Vilde julelege

Nordfynsk landsbyliv

Jens Christensen blev født i 1828 som den yngste af syv børn.

Som ung havde han arbejde et bryggeri i Fåborg, men da hans svigerfader døde, overtog Jens Christensen og hans kone gården svigerfaderens gård i Væde i Veflinge sogn mellem Odense og Middelfart.

I 1910, da Jens Christensen var 82 år, begyndte han at skrive ned, hvad han kunne huske fra sin barndom. Det var hans sønner og svigerdøtre, der havde opfordret ham til det.

Nu er julelegene begyndt. Karlen i gården forlanger først, at musikanterne skal spille. Han råder så for at bestemme, hvor længe, og hvor mange danse, han vil danse først.

Han tager den pige, han synes bedst om at danse med, og bliver til tider ved at bestille så mange forskellige danse hos musikanterne, at det vækker forargelse hos de andre, som så klapper af dem.

Det kan tit forårsage spektakel, især når det sker ud på natten. De kappes om at få bestilt musik for at danse først. Kan man ikke få første dans, og er der også bestilt anden, tredje, fjerde gang, jo vanskeligere er det at få den pige, man helst vil danse med. Synes hun ikke om ham, svarer hun, at hun er budt op til tre, fire danse.

I ved vel ikke, hvad der egentlig forstås ved en dans. Den begynder altid med en vals og slutter med en vals. Der imellem er flere forskellige: skåsk, sider, fireture, hamborg, hopsa og andre flere. 

Julius-Exner---Et-bondegild En fest er et afbræk i hverdagen, men det betyder ikke, at der ikke er regler for, hvordan man skal opføre sig, når man fester. Det gælder både i dag og i tidligere tider. I bondesamfundet var de unges fester oftest sammenskudsgilder, hvor alle kom med penge eller naturalier som øl eller malt. (Julius Exner: Et bondegilde på Hedeboegnen, 1855) Foto: Statens Museum for Kunst 

Kl. 22 blev der opvartet med smørrebrød. Pigen gik med et fadfuld omkring. De havde alle taget plads på kister, bænke og stole. Dem, der var mest glade ved hinanden, satte sig sammen, så det var en hel fornøjelse at sidde og snakke sammen, mens de spiste.

Manden (gårdejeren) gik med flasken og skænkede en snaps, så kom kanden med øl i, og nok et stykke smørrebrød. Alt var gratis undtagen musikanten, han fik en mark for at spille. Der blev som regel holdt klokken to.

Det var billig fornøjelse for dem, der kunne nøjes med den snaps, manden skænkede, men det kunne de ikke alle. De sikrede sig så i tide og lagde hver to til tre skillinger og fik hentet, før der blev lukket i kroen. Der var så nogle, der drak for meget, og det havde til følge, at der blev så tit uenighed, mest over dansen.

Den karl, der flere gange havde nejet for en pige, men fået til svar, at hun var budt op, han var godt gnaven og kunne godt finde på at række et ben frem og vælte hende sammen med den, hun dansede med.

Det måtte ikke få udseende af, at det var gjort med vilje, men vedkommende blev alligevel gal. Ikke alene fordi de andre lo af dem, men det var ubehageligt at blive tilsvinet på det snavsede lergulv, der var vådt af spyt. Så det kunne nok udvikle sig til slagsmål. Det var der ingen, der brød sig videre om; det var de så vant til at se.

I storstuen stod et langt bord og to klædekister. Der krøb børn og piger op på for ikke at blive trådt over tæerne, når de brødes. Der sad de med spændt opmærksomhed og ventede på udfaldet. Nogle holdt mest med Per, andre med Poul. Tilskuerne havde noget tilfælles med københavnerne, når de så på Beck Olsens brydekamp.

Det var sjældent, nogen slog eller rev hinanden, så det var kendt dagen efter. Så kunne de risikere, de fik øgenavne; fx Slå-Hans eller Rive-Per, eller hvad de ellers hed. Jeg kender en, som bar navnet Rive-Anders hele sin levetid, og hans søn blev kaldt Rive-Anders’ søn, men han var også så slem til at skramme sine modstandere i ansigtet.

Når så den ene var faldet til jorden og havde sagt bardun, fik han lov at komme op. Begyndte han alligevel at ymte spektakel, var der gerne nogle til at stifte forlig. De tog så en tår til, hvis der var brændevin, og så skulle alt være glemt. Men det var ikke let at glemme for den, der havde ligget underneden og var blevet så tilsølet, at det blev vanskeligt for ham at få en pige til at danse med sig.

Det var den første juleleg. De andre syv er noget lignende, så der er ikke noget at opholde sig ved; de skulle være færdige otte dage før fasten. Kom fasten tidligt, blev der to julelege i enkelte uger, fastelavnsgildet skulle også være færdigt før fasten.

Noter: 
Beck Olsens brydekamp: Beck Olsen var en kendt bryder omkring 1900-1919. Han havde et cirkus på Åboulevarden i København 

Kilde:
Jens Christensen: Træk af nordfynsk landsbyliv. Optegnelser udgivet af Poul Andersen, København 1958. s. 37-39.