Nyskrevne digte om København netop nu (1:3)

Olga Ravn, Mette Moestrup og Caspar Eric

Olga RavnOlga Ravn. Foto: Lærke Posselt

Det Kgl. Bibliotek gentager successen fra sidste år og inviterer atter til musik, poesi og det talte ord i Bibliotekshaven. I år har biblioteket kommissioneret tre nyskrevne digte hos digterne Olga Ravn, Mette Moestrup og Caspar Eric, der reflekterer over den københavnske virkelighed nu og her. Hvad står vi midt i? Hvor kan vi bevæge os hen?

’Med sin særlige følsomhed og evne til at endevende sproget og begribe verden på ny er lyrikkens udtryk det rette til at sætte ord på øjeblikkets København, dets billeder og stemninger’, siger Lise Bach Hansen, ansvarlig for litteraturscenen på Det Kgl. Bibliotek. 

De tre poeter skriver sig med deres københavner-digte ind i en lang og stærk tradition. Fra H.C. Andersen over Jens August Schade, Emil Bønnelycke, Tom Kristensen, Michael Strunge og Klaus Rifbjerg til Søren Ulrik Thomsen har danske digtere været fascineret af hovedstadens flimrende univers. Som Andersen f.eks. skrev i 1829 i digtet Østergade, poetisk betragtet:
’Det hele Liv, ret som det staaer
Og gaaer,
Kan findes paa en simpel Promenade
Igjennem Østergade.’ 

Tilføjet nedenfor er Olga Ravns kommissionerede digt, FARVEPLANTER, til tordagens Bibliotekshaven LIVE, hvor læseren tages ved hånden gennem bl.a. Enghaveparken, Godsbanegade, Åboulevarden og Vestre Kirkegård. 

Foruden digte ved Ravn, Moestrup og Eric vil et hold af skuespillere bestående af Mathias Rahbæk, Signe Egholm Olsen og Laura Allen Müller recitere københavnerdigte af Dan Turèll, Tove Ditlevsen og Inger Christensen. Digte, som mange sikkert kender i forvejen og har et forhold til, men som fortolkes på måder, der med sikkerhed ikke er hørt før.
Derudover sætter de tre samfundsdebattører og stærke talere Mikhala Iversen, Tarek Ziad Hussein og Maya Tekeli ord på, hvordan København opleves fra deres respektive ståsteder netop nu. Kom og oplev det skrevne og det talte ord i en skøn forening. 

Torsdag 20. august kl. 17 Bibliotekshaven LIVE (1:3)
Marie Carmen Koppel, Olga Ravn, Mikhala Iversen, Mohammed Ali Osman m.fl.

Torsdag 27. august kl. 17  Bibliotekshaven LIVE (2:3)
Isam B, Nana Jacobi, Mette Moestrup, Maya Tekeli m.fl.


Torsdag 3. september kl. 17 Bibliotekshaven LIVE (3:3)
Katinka, Caspar Eric, Tarek Z. Hussein, Laura Allen Müller m.fl. 

Arrangementerne er gratis. Støttet af Gads Fond.

­­­­­­­­­­­­­­________________________________________________________

FARVEPLANTER

 

Lindetræerne i Enghaveparken

kongelyset på hjørnet af Godsbanegade

rejnfan langs Åboulevarden

perikon ved børnehaven afblomstret

den krusede skræppe på Vestre Kirkegård

hylden snart med bær langs Ingerslevsgade

for forurenede til saft

æbletræet bad

allernådigst om

jeg ville undlade at

plukke dets blade det

gav simpelthen ikke slip

røllike langs fodboldbanen

bind gråbynke om anklerne

det stærkest duftende

mit spædbarns væde

han er en af dem

morgenfruerne

henvendt

prikbladet med djævlens nåle

står nu denne bygning

som en søjle af lys

IKEA

så lodne så vidunderligt lodne

er dine skuldre

som kongelysets blade

lanugo hårene på Hvidovre

da jeg så dig

for første gang

en flerårig urt