Dødsvarsel

I sagnudgaven ”Danske Sagn” fik Evald Tang Kristensen publiceret dette dødsvarsel, som han havde fået kendskab til gennem Lovise Hansen.

Hos en gårdmand i Bostrup ved Nørre-Snede var der en dag fremmede, og da de var alvorlige folk, havde de taget salmebøger og sad nu og talte om gudelige ting, mens tjenestepigen gik ude i køkkenet og passede sin gerning.

 

Pludselig hører hun en vogn køre ind i gården, så én og nok én og så fremdeles. Det undrede hende, at ikke hendes husbond og madmoder gik ud og tog imod deres gæster, og hun kunne da heller ikke forstå, hvorfor og i hvad anledning, der kom så mange. Hun gik derfor hen for at se efter, hvem det var, men i det samme hører hun en ligsalme blive sungen.

 

Hun fik da øje på en ligkiste, der stod oppe i den anden stue, om omkring den stod en skare af mænd og kvinder, som hun kendte. Nogle af dem gik ned i stuen, hvor de fremmede sad, og tog plads på stolene der i stuen, men ingen i huset mærkede noget uden pigen.

 

Derefter tog mændene kisten og bar den ud, fuldt af hele sørgeskaren. Pigen, der i det samme kom og skulle gennem gangen, måtte ordentlig skubbe sig igennem den store folkemængde. Nogle stole, som stod hende i vejen, var af ligskaren stillet frem, for at gæsterne skulle tage plads, og dem måtte hun flytte for at trænge sig igennem.

 

Lidt efter kom konen ud i køkkenet til pigen og spurgte hende om, hvad der var i vejen med hende, siden hun så så bleg ud. Pigen gav ingen videre forklaring på det spørgsmål, men foregav, at hun havde et ildebefindende. Nogen tid efter blev imidlertid en gammel aftægtskone syg, som de havde i huset, og da sagde pigen til sin madmoder: ”Nu skal I få at se, at den gamle kone dør, for jeg har set sørgeskaren,” og derpå fortalte hun, hvad hun havde set.

 

Efter et kort sygeleje døde den gamle, og de selv samme folk, som pigen havde set i forvejen, blev indbudne til begravelsen, hvor alt også foregik, som pigen forud havde set det.