Om fonografen

HG-N og Thuren2 Hakon Grüner-Nielsen (t.v.) sammen med folkemindeforskeren Hjalmar Thuren og den fonograf, som blev brugt ved flere indsamlingsrejser. På baggrund af den indsamlede lyd på fonografvalserne medvirkede de begge i 1907 til at oprette et lydarkiv i Dansk Folkemindesamling. Foto: H.J. Barby.

I dag ser vi fonografoptagelserne fra 1907 som en unik mulighed for at komme tæt på mennesker, der levede for 100 år siden. Men i 1907 var det kontroversielt at medbringe et sådant apparat, og der var stor uenighed og tvivl om resultatets brugbarhed.

”… jeg vil ikke tiere med ud på den forretning, når vi skal have en fonograf med. Det er i det hele en væmmelig indretning, og den kan i det hele aldrig gengive sangen hverken rigtig eller ordentlig.”

Sådan skrev Evald Tang Kristensen til lederen af Dansk Folkemindesamling, Axel Olrik, dagen efter, at Tang Kristensen og Hakon Grüner-Nielsen var kommet hjem fra deres indsamlingsrejse i juni 1907. Meddelerne blev nervøse og sang forkert, når de sad foran sådan et stort apparat, mente Evald Tang Kristensen, og skrev:
”Når de gamle skal til at synge ind i den, bliver de helt forstyrrede. Jeg ville selv på ingen måde synge i den, så modbydeligt er det mig at bruge den. ”

Modstand og forbehold

I 1907 var fonografen stadig en ny teknologisk opfindelse, og den udgjorde en ny måde at foretage indsamling på. Folkemindeforskeren Hjalmar Thuren havde i 1902 brugt en fonograf til indsamling af viser fra Færøerne. Nu ville Olrik og Grüner-Nielsen også gerne have danske viser optaget.

At sætte helt almindelige mennesker fra bondestanden til at synge ind i et apparat, der repræsenterede den nyeste teknologi, var ikke en tanke, der behagede Evald Tang Kristensen. Han havde i snart 40 år indsamlet blandt andet viser ved at sidde med sin notesblok og evt. en violin – og han holdt fast i, at det var den bedste måde at gøre det på.

ETK siddende200300 Evald Tang Kristensen var i begyndelsen skeptisk overfor at bruge en fonograf i forbindelse med folkemindeindsamling. Han foretrak sine hidtidige redskaber: pen og papir. Efterhånden ændrede han dog mening og brugte ved flere lejligheder fonografen som et ekstra hjælpemiddel til at fastholde lyden af gamle folkeviser.

En pålidelig optegner

Helt anderledes positiv var Hakon Grüner-Nielsen, der medbragte fonografen på indsamlingsrejsen. I et brev, sendt til Tang Kristensen få uger inden afrejsen i maj 1907, beskrev han fonografens betydning således; ”hvad musikhistorikerne derimod i høj grad tiltrænger, til afgørelsen af alle deres tvistemål, er en fuldt ud autentisk gengivelse af sangen som den har lydt fra folks læber; men en sådan pålidelig optegner er kun – fonografen”.

Dette henviste blandt andet til, at der var flere diskussioner om, hvorvidt Tang Kristensens afskrifter nu også var korrekte.

”… i det hele er de fonografiske gengivelser særdeles gode og tydelige” skrev Grüner-Nielsen, da han var kommet tilbage til København efter rejsen. ”I det hele tror jeg, at det hjembragte melodistof i fonografvalserne giver et objektivt og pålideligt billede af folkesangen i 1907.”

Folkesangen i 1907

Understregningen af, at fonografoptagelserne repræsenterer 1907, er vigtig for Grüner-Nielsen. ”Nu kan det imidlertid ikke være vor mening, at efterverdenen skal tro på fonografvalsernes ufejlbarhed, og vi må til bekæmpelse af denne anskuelse benytte de midler, der står til vor rådighed,” skrev Grüner-Nielsen til Tang Kristensen i december 1907. Da var han ved at udvælge de valser, der skulle afstøbes i kobber og dermed gemmes for eftertiden.

Grüner-Nielsens bekymring var, at vi i dag ville tro, at lydoptagelserne fra 1907 er en direkte gengivelse af den måde, den enkelte vise altid havde været sunget på. Folkemindesamlernes interesse for indsamling var dengang især rettet mod at finde tilbage til det oprindelige og ældste. De mente, at visse viser kunne spores tilbage til middelalderen.

I dag er vi mere interesserede i optagelserne fra 1907, fordi de giver et indblik i, hvilke viser meddelerne kunne huske og valgte at synge ind i fonografens tragt. Dermed kan optagelserne fortælle os noget om, hvilke forestillinger meddelerne havde om verden.

”Eftertiden ville bebrejde os”

”Eftertiden ville bebrejde os, hvis vi ikke havde givet dem, hvad der nu kunne gives,” skrev Axel Olrik til Tang Kristensen for at blødgøre ham over for ideen, lige inden de skulle af sted.

Ny teknologi

Fonografen blev opfundet af Thomas A. Edison i 1877 og det første eksemplar kom til Danmark allerede året efter. Ordet fonograf kommer af det græske phone, lyd, og graphos, skrift. Fonografen er et apparat til lydoptagelse og -afspilning. Den havde sin storhedstid fra omkring år 1900 til 1920’erne, da den blev udkonkurreret af den mere moderne og praktiske grammofon.

Fonografen virker ligesom en grammofon, men den rille, der indeholder lyden, ligger ikke på en flad plade, men på en cylinder – også kaldet en valse – på størrelse med en lille pakke kiks. Foruden en valse, der drejer rundt, består fonografen af en membran med en skrivestift i midten. Valserne er lavet af voks. Når man skal optage stemmen fra en person, må vedkommende tale eller synge ned i fonografens tragt.

Når lyden rammer membranen, ridser stiften et spor i den bløde voks i takt med lydsignalet. Man gentager denne proces modsat, når man skal afspille lyden. Fordi voksen er så blød, kan valsen ikke afspilles for mange gange uden at skade optagelsen. Derfor blev der lavet afstøbninger af voksvalserne på f.eks. kobber, så optagelserne kunne gemmes og stadig afspilles den dag i dag.

Tungt og besværligt udstyr

Det var besværligt at medbringe en fonograf på rejsen. Dels var den i sig selv tung at slæbe på, men derudover skulle de to folkemindesamlere også slæbe på en mængde valser til hvert besøg. På hver valse var der nemlig kun plads til få melodier. Alligevel blev resultatet af de 15 dages rejse i alt 85 optagne melodier.

Da Hakon Grüner-Nielsen efter deres fælles indsamlingsrejse var kommet hjem til København, sørgede han for, at der blev taget kobberafstøbninger, for ”… på den måde vil tonerne kunne bevares for efterverdenen.”

Det ville givet have glædet Grüner-Nielsen, at optagelserne kunne bevares for eftertiden og stadig eksisterer nu 100 år senere. På grund af deres alder, er lyden dog ikke længere så god og tydelig, som den var i 1907.

Lydarkivet2 For at kunne afspille 100 år gamle fonografvalser kræver det naturligvis, at også afspilleudstyret stadig eksisterer. Her ses eksempler på udstyr til optagelse og afspilning af lyd, der bevares i Dansk Folkemindesamlings lydarkiv, bl.a. en fonograf bagerst til venstre. Foto: Thomas Trane, 2005.