Nisse i sengen

Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen har udgivet nedenstående sagn i første bind af kildesamlingen ”Danske sagn”. Lovise Hansens navn står skrevet under sagnet. I dag vides ikke, om sagnet er blevet fortalt mundtligt af Lovise Hansen, eller om hun har skrevet det ned efter en anden fortæller. Lige som de fleste andre sagn, er sagnet ikke blevet givet nogen titel i udgaven. Det skyldes formentlig, at fortællerne ikke har givet sagnene titler. Men mere husket dem som ”historien om nissen der…” og lignende.

I byen Tofte i Als Sogn, der ligger østen for Lille-Vildmose, kørte mændene en dag grus på den vej, som går gennem byen. Men just som nogle af arbejderne står og læsser på vognene, får de øje på en indgang i den bakke, hvoraf gruset blev taget. Ved nøjere eftersyn viste det sig, at indgangen var meget pænt brolagt med kønne kampesten, og det så ud, som om det kunne være indgangen til en menneskelig bolig.

 

Men nogle dage efter da en af mændene der fra byen om aftenen kommer gående gennem Fredsskoven, syntes han at mærke, at der var nogen, der fulgtes med ham. Skønt han ingen kunne se, forekom det ham hele tiden, som om han hørte nogen træde i græsset og puste omkring ham.

 

Men samme aften, da pigerne skulle til sengs og var kommet godt og vel under dynen, mærker de noget komme listende hen til sengen, og lige med ét lå det centnertungt ['centner' er en måleenhed for vægt. 1 centner = 50 kilo] på den ene af pigerne, der gav sig til at skrige af alle kræfter og kaldte på manden og konen, som lå i sovekammeret ved siden af.

 

Da de indfandt sig med lyset i hånden, gav det et dump på gulvet, og væk var det. Dette natlige besøg gentog sig så ofte, at pigerne var nær ved at gå fra sans og samling, især den ene, som den natlige gæst have fattet særlig interesse for. Ægtefolkene besluttede derfor at bytte seng med pigerne for at se, om det ikke kunne hjælpe. Manden lovede den fremmede, at hvis han beærede ham og hans kone med hans besøg, da skulle han få en alt andet end pæn modtagelse. Til dem kom han ikke, men derimod i sovekammeret, hvor pigerne lå.

 

At bytte seng hjalp jo altså ikke noget, nu måtte der tænkes på andre midler. De havde nemlig lagt mærke til, at så snart mandens navn blev nævnt, da skyndte spøgeriet sig væk i største hast, og derfor ville manden stå vagt og passe på, når det kom. Men den ulejlighed kunne han spare sig, thi så længe han var der, fik pigerne lov at sove i ro og mag, men så snart han var borte, kom puslingen. Den af pigerne, der var bleven genstand for hans interesse, blev så forstyrret, at hun måtte forlade sin tjeneste og var syg, vel mest af forskrækkelse. Lægen i fabrikken, som hun søgte råd hos, troede, at hun havde begået en misgerning, thi den slags fine folk kan nu ikke få i deres hoved, at sligt kan være til.

 

Nu havde de altså kun én pige, og denne fordristede sig ikke rigtig til at sove i sengen, siden hun nu var alene, derfor redte hun lidt op under kakkelovnen og lagde sig der. Men næppe havde hun lagt sig, før hun hørte pudsemageren komme, først hen til sengen, og siden hen til kakkelovnen, hvor hun lå, men da den så, at hun var alene, udstødte den nogle høje klagende hyl og forsvandt. Nu ville pigen siden den tid sove i sengen, men da det var lige så galt med hende, som med den anden pige; hun hverken ville eller turde sove der. Det blev derfor aftalt mellem pigen og ægtefolkene, at døren til sovekammeret skulle stå åben, for at hun kunne gøre anskrig, hvis det gaves nødig.

 

Næppe havde hun lagt sig, og manden og kongen var gået til ro, før hun råber: ”Det kommer! Det kommer!” Manden ilede ind, og væk var det. Han bad sin kone om at blive stående hos pigen, medens han gik ud at fodre hestene, men så snart manden var gået, kunne både konen og pigen tydeligt høre noget komme listende over gulvet, og med ét var det i sengen hos pigen. Nu råbte konen på sin mand af alle kræfter, men så snart puslingen hørte mandens navn, sprang den ud af sengen og var væk, inden manden kom.

 

Der gik imidlertid et halvt års tid, puslingen kom og gik uden at volde videre ulempe. Pigen var nu en gang bleven som halvt fortrolig med ham og brød sig ikke videre om hans løjer. Kun én gang hævnede han sig på hende. Det var nemlig en aften, da han kom nok så beskeden og lagde sig på fødderne af sengen, men var så uheldig at komme til at ligge på hendes ben, hvorfor hun gav ham et ordentligt tærsk og bad ham flytte sig, hvad han også gjorde. Men aftenen efter, da pigen som sædvanlig ville gå i seng, syntes hun at mærke en ækel lugt i sengen, og da hun lagde sit hoved på puden, fik hun vished i sagen, thi han havde nemlig oversmurt den med noget meget ildelugtende.

 

Imidlertid kom der en anden pige til at tjene der i stedet for den, der var bleven syg, og det traf sig nu sådan, at det var en søster til den pige, der var der. Så var det lige så galt, som det før havde været. Den arme pige var så forskræmt, at hun foretrak at sove ude i laden i høet i steden for i sengen. Manden søgte råd hos alle de kloge mænd, der var at få spørging på [som kunne spørges], både fjern og nær; men ingen af deres råd var tilstrækkelige. Én af dem lærte dem følgende råd. De skulle tage en bakkelseskniv [bakkelse = småt bagværk] og fastgøre den i sengekanten, således at æggen vendte udad, for at puslingen, når han kom for at gå i sengen, da kunne skære sig på kniven. Han kom også som sædvanlig, men flygtede straks med et ynkeligt hyl, han havde skåret sig, og der sad blod både på kniven og sengekanten.

 

Han blev så borte i nogle dage, men kom atter igen. Det undrede dem alle, at ingen endnu havde set den besynderlige gæst, ja, nogle ytrede endog, at det hele måske kun var fabel og opspind. Én af disse tvivlere var degnen, hvorfor manden en aften, da han var der i besøg, fik ham til at lægge sig i pigernes seng, så ville de alle sammen gå ind i sovekammeret og slukke lyset. Degnen lagde sig modig i sengen, han kunne jo de ti bud og havde desuden lært meget mere end en anden én, og han var des årsag ikke ræd for mørkets magter.

 

Da han havde ligget lidt, kom der ganske rigtig én listende op i sengen til ham og gemte sig under dynen. Nu glemte degnen at læse; han viklede i en håndevending sengeklæderne omkring genstanden og bandede en drøj ed på, at nu var nis fangen, da han kunne føle, hvor den gjorde anstrengelser for at komme bort. Næppe var lyset blevet tændt, før nis forsvandt mellem hænderne på degnen, der nok havde haft lyst til at se, hvorledes sådan en skabning så ud. Nissen vedblev imidlertid at bo der i mange år og delte hele tiden seng med pigerne, undtagen når de foretrak at sove i foderloen [stalden]. Men de kom i tidens længde helt godt ud af det med hverandre. Den ene af pigerne tjente på gården i seks år og var i al den tid sammen med nissen.

 

Den indgang, som arbejdsmændene havde fundet den dag, de kørte grus på vejen, førte selvfølgelig ind til nissernes bolig; men nu var den blevet ødelagt, hvorfor nissen besluttede at tage bopæl hos en af bymændene. Hos denne mand boede han så i mange år til stort besvær, især for pigerne, men hvor han siden blev af, ved man ikke. Men folk her fra byen nærer endnu frygt for at gå igennem Fredsskoven om aftenen, thi da er de bange for at møde nissen, der måske kunne få i sinde at følge med dem hjem og for kortere eller længere tid beære dem med sit besøg.

 

Nisserne og de andre væsener fra folketroen blev brugt til at forklare situationer, som ellers var uforklarlige. Dette billede af en nisse stammer fra 1842. Det var maleren Th. Lundby, der skabte nissen, som han kom til at se ud i den almindelige bevidsthed: En lille mand med spids rød hue og langt skæg. Postkort fra Stenders Forlag.