Blodig kamp

Denne vise, som Lovise Hansen fremførte i 1907, så den kunne optages ved hjælp af en fonograf, findes på skrift allerede i 1500-tallet.Den kendes i mange forskellige variationer i hele Norden og var meget yndet hos især den yngre del af den danske bondebefolkning i 1800-tallet. 

Det har ikke været muligt at finde en nedskrift efter Lovise Hansens fremførelse i 1907. Tekstversionen her er gengivet fra ”Danmarks gamle folkeviser" (1853-1976).

"Det var en søndag morgen"

 

1. Det var en søndag morgen, før klokken den slog to,
og lærken sin stemme lod høre,
da opstod der en ridder ud i stor velbehag,
ud i klæderne sig monne [måtte] føre.
Om sommeren.

 

2. Så drog han sine støvler så sagteligen på,
for at sporerne de ikke skulle ringle;
så satte han sig så sagte på sin hest,
for at bidslet det ikke skulle ringle.

 

3. Så red han over bakker, så red han gennem dal,
så red han ud i skoven den hele;
her mødte han jomfruens brødre alle syv,
de var både stærke og vrede.

 

4. Godmorgen, godmorgen, skøn fagre ungersvend,
hvor har I været så længe?
Thi vi har jo tøvet her en meget liden stund,
vi ville gerne have jer ud i tale.

 

5. Ja, jeg har været ud i Rosenslund,
at jage efter liden små harer;
men der blev jeg forsinket en meget liden stund,
hvad ville I mig dertil vel svare?

 

6. Slet ikke har I været ud i øde Rosenslund,
at jage efter liden små harer;
men I har sovet hos vor søster ud i nat
foruden at spørge os til råde.

 

7. Og har jeg sovet hos jer søster ud i nat
foruden at spørge jer til råde,
så var hendes vilje vel lige så god som min,
hvad ville I mig dertil vel svare?

 

8. Ja, enten skal du stande, eller også fly,
eller også ud i skoven den hele,
eller også skal I lade jeres unge liv og blod,
og det for jer kæreste alene.

 

9. Nej, ikke vil jeg stande, og ikke vil jeg fly,
og heller ej ud i skoven den hele;
men hellere vil jeg lade her mit unge liv og blod,
og det for min kæreste alene.

 

10. Så drog han ud sværdet, der stod en blodig kamp,
imellem de syv og så den ene;
så ihjelslog han jomfruens brødre alle syv,
det gjorde Guds vilje alene.

 

11. Så red han over bakker, så red han gennem dal,
så red han ud i skoven den hele;
så red han til sin allerkæreste,
fortalte hende den sorg og den kvide [elendighed].

 

12. Ja, jeg kan jo se på din røde rosenkind
og på dine hænder fagre hvide,
at du har dræbt mine brødre alle syv;
for din skyld jeg gerne vil tie.
Om sommeren.