Bejlerens slædetur

Karen Cathrine Christensdatter Kjær fortalte følgende eventyr i 1905. Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen skrev det ned under titlen ”Guldfuglen på slæden”.

"Guldfuglen på slæden”

 

Der boede en konge i Trankjær i Vestervig Sogn, og der boede en konge i Glumstrup på Mors. Han i Trankjær havde tre sønner, og han på Mors havde én datter.

 

Det var bleven bekendtgjort, at den, der kunne få hende til at le, den måtte få både riget og datteren, men hvis som den kunne ikke det, skulle den sættes ud på en ø og være der.

 

Så siger den ældste kongesøn i Trankjær: ”I dag vil jeg forsøge at gøre min lykke.” Faderen gav ham mange penge at have at rejse med, og så rejste han om morgenen tidlig.

 

Da han kommer til Åshøje, der sidder en gammel mand ved en høj. Så siger han goddag til ham. ”Tak,” siger manden, ”sæt dig lidt ned.” Nej tak, han havde ikke stunder, han skulle til Mors inden aften. Han rejser så videre og kommer over Nes Sund, og han rejser til Glumstrup, men fik ikke prinsessen til at le. Så blev han gældet [skulle bøde] efter bestemmelsen og derefter sat ud på en ø.

 

Så bestemte den anden søn fra Trankjær sig til at drage derover og forsøge hans lykke ved prinsessen, men ham gik det lige sådan.

 

Så var den tredje jo tilbage; han var ikke begavet sådan videre, det var en halv tonnis [tosse] ”Nu vil jeg te’n [af sted],” siger han. ”Nej, det kan ikke hjælpe,” siger faderen, ”du kommer ingen vegne med det”; men han ville te’n.

 

Hans fader var så god ved ham, at han gav ham et stykke mullent [muggent] brød og et stykke ost og så 6 skilling i penge at rejse med.

 

Han kommer så op til Åshøje, og der sad den her gamle mand, og han beder goddag. ”Goddag!” siger karlen. ”Sæt dig ned ved mig,” siger den gamle mand. ”Ja tak.” Så siger han: ”Jeg er sulten,” og så spiste de af hans mulne brød og ost, og manden fik det, han ville have, og han delte også hans penge med ham.

 

Så siger den gamle mand, da han skal afsted: ”Her er en slæde, den vil jeg give dig. Der sidder en guldfugl på den, og det, der rører ved den, det siger fuglen til: Kig op! og så skal du sige: Hold fast.” Så takker han for slæden og rejser videre.

 

Han kommer over sundet den samme aften og kommer til at ligge i Sundgården om natten. Der havde de tre piger, og han lå i et kammer lige op til deres.

 

Men hans slæde tog han med sig ind, for han var ræd, nogen skulle stjæle den. Pigerne lå nu ved hinanden, og så siger den ene: ”Jeg vil ind til ham og stjæle den; der sidder en guldfugl på den.” Hun gik derind, men den gang hun tog ved den, så sagde fuglen: ”Kig op!” – ”Hold fast!” siger karlen, og så stod hun der.

 

Så tykte den anden, det varede for længe, inden søsteren kom tilbage; hun ville ind og se, hvad der gik for sig. Da står hun jo der og holder ved slæden. ”Hvorfor står du her?” siger hun. ”Jeg kan ikke gå herfra.” Så greb hun om livet af hende. ”Kig op,” siger fuglen, og ”Hold fast,” siger karlen, så stod hun også fast.

 

Nu ville den tredje ind og se; hun kunne ikke forstå, hvor de andre to blev af, og hun kommer så listende og tager ved søsteren, der stod bagest. ”Kig op!” siger fuglen. ”Hold fast!” siger karlen, og så stod hun der også.

 

Siden det blev dag, så rejste karlen sig og kørte afsted både med pigerne og kanen.

 

Da kommer de forbi en munk, der stod i hans yderdør , og han fik lyst til den ene af pigerne og sprang til og tog hende om livet. ”Kig op!” sagde fuglen. ”Hold fast!” sagde karlen, og så måtte munken med.

 

Nu kørte de videre.

 

Så kom de om ved en gård, hvor der stod en karl og var ved at muge. Han tog hans mugeskovl og lagde munken én over armen med den, for det var netop karlens kæreste, som munken havde om. ”Kig op!” sagde fuglen. ”Hold fast!” sagde karlen, og så måtte han også følge med.

 

Så kører han igen med slæden.

 

Da kom karlens fader til dem; han kom med en brødkærv [ neg af halm] på ryggen, som han havde været henne at tigge til hans ko, og da han ser, hans søn er med i det slæng, så vil han redde ham og tager i ham. ”Kig op!” siger fuglen. ”Hold fast!” siger karlen, og så måtte han med tillige med hans brødkærv.

 

Så kører karlen videre og kommer også til Glumstrup om morgenen, lav [mens] de var ved at lukke deres stude ud. Der var 300 hvide og 300 sorte og 300 røde. De ville jo have en mundfuld af halmen, og de stod sammen om manden og begyndte at gnave i hans brødkærv. Så siger fuglen: ”Kig op!” ”Hold fast!” siger karlen. 

 

Lige i det samme var prinsessen ved at sidde op, og så så hun ud ad sovekammervinduet. I det samme kørte karlen tre gange rundt om gården med den her befordring og alt det, han havde bag efter sig, og så kom hun sådan til at skramnigrine [skraldgrine], at alle tagstenene de rendte af husene. Dermed havde han vundet hende, og så holdt de bryllup.