Fra folkesagn til vandrehistorier

Karakteristisk for både sagn og vandrehistorier er, at det er kortere fortællinger, der af fortælleren opfattes som virkelige.

Moderne sagn
Sagn er næsten altid knyttet til virkelige personer eller steder. Bortset fra historiske sagn, er det kendetegnende, at sagn ikke har helte eller heltinder. I sagn handler det tværtimod om almindelige mennesker. Tit kommer de i en situation, hvor fx overnaturlige kræfter truer deres tilværelse. Der kan også være overnaturlige væsener som havfruer eller trolde.

En-fremmed600 Tidligere blev fortællinger spredt via omrejsende, eller på markeder hvor mange samledes. I dag cirkulerer mange vandrehistorier fra land til land via cyberspace. Foto: Dansk Folkemindesamling

I dag er sagnene blevet tilpasset vores moderne liv, og nu betegner man dem som vandrehistorier. Det overnaturlige er stadig med i mange af historierne. Måske som spøgelser eller ufoer.

Tilpasning til lokale forhold
Mange af de sagn og mundtlige fortællinger, der er blevet nedskrevet og indsamlet i Danmark, kendes også i andre dele af verden.

Fortællingerne er vandret fra mund til mund og fra land til land. Når de nåede Danmark, blev de lavet om, så de passede til danske forhold. Sådan er det også med nutidige vandrehistorier.

I stedet for at handlingen foregår i Manchester, bliver det i Århus, ligesom Frau Schmidt bliver til fru Jensen. En høvding er måske ændret til en statsminister, og vinranker til hvedemarker.

fortalt Der blev fortalt sagn og eventyr eller sunget viser i bindestuerne, hvor bonde- befolkningen mødtes om aftenen til fællesstrikning. Foto: Dansk Folkemindesamling 

Troværdige fortællinger
Både i de gamle sagn og i de nye vandrehistorier afspejler fortællingerne den hverdag og den omgangsform, der fandtes eller findes dér, hvor historien fortælles.

I modsætning til eventyr, der er fiktion, giver sagn og vandrehistorier sig ud for at være sande. De forestiller at beskrive virkelige begivenheder.

Derfor er det nødvendigt, at de knytter sig til et bestemt sted eller bestemte personer. Ellers virker de ikke troværdige. De må tilpasse sig det miljø, hvor de bliver fortalt, men også den tid, de lever i.

Tro eller fordomme
Før i tiden sagde man, at det, der holdt sagn og vandrehistorier i live, var tro. I dag vil vi sige, at det er fordomme, usikkerhed eller frygt. Det er de følelser, der bliver vakt til live, når man møder noget, der er anderledes, eller når man føler sig truet.

Historierne viser os, hvad folk til forskellig tid har været optaget af, hvad de har været bange for og usikre på. Hvor sagnene for 150 år siden handlede om stormfloder og lygtemænd, handler de i dag om tsunamier og marsmænd.

Og hvor det før i tiden var herremanden eller præsten, man hånede og elskede at hade, er det nu direktøren eller TV-værten. Fortællingerne er på den måde også et udtryk for, hvordan man både før og nu positionerer sig i forhold til andre.

Selv om sagn og vandrehistorier kan synes fjollede og virke overdrevne, giver de alligevel mening for folk. Ellers ville de ikke eksistere i så stort et omfang, som de gør.

Fortaellefestival600 I dag bliver der afholdt fortælle-festivaler flere steder i landet, hvor både amatører og professionelle fortællere serverer gode historier for et lydhørt publikum.  

Folkelig kultur
Måske er der også noget særligt ved historier, som folk selv skaber og videreudvikler. Måske kommer inspirationen til vandrehistorier fx fra aviser eller fjernsyn.

Men når fortællingerne har været gennem befolkningen, er de blevet tilpasset og præget af dem. Det bliver de til stadighed, så længe fortællingerne vandrer videre.

Fortællingerne kommer indefra, og er på den måde en del af den folkelige kultur.

Kilde:
Bengt af Klintberg: Rotten i pizzaen, 100 af hverdagens vandrehistorier, 1988.

Else Marie Kofod: Folkets fortællinger som kilder til kundskab, i Begrebet immateriel kulturarv, Kulturministeriets Forskningsudvalg, 2006.