Die Welt og Sydsvenskan: Europa på forsiden

Ulf Poschardt og Pia Rehnquist

boern_i_biblioteket_foto_niels_hougaard_jpegFoto: Claudius Pflug og Albin Brönmark

Chefredaktører fra de mest indflydelsesrige europæiske aviser taler i Dronningesalen om de vigtigste europæiske historier på forsiderne netop nu, men også om mediernes rolle i samfundsudvikling i en tid, hvor den klassiske nyhedsformidling er under pres. Hvad ender på forsiden, og hvad finder aldrig vej til spalterne?
I fjerde og sidste udgave af Europa på forsiden taler tyske Ulf Poschardt, chefredaktør på Die Welt, med Pia Rehnquist, chefredaktør på Sydsvenskan og Helsingborgs dagblad. 

Dr. Ulf Poschardt er chefredaktør for WELT (siden 2016), som ikke kun består af den store kvalitetsavis Die Welt, men også af Welt Kompakt, Welt am Sonntag, Welt Online og Welt am Sonntag Kompakt og TV-nyhedsstationen WELT. Han har studeret filosofi, har en baggrund som journalist og har sideløbende været forfatter på en række bøger både om eksistens, samfund og populærkultur. Han vil være i samtale med chefredaktør for det store svenske dagblad Sydsvenskan samt Helsingborgs Dagblad, Pia Rehnquist. Hun har været chefredaktør på aviserne siden 2014. 

Det Kgl. Bibliotek og dagbladet Information ønsker med samtalerækken Europa på forsiden at sætte fokus på Europa på grund af forårets valg til Europa-Parlamentet, hvor valgdeltagelsen satte rekord i Danmark, og fordi 2019 er 30-året for Berlinmurens fald – en skelsættende begivenhed, hvis betydning for nutidens Europa ikke bør underkendes. 

Tirsdag 3. december kl. 20
Dronningesalen
Europa på forsiden
Ulf Poschardt (Die Welt) i samtale med Pia Rehnquist (Sydsvenskan)
Samtalen vil foregå på engelsk. 

Tidligere arrangementer:
Mandag 9. september
Natalie Nougayrède (Le Monde) i samtale med Martin Krasnik (Weekendavisen)

Mandag 28. oktober
Rune Lykkeberg (dagbladet Information) i samtale med Bo Lidegaard (tidl. chefredaktør på Politiken). 

Mandag 11. november
Peter Wolodarski (Dagens Nyheter) i samtale med Mette Østergaard (Berlingske) 

Europa på forsiden arrangeres i samarbejde med Det Udenrigspolitiske Selskab og Nyt Europa.