Amos Oz

Israel

tirsdag 31. maj 2011 kl. 20:00 Dronningesalen

International Forfatterscene

Amos Oz (f. 1939) betragtes som Israels største nulevende forfatter og anses som en af sin generations vigtigste, og de sidste mange år er han blevet nævnt som favorit til Nobelprisen i litteratur. I maj udkommer hans nye roman, og i den anledning får hans store danske publikum en enestående mulighed for at møde ham, når han besøger International Forfatterscene. I sin nye bog fortæller Amos Oz om livet i en lille by i det nordlige Israel, hvor skelsættende begivenheder er sjældne. 

Oz har et omfattende forfatterskab bag sig og er oversat til over 30 sprog. Hans ry som en forfatter i verdensklasse stammer bl.a. fra gennembrudsromanen Min Michael (dansk 2007), En panter i kælderen (dansk 1997) og senest er på dansk udkommet Vers om livet og døden (2009).

Amos Oz forældre var højreorienterede zionister fra Østeuropa. Som 15-årig flyttede han i protest mod deres holdninger fra hjemmet i Jerusalem til kibbutzen Hulda, hvor han boede indtil midten af 1980’erne. Hans erindringer fra barndomsårene er levende beskrevet i den store selvbiografiske roman En fortælling om kærlighed og mørke (dansk 2005).

Ved siden af sit skønlitterære forfatterskab er Oz en engageret samfundsdebattør og spiller en aktiv rolle i diskussionerne om fred i Mellemøsten og kampen for en to-statsløsning på Israel/Palæstina-konflikten. I sit essay fra 2004 Hvordan helbrede en fanatiker argumenterer Oz for at konflikten mellem Israel og Palæstina ikke handler om religion, kultur eller traditioner, men om ejendom, og at den må løses gennem besværlige kompromiser. Derudover underviser Amos Oz på Ben Gurion Universitetet i Israel.

Oz har modtaget en lang række fornemme priser for sit forfatterskab, bl.a. den tyske Goethe-pris i 2005. Amos Oz’ nye bog udkommer i maj på Gyldendal.

Oplev Amos Oz i samtale med Bjørn Bredal, forfatter og journalist på Politiken.

 
Standard  110 kr.
Studerende 60 kr.
Diamantklub 70 kr.
KØB BILLET ONLINE

Forsalg i Diamantens reception, hos Billetlugen og i Fona-butikker

Diamantklubmedlemmer kan bestille billetter på 3313 3020. Husk medlemskort ved afhentning. Bestilte billetter skal afhentes senest 14 dage efter bestilling. 


Arrangementet foregår på engelsk og varer ca. 1½ time. Efter arrangementet serveres et glas vin og chokolade fra Summerbird

Arrangementet bliver optaget af DR TV   


Tak til:

Gyldendal