Former og følelser

Barndom i 1870'ernes landbosamfund

Søren Vasegaard har nedskrevet sine erindringer om barndommen i 1870’ernes landbosamfund i Klejtrup sogn Mellem Viborg og Hobro.

Konerne sad og strikkede ved en kop kaffe, mens en af dem læste en historie højt (på stift bogsprog) af den sidste årgang af almanakken. Hvad historien hed, og hvem der havde skrevet den, kan jeg ikke oplyse, men det er også ligegyldigt.

Den drejede sig om et par kærestefolk, hvoraf den mandlige part var indkaldt til soldat og i fortællingen lå i lejr i nærheden af den kvindelige parts hjem.

Nu tror jeg nok, at han var begyndt at blive træt af hende, mens hun holdt fast ved ham – så meget er sikkert, at hun for at få sin kæreste at se, gik vejen til fods til lejren for at opsøge ham.

Denne i vor tid vist nok ikke dadelværdige handlemåde af en elskende pige vakte i høj grad de forsamlede koners misbilligelse. Jeg kan endnu høre værtinden sige, at det syntes hun rigtignok ikke, at pigen skulle have gjort, og deri stemmede de andre fuldstændig overens med hende.

Hvorfor? Jo, det hørte ikke til god tone, at kærestefolk i almindelighed og pigen i særdeleshed lod sig mærke med, at hun var forelsket i sin kæreste, selvom alle og enhver vidste, at hun ville have karlen og skulle giftes med ham.

Vi havde i Klejtrup sogn et ord, der udtaltes ”want”, og som kunne bruges i forbindelser, hvor man ville udtrykke trang til, længsel, begærlighed efter noget, men det brugtes mest i ringeagtende og nedsættende betydning. I denne forbindelse blev det sagt om hin pige i historien, at det ikke så godt ud, at hun lod sig mærke med, at hun så ”want” efter kæresten.

Altså: forlovede mennesker adskilte sig ikke fra andre unge mennesker i deres færd. At kærtegn af hvilken som helst art ikke kunne gives i andres påsyn følger umiddelbart deraf. På dette område herskede ligeså megen blufærdighed som på det religiøse område.

Bryllupsdagen
En fremmed, som havde iagttaget parrets dans, kunne let have draget en fejlagtig slutning ved at se de nygifte danse. Det var mindst af alt et smilende par, der bevægede sig på dansegulvet. Men alvoren eller rettere ubevægeligheden i deres ansigtstræk og de nedslagne øjne betød aldeles ikke et ulykkeligt par.

Nej, det var blot det samme som ofte før er understreget i egnens karaktertræk: ængstelse for at give anledning til bemærkninger, og så det højtidelige indtryk, som de var under ved at vide sig genstand for alle tilstedeværendes blikke. Over for en sådan opmærksomhed hørte det ikke til god tone at demonstrere.

Intet hæderligt brudepar kunne tænkes fx at opmuntre hinanden ved øjekast eller smil – det ville øjeblikkeligt være blevet iagttaget og have givet anledning til stikpiller eller folkesnak. Ingen måtte kunne se på dem, at de holdt af hinanden.

Noter: 
Almanakken: En kalender, som også indeholdt nyttig viden, fortællinger m.m.

Kilde:
Søren Vasegaard: Fra Klejtrup Sogn. Bidrag til Belysning af himmerlandsk Bondekultur i 70erne. København 1925. s. 139-40.