Julestuer og julelege

Franziska Carlsen

Franziska Carlsen (1817 - 1876) var født på godset Gammel Køgegaard ved Køge, hvor hendes forældre var godsejere.

Som voksen opholdt sig meget på godset Rønnebæksholm ved Næstved. Hun levede i et engageret herregårdsmiljø, hvor man interesserede sig for i tidens nye strømninger i politik og religion.

Allerede som ung fattede hun interesse for historie og folkeliv, og hun optegnede mange fortællinger, viser og festtraditioner efter den lokale almue.

Nogle dage før juleaften, når de skulle have legestue i Rønnebæk og de andre byer i sognet, samledes drengene eller, som de også kaldtes, plovkjøringerne, på gaden og løb foran gårdene og råbte: ”Hej, herud at lave legestue”.

Således blev de ved at råbe, til en af mændene kom ud og lovede dem, at de måtte få legestue i hans gård. Når juleaften så kom, råbte drengene atter på gaden: ”Hej til legestue til Niels Nielsen”, eller hvad manden i gården, hvor legestuen skulle være, hed.

4570-frierleg,Tegningen viser en frierleg. Pigerne havde i forvejen bestemt, hvem der skulle høre sammen. Karlene kom een efter een ind i stuen for at finde den, der var bestemt for dem, mens pigerne forstillede sig på alle mulige måder for at bortlede opmærksomheden fra den rigtige løsning. Mange af legene blandt ungdommen spillede på temaet om at finde en partner. Valget af den rigtige partner var vigtig i bondesamfundet, fordi det fik stor indflydelse på ens fremtidige liv, om man fandt en rig, dygtig, arbejdsom osv. ægtefælle. Ægteskab var en forudsætning for at have en gård, for der skulle både en husmor og en husbond til at får dagligdagen til at fungere. (Postkort tegnet af Benjamin Dahlerup (1898-1959) efter anvisning af M. Kramer Petersen.) Foto: Dansk Folkemindesamling

Efter nadver samledes så i denne gård piger og karle, småpiger og drenge, og enhver, som kom ind, sagde: ”En glædelig jul og en lystig legestue!”.

Så spillede musikken op, og dansen og legen begyndte, men endte først, når solen skinnede, og det blev lys dag. Så gik alle hjem hver til sit, og karlene og pigerne fik som oftest skænd af deres husbond og madmoder, fordi de var blevet for længe borte.

Den første gang, de samledes og havde julegilde eller legestue, var juleaften, den næste gang var nytårsaften, men de vedblev med disse legestuer hver lørdag aften, til de nåede Kyndelmisse.

Nytårsaften byttede de nytårsgaver ud, som det kaldtes, når en af pigerne gik ud i køkkenet og slog på døren til stuen og spurgte: ”Hvem vil have denne pige?”. Så kom en karl og ville have hende, men han vidste ikke, hvem han fik, før han hørte, hvem det var, pigen i køkkenet havde tænkt på.

Således fik hver karl en pige, men undertiden byttede karlen bagefter med en anden karl, som havde fået en pige, han syntes bedre om. Og den pige, de fik, skulle de danse den første dans med.

Ved disse legestuer havde de i juletiden mangen spas for og legede lange lege, af hvilke jeg her vil beskrive nogle, jeg har hørt om. En af legene kaldtes Julebispen. Når den skulle leges, blev en karl udklædt med en hvid skjorte på og fik en pind i munden med et lys i hver ende.

Han blev sat på en stol midt på gulvet med en balje, hvori var vand og en karklud, under skjorten. Så gik alle folk rundt om ham og sang: ”Her har vi os en julebisp, den gi’er vi nødder og æbler (udtales ævle), men den, vi havde i fjord, den gav vi død og djævle”, imens den ene efter den anden ofrede nødder og æbler.

Men når julebispen ikke fik nok, tog han den våde karklud op af baljen og slog dem med i ansigtet, som ikke ville ofre tilstrækkeligt.

En anden karl blev udklædt som præst med en strop om halsen og stod ved bordet, hvor han havde en anden karl hos sig, som var degn. Til dem kom så en karl og en pige og blev viede med en tale af præsten, som var alt det mest usammenhængende vrøvl, præsten kunne finde på.

Når talen var til ende, sagde degnen: ”Jamen”. Når alle, som var med til gilde, par efter par, var viede, gik de op at ofre til præsten og degnen, og dette offer bestod i nødder og æbler, men under ofringen sang degnen: ”Fuglen fløj, kys degnens pøl, i fjæset”.

Når denne leg var til ende, begyndte kongelegen, som bestod i, at en karl og en pige blev udpyntede som konge og dronning med kroner af halm på hovedet og sat for bordenden. Kongen lod så ved en karl alle folk skrive i skat, så de hver og en måtte afgive deres skat i nødder og æbler, og når de ikke vægrede sig ved at give denne skat, så gav kongen ved en tale tilladelse til, at de, som præsten havde viet, måtte skilles ad, og dermed var legen til ende.

Noter: 
Nadver: aftensmad
Kyndelmisse: 2. februar
Julebispen: en bisp er en biskop

Kilde:
Franziska Carlsen: Noget om og fra Rønnebæk sogn med Rønnebæksholm. Kbh. 1861. s.63-65