Nyskrevne digte om København netop nu (3:3)

Caspar Eric, Mette Moestrup og Olga Ravn

Caspar EricCaspar Eric. Foto: Halfdan Venlov

Det Kgl. Bibliotek gentager successen fra sidste år og inviterer atter til musik, poesi og det talte ord i Bibliotekshaven. 

Til det andet arrangement, torsdag d. 3. september, har Caspar Eric leveret en tekst, der er skrevet midt i Bibliotekshaven, og som bl.a. indeholder linjerne:

’Senere lærte jeg

at haven hvor vi søgte tilflugt

hang sammen med biblioteket

og var bygget ovenpå

en gammel krigshavn,

selv de smukkeste pladser

er mærkede af krigene,

bygget på krig.

Hvilket betyder

at skønhed kan vokse ud af alt

(men også at den nemt

kan bruges til at skjule,

de historier vi ikke

er stolte af.)’


Lyrikkens evne
Biblioteket har kommissioneret tre nyskrevne digte hos digterne Olga Ravn, Mette Moestrup og Caspar Eric, der reflekterer over den københavnske virkelighed nu og her. Hvad står vi midt i? Hvor kan vi bevæge os hen?
’Vi har bedt disse tre aktuelle digtere skrive sig ind i en lang, stærk tradition af stedsspecifik københavner-lyrik. Vi tror, at lyrikken med sin evne til at endevende sproget og begribe verden på ny er det rette udtryk til at sætte ord på øjeblikkets København, dets billeder og stemninger’, siger Lise Bach Hansen, ansvarlig for litteraturscenen på Det Kgl. Bibliotek. 

De tre poeter skriver sig med deres københavner-digte ind i en lang og stærk tradition. Fra H.C. Andersen over Jens August Schade, Tove Ditlevsen, Tom Kristensen, Inger Christensen, Michael Strunge og Klaus Rifbjerg til Søren Ulrik Thomsen har danske digtere været fascineret af hovedstadens flimrende univers. Som Andersen f.eks. skrev i 1829 i digtet Østergade, poetisk betragtet:
’Det hele Liv, ret som det staaer
Og gaaer,
Kan findes paa en simpel Promenade
Igjennem Østergade.’ 

Tilføjet nedenfor er hele Caspar Erics kommissionerede digt til tordagens Bibliotekshaven LIVE, hvor både Christiansborg, Rigshospitalet, Lynetteholmen og Kruts Karport nævnes, men hvor der også optræder ord som ’det danske flag’, ’boligpriserne’, ’udskamningen’, ’krig’ og ’Blackstone’. Digtet er til fri offentliggørelse. 

Foruden digte ved Moestrup, Eric og Ravn vil et hold af skuespillere bestående af Mathias Rahbæk, Signe Egholm og Laura Allen Müller levere deres personlige coverversioner af københavner-digte af Dan Turèll, Tove Ditlevsen og Inger Christensen. Digte, som mange sikkert kender i forvejen og har et forhold til, men som fortolkes på måder, der med sikkerhed ikke er hørt før.
Derudover sætter de tre samfundsdebattører og stærke talere Mikhala Iversen, Tarek Ziad Hussein og Maya Tekeli ord på, hvordan København opleves fra deres respektive ståsteder netop nu. Kom og oplev det skrevne og det talte ord i en skøn forening.

Torsdag 3. september kl. 17 Bibliotekshaven LIVE (3:3)
Katinka, Caspar Eric, Tarek Z. Hussein, Laura Allen Müller. 

TIDLIGERE ARRANGEMENTER
Torsdag 20. august kl. 17 Bibliotekshaven LIVE (1:3)

Marie Carmen Koppel, Olga Ravn, Mikhala Iversen, Mathias Rahbæk


Torsdag 27. august kl. 17  Bibliotekshaven LIVE (2:3)

Isam B, Nana Jacobi, Mette Moestrup, Signe Ekhom, Maya Tekeli m.fl. 

Arrangementerne er gratis. Støttet af Gads Fond.

­­­­­­­­­­­­­­________________________________________________________

 

EN HISTORIE OM EN DAG HVOR VI SNUBLEDE IND I EN HAVE

Caspar Eric (f. 1987)


Vi var på vej hjem fra byen

vi var unge og kåde

klar til at natten

skulle strække sig ind i dagen.

Det er én af de ting

jeg elsker ved København;

at den lige præcis

sover nok

til at man kan indtage

dens glemte lommer.

finde et sted med blomster

at kaste sin kærlighed på,

mens andre langsomt

er på vej på arbejde,

parfumen fra et jakkesæt,

duften af Lloyd-sko

der mindede mig om min far

mens vi trak vores cykler;

alle de ting

vi trækker rundt om hinanden,

dufte og historier,

penge og poesi.

Jeg kan ikke huske

hvem der ville forbi Christiansborg

ind for at råbe

af onde politikere.

Jeg savner dengang

hvor jeg troede på ondskab,

nogen at rette

sine skuffelser mod,

troede på at de kunne erstattes

af bedre versioner.

Vi satte os på trappen

røg bare lidt

vores øjne var blanke

som søernes flader.

Hvilket vil sige

fulde af snavs,

af stjålne cykler

dagene der løb igennem os.

Så ville Martin

ned og bade

og på vej mod havnen

snublede vi ind

ligesom ikke med vilje

i denne her lille oase

noget fra en film

en gigantisk skulptur

som en offergave,

alienagtig

og langs kanterne

blomster over alt,

røde og hvide.

Jeg er usikker på

om mit begær efter de farver

er det danske flag skyld

eller coca-cola-kærligheden

helt fra jeg var barn.

I børnehaven skulle vi altid

ind og vinke

foran balkonen

når dronningen havde fødselsdag.

Jeg ved ikke rigtig

om det har gjort en forskel,

jeg er ikke royalist

men jeg kan lide dem som mennesker,

En lille mytologi

vi fortalte til hinanden:

At mens vi blev trukket rundt

i klapvogne uden kopholder

kunne man indimellem se

kronprinsen på flugt

på jagt efter en krog

hvor han kunne gemme sig for sin bodyguards.

At være indfødt her

betyder at jeg har følelser

der binder sig til nationalstadionet

der binder sig til Rigshospitalet.

Jeg tænker mere på min søster

og mine fætre og kusiner

end de to gange

hvor jeg var inde og blive opereret.

Og selv dengang:

den intime fornemmelse

ved at kunne navigere

i gangenes systemer,

at have en fortrolighed

med bygningens alvor,

og mest bare huske

den gamle læge,

der kastede farvede hoppebolde

og greb dem i sin kittel.

Jeg tror han hed Reimers,

jeg ved at han ofte

arbejdede i Grønland,

og at jeg græd da han døde.

Selv i dag går jeg tit

igennem den bygning

for lige at tjekke

indersiden af betonen,

tænke på alt det

væggene har taget imod

tænke mit kritiske

om 7/11 i stueetagen,

ja, den er god nok

jeg er en romantisk nar.

Der er historier jeg ikke deler

for at undgå at virke smart;

prisen for en storby

er umuligheden af at claime den,

prisen for en storby

er at jeg engang nok må flytte

når boligpriserne stiger,

når Lynetteholmen skal bygges.

Til gengæld har jeg lært

aldrig at gro fast,

behovet for venner

med sofaer man kan crashe på,

når fremlejen igen

står til at udløbe,

lært at sætte pris

på at byen især

findes i kraft

af det folk tager med til den.

For eksempel Mille

der stammede fra Viborg

og nu blev hun kaldt

Queen Of The Night.

Det var hende der viste mig

hvordan man rullede en joint,

hende der pegede

haven ud,

sagde: “Jeg tror altså der ligger

noget herinde.”

Til gengæld var hun også

den første til at hente kaffe,

nede i kiosken,

mens vi andre lagde os

i skyggen under statuen

af Kierkegaard,

ikke så meget for at gemme os

som for ikke at forstyrre.

Klokken må vel have været

lidt i otte,

en kvinde med solbriller

kom ind med sin barnevogn.

Hun ammede sit barn

satte sig med en bog,

på et tidspunkt følte jeg

at hun smilede til os,

at vi genkendte hinanden

på tværs af vores aldre.

I dag aner jeg ikke

hvor fanden de fester,

de unge røvhuller,

som jeg engang selv var.

Den klub vi havde været på

findes ikke mere

så nu må vi rende

og fortælle historierne,

ligesom at historierne

blev fortalt til os,

dengang på Pan

dengang på Jazzhouse

dengang på hvad end

der nu lå under Palads,

som måske ikke engang selv,

får lov til at ligge der:

Steder der forsvinder

for at give plads til andre,

både i bybilledet

og i de indre begærsrum.

Senere lærte jeg

at haven hvor vi søgte tilflugt

hang sammen med biblioteket

og var bygget ovenpå

en gammel krigshavn,

selv de smukkeste pladser

er mærkede af krigene,

bygget på krig.

Hvilket betyder

at skønhed kan vokse ud af alt

(men også at den nemt

kan bruges til at skjule,

de historier vi ikke

er stolte af.)

Indimellem kræver det

at nogen tager dig i hånden

og viser dig hvad der gemmer sig

bag de røde mursten.

Jeg ville aldrig have set haven

hvis det ikke var for Mille,

har fandme brugt den meget

til at imponere en pige

vise den som en perle

til nye venner,

et sted hvorfra

jeg kan fortælle om den dag

i parken og David,

hans mor var lige død,

det var derfor vi havde været ude,

taget den til grænsen,

nogle gange

er det nødvendigt at glemme.

Og der midt på græsset

sagde han, okay

alt skal jo nok gå

og det føltes sandt.

I et øjeblik

var haven vores,

og duggen tvang sig

ind gennem vores t-shirts,

kølede os efter

nattens strabadser,

et græs der føltes

næsten Harry Pottersk.

Lang tid inden

at Pokemon Go

gjorde haven til alles

i jagten på monstre,

børn og forældre

med iPhones i hænderne,

et sted lige præcis

mellem drøm og virkelighed.

Alligevel tænker jeg

på lige nu,

hvem der føler de har adgang

til den form for have,

hvem der også føler

at statuens skygge

er et sted hvor de

fortjener lidt ro.

Her mens udskamningen

vokser i vores land

og spirer helt ind

i politikernes munde.

Her hvor krogene

langsomt forsvinder,

hvor man klippede buske ned

i Ørstedsparken

for at forhindre

mænd i at mødes.

Her hvor alle pladser

er blevet gennemsigtige

for at ingen

skal pisse i hjørnerne.

Her hvor antallet

af arbejderklassebørn

der fødes i København

er faldet med 75%

siden dengang

jeg selv kom til verden.

Hvilket vil sige

at byen er for de rige

en overraskelse for ingen

in the age of Blackstone;

Hvor steder som Kruts Karport

ikke længere kan betale sig,

hvor bestemte klienteller

ikke længere kan betale sig,

hvor bestemte kroppe

ikke længere kan betale sig.

Så er det godt

med de åbner haver,

de steder det stadig

er gratis at lægge sig,

men helt sikkert nemmest

hvis du er mødregruppe.

Haverne er noget

vi skal vise til hinanden,

vise at her

er et sted du kan gå hen,

ligesom bibliotekaren

der viste mig Shamram

da jeg var ca 12 år

og foruden hvem

dette digt

aldrig ville have fandtes.

I dag har jeg ikke

lånt en bog i 10 år,

det er en anden historie

noget med en bøde,

at jeg er bange for,

at de skal komme og smide mig ud,

så jeg låner min søsters

sygesikringskort.

This is just to say,

at til dem der kigger

ind på det pæne

og klippede græs

og tænker at det her

er ikke for mig:

jeg forstår jer sagtens

det er derfor I skal gå ind,

en by der ikke er vores

er ikke nogen by.

Til sidst kom børnene

ind for at spise frokost

så tog vi vores cykler

og kørte ud til hjørnerne,

der hvor vi stadig

var på fornavn med pizzamanden,

der hvor vi var vant

til at sidde i solen

på en trappesten

og at det også kunne være nok.