Rejsen 1907

Da Evald Tang Kristensen i 1907 drog af sted på en af sine mange indsamlingsrejser, havde han allerede i 40 år indsamlet folkeminder af alle slags. Denne gang tog han et helt nyt, moderne instrument i brug for at indsamle levende lyd. Det skete på opfordring fra den 26-årige akademiker, Hakon Grüner-Nielsen, fra København, som tog med ud at indsamle i 1907. På det tidspunkt var jyske Evald Tang Kristensen, der var tidligere lærer og nu fuldtids folkemindesamler, 63 år.

K_C3B8rende landpost

På de to ugers rejse i 1907 kørte Evald Tang Kristensen og Hakon Grüner-Nielsen dels med tog, mens de på andre strækninger måtte tage dagvognen, der både fragtede post, varer og passagerer mellem større og mindre byer. Fotografi fra omkring 1900.

Et par ugers rejse

Den ældre jyde og den unge københavners rejse varede et par uger og strakte sig over et stort geografisk område, når man tager datidens transportmuligheder i betragtning. De rejste skiftevis med tog og med dagvogn, dvs. en hestetrukken postvogn. Fra byernes togstationer måtte de ofte gå flere kilometer ud til de landsbyer eller egne, hvor de sangere, som de ville besøge, boede.
 

Fra Vejle kørte de først mod vest og siden hen mod nord til Silkeborg-egnen. Derfra til Århus og videre nordpå til Himmerland, hvorfra turen atter gik sydpå til Viborg. De fortsatte mod nordvest til Thy og Struer, hvorfra rejsen gik til Ringkøbing og videre til Herning. Sluttelig var de i Ribe og dernæst Kolding.

Hammerum Station Efter ankomst i Herning, fortsatte Tang Kristensen og Grüner-Nielsen til Hammerum for at besøge Mette Kristensen og forevige hendes sang ved hjælp af fonografen. Toget, der ses her, er ankommet fra Herning og holder nu klar til videre kørsel mod Skjern. Foto: C. Jørgensen, Herning, 1906. Det Lokalhistoriske Arkiv i Herning.

Tungt og besværligt udstyr

Det var besværligt at medbringe en fonograf på rejsen. Dels var den i sig selv tung at slæbe på, men derudover skulle de to folkemindesamlere også slæbe på en mængde valser til hvert besøg. På hver valse var der nemlig kun plads til få melodier. Alligevel blev resultatet af de 15 dages rejse i alt 85 optagede viser.

Et resultat værd at bevare

De to folkemindesamlere havde begyndervanskeligheder med at benytte det nymodens instrument fonografen - nogle meddelere traf de ikke hjemme, og andre var ikke så gode til at synge, som de havde ønsket. Men alt i alt var både Tang Kristensen og Grüner-Nielsen så tilfredse med resultatet af deres rejse, at de mente, det var værd at opbevare de indsungne fonografvalser for eftertiden.