Hans Abrahamsen, Athelas Sinfonietta og ensemble recherche

Modtageren af Sonnings Musikpris fejres med en koncert, bl.a. med stjernen Barbara Hannigan. Unik visuel iscenesættelse kreeret af prismodtagerens bror, fotograf Per Morten Abrahamsen

onsdag 24. april 2019 kl. 20:00 Dronningesalen
Prisvinder Hans Abrahamsen. Foto: Per Morten Abrahamsen
Prisvinder Hans Abrahamsen. Foto: Per Morten Abrahamsen

KØB BILLET

   
Standard   200 kr.
Diamantklub   150 kr.
Studerende   100 kr.


Få rabat på billetten som medlem af Diamantklubben - Læs mere og meld dig ind med det samme

Komponisten Hans Abrahamsen modtager Léonie Sonnings Musikpris 2019 og føjes dermed ind i en lang række af prominente modtagere af en af de største priser, musiklivet har. Det Kgl. Bibliotek indleder med denne koncert fejringen af årets prisvinder - og det med værker, der stort set strækker sig over hele Abrahamsens karriere.

 Sopran og dirigent Barbara Hannigan, Canada

Første afdeling spilles af det københavnske ensemble Athelas Sinfonietta. Koncerten indledes med værket Winternacht (komponeret i 1978), som afspejler Abrahamsens fascination af flere forskellige samtidige begivenheder. Værket har en impressionistisk kvalitet og udgøres af fire musikalske stillbilleder af fløjlsbløde, mørke og isnende vinternætter. Andet værk bærer titlen Märchenbilder, eller på dansk eventyrbilleder. Abrahamsen beskriver det som ”en musik, som i sig selv er billeder af musik.”  Tredje værk er en orkestrering af Schönbergs Fire Lieder fra 1899, som bl.a. er instrumenteret med taste-instrumentet celeste -  et instrument, de fleste kender fra Sukkerfeens dans fra Tjajkovskijs ballet Nøddeknækkeren. Liederne vil blive sunget af den fremragende canadiske sopran Barbara Hannigan, der i 2020 selv modtager Léonie Sonnings Musikpris. Der er derfor en unik chance for at opleve hele to prismodtagere på samme koncert. I 1999 komponerede Abrahamsen en klaverkoncert til sin kone, pianisten Anne Marie Abildskov, efter at have holdt en ti år lang pause som komponist. Klaverkoncert kan opleves med Athelas’ egen pianist Manuel Esperilla som solist.

Aftenen slutter af med Schnee fra 2008, der de seneste år er blevet en sand kultklassiker inden for ny kompositionsmusik. Værket udforsker forskellige måder, sne kan fremstå på som både konkret og abstrakt fænomen. Konkret som snestorme, frost, snefald, snelandskab, susen og is. Abstrakt som stilhed, hvidhed og vinter som en stillestående tid, hvor vi venter på, at foråret kommer. Schnee er oprindeligt bestilt af ensemble recherche fra Freiburg, der selv spiller værket denne aften - og helt usædvanligt for denne type musik: Uden dirigent. Helt særligt ved aftenens opførelse er, at den ledsages af en unik visuel iscenesættelse, kreeret af prismodtagerens bror, fotograf Per Morten Abrahamsen. 

Athelas Sinfonietta er et af Danmarks førende ensembler inden for ny kompositionsmusik. Det er her, tidens komponister kan høre deres egen og kollegernes musik, mens publikum kan få et indblik i de nyeste strømninger

ensemble recherche blev grundlagt i 1985 og har siden stået for mere end 500 uropførelser inden for ny kompositionsmusik. Ensemblet spiller over hele verden og er således med til at definere denne musikform på den internationale scene.

Léonie Sonnings Musikpris
Hans Abrahamsen bliver den 16. komponist, der modtager prisen. Før ham har blandt andre Igor Stravinskij (1959), Dmitrij Sjostakovitj (1973), György Ligeti (1990), György Kurtág (2003), Kaija Saariaho (2011) og senest Thomas Adès (2015) modtaget den. 

Aftenens program:

Hans Abrahamsen (1952- )                          Winternacht (1978/1987)

Hans Abrahamsen (1952- )                          Märchenbilder (1984)

Arnold Schönberg  (1974-1951)                  Lieder Opus 2. (arr. Abrahamsen)

Hans Abrahamsen (1952- )                         Klaverkoncert (2000)

Barbara Hannigan, sopran. Manuel Esperilla, klaver. Athelas Sinfonietta

Dirigent: Thomas Søndergård 

-Pause- 

Hans Abrahamsen (1952- )                         Schnee (2008) 

ensemble recherche

Koncerten varer 2 timer og 45 minutter inklusiv pause

Hør Hans Abrahamsen selv fortælle om, hvordan han komponerer, og om værket Schnee, her:

Følg med i kultur i Diamanten med vores nyhedsbrev