Yasmina Reza (FR)

International Forfatterscene

tirsdag 10. juni 2014 kl. 20:00 Dronningesalen
Yasmina Reza (tv) er for første gang i Danmark. I samtale med Bjørn Bredal (på fransk, men med dansk opsummering). Oplæsning af Rezas tekster på dansk af Ellen Hillingsø (th).
Yasmina Reza (tv) er for første gang i Danmark. I samtale med Bjørn Bredal (på fransk, men med dansk opsummering). Oplæsning af Rezas tekster på dansk af Ellen Hillingsø (th).

Forfatteren til succes-skuespil som Kunst, Den tilfældige mand, Liv x 3 og Blodbadets Gud nu for første gang i Danmark.

Yasmina Reza går for at være Frankrigs kendteste nulevende skuespilforfatter, og dén kvindelige dramatiker, der på verdensplan er blevet opført flest gange. Hendes skuespil er oversat til over 35 sprog, og hun har i flere omgange fået tildelt en Molière, Frankrigs vigtigste teaterpris bl.a. for sit store gennembrud fra 1994, Art.

Hendes stykke Le Dieu du Carnage vandt den største amerikanske teaterpris, TONY i 2008 – og er et af de skuespil, der indenfor de seneste årtier har haft længst sammenhængende spilletid på Broadway. En succes, som blev fuldendt af Roman Polanskis filmatisering, The Carnage, med Kate Winslet og Jodi Foster i hovedrollerne. Sideløbende har Reza skrevet en stribe romaner og skabte bl.a. sensation med bogen L’aube le soir où la nuit, skrevet efter at hun i et helt år fulgte UMP-kandidaten Nicolas Sarkozy under hans kampagne for at blive valgt til Frankrigs præsident. Det er lidt af en bedrift at skrive teatertekster, som i løbet af få år bliver opført over hele verden og bliver så kolossale publikumssucceser, som er tilfældet med Rezas dramatik.

Mange, lige fra teaterkritikere til universitetsstuderende, har forsøgt at analysere sig frem til hemmeligheden bag teksternes gennemslagskraft.

Sammenlignet med Tjekhov

Ingen ringere end Anton Tjekhov er den klassiker, der oftest nævnes, når hendes værk holdes op mod teaterhistorien. Den morsomme replik til trods for det sorte syn på livet og lykken er iøjnefaldende fællesnævnere – og som i Tjekhovs teater undersøger hun de store, almenmenneskelige temaer i familier, venskaber, forførelse og kærlighed. Universelle grundmotiver, der så let som ingenting krydser grænser og lader sig fortolke i forskellige kulturer.

Men teksternes erobring af de internationale skuepladser skyldes også den medvind, som selve skuespillerne har givet hendes stykker. Det er et kendt fænomen, at hun kan skabe eminent replikkunst, og at hendes ord er en gave til enhver scenekunstner, hvilket slet ikke er nogen ulempe, når der vælges repertoire rundt i teaterhusene.

Muligvis er det hendes egen baggrund som skuespiller, der gør sig gældende. Hun er uddannet på den store franske skuespilleruddannelse 'Ecole Internationale de Théâtre Jacques Lecoq' og arbejder efter eget udsagn totalt instinktivt med sine figurtegninger uden at være psykoanalytisk funderet. ’Jeg arbejder som en maler! Hvis en maler skaber et portræt af en person – er han ikke interesseret i personens barndom, han maler, hvad han ser. Der er ingen forklaring, for den betyder ingenting for billedet, som hun udtalte til The Guardian oven på Roman Polanskis filmatisering af kammerspillet The Carnage i 2011. Hun har også udtalt, at hun ikke skriver ud fra noget politisk standpunkt. I modsætning til mange andre franske kunstnere og intellektuelle forbeholder hun sig retten til, at hendes kunst står alene og taler for sig selv.

Magtmennesker
Derfor bragte det også opsigt, da hun i 2006 – under Nicolas Sarkozys præsidentkampagne – spurgte ham, om hun måtte følge ham et år under hans valgkamp. Han sagde øjeblikkeligt ja, og i 2007 kom bogen L’aube le soir où la nuit, der kort fortalt udforsker, hvilket stof den uimodståeligt, karismatiske ’Sarko’ – og andre magtmennesker som ham – er gjort af.

Bogen skabte sensation i Frankrig, samtidig med at den blev kritiseret for ikke at gengive virkeligheden, hvor til hun svarede, at en forfatter i modsætning til en journalist netop ikke er på jagt efter nogen sandhed.
’Sarkozy var for mig et objekt for et portræt (…) og mine bestræbelser var ikke anekdotiske, men derimod det altid besættende spørgsmål om skæbnen og tidens flugt: hvorledes udfylder man sine dage, hvorledes beboer man tiden, hvordan lever man?’ – som hun beskrev for Le Monde.

Reza og Danmark
Yasmina Reza blev introduceret i Danmark af Radioteatret i 1997 med Tilfældets mand, som året efter blev opført på Husets Teater som Den tilfældige mand. I 1998 blev Kunst (Art) opført på Det Ny Teaters Sceneriet og senere på Privat Teatret, Odense Teater og Aalborg Teater. I 2002 havde Det Kongelige Teater premiere på Liv x 3, som kort efter også blev opført på Aarhus Teater. Siden er Reza, hvis seneste stykke er Blodbadets Gud (Le Dieu du Carnage) fra 2006, blevet opført mange steder i det danske teaterlandskab.
 
Den verdensberømte dramatiker og forfatter kan man møde 10. juni i Dronningesalen i samtale med Bjørn Bredal (på fransk, men med dansk opsummering). Bredals forfatterskab omfatter en række bøger om fransk kultur og litteratur. Han er lederskribent på dagbladet Politiken og tidligere kulturredaktør på Weekendavisen.

Oplæsning af Rezas tekster på dansk ved Ellen Hillingsø.

Arrangeret i samarbejde med Det Franske Institut, Den Franske Ambassade og Air France

 

 
Standard  110 kr.
Studerende 60 kr.
Diamantklub 70 kr.
KØB BILLET HER

Diamantklubmedlemmer kan reservere billetter på klubtelefonen 91 32 48 88. Husk medlemskort ved afhentning. Bestilte billetter skal afhentes senest 14 dage efter bestilling

Efter arrangementet serveres et glas vin og chokolade fra Summerbird

International Forfatterscene arrangeres med støtte fra

Kristeligt Dagblad

Tak til:


Hold dig opdateret

Månedligt nyhedsbrev:
Kultur i Diamanten
  
  

Følg os
   @sortediamant