Bjergmanden og jomfruen

Da Karen Cathrine (Trine) Christensdatter Kjær i 1907 fik besøg af folkemindesamlerne, Evald Tang Kristensen og Hakon Grüner-Nielsen, var hun sengeliggende og sang derfor kun et par viser for dem til fonografoptageren. 

Visen om jomfruen, der lokkes af et overnaturligt væsen, sang hun kun et brudstykke af. Den stammer fra 1500-tallet, men har været almindelig i Skandinavien til ind i 1900-tallet.

Temaet omkring underjordiske væsener eller bjergfolk, der lokker mennesker, kendes fra flere andre viser.

Her kommer først de få strofer, Tang Kristensen optog i 1907. Hun ønskede ikke at synge mere end det, og som du kan høre på optagelsen, slutter hun sin visesang med ordene "Nu er den færdig." Længere nede følger resten af visen, sådan som Trine Kjær havde sunget den for Tang Kristensen et par år forinden.

"Jomfruen og Dværgekongen"

 

1. Tællemand sad ved busken:
– For tiden den gøres mig lang –
"Gud give mit ønske det måtte."
Å ja, hvad sorgen er tung.

 

2. "At jeg kongens datter kunne få."
Der stod en skøn ridder, han hørte derpå.

 

3. "Og hvad så vil du give dertil?"
"Dertil vil jeg give dig sølv og guld."

De følgende strofer skrev Tang Kristensen ned i 1905 og findes i viseudgaven "Danmarks gamle folkeviser" (1853-1976), bd. 10:

4. Den jomfru hun ville til kirken gå,
så gik hun til den bjergmands dør.

 

5. Hun banked' på døren, hun havde ikke skind,
så kom den bjergmand, han lukked' hende ind.

 

6. "Velkommen, velkommen, skøn jomfru for sand,
og hvad så gør I i eders land?"

 

7. Han klapped' med hænder på hynderne blå:
"Lyster ej min skøn jomfru at hvile herpå?"

 

8. Jeg er ej træt, jeg kan gerne stå,
jeg ved ret aldrig, hvor jeg skal komme herfra."

 

9. Den bjergmand han kalder på tjeneren sin:
"Du henter mig min' forgyldene horn med vin."

 

10. Han skænked et glas vin, så højt han det bar,
vel elverkvinder derom sad.

 

11. Hun drak og så til tidsfordriv,
så snarlig forglemte hun moderen sin.

 

12. Hun fulgte den bjergmand hen og skull' sov',
så listed' hun sig gennem tykk' rosenskov'.

 

13. Og der hun kom til borggårdsled,
da stod hendes kær' moder og hvilte sig derved.

 

14. "Velkommen, velkommen, kær' datteren min,
hvor haver du været så lang en tid?"

 

15. "I bjerget har jeg været i otte år,
indtil jeg syv sønner med bjergmanden har."

 

16. Og som de stod og snakkedes ved,
så kom den bjergmand løbendes dertil.

 

17. Og han slog hende med elverkvast:
"Nu skynder du dig ad bjerget med mig i en hast."

 

18. Og han slog hende med elverris:
"Du skull' ej have gjort din kær' moder så vis."

 

19. "Farvel, farvel, kære moderen min,
– For tiden den gøres mig lang –
samles vi ej her mere, samles vi udi Himmerig."
Å ja, hvad sorgen er tung.