Mørkets trolde

Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen har trykt det følgende sagn i sin store udgivelsesrække ”Danske Sagn”. Sagnet har han fået fra Lovise Hansen, for hendes navn står under sagnet i bogen. Det er dog uvist, om Lovise Hansen selv fortalt det mundtligt til Tang Kristensen, eller om hun har skrevet det ned efter en anden fortæller og givet det videre til Tang Kristensen i skriftlig form.

En karl, der tjente på Refsnæs, var en dag redet ud til Vildmosegård. Da han kom tilbage, var det aften, og just som han kommer til Kællingbjerg, en stor bakke i Nørre-Kongerslev Sogn, stod den på fire pæle, og troldfolket dansede lystigt om der inde. Karlen holdt nu stille for at se, hvorledes slig [sådan] en trolddans tog sig ud. Endelig bad han en af troldene om at få lidt at drikke.

 

Nu kom der en lille kone frem, som rakte ham en drik i et sølvbæger. Karlen tog bægeret, men kastede indholdet over sin nakke, så at nogle dråber faldt på hesten, det sved hårene af.

 

Derpå red han bort med bægeret, thi han syntes, det kunne være en passende gave til hans herskab. Troldfolket, der så, at karlen red bort med deres bæger, satte efter ham, mandsstærke, som de var.

 

Nu så det galt ud med karlen, thi troldfolket var snart i hælene på ham. Men da han kom til Stennis Bakker, kom der en lille mand ud og råbte til ham: ”Rid o de hoor å po de boor, ellers tåer di dæ!” Karlen forstod i førstningen ikke rigtig, hvad disse ord skulle betyde, men endelig kom han i tanker om, at han skulle ride fra vejen og ind på den pløjede mark.

 

Aldrig så snart havde han gjort det, før troldene måtte vende om, thi de kunne ikke gå i den pløjede jord. Da karlen kom hjem, forærede han sit herskab sølvkruset.

 

Et års tid efter, en juleaften, kommer der en lille kone til Refsnæs og beder om lidt at drikke. Pigerne gav hende vand i et lerkrus; men hun sagde, at hun ikke kunne drikke af andet end et sølvbæger. Nu hentede de hint sølvbæger, som karlen havde taget fra troldene, og aldrig så snart fik hun bægeret i hånden, før hun forsvandt med det. Pigerne forstod nu godt, at den lille kone måtte høre hjemme i Kællingbjerg.

 

Troldfolket i Kællingbjerg og Stennisbakke var i strid med hinanden og søgte på flere måder at gøre hinanden fortræd.

 

En gammel mand fra N.-Kongerslev skal på en måneklar aften have set en lille kone sidde på Kællingbjerg og spinde på sin rok, ligesom flere har hørt, at kister er blevne lukkede op og smækkede i der i samme bakke.

 

Det skal heller ikke være trygt at færdes der ved nattetider, thi det kan let hænde, at troldfolket vildleder de vejfarende.