Hvorfor blev #MeToo ikke stort i Danmark

I Danmark gik bølgen hurtigt over. Men i vores naboland Sverige har den vakt meget mere debat og forandringer. Kunne vi mon lære lidt af vores nordiske brødre

TO ET HALVT år efter at The New York Times og The New Yorkers afsløringer af Hollywood-producenten Harvey Weinsteins seksuelle forbrydelser, er han nu blevet dømt - også af domstolene.

Hans fald blev symbol på #MeToo-bevægelsen, der opstod som følge af nogle ihærdige journalisters fokus på de utallige overgreb mod kvinder, der har vist sig at finde sted mange steder og især i kunst-og kulturverdenen.

Dansk presse har troligt rapporteret sagen lige fra den oktoberdag i 2017, hvor reporterne Jodi Kantor og Megan Twohey på baggrund af mange års rygter præsenterede den hårrejsende journalistiske research, som gav genlyd verden over.

Få dage senere fulgte Ronan Farrow fra ugemagasinet The New Yorker med en supplerende undersøgelse, som cementerede, at Harvey Weinstein igennem årtier systematisk havde krænket kvindelige kunstnere seksuelt. Svimlende meget spalteplads og sendetid har den sag efterfølgende fået.

Vi kunne i Danmark se måbende til, at ikke alene Weinstein, men også en række andre indflydelsesrige magtfulde personer i amerikansk kulturliv faldt fra tinderne.

Og de faldt på stribe.

I Danmark var der enkelte producenter, som engagerede sig i bevægelsen, men ellers havde #MeToo begrænsede konsekvenser. Og det tog lang tid, før det rigtigt gik op for mange af os, at der muligvis kunne være noget mere i #MeToo-snakken ud over sensationshistorierne.

Siden har det fået nogle til at diskutere samtykke, overgreb og kvinders rettigheder.

Og det forlyder nu, at Danske Filminstruktører, Skuespillerforbundet samt Producentforeningen har iværksat en undersøgelse om seksuelle krænkelser.

Men måske er det alligevel symptomatisk, at jeg selv skriver om bevægelsen i datid, da den her i landet virker som et for længst overstået kapitel.

Vi er videre, vil mange af os mene.

Alligevel giver Weinsteins dom os lige muligheden for at tænke efter: Resulterede al den danske medieomtale af de sensationelle hollywoodhistorier og den deraf følgende #MeToo-bevægelse i, at vi her i Danmark rykkede? Er vi faktisk kommet videre? Og er vi i så fald kommet langt nok? Eller er vi måske aldrig kommet rigtig i gang?

Store svenske konsekvenser
Hvis vi nuet øjeblik forsøger at tvinge vores altid USA-søgende blik i en anden retning, nemlig mod Sverige, som ligger mindre end 30 km fra København, så er konsekvenserne af Weinstein-historien helt anderledes drastiske.

Uden overdrivelse kan man roligt påstå, at svenskerne nu på tredje år i træk kører på med en ligestillingsdiskussion, der er direkte afledt af #MeToo-debatten.

Det foregår på mange fronter, men især svensk presse har drevet kulturlivet ud i en kolossal selvransagelse. I spidsen stod Matilda Gustavsson fra Dagens Nyheter.

Hun er svensk presses svar på de New York-journalister, der afdækkede Weinstein-sagen. Det var nemlig hende, der skrev jordskredsartiklen om de 18 traumatiserede personer, der alle var ofre for den nu dømte Jean Claude Arnault.

Ham, som igennem årtier gik for at være en betydningsfuld kulturpersonlighed i Stockholms kunst-og litteraturmiljø, men som nu sidder fængslet for voldtægt.

En af følgerne af publiceringerne i Dagens Nyheter blev, at en af verdens mest anerkendte kulturinstitutioner, nemlig Det Svenske Akademi, der hvert år uddeler Nobelprisen i Litteratur, krakelerede for åbent tæppe.

Men det var kun begyndelsen. Siden har man nemlig konkret kunnet se en bølge af udskiftninger på centrale magtpositioner i svensk kulturliv.

Men det er ikke kun i kulturlivet, at debatten udfolder sig. Ligestillingsdebatten, som tog afsæt i #MeToo, holdes i live på regeringsniveau.

En opsigtsvækkende tale af den svenske kulturminister
Selv spærrede jeg virkelig øjnene op, da jeg for nylig overværede den svenske kulturminister, Amanda Linds, åbningstale til et stort kulturpolitisk konvent, Folk och Kultur.

Foran et publikum bestående af både spidserne fra det officielle Sverige, kronprinsesse Victoria, ministre og højtplacerede embedsfolk samt kulturchefer og producenter fra hele Sverige, argumenterede ministeren engageret for, at #Me-Too-efteråret i 2017 kun var begyndelsen! Og som en opmuntring til kamp mod autoriteter sagde hun til de tusindvis af kulturrepræsentanter: »Fortsæt med at presse folk som mig! Folk, der har magten, for vi kan, og vi skal forandre ting, og jeg sætter pris på at blive presset!«. Efter talen fortalte jeg forundret en af mine danske gæster, som var kommet op med toget fra Danmark, om ministerens tale, hvorpå han svarede: »Tænk, hænger de virkelig stadig fast i #MeToo heroppe i Sverige!?«. »Ja,« svarede jeg selv meget forbløffet.

En interessant dimension ved ministerens hverv er, at hun også er demokratiminister.

Sådan nogle har vi ikke i Danmark.

Ingen har nogensinde haft titlen kultur-og demokratiminister. Og først efter flere dage på konventet forstod jeg, hvorfor ingen svenskere, hverken mænd eller kvinder, kun os to danskere, var overraskede over ministerens #MeToo-brandtale! #MeToo-diskussionen i Sverige fremstår fra et dansk synspunkt som en slags demokratijustering.

Den proces, der altid følger revolutionen, hvor hovederne har rullet, og hvor demokratiet nu kultiveres og tages under behandling. #MeToo var ikke blot en omgang hovedrengøring i noget sexchikane, der handlede om enkelte personers overgreb, men et opgør med et forældet system og en tankegang, der har skabt en sexistisk kultur.

Den var indledningen til de gennemgribende strukturelle ændringer, som nu skal ske.

Efter åbningstalen forsvandt kulturministeren ikke ud til en ventende ministerbil for at komme videre til næste snoreoverklipning.

Nej, hun indtog selv rollen som moderator på folkemødets største scene, hvor hun som interviewer ivrigt gik til debattørerne i en diskussion, som hun kaldte 'den halve scene'.

»Nu må vi smøge ærmerne op og gøre arbejdet færdigt,« sagde hun med et stort smil ud til det kæmpe publikum, hvorpå hun modererede en debat, som fokuserede på, hvad der skal til af strukturelle samfundsændringer for at få udbytte af alt det talent, der faktisk findes i Sverige, og ikke bare lade sig nøje med halvdelen.

»Det handler om at give alle muligheden for at vove at være synlig«, konkluderede hun. Da Amanda Lind, som kommer fra Miljøpartiet, der har ca. 5 procent i meningsmålingerne, blev udpeget til minister af statsminister Löfwen, blev hun spurgt af en journalist fra Sveriges Radio, hvad hun anså som den fineste form for kultur i Sverige. Hendes svar var: »Kreativiteten. Skaberkraften i den enkelte«.

Men tilbage til #MeToo. Hvorfor »hænger de stadig fast i det«, som min danske kollega og jeg spurgte hinanden om.

Det omstillingsparate Sverige
Måske fordi Sverige i virkeligheden er et mere omstillingsparat samfund end det danske? Fænomener som kvoter og megen lovgivning, som mange i Danmark, betragter som typisk svensk, er måske tegn på et samfund, der har udvikling og fremdrift som dyd? Altså helt i modsætning til mange danskeres fordomme om Sverige som et land stagneret i moral og politisk korrekthed!? Et stort tema på det svenske konvent var vigtigheden af at værne om den fri, uafhængige kultur. Armslængdeprincippet er en stor diskussion i Sverige, som den også har været i Danmark i forhold til politisk indblanding. Sverigesdemokraterna gør, hvad de kan for at annektere kulturpolitikken på især regionalt niveau.

Princippet, at der skal være afstand mellem den politiske magt og kulturudøverne, er central.

Alle uanset baggrund, køn og alder skal kunne komme til orde, og de, der skaber kultur, nyheder og formidling, skal ikke kunne trues til tavshed.

Det var øverst på dagsordenen i den debat, som Cilla Benkö, generaldirektør for Sveriges Radio, og den debat, som Hanna Stjärne, generaldirektør for SVT, kørte.

Hvis man dertil lægger den magtfulde direktør for Det Svenske Filminstitut, Anna Serners, ambitioner om at opnå en fifty-fifty-fordeling af kvinder og mænd foran og bag kameraet og Mathilde Gustavsons journalistiske afsløringer, som nu er blevet til succesbogen ' Klubben', og som handler om voldtægterne og krænkelserne, der blev sat i forbindelse med Det Svenske Akademi, så ved man, at samfundsdebatten om landets magtstrukturer er seriøs.

En kamp mod vanetænkning og magtudøvelser
Helt overordnet virker ligestillingsdebatten som en frihedsbevægelses kamp mod konventionel vanetænkning, magtudøvelse og bevidst og ubevidst misogyni.

En frihedsdiskussion, som måske på et strukturelt plan er ved at ændre bevidstheden hos mange svenskere.

Det er som sagt ikke bare debat og hensigter. En helt række faglige organisationer og forbund havde en øjeblikkelig respons på #MeToo. De nedsatte kommissioner, der granskede og analyserede de bagvedliggende faktorer ved destruktive tavshedskulturer, og de kom med forslag til attitudeforandringer i den måde, man omgås på arbejdspladser. Heldigvis, kan man hævde, har vi med stor sandsynlighed ikke haft lige så skrækindjagende seksuelle og voldelige forbrydere til at tyrannisere dansk kunstog kulturliv, som de har i Sverige og USA. Og set i det perspektiv er det jo godt, at vi har politikere, debattører og organisationer, der gør en utrættelig indsats for at holde liv i ligestillingsdiskussionen.

Hvis man holder resultaterne af den svenske #MeToo-debat op i Danmark, afvises det alt for ofte som skræmmende pøbelvælde, manglende respekt for kunsten og overdrevet politisk korrekthed. Men er det i virkeligheden ikke det modsatte? Nemlig et ambitiøst engagement helt oppe på regeringsniveau for at ændre et fortidigt, konventionelt og diskriminerende blik på køn, alder, etnicitet? Tre identitetsmarkører, som, hvis man har dem imod sig, vil resultere i diskrimination.

Et faktum, som er dokumenteret i Konstnärsnämndens (svarer til Slots-og Kulturstyrelsen) arbejdsmiljøundersøgelse fra 2017. Konsekvensen af diskrimination er sandsynligvis spildt og tabt talent. Et talentpotentiale, som den svenske kulturminister ikke ønsker at gå glip af! Hun vil ikke nøjes med den halve scene.

Hun vil give alle chancen for at turde træde ind på scenen! Spørgsmålet er, om vores svenske naboer i disse år bare udviser en helt vild drift for at opjustere demokratiet, så det kommer til at passe til vores tid? Demokratiet skal jo ideelt set være i en skabelsesproces, som skal næres af nye tanker og ideer. Så når ministeren selv sætter sig på scenen i rollen som den nysgerrige interviewer på jagt efter nye bud på, hvordan samfundet kan få endnu mere gavn af det potentielle talent, virker det ret progressivt. Alle skal turde udfolde sig! Vi er jo også i landet, hvor 'ingen är for liten för att göra noget stort', som er Greta Thunbergs motto. Men ligesom vi ikke har en demokratiminister i Danmark, så har vi heller ikke en Greta Thunberg. Spørgsmålet er, om hun overhovedet ville kunne opstå i Danmark? Som bekendt er hun en torn i øjet på mange ældre, måske især mænd. Selv mænd, der har kæmpet et helt voksenliv for at få folk til at erkende klimatruslen, kan ikke snuppe hende: »Det er ikke det, hun siger, det er måden, hun siger det på«. Hun er uhæmmet femininitet i fuld udfoldelse. Hysteri. En purung pige med fletninger, som råber meget højt, skingert og med masser af temperament.

Alt det værste ved det kvindelige. En kaskade af ydre svaghedstegn kogt sammen med et meget vigtigt budskab. En cocktail, der er svær at skylle ned, og noget, der giver rystelser i de misogyne understrømme. Især nu, hvor hun har fået en verdensomspændende bevægelse i ryggen.

Så hvorfor blev # MeToo aldrig særlig stort i Danmark? Er det bekymrende? Ja, efter en uge midt i den svenske samfundsdebat må man konstatere at #Me-Too's indflydelse i Danmark er minimal i forhold til i Sverige, og man spørger også sig selv, om vi danskere overhovedet har fået startet på opgøret med den fortidige ubevidste chauvinisme, som med sin mærkelige, usynlige mobningskultur har kæmpe konsekvenser for, hvor meget af danskernes talentpotentiale, der kommer i spil i for eksempel filmbranchen, musikbranchen, kunstscenen, sporten, forskningen og erhvervslivet. I Sverige er de strukturelle ændringer drevet på regeringsniveau.

Alene den måde, ministrene nævner ligestilling som et værdigrundlag for regeringens politik, er opsigtsvækkende. Og det kan få de fleste danskere til at trække på smilebåndet, når de svenske ministre henviser til deres ' feministiske regering', f. eks. da den tidligere udenrigsminister Margot Wahlström gik af i september og overalt i pressen udtalte, at hun var stolt over den ' feministiske udenrigspolitik', hun havde stået i spidsen for.

Bidronningen-fænomenet
Det interessante er, hvorfor den slags magtord sammensat med ordet feminisme virker så komisk, ja, utænkeligt, i en dansk kontekst? Og kan det passe, at det ubevidst misogyne præger os alle sammen meget mere, end vi gør os begreb om? Måske så meget, at selv vi kvinder også vurderer andre kvinder med et gammeldags maskulint blik? Udtalt kvindelighed aflæses måske både af kvinder og mænd som en svaghedsmarkør, når det kobles med magt. Så selv kvinder, der allerede har opnået en magtposition, reagerer idiosynkratisk over for andre kvinder, der repræsenterer udtalt femininitet og ambitioner? Bidronningfænomenet, er et velkendt syndrom hos kvinder, der har klaret turen op til en magtposition. Der er kun plads til én dronning på toppen.

Potentielle konkurrenter vil lide under bidronningens bevidste eller ubevidste udfrysning, især hvis kvinden, der også nærmer sig toppen, har et meget feminint udtryk! Magt blandet med femininitet, oplever jeg i Danmark, er to uhomogene størrelser, medmindre, og her kommer den sære undtagelse, den pågældende feminine magtfulde kvinde overbeviser alt og alle om, at hun ikke er feminist, som det i en årrække på mærkværdig vis har været for vane hos en række fremstående kvindelige instruktører i film og teater. Logikken synes at have været, at magt koblet med feminisme er en taberstrategi, der fortjener den afstandstagen og hån, som den selv indbyder til. Tænk bare på det skånselsløse blik, som hvilede på Danmarks første kvindelige statsminister. Dels indbød hendes udseende og femininitet i sig selv til spydigheder. Dels var hun selvfølgelig særdeles varsom med ordet feminisme, mens hun stod i spidsen for Danmark.

Tilbage til Weinstein-sagen, som dansk presse fulgte skridt for skridt, mens vi måbende og forargede betragtede sceneriet. I Sverige fulgte medierne også Weinstein-sagen, hvorpå de svenske medier og organisationer straks kastede et undersøgende blik på deres eget samfund og de systematiske magtovergreb, der finder sted blandt mennesker.

Måske skulle vi i Danmark en gang imellem kigge på vores helt tætte naboer for at få perspektiv på tingene. Et samfund, der ligner vores så meget, bortset fra at de på en helt anden selvransagende måde er i fuld gang med en buldrende demokratiproces drevet af en vision og en politisk strategi om at bekæmpe de magtstrukturer, som undertrykker talent og fastlåser det enkelte individs kreativitet og skaberkraft.

Lise Bach Hansen, Kulturproducent, Det Kgl. Bibliotek

Politikens kronik, 17. marts 2020