gik.

 

Da han kommer ud, ser han jo, hvad de har skrevet, og han ind efter et stykke kridt, og så går han op ad én gade og ned ad en anden og skrev det kongelige navnetræk på hver dør i byen.

 

Den gang de kom så tilbage til kongen og berettede ham, hvad de havde fået ud af det, og der var et sted, hvor der blev skreget, så befalede han dem at gå tilbage og få fat i fyren, for den gamle røver sagde jo, at der måtte han være.

 

Men den gang de så kom og ville tage ham, kunne de jo ikke finde huset, for der var et kongeligt navnetræk på hver dør.

 

De ned til den gamle røver igen. ”Ja,” siger han, ”fyren har ingen ro, inden han får begravet den mand i kristen jord, som han har fået af med livet. Nu skal I lægge liget på noget stejle, og så skal I sætte tolv af de villeste [dygtigste] og sikreste karle, I har, til at passe på det, for han vil naturligvis komme, det var gavtyven, og gøre forsøg på at stjæle liget.”

 

Så får de også kroppen lagt på stejle, og 12 mand bliver stillet an til at passe på den.

 

Nu kommer karlen jo og ser, hvordan det her er stillet an, og så han til byen igen og køber en flaske vin og så en flaske sovedråber. Det blander han sammen og kommer i hans lomme, og så går han derud ad igen.

 

Da kommer han om ved en mand, der kom kørende med et læs småkreatur. Han køber det af ham, og han låner mandens hest og hans vogn for at få det kørt hjem.

 

Så kører han med læsset hen til galgen, og da han kommer der i nærheden, så vælter han med hele læsset. Så begynder han at klage sig så jammerligt, og da han ser de karle, der står der oppe, så siger han til dem: ”Å, kom og hjælp mig min vogn op igen; mit kræ er bleven helt væk og noget af det er vel rendt skam i vold.” Nej, de turde ikke forlade deres post, for det var deres liv om at gøre. ”Da kan de halve af jer da komme og hjælpe mig, for de andre 6 kan vel nok stå post; han kommer da vel ikke sådan og stjæler den døde mand fra jer,” siger han, ”når I er 6 til at passe på.” Ja, det var rigtigt nok, og så kom de 6 da og hjalp ham vognen op.

 

Den gang de havde hjulpet ham, så skænkede han dem af den flaske vin og sovedråber, og han gik op til de andre 6 og skænkede også dem. Da de så havde drukket hans vin, så kørte han videre, og han hen til manden, som han havde lånt hest og vogn af, og leverede det tilbage.

 

Så tog han igen ud til galgen, og da sov de alle tolv. Nu fik han den døde krop taget ned af stejlen, og så han hen og fik ham begravet.

 

Så gik han hen og fik fat i en mand hans tjærekande og gik så hen til dem igen og skrev et tjærekors på hver deres ryg, og så beslog han hvert kors med hvide hønsefjer.

 

Da kongen han kom om morgenen for at se til dem, der stod på post, da lå de og sov alle tolv, og liget var væk. Kongen talte til dem, og han var vred og sagde, at nu skulle de af med deres liv. Men de bad så ynkeligt for dem, og han kom jo i tanker om, at den karl havde narret ham selv så mange gange, og så ville han også skænke dem livet, for det var jo ham, der var på spil nu igen og havde narret dem.

 

Det sagde den gamle røver også. Nu skulle han lade det opslå i alle gader, at dersom han ville godvillig lade sig til kende nu, så skulle han få kongens datter og så kongeriget; det vil da sige, det halve straks og det andet halve, når kongen var død. Det gik kongen ind på; han kunne jo indse, der var ikke andet at gøre, og så lod han det altså bekendtgøre omkring i byen.

 

Så kom han og meldte sig, og så fik han kongens datter. Hun hed Stejle, og så kom han jo altså til at klæde stejlen, inden han døde.

Hjul og stejle2222 Indtil 1866 kunne dødsdomme suppleres af et krav om, at liget skulle lægges på hjul og stejle. Hovedet blev sat på en stejle (pæl) og kropsdelene lagt på hjul. Det tjente som skræk og advarsel og blev betragtet som vanærende. Katrine Kjær fortalte sit eventyr, der spiller tilhørernes forventninger et puds, når hovedpersonen bliver forudsagt at ligge på stejle. Som sagt var praksis med at lægge på hjul og stejle for længst gået af brug, da Katrine Kjær fortalte sit eventyr i 1905. Billedet er farvelagt 1772. Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek.