David Foenkinos (FR)

International Forfatterscene

onsdag 23. april 2014 kl. 20:00 Blixen
Romanen 'Delikatesse' er solgt i mere end 600.000 eksemplarer i Frankrig
Romanen 'Delikatesse' er solgt i mere end 600.000 eksemplarer i Frankrig

BEMÆRK: NY DATO 23. april!

Rørende kærlighed i Ikea-filialen
Med romanen Delikatesse (La Délicatesse) fra 2009 har den franske forfatter David Foenkinos, som er på International Forfatterscene den 23. april, tilsyneladende formået at være let og yndefuld uden at ende i det overfladiske.
Måske er det derfor, Delikatesse er blevet en stor succes hos både læsere og kritikere. I Frankrig har Foenkinos’ bog solgt i over 600.000 eksemplarer, og den er samtidig blevet nomineret til 10 litterære priser. Dertil kommer selvfølgelig, at Delikatesse i 2011 også blev filmatiseret.

Grundlæggende er der tale om et trekantsdrama, men iscenesættelsen er usædvanlig for en fransk roman. Handlingen udspiller sig nemlig i og omkring den franske Ikea-filials administration. Her arbejder Natalie, der netop har mistet sin mand i en trafikulykke. En af hendes kollegaer er den lidt kiksede og indadvendte svensker Markus. Men det forunderlige sker: Natalie og Markus mødes, og sød musik opstår. Men deres usædvanlige romance trues samtidig af deres fælles chef, Charles, som langtfra er upåvirket af Natalies charme.

Kærlighed og død uden sentimentalitet
Om Delikatesse og Foenkinos’ skrivestil noterede Katrine Sommer Boysen i sin anmeldelse i Jyllands-Posten: ’At tøjle sentimentalitet og patos på skrift er en svær kunst, når det gælder livets store tårepersende begivenheder. Af samme grund er den romantiske gren af filmens og litteraturens verden ofte nogle sovsede affærer, der minder mere om billigt produceret tv end om stor kunst. Derfor er det en udtalt fornøjelse, når det lykkes en forfatter at skrive rørende om kærligheden og døden uden at give køb på et distinkt udtryk.’
David Foenkinos er født i 1974 i Paris, hvor han også er bosat i dag. Han har studeret musik og litteratur på Sorbonne og debuterede som forfatter i 2001 med Inversion de l'idiotie: de l'influence de deux Polonais. Siden har han udgivet en lang række bøger inden det store gennembrud med Delikatesse.

Hans nye roman Minderne udkommer i Danmark den 23. april.

Interviewet foregår på fransk med Francois Barjot, Institut Francais, og med opsummerende oversættelser af Lone Garde, Institut Francais.

Arrangeret i samarbejde med Det Franske Institut.
 

 
Standard  110 kr.
Studerende 60 kr.
Diamantklub 70 kr.
KØB BILLET 

Diamantklubmedlemmer kan reservere billetter på klubtelefonen 91 32 48 88. Husk medlemskort ved afhentning. Bestilte billetter skal afhentes senest 14 dage efter bestilling

Efter arrangementet serveres et glas vin og chokolade fra Summerbird

International Forfatterscene arrangeres med støtte fra

Kristeligt Dagblad

Tak til:


Hold dig opdateret

Månedligt nyhedsbrev:
Kultur i Diamanten
  
  

Følg os
   @sortediamant