Erindring om rejsen

Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen medbragte på sine mange indsamlingsrejser notesbøger, som han undervejs på turene gjorde bemærkninger i om bl.a. vejret, transportmidlerne han brugte, rejseforholdene i øvrigt, og ikke mindst om de personer, han besøgte.

ETK med hustru i stuen Evald Tang Kristensen skrev notesbøger undervejs i løbet af sine mange indsamlingsture. Når han atter var hjemme, blev notaterne bearbejdet. Nogle af dem indgår i hans erindringer, "Minder og Oplevelser", der udkom i 1923-27.

På baggrund af bl.a. sine notesbøger og breve skrev han sine erindringer, der i 1923-27 blev udgivet i fire bind med titlen "Minder og Oplevelser". Her kan du læse et uddrag, der omhandler rejsen i 1907, som han foretog sammen med musikforskeren Hakon Grüner-Nielsen.

”Men nu skulle jeg på en længere rejse. Jeg havde skrevet til Hakon Grüner-Nielsen i København, om han ikke ville følge med mig omkring i Jylland og optage melodier på valser, for når de der blev indsunget, kunne man da få sikkert bevis for, hvordan de havde lydt, og det kunne da blive afgjort, om jeg havde skrevet melodierne rigtigt op eller ikke. Han var villig til at følge med, og så havde han en optager med sig, og en hel del valser købte jeg her i Vejle hos urmager Kallerup.

 

Jeg havde jo sagt ham, at det ikke just blev en lysttur, og der skulle færdes meget til fods. Men han var ung og mente nok, han kunne holde det ud. Vi gav os altså på rejsen, og jeg havde nogle af valserne i min vadsæk.

 

Det er nu ikke min hensigt her at fortælle omstændeligt om, hvordan vi kom frem, men det gik da helt ordentligt, og nogle træk skal jeg så meddele. Jeg havde da også til hensigt samtidig at få optegnet nogle melodier til viser, som jeg forhen havde skrevet op, men ikke havde haft lejlighed til at få, og jeg vidste da, at Grüner-Nielsen var meget musikalsk, så han meget let måtte kunne tegne dem op. Inden vi rejste, måtte min hustru til at synge ind i tragten. Hun kunne nogle melodier, som hun havde lært af sin bedstemoder.

 

Dernæst havde vi boghandler Arild Kousgaard i Vejle til at synge nogle gamle salmemelodier, og så tog vi med toget ud til Ravning Station og gik op til Abildgaard for at få ejeren der, Andreas Knudsen, til at synge for os. Det var han villig til, og jeg var rigtig glad ved at få hans melodier optegnet. Dem havde han lært der nede på Trøjborg, hvor han hørte hjemme.

 

Så var vi også en lille tur henne hos fornævnte Peder Olesen, der nu boede tæt ved Limskov St., hvor han havde bygget sig en villa på en skrænt. Jeg havde først truffet ham på Vinding Højskole, da forstanderen Martin Nielsen skulle begraves. Han havde opfordret mig til at komme derud, da han nok kunne fortælle mig flere interessante sagn, og jeg ville da efterkomme indbydelsen, men fik den gang intet ud af det. Viser kunne han ingen af, ej heller synge for os. Men jeg lovede at komme en anden gang.

 

Så tog vi ud til Kristen Hansen Møller i Hedeby, Ringive, og hos ham fik vi en del melodier, og jeg optegnede visen om "Ridder Ole" og et dansevers. Hvad han ellers kunne, havde jeg forud fået. Dernæst tog vi ud til Give og besøgte L. Bülow, Donneruplund, for at få indsunget, hvad han kunne, men det var dog ikke stort. Så tog vi op til Silkeborg. Jeg måtte sørge for nattely til os, men vi kunne ikke være i samme værelse, og jeg ville da have ham til at være i højskolehjemmet, hvorimod jeg nok ville se at få mig anbragt et andet sted.

 

Jeg gik så op til Kr. Johansen, efter at jeg havde vist Grüner-Nielsen, hvor højskolehjemmet var. Da jeg forlod ham, sagde han, at han sagtens kunde finde derhen igen, men da jeg så en tid efter gik op ad gaden, kom han imod mig med fuld oppakning og sagde, at han ikke kunne finde stedet. Han var endda gået lige der forbi. Nu måtte jeg altså følge ham lige til døren. Sådan er det tit med de indfødte københavnere. Der ovre ved de så udmærket godt besked om alt og kan let finde sig til rette, men uden for København går de tit og tosser om. Jeg skal dog lade denne mand, at han efterhånden blev udmærket dygtig til at finde omkring.

 

Jeg lå hos Kr. Johansen om natten, og næste morgen skulle vi ud til Chr. Sørensen Thomaskjær i Virklund, for jeg vidste, at han kunne synge mange gamle melodier, som han havde lært af sin moder, og sang dem med det rette gamle tonefald. Jeg gik så hen og fik Nielsen purret ud [vækket], han havde nemlig ondt ved at komme op om morgenen. Jeg spurgte ham, om han nu havde sine sager med sig, og da han sagde ja, gav vi os på vej.

 

Vi kom til Virklund, gik ud til huset, hvor Thomaskjær boede, og traf ham godt nok og fik ham til at synge. Han sang 14 melodier for os, men da vi så skulle til at have dem sunget ind på valser, viste det sig, at Grüner-Nielsen kun havde to valser med sig, de andre var blevet liggende i Silkeborg. Det var meget kedeligt, da vi nu ikke kunne få alle melodierne sunget ind, og vi havde gået en lang vej og havde truffet en mand, der var god til at synge netop det, vi skulle have fat i. Men der var intet at gøre ved det.

 

Jeg blev uenig med Nielsen i hans opfattelse af melodiernes begyndelse, da han skulle til at sætte dem på noder. Men herom senere. Vi gik så tilbage til Silkeborg og kom ikke videre den dag. Den nat sov jeg hos seminarieforstander Vinther, og næste morgen tog vi ud til Laven Station og gik derfra til Vole Mark, hvor Svend Peter Jensen boede. Det viste sig nu, hvad jeg ikke vidste besked om, at han var dårlig til at synge, og hans melodier var da ikke værd at få sunget ind. Vi var så henne hos Ane Kirstine Sørensen, der boede ikke ret langt derfra, og hun sang en skæmtevise for os og et par andre visestumper. Svend Peter fortalte os, at Mikkel Sørensen i Herskind Hede var rejst til Amerika, og ham havde jeg endda rigtig haft i kikkerten, fordi han i sin tid havde sunget mange melodier for mig. Det kunne da ikke nytte at tænke mere på ham. Vi rejste så igen ned til Laven og derfra til Århus.

 

Men da Grüner-Nielsen ikke rigtig vidste, hvad han ville og var ved de syv sind, som man siger, helt vankelmodig og helt elendig over det vundne resultat, så tænkte han på at tage op til Hurup for at få fat i Lovise Hansen, som han havde sat stor lid til. Men der ville jeg ikke op, da jeg jo ikke havde nogen sikkerhed for, at hun var der endnu.Han ville slet ikke tro, at der var mere at opdrive, og det var jeg meget ked af, da jeg dog havde gjort mig al mulig flid for, at han skulle få noget udbytte. Jeg kunne ikke gøre mere, og jeg syntes, at udbyttet hidtil havde været godt. Men han var nu ikke så nøjsom som jeg, og kunne ikke finde sig så godt i skuffelser. Han fulgte så med op til Himmerland og stak da af over til Hurup for om mulig at træffe Lovise Hansen.

 

Jeg derimod gik fra Arden Station ud til Møltrup for at besøge lærer Thomsen. Her gjorde jeg et længere ophold og fik da også en del skrevet op, både viser og andet. Thomsens søn Thorvald var flink til at give bidrag, da han meddelte mig, hvad han havde opsnappet hist og her. Det var vist nok i Støvring, jeg igen kom i forbindelse med min følgesvend, men vi fulgtes da med hinanden til Hæsum, hvor lærer Niels Højgaards hustru Mathilde kom til at synge for os. Jeg havde før været der og skrevet op, hvad hun kunne, og nu sang hun ind i tragten. Han havde før været forstander for Nørre-Ørslev Højskole på Falster, men havde ikke kunnet klare sig der, og så måtte han tage til takke med det lille embede her som statsskolelærer.

 

Derefter gik vi op til lærer J. S. Mark i Øster-Hornum, og han samt Villads Mark fortalte mig en del. Her havde jeg en underlig oplevelse, da jeg kom op om morgenen. Der kom ilbud [sendebud, der sendes med stor hast] op til skolen med meddelelse om, at der var ild i et par gårde, som lå lidt sønden for. Gr.-Nielsen havde meddelt mig, at han intet udbytte havde haft, da Lovise Hansen ikke var der længere, men var flyttet op til Dover på Tyholm, hvor hun var kommet til at blive husholderske for en gammel lærer Andresen.

 

Vi gik ud og så på ildebranden, og det var sørgeligt at se på. Den østre gård var helt omspændt af flammer, og de havde nu også fået fat i den vestre. De lå nemlig tæt ved hinanden. Dennes store lade, der var bygget af gammelt egetømmer og sikkert var bygget for mange tider siden, stod endnu og var uden fare, syntes mig. Jeg gik derned og så på, hvordan man søgte at hæmme ildens udbredelse. Jeg gik ind i laden og så, hvordan tømmerværket var lavet. Nu stod den aldeles tom, og jeg kunne da skønne, at den slet ikke var faldefærdig. Lidt efter at jeg var kommet ud og stod oppe på agrene lidt nærmere ved skolen, tog ilden også fat i laden, og det varede ikke ret længe, inden hele bygningen var et stort ildhav. Det gjorde mig virkelig ondt for den gamle ærværdige lade, der sådan skulle fortæres, og jeg kunne ikke frigøre mig for den tanke, at den dog vist kunne have været reddet, hvis man havde gjort sig særlig umage dermed. Men, tænkte jeg, måske en og anden havde syntes, at den også burde gå op i luer, for at der kunne blive sat en nymodens bygning.

 

Samme dag gik Grüner-Nielsen og jeg til Nibe, og så tog vi derfra til Aars og Aalestrup. Derfra kom vi med dagvogn til Gedsted, da jeg antog, at lærer Kjellerup der kunne synge nogle gamle melodier. Det slog alligevel fejl, og vi måtte da overnatte i Gedsted. Jeg blev hos lærer Kjellerup, og Grüner-Nielsen lå på gæstgivergården. Jeg bad ham meget om at være på færde i god tid om morgenen, da vi skulle tilbage til Aalestrup med dagvognen. Jeg stod op i ordentlig tid og gik så over for at se, om han var kommet op. Men det var han ikke, og da afgangstiden nærmede sig, måtte jeg op og banke på hans dør. Han lå endnu i sengen, men lovede straks at komme. Han havde om aftenen bestilt frokost, og den var parat, men han kom ikke inden i sidste øjeblik, og posten blæste til afgang. Han måtte da af sted med maden i hånden tillige med to æg, og fare ud i vognen ikke helt påklædt samt sidde og spise det hele inde i vognen, imens vi rullede af sted. En dame, der var med, sad og undrede sig, og jeg var næsten helt ked af stillingen.

 

Fra Aalestrup kørte vi så til Viborg og var der inde hos skomager P. C. Seibæk, som før havde sunget for mig. Nu var han over 80 år, og han tilsagde mig igen en vise og sang melodier ind på to valser, men den ene var ikke god, Grüner-Nielsen syntes, at den var helt forkludret. En anden var helt god. Der i Viborg lå vi over en dag, og jeg benyttede tiden til at komme hen og få lidt mere at vide af skomager Hammershøj.

 

Fra Viborg tog vi så op til Bedsted i Ty, og der fik jeg et par sagn hos Mette Katrine Povlsen. Vi fik nogle få nogle melodier sunget ind der oppe hos en kone, der boede tæt ved kirken, og så kom vi med toget til Hurup. Herfra gik vi ud til Dover for at få fat i Lovise Hansen. Det lykkedes godt nok, og hun var meget villig til at synge for os, så der fik vi et godt udbytte. Vi blev der om natten, og jeg husker, at jeg formanede Grüner-Nielsen, da vi skulle have aftensmad, til kun at spise et æg, han var nemlig vant til at tage to. Det var nu også på sin plads, for der blev kun sat tre æg ind, ét til Grüner-Nielsen, ét til mig og ét til vor vært, den gamle lærer Andresen. De havde ikke så få høns, hvad jeg godt nok lagde mærke til, men jeg vidste nok, hvad skik og brug var. Næste dag drog vi af, og jeg har ikke hørt fra Lovise Hansen siden, uagtet jeg tit har spurgt efter hende.

 

Nu gik vi til Boddum og ned til Skelager for at besøge den gamle der. Hun lå i sengen, men vi fik hende da op, og hun sang på valsen, så det gik nu godt nok. Men hun var jo ikke vant til at synge på den måde og gik i stå midt i det. Da hun så begyndte igen, blev valsen lidt ejendommelig. Grüner-Nielsen skriver derom: "Hun sang jo jasket [sjusket] og fejlfuldt og afbrød sig selv flere gange, men som kuriosum kan valsen jo altid have sin interesse". Det var en sej tur at komme dertil, og det var også noget svært at komme til Ydby Station. I Bedsted havde jeg hørt, at Ane Marie Jensdatter var taget derned for at besøge familien, og jeg opsøgte hende da i huset, hvor hun var, og fik da atter noget at vide af hende.

 

Imens det stod på, havde Grüner-Nielsen set sig om, og vi tog så med toget til Struer, hvor vi overnattede på missionshotellet. Derfra tog vi til Vem, Ulfborg og He, hvor jeg ville opsøge Mariane Sanddal. Men vi traf hende ikke, hun var rejst op til en datter i Vedersø, og da vi så kom til Ringkøbing og ville tale med Maren Bonde, var det lige så galt, hun var rejst op til sin fader i Sønder-Nissum. Udbyttet blev da lig nul og havde i de sidste dage været yderst ringe. Vi havde da mere end valser nok med os og kom sandsynligvis hjem til Vejle med nogle tomme.

 

Jeg skrev hjem til min kone, da vi var kommet til Hammerum, at vor bestemmelse var at komme hjem til Vejle torsdag aften d. 5te juni. Men vi skulle da også ud til Fastrup fra Hammerum og måtte så om ad Herning. I Hammerum fik vi Mette Kristensen til at synge ind i en valse for os, og vi var også hos Kristine Andersen i Fastrup og fik ligeledes hende til at synge. Den valse, hun sang ind i, blev snart efter afstøbt i kobber, og afstøbningen skal efter sigende være vellykket. Men Mette Kristensen sang temmelig svagt.

 

Vi tog så tilbage til Herning og derfra ned til Ribe. Her sang oversygeplejersken ved Ribe epidemihus frøken Klausen for os, og en 5-års dreng, Johannes Madsen, som lå der af skarlagensfeber, kunne fremsige en hel del af visen om "Rakkerens brud", og han prøvede også på at synge ind i en valse, men det blev jo ikke rigtig sang alligevel. Han havde lært visen af sin fader Søren Madsen, som boede i Hessellund ved Gørding Station. Drengen måtte ikke komme ned til mig på grund af smitten, men stod uden for værelset hvor han lå, og tilsagde mig alt det, han kunne, og det var virkelig mærkeligt, som den dreng havde tilegnet sig versene og kunde gøre rede for dem. Han var nu for resten næsten kommet over sygdommen. Desuden fik jeg der optegnet et par andre mere nymodens viser.

 

Her i Ribe tog jeg så afsked med Grüner-Nielsen og bad ham tage om ad Søren Madsen i Hessellund for hos ham at få den melodi, vi ikke fik af sønnen, og dernæst få fat i Morten Eskesen i Kolding, da han jo kunne synge en hel del gamle melodier.

 

Ved sin hjemkomst til København skrev han så d. 19de juni: "Slutningen af min rejse blev for øvrigt en komplet fiasko. Søren Madsen traf jeg ikke hjemme, han var ude at tække [lægge tag på en bygning] og sagdes først at komme hjem om aftenen. Jeg tog så til Kolding og opsøgte næste formiddag Morten Eskesen, men han var slet ikke kommet hjem endnu. Jeg ventede så hele dagen på hans mulige hjemkomst, men uden held, og tog så hjem til København med nattoget." Vi fik også på en valse sunget et par melodier ind efter husejer Jens P. Pedersen i Ømkulerne, Vejle, og de var meget gode, men hvornår det skete, kan jeg ikke huske.

 

Grüner-Nielsen skrev også i sit brev: "Allerførst vil jeg takke Dem for den tid, vi har arbejdet sammen. Det havde sikkert været morsommere for os begge, om turen havde kunnet foregå i et noget langsommere tempo, men en trøst er det da, at resultaterne sikkert fuldt ud kan siges at svare til anstrengelserne. Alle valserne er kommet i god behold til København, og i det hele er de fonografiske gengivelser særdeles gode og tydelige. Af en del af valserne vil der nu blive taget kobberafstøbninger, på den måde vil tonerne kunne bevares for efterverdenen.

 

Det er sandt nok, at det melodistof, vi nu har medbragt, kun er en efterklang af den rigtige gamle visesang, men herved er intet at gøre, Efterklangen er jo altid bedre end slet intet. Sikkert er det, at fonografen er et uvurderligt hjælpemiddel ved optegnelsen af melodier. I fonografen synger nemlig folk rent uvilkårligt således, som melodien falder dem på tungen, men når man under den skriftlige optegnelse sønderlemmer melodien, bliver folk let usikre og vaklende, idet de selv ikke er klare over de enkelte toner, som de synger". Så skriver han lidt om Kristine Andersens sang, og endelig føjer han til: "Også Sørensen Thomaskjær har ledet os på vildspor. I melodien til: "Jeg stod i Højenloft" synger han ifølge fonografen aldeles sikkert d e e d d e e, og således opnoterede jeg det også fra først af, men ifølge hans egen forklaring, da vi spillede melodien på violinen, sang han dis e e dis dis e e. Hvad skal man sige hertil?

 

Naturligvis er der folk, der har sunget forkert ind i fonografen, men det vil blot sige, at de ikke erindrer melodien. At få en sikker skriftlig optegnelse af en sådan melodi er jo ligeså umuligt, noget andet er, at optegneren, når han i forvejen kender melodien, kan lede sangeren i det rette spor.... I det hele tror jeg, at det hjembragte melodistof i fonografvalserne giver et objektivt og pålideligt billede af folkesangen i 1907, og jeg mener derfor, at vi har al mulig grund til at være tilfredse med vore rejser."

 

Det meste af, hvad Grüner-Nielsen ovenfor har udtalt, kan jeg sige ja til, dog ikke alt. Når C. Sørensen Thomaskjær, som han siger, ledede os på vildspor, så trænger den udtalelse til en bemærkning fra min side. Når han i fonografen 3 gange sang d e e d d e e, men så sang dis e e dis dis e e, så er dette sidste efter min mening det rigtige. En sådan begyndelse på en melodi har jeg flere gange hørt endog af forskellige personer, men naturligvis blot af de gamle og i de rigtig gamle melodier. Den begyndelse kunne Berggreen naturligvis ikke anerkende, da den stred imod de af ham fastslåede principper, men jeg har som sagt hørt den, også hos Thomaskjær, når han sang. Længere hen i melodien sang han også cis dis for c d.

 

Hvad nu Morten Eskesen angik, da kom han virkelig over til København og sang der ind i valser, men Grüner-Nielsen skriver: "Rigtig nok duer de valser med hans sang, som Folkemindesamlingen nu har, ikke noget, da hans stemme er så svag, at indtrykket på valserne ikke er blevet dybt nok til, at en eventuel afstøbning af disse valser vil give hørbare aftryk, men det er meningen at få ham til København igen og lade ham synge inde i selve fonograf-magasinet under kyndig vejledning, det er da at håbe, at resultatet bliver bedre.

 

Indrømmes må det nu, at hans melodier virkelig er af de gode gamle, dog tror jeg nok, at han i tidens løb har forbedret lidt på dem, hvilket fremgår ved sammenligning med hans egne gamle nodeoptegnelser. Det forekommer mig imidlertid, at der ingen grund er til at lade Morten Eskesen være ene om at repræsentere gammel dansk visesang for efterverdenen.

 

Det materiale, vi hjemførte fra vor rejse, vil i hvert fald danne et værdifuldt supplement. Vel har melodistoffet ikke noget særlig gammelt præg, men det udmærker sig ved sin alsidighed, ved at præsentere de forskellige arter af visesang og ved at være samlet fra de forskelligste egne af Jylland... Selv om valserne en gang skulle gå i stykker af ælde, vil deres indhold dog være bevaret for efterverdenen, thi det er Folkemindesamlingens pligt (og for øvrigt også dens hensigt) at lade valserne på det nøjagtigste dechifrere af en kyndig musiker... Planen er da denne: at tilføje til fonografaflæsningerne varianter fra vore melodioptegnelser..."

 

Så vidt altså Grüner-Nielsen, han skriver nok en del mere, men jeg véd ikke, hvad det så er blevet til dermed. Vi hjembragte i alt 32 valser, men efter hvad han skrev, var der kun 11, der efter andres og hans mening særlig ville være at foretrække ved en eventuel reproduktion, og så nævner han da, hvilke det er. Det er valse 3, 8, 12, 13, 16, 17, 24, 25, 27, 29 og 32 (måske også 20). Da jeg har syntes, at sagen har megen interesse, har jeg fortalt så meget derom.

 

Fra Ribe tog jeg så hjem over Kolding, og det kan ikke nægtes, at jeg længtes meget efter at komme hjem til min hustru og dreng, og jeg var virkelig glad ved at blive færdig med alt det slæberi, for vi havde jo meget at bære på. Om ad Hessellund kom jeg ikke, men havde i sinde om at komme derom næste gang, jeg kom til egnen. Om Grüner-Nielsen skrev jeg til min kone d. 4de juni: "Han holder godt ud og er blevet helt øvet i at rejse omkring og komme op om morgenen." Deraf kan man skønne, at han var meget flink at følges med, og at han var den dygtigste til at gå af alle dem, jeg hidtil havde haft med mig, når da undtages fotografen P. Olsen. Udbyttet af vor rejse var noget magert, men det var heller ikke let at få opsporet personer, der kunne synge gode gamle melodier nu.”